Fællesskaber fylder Jannie Holm Audebo med livsglæde og giver hende et positivt sind. Når hun efter en depressiv periode i selvisolation genopdager, at fællesskaber er guld værd, er det som at komme i himlen. Det er en erfaring, som hun virkelig har taget med sig i bagagen

Tekst og illustration af Mikkel Sjølund vha. unsplash.com

Både før og efter Jannie fik diagnosen bipolar, har hun været en del af mange konstruktive fællesskaber, som har givet hende inspiration og skabt et rum, hvor hun tør være sig selv.

– Der ligger enormt meget inspiration i at kunne dele og opleve noget med andre mennesker, og jeg er glad for, at mine fællesskaber tager imod mig med et åbent sind.

– I et sådant rummeligt forum ønsker folk at lytte til hinanden, også når det handler om livets sårbarheder og skyggesider. Jeg kan mærke, at her må alle være, som de er, og derfor tør jeg også være mig selv.

I medgang og modgang
Jannie mener, at samhørighed og tryg hed kendetegner et godt fællesskab. Ligesom vielsesløftet i kirken handler det ikke kun om at have lyst og overskud til hinanden i medgang, men også at være der for hinanden i modgang.

– Jeg tror, at fællesskabet, denne følelse af samhørighed og gensidig lyst til at støtte hinanden, er et helt grundlæggende behov for os mennesker. At folk faktisk bekymrer sig for en, hvis livet skulle tage en negativ drejning, skaber en stor tryghed.

At fællesskab har en så stor og vigtig betydning understreges af, hvad modsætningen ensomhed kan bidrage med af skræmmende perspektiver.

– Ensomhedsfølelse, det er et helvede. Så føles livet helt meningsløst. I mine totale depri-perioder oplevede jeg nogle gange, hvordan ensomhedsfølelsen kunne prikke til en dyb frygt for at forsvinde ned i et stort, sort hul, uden nogen bemærkede det og var der til at gribe mig. Det rørte ved en grundangst for at være ekskluderet og ikke værdig til livet.

Vores kamp binder os sammen
Inden Jannie fik diagnosen bipolar, var det meget frustrerende at mærke, at noget var helt galt uden at kunne finde en eller anden form for forklaring på det. Det gav hende en følelse af, at hun bare ikke fungerede som menneske. Så ved at få stillet diagnosen og blive en del af en terapeutisk bipolargruppe opdagede hun, at hun ikke var alene med sine udfordringer.

– Jeg har utrolig meget glæde af at mødes i grupper med andre, der også lider af bipolar. Her deler vi vores erfaringer og oplevelser med sygdommen, og hvordan den påvirker vores adfærd, tanker og følelser. Jeg bliver meget inspireret af de andres historier i forhold til de ting, som jeg selv kæmper med.

– Det betyder enormt meget for mig ikke at føle mig alene og finde ud af, at der er andre, som også har det sådan her. Jeg kan se, at jeg slet ikke er dum eller unormal, at jeg faktisk er helt okay, og at det ikke er min skyld.

Selvom Jannie stadig er udfordret af sin bipolare lidelse, så beskriver hun, hvordan hendes livskvalitet er blevet markant højere.

– At være en del af et fællesskab med ligesindede har hjulpet mig med at acceptere mine bipolare udfordringer som et livsvilkår, jeg må leve med, og som også kan føre noget konstruktivt med sig. Det gi’r mig en langt større selvforståelse, evne til at passe på mig selv og mulighed for at skære ind til be­net af, hvad der er vigtigt for mig her i livet. Selvom det indimellem stadig er pisse hårdt, så hjælper det mig til at være i udvikling som menneske, og det er en vigtig værdi for mig.

Fællesskaber uden sygdomsfokus
På en lang række områder kan sådanne sygdomsfællesskaber bringe en masse godt med sig, men for Jannie er det lige så gavnligt at være med i fællesskaber, som ikke tager afsæt i sygdom.

– Gennem psykoedukation og gruppe­terapi omkring bipolar lidelse får jeg helt klart nemmere ved at navigere i livet, men det kan ikke stå alene. Det er lige så vigtigt for mig ikke kun at være i miljøer, der kredser om noget lidt tungt og syg­domsagtigt. For mig er det derfor enormt befriende også at mødes i alle mulige an­dre fællesskaber, hvor det er skide ligegyl­digt, om jeg er syg eller har lig i lasten.

– Her mødes vi bare omkring noget konstruktivt og livgivende. Det kan være at synge i et kor, hvor der er det vildeste fællesskab. For mig er sang no­get totalt positivt at samles omkring. Jeg er fx også med i en madklub og en eventyrklub, hvor vi går på opdagelse i forskellige verdener og oplever en mas­se nye, spændende ting.

– Gennem samværet med andre men­nesker kan jeg opleve en samhørig­hedsfølelse, der giver mig meget mere glæde og et lettere sind.

Selvisolation – fællesskabets ultimative modsætning
Lige så stor værdi, som fællesskab kan give, lige så hastigt kan det forsvinde i svære pe­rioder, hvor mange ender i en eller anden grad af selvisolation, beskriver Jannie.

– Førhen har jeg oplevet flere gange at være i total selvisolation, hvor jeg slet ikke har kunnet overskue andre men­nesker. De er nærmest blevet en trussel og noget faretruende, fordi jeg slet ikke har kunnet forholde mig til verden der­ude. Der opstod ofte en masse tilbage­vendende angst og uudholdelige tanker om, at jeg bare var en fiasko.

– Jeg turde slet ikke vise mig selv frem for nogen. Det føltes meget skamfuldt. Jeg var pludselig fanget i en negativ spiral, hvor jeg gik mere og mere i selv­isolation. Jeg kunne ikke gøre rent, be­tale regninger, passe arbejde, og til sidst lå jeg bare i fosterstilling og tvivlede på, om jeg overhovedet ville overleve.

Fællesskab hjælper mig tilbage
At være en del af forskellige fællesskaber og have stærke relationer er en stor hjælp i disse perioder.

– Med hjælp fra andre mennesker kan jeg bevæge mig ud af den der selvisolation, og når det sker, føles det som lidt af et mirakel. Det giver mig altid nyt mod på livet, og det bliver så meget nemmere at få hverdagen tilbage på sporet og bevæge mig ud i verden igen.

– Den gigantiske kontrast fra isolation til fællesskaber kan nærmest opleves som et mirakel. Hver gang jeg oplever denne ab­norme kontrast, så bliver det forstærket i min erindring, at det er muligt og meget vigtigt at komme tilbage. Der er to vigtige ting, som jeg tager med mig i bagagen. Det ene er, at jeg altid kommer tilbage igen. Det andet er, at der altid er nogle folk, der står parat, når jeg griber ud. For mig er det en af nøglerne til at komme op til overfladen igen og genopdage, at fællesskaber er guld værd.

Denne tekst er en del af vores nye trykte magasin om fællesskaber. Du finder hele magasinet lige her.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.