Fællesskabet er så vigtigt for menneskets overlevelse, at vi er villige til at lade vore værdier skride for ikke at blive ekskluderet, fortæller psykolog Dorthe Birkmose. Derfor betyder psykologisk tryghed i grupper så meget

af Jannie Holm Audebo
Foto: Michael Drost-Hansen & www.unsplash.com

Mennesket er socialt, og derfor gør vi meget for at skabe relationer og fælles­skaber, fortæller psykolog Dorthe Birk­mose. Samtidig forklarer hun, at men­neskets stærke motivation for at være en del af fællesskaber dog også har en bagside. Nemlig angsten for eksklusion:

– Vi kan opleve, at vi indimellem tier stille, hvor vi burde have sagt fra, eller at vi måske ændrer vores holdninger lidt, fordi de andre har en anden hold­ning. Gruppepres handler sjældent om, hvad andre vil have os til at gøre. Det handler som regel om vores egne tan­ker om, at ”alle de andre synes…” og så kommer vi til at tillægge os menin­ger, som vi tror, at de andre har, siger Dorthe Birkmose.

Hun fortæller, hvordan studier har vist, at forsøgspersoner, der skal afgøre, hvilke streger der er lige lange, svarer forkert, hvis de andre i gruppen sva­rer forkert. Nogle forsøgspersoner ved godt, hvad det rigtige svar ville være, men de kan ikke lide at være anderle­des. Andre tror, at de tager fejl, fordi alle de andre svarer noget andet. Der er altså forskel på, hvor påvirket man bliver af gruppen.

Uden fællesskab duer vi ikke
Fællesskaber er værdifulde, og evoluti­onært har det været afgørende for vores overlevelse, fortæller Dorthe Birkmose.

– Det ligger dybt i vores natur at være en del af fællesskaber, at ville hjælpe andre, betyde noget for andre og mær­ke samhørigheden. Vi ønsker at være med og bidrage til fællesskaber.

Derfor er det hårdt for mennesker, der oplever, at det er svært at være en del af et fællesskab:

– Mennesket kan opleve ensomhed. Både en social ensomhed, hvor man kan savne at være sammen med andre, og en følelsesmæssig ensomhed, hvor man kan føle sig ensom, selvom man er sammen med andre, fortæller hun.

Derfor kan mennesket være villigt til at lade sin moral skride – for at undgå eksklusion og for at undgå ensomhed.

Værdier og moral kan skride for os
Som en del af et fællesskab kan man opleve, at fællesskabets værdier ikke al­tid stemmer overens med ens egne vær­dier, forklarer Dorthe Birkmose. Hun kommer med et eksempel, som flere sikkert kan nikke genkendende til, hvor en person fortæller en historie, hvor en anden bliver latterliggjort:

– Når alle de andre griner, så vil vi have tendens til at grine med. Også selvom vi ikke synes, at det er sjovt. Når man alli­gevel griner, så er det for at være en del af fællesskabet. Hvis man ikke griner, så risikerer man at fremstå som ”anderle­des” og ”uden humor”. Det kan kræve en enorm styrke. Især hvis man siger til de andre, at ”hør her, det der var faktisk ikke sjovt”, fortæller hun.

På den måde beskriver hun, hvordan der kan skabes nogle forråede værdier i en gruppe, om at her må vi gerne lat­terliggøre andre, give andre øgenavne eller lave parodier på andre.

– Der kan opstå en uudtalt enighed om, at hånlatter og devalueringer er okay. Hvis man ikke får sagt fra, så ri­sikerer man at vænne sig til den ned­gørende humor i fællesskabet. Til sidst lægger man måske ikke engang mærke til, hvor rå humoren er blevet, siger hun og forklarer, at det kan ske for os alle sammen. Blot fordi vi er sociale væsener.

Lyt til faresignalerne
Nu sidder man måske tilbage med spørgsmålet om, hvordan man kan undgå at lade sine værdier skride? Sva­ret er både skidt og godt:

– Man kan som udgangspunkt ikke forhindre det. Menneskets natur er at være social og derfor tilpasse sig grup­pen og gruppens værdier. Vi kan bruge denne viden til at have forståelse for os selv og hinanden. Vi prøver alle sam­men at gøre det så godt, som vi kan; men nogle gange er det kompliceret. Ingen af os kan være fejlfri. Men der­for kan vi alligevel godt prøve at være opmærksomme på nogle faresignaler, forklarer hun.

Udover nedgørende humor så beskriver hun de mest synlige faresignaler som:

– Negative fortællinger om andre, mis­tro til andres intentioner, afvisninger, trusler og skæld ud. Mere skjult findes der faresignaler som for eksempel igno­reringer, undgåelsesadfærd, ansvarsfra­læggelse og ligegyldighed. Endnu mere skjulte faresignaler er, når man fortæl­ler meget positive historier om sig selv, siger Dorthe Birkmose.

Når der skabes psykologisk tryghed
Som modvægt til mekanismerne i et forrået fællesskab bringer Dorthe Birk­mose begrebet ”psykologisk tryghed” i spil. Tyve års amerikansk forskning er nået til Danmark. Forskning, der viser, at det er afgørende, at fejl og proble­mer kommer frem i lyset, imens de sta­dig er små. Ellers vokser de sig større i det skjulte. Det er ikke nok at bede om, at vi siger fra og siger til. Der skal også være nogen, som tør høre om fejlene og problemerne:

– Psykologisk tryghed er en erfaret vi­den om, at man kan tale om bekym­ringer og fejl uden at blive udskam­met eller bebrejdet; at man kan stille spørgsmål og dele viden uden at blive devalueret, samt at man kan fremsætte kritik uden at blive afvæbnet eller gjort til problemet.

Psykologisk tryghed ska­bes, når andre ønsker at høre om pro­blemerne og tør svare på kritikken, for­tæller hun.

Dermed bliver det afgørende, hvordan vi er som samtalepartnere – om vi tør høre om fejl, problemer og kritik, og om vi tør svare på dét, som andre for­tæller os.

Denne tekst er en del af vores nye trykte magasin om fællesskaber. Du finder hele magasinet lige her.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.