Rune Jørgensen er en af de fire, der har været med i Outsiderens og Maria Lisa Olsens filmværksted, og som har en kortfilm med på filmfestivalen Don’t Fear the Weird den 12.-14. oktober. Rune vil gerne gøre opmærksom på, at det er vigtigt at kunne formidle sine sygdomssymptomer til lægerne. Hans film handler om, hvordan han har det, når han skal ringe til en ven og spørge, om de kan ses

Af Ide Hejlskov Larsen

DON’T FEAR THE WEIRD er et opgør med tabuer om psykisk sygdom gennem psykiatribrugernes kortfilm, gratis talks, ekspertintroduktioner til biograffilm og debat.

Kom og oplev en festival, der skruer helt op for åbenhed og nuancer:

https://www.dfi.dk/…dont-fear-weird-2021

Da Rune oplevede sine første episoder med psykisk sårbarhed, kunne han ikke gøre det forståeligt for lægerne, hvad der var galt med ham. Han blev flere gange sendt hjem fra psykiatrisk skadestue med uforrettet sag. Siden har han måttet lære sig at sætte ord på sine sygdomssymptomer. Også i andre sammenhænge har kommunikation været betydningsfuld for Rune. At lave filmen ”Tankernes Port” har været med til at klargøre, hvad det er, han gennemgår, når han har svært ved at ringe til en ven. Det er en del af hans sygdom.

Lærerstuderende på Tvind
Som ung tog Rune læreruddannelsen på Tvind, Det Nødvendige Seminarium.

– Det lød skidespændende. Vi skulle ud at rejse. Der var en masse praktik i uddannelsen, meget mere end på andre uddannelser. Jeg passede rigtig godt ind der, så jeg har ikke nogen skrækhistorier at fortælle. Men det var et hårdt forløb. Der var mange, der droppede ud. Jeg tror, vi var 30, der startede, og fem, der fuldførte – over 5 år.

Under uddannelsen fandt han ud af, at det slet ikke var noget for ham at skulle have med børn at gøre. Han syntes, kommunikationen med børnene var vanskelig. Han kunne ikke favne professionelt, når de fx ikke kunne lide ham fra starten, eller hvis de gjorde noget ufornuftigt. Han skulle ikke være folkeskolelærer.

Da Rune første gang fik det dårligt
I stedet blev Rune abonnementssælger på et blad på venstrefløjen, Arbejderen. Det var han god til, og det var han glad for. Her havde han sin første sygdomsperiode. Da var han 24-25 år, og det var i 1998-99.

– Jeg kunne ikke tage vare på mig selv. Jeg mistede en masse kompetencer, så som at stå op om morgenen, gå i bad, ringe og sige, at jeg var syg. Det gjorde jeg ikke. Jeg blev bare væk. Jeg mistede også en masse kompetencer i forhold til mig selv, altså kognitive kompetencer. Jeg mistede overblikket over, hvad der skete. Jeg røg helt ud af det og mistede mit job, og jeg mistede min lejlighed, eller det værelse, jeg var på.

Trekvart år uden indtægt
Tilfældigvis var Runes mor borte på en længere rejse, og Rune havde nøglen til hendes lejlighed. Så her flyttede han ind. Han havde ingen indtægt, og han var ikke i stand til at søge hjælp. Når han skulle have noget at spise, gik han ned i et nærliggende supermarked, fyldte sin taske og gik ud igen.

Han brugte meget tid på at gøre sig forestillinger om alt muligt. Han kunne bruge hele formiddagen på at forestille sig, at han gik til lægen for at få hjælp. Så forestillede han sig hele vejen derned, at han gik over vejen og der måske kom en cyklist, og hvad der så skete. Men han kom aldrig til lægen og fik hjælp. Affaldet hobede sig op i lejligheden; han var bange for at møde nogen med skraldet udenfor, så de kunne finde ud af, at han boede der.

Sådan levede han i trekvart år.

Behandling?
Da hans mor kom hjem, sendte hun ham som det første på psykiatrisk skadestue. Men han havde svært ved at fortælle, hvad der var sket, for han havde ikke selv styr på det.

– Jeg kom til at grine af deres spørgsmål, fordi jeg tænkte, ”Er det en dårlig gyserfilm i USA?” Jeg havde ikke oplevet noget af det, de spurgte mig om. Jeg troede, de drillede mig. Det gjorde, at jeg fremstod, som om jeg havde meget mere overskud, end jeg havde.

Så de sendte ham hjem igen. Han skulle tale med egen læge. Hans mor hjalp ham med at få folkeregisteradresse hos hende, så han kunne få en læge.

– Der fik jeg snakket med lægen. Han havde lidt lettere ved at forstå, hvad der var galt. Eller jeg var lidt bedre til at gøre mig forståelig. I hvert fald blev jeg henvist til en privatpraktiserende psykolog. Men det blev en skolepsykolog, fordi der blev sparet lidt på det. Og jeg fik 3 timer. Han var slet ikke klædt på til at tage hånd om det.

Flere besøg på psykiatrisk skadestue
Rune fik det imidlertid bedre, havde fået social kontakt og fået hjælp af sin mor. Han fik kontanthjælp og fik et værelse. Han skaffede sig også et job som journalist på det samme blad, Arbejderen, og arbejdede der i tre år. Det gjorde han supergodt, han dækkede Irak- og Afghanistankrigen. Men langsomt begyndte han igen at miste energi og evner. Det var i 2003.

– Jeg mistede kompetencen til at tage mig af mig selv. Kunne ikke spise. Det var ikke en depression; jeg mistede bare evnen til at tage mig af mig selv. I starten fik jeg hjælp af en fra arbejdet, en uddannet sygeplejerske. Hun hjalp mig med at komme på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg. Men hun måtte ikke komme med ind. Igen blev jeg bare sendt hjem. De skrev i noterne, at jeg havde en mild depression. Det var åbenbart ikke nok. Jeg var ikke selvmordstruet. Jeg havde aldrig tanker om selvmord. Det havde jeg jo ikke tænkt, jeg ville gerne leve videre, jeg ville gerne have det bedre. Jeg mistede bare evnen til at leve mit liv.

Rune blev endelig indlagt og fik en diagnose
Det skete to gange i løbet af to måneder, at han blev sendt hjem fra Bispebjerg Psykiatrisk Skadestue. Men til sidst kom han på Hvidovre Psykiatrisk Skadestue, der hørte han i virkeligheden til, og her var han bedre til at gøre sig forståelig, eller de tog ham mere alvorligt. De indlagde ham i hvert fald på åbent afsnit, hvor han var i et halvt år og fik diagnosen skizotypi, der er i det skizofrene spektrum – med mikropsykoser.

Da han kom ud fra Hvidovre Hospital, var han ikke på medicin. De havde prøvet forskelligt antipsykotisk under indlæggelsen, men det havde det ingen effekt. Til gengæld havde han fået nogle redskaber i form af kognitiv terapi, hvor han lærte at håndtere tankerne. Hvis han kunne isolere tankerne og se, hvilke følelser de førte til, kunne han begynde at styre tankerne.

Otte gode år fik en brat ende
Så fulgte otte år, hvor Rune fik revalidering, fik godskrevet sin læreruddannelse som bachelor og kom ind og læste Engelsk og Historie på overbygningen på RUC. Det var en rigtig god tid. Her mødte han en sød pige, som han var sammen med i ca. 4 år og var gift med i halvandet år. Men til sidst ville hun skilles. Hun smed ham ud fra den ene dag til den anden.

– Jeg havde ikke set det komme. Hun var utilfreds med alle mulige ting. Vi kommunikerede på forskellige måder. Hun sagde ikke, hvad hun var utilfreds med. Det skulle jeg selv gætte. Det havde jeg ret svært ved.

Rune, der var ved at skrive speciale, blev syg og blev indlagt.

Har fundet en konstruktiv måde at leve med sin sygdom på
På psykiatrisk afdeling skulle han genlære kognitiv terapi. Desuden fik han et nyt præparat, abilify, og det virkede. Det stabiliserer hans mikropsykoser. Det tager han stadig. Så nu har han mere styr på sygdommen. Han har også fået lov til at indlægge sig selv, patientstyret indlæggelse, sådan at han kan komme ind og få ro og struktur, som hjælper ham – med 3-5 dages indlæggelse. Sidste år indlagde han sig selv tre gange for at tage det i opløbet.

– Jeg lever med min sygdom. Jeg har lært, at jeg godt kan rigtig mange ting på trods af sygdommen. Jeg har også lært, jeg nogle gange skal lytte lidt hurtigere til den, end jeg troede, tage det i opløbet i stedet for at ignorere det. Det har været en hård lærdom.

Venner
Rune har mange venner, og de betyder meget for ham. Han har flyttet meget, og i starten mistede han sine venskaber, når han flyttede. Det har været en hård kamp at beholde vennerne, når han eller de flyttede. Men det er lykkedes for ham nu.

Det er ikke altid, at Rune har det sådan, som filmen viser, hvor han i lange baner diskuterer med sig selv, om en ven har lyst til, at han ringer. Men det sker jævnligt.

– Jeg bruger ret meget tid på sociale kontakter og sociale forbindelser, inden det sker – inde i hovedet.

Rune spiller rollespil, hvor de spiller i op til 6-8 timer, og der kræver det, at hans venner har forståelse for ham, når han udsætter eller aflyser. Det er især vigtigt, nu hvor han er gamemaster. Men han har nogle gode venner, der respekterer hans begrænsninger.

Han er også venner med flere på avisen Arbejderen, hvor han stadig arbejder som frivillig.

Politisk aktiv og fantasyskribent
I det hele taget kan Rune godt lide fællesskaber. Han interesserer sig for politik og har været med i fredsbevægelsen i mange år. Især under Irak- og Afghanistankrigen var han aktiv her. Han er også medlem af et kommunistisk parti, der har stillet op til kommunalvalget i København. Det er endnu ikke blevet valgt ind. Desuden er han med i EN AF OS, som er ambassadører under PsykInfo.

Sidst, men ikke mindst, skriver Rune på en fantasyroman om kampen om det gode og det onde i et fantasyrige, hvor de onde manipulerer med andre mennesker. Det handler også om racisme. Romanen har mange politiske emner. Men Rune ønsker ikke at pådutte nogen noget.

– Jeg prøver at skrive det sådan, at man ikke behøver at være specielt politisk bevidst. Det synes jeg selv, er det rareste. Jeg tror, det virker bedre at lade folk tænke selv.

Rune drømmer om at få sin roman færdig og udgivet.

Find en billet til Runes film her
https://www.dfi.dk/…nar-jeg-tor

Læs det trykte DON’T FEAR THE WEIRD-program:

https://www.paperturn-view.com/?pid=MTg188642

Her er programmet for DON’T FEAR THE WEIRD med links til mere information og billetter:

TIRSDAG 5. OKTOBER
16:30 Klub Kranium m. debat / optakt til Don’t Fear the Weird
21:15 Songs of Repression – m. debat / optakt til Don’t Fear the Weird

TIRSDAG 12. OKTOBER
16:30 Don’t Fear The Weird 2021 – Officiel åbning
18:45 Når jeg tør / premiere – mød folkene bag
20:45 Mød årets filmmager: Katrine Brocks

ONSDAG 13. OKTOBER
16:30 Fodboldbrødre i psykiatrien / gratis talk i Asta Bar
17:15 Søskende som pårørende / gratis talk i biografsalen
18:00 Jeg skriver, jeg lever / gratis talk i Asta Bar
18:30 Evigt solskin i et pletfrit sind
19:30 Mand, minoritet og sygdom i sindet / gratis talk i Asta Bar
20:30 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
21:00 Queen & Slim med introduktion
21:45 Songs of Repression

TORSDAG 14. OKTOBER
16:30 De pårørende – m. debat
17:00 Sex, kærlighed og alvorlig sygdom / gratis talk i Asta Bar
17:15 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
18:45 Words on Bathroom Walls — m. introduktion
19:00 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
19:30 Spoken word: Ingen er perfekt / gratis event i Asta Bar
20:00 Ærlig snak: Bevæbnet med humor / gratis talk i Asta Bar
20:45 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
21:30 Milla – m. introduktion
21:45 Mary & Max — m. introduktion

FREDAG 15. OKTOBER
19:00 Kulturnatten special: Ind i hjernen på en Oscar-vinder



En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Hej Rune!

    Nogen gange kan man ikke se skoven for bare træer. Jeg erindrer, at jeg i årtier havde en depression, men uden at jeg selv var i stand til at konstatere det – jeg troede, at det var det normale. Det var først efter, at jeg i en årrække havde fået medicin mod psykose, og at depressionen som følge deraf var blevet værre, og at jeg derfor havde bedt om at få noget antidepressiv medicin, at jeg oplevede, hvad det ville sige at være fri for depression.

    Du berører noget helt centralt, når du omtaler det der med at formulere sig omkring ens sygdom. Jeg tror, at der er mange patienter, der ikke rigtigt forstår vigtigheden heraf. Jeg forsøger i al beskedenhed at få mine omgivelser, som er nuværende eller tidligere psykiatriske patienter, til at lægge omhu i det med at karakterisere egen sygdom overfor lægen, da jeg tror, at mislykket kommunikation mellem patient og læge er skyld i mange ubehageligheder. Jeg kan konstatere, at en del medpatienter slet ikke er klar over, at der ligger et problem her. Men også det der med, at psykisk sygdom af den alvorligere slags indebærer en læreproces, som kan være langvarig. Indviklet bliver det, når der er tale om, som det oftest er tilfældet, en blandingstilstand, hvor der ikke rigtigt er noget, der er typisk. Man kan jo også konstatere, at det i mange tilfælde tager længere tid at stille en diagnose, og mange har jo været igennem det der med at få stillet en længere række af temmeligt divergerende diagnoser – i en del tilfælde med ubehagelige følger for patienten. Sideløbende hermed undergår patienten i mange tilfælde en erkendeproces i forhold til sygdommen, som kan bidrage til at artikulere denne i forhold til lægen. Jeg mener, at det er derfor, at patienter rapporterer helt forskellige indtryk af behandlingspsykiatrien, fordi disse indviklede processer kan føre vidt forskellige steder hen.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.