Andrea Hejlskov – hende der drog ud i vildmarken med sin familie – har skrevet en autofiktiv kæmperoman, ”Vølve”, om at være vølve, magiker i asatroen, om sine psykoser, sine religiøse syner, sin antikapitalistiske holdning og sine ægteskaber. Det er en moderne gendigtning af ”Vølvens spådom”, et kvad fra nordisk mytologi og asatroen, som også er Andrea Hejlskovs religion. Hun kropsliggør spådommen om skabelse og undergang i en vild, cirklende, metafiktiv og magisk roman


Af Ide Hejlskov Larsen

Man bliver straks grebet af Andrea Hejlskovs ”Vølve”, hvor hun kravler ind under huden på sig selv, hvor det kribler og krabler, breder sig ud til landskabet og skildrer, hvordan hun ser floder som blod og himlen som et kranium. Kroppen symboliserer landskabet og omvendt. På en måde bliver hun til ét med sproget, ligesom hun gør med landskabet, så det også kribler og krabler i læseren, og man bliver på besværgende vis drevet videre i læsningen. Og man oplever, hvordan hun løbende gør ”Vølvens spådom” om skabelse og undergang, hvor et digt ad gangen gendigtes i begyndelsen af et kapitel, til sit eget levede liv.

Barndom og tidlig ungdom med psykisk sygdom

Vi er i vildmarken i Sverige i 2015, og hun kan ikke bevæge sig, fordi hun er faldet, og kroppen er ved at falde fra hinanden. Derefter springer vi i tid, både frem og tilbage. Vi får et glimt fra hendes indvielse til at blive vølve, og vi hører om begivenheder i hendes barndom med en flippet familie, der boede i kollektiv, og som viser sig at kunne præstere en høj grad af følelseskulde. Hun afslører, at hun blev psykotisk eller i hvert fald havde hallucinationer og selvmordstanker, der mundede ud i et selvmordsforsøg som 16-årig.

Psykotiske hallucinationer og religiøse visioner

Samtidig med at man forstår, at hun havde det rigtig dårligt – men også livligt – i denne periode i sit liv, hvor hun var 16-18 år, ser læseren senere, at nogle af elementerne fra hendes tidlige psykotiske perioder går igen i hendes religiøse visioner. I begge sammenhænge ser hun fx kæmpende krigere, sorte fugle, en trappe og en gruppe af personer, der diskuterer, om hun er parat til at blive vølve.

Psykoserne, der dukker op med jævne mellemrum i hendes liv, når hun udsættes for pres, handler især om selvhad, mens de religiøse visioner og trancerne levendegør angsten, kampen og kærligheden. Og i trancerne oplever hun bl.a. Odin helt tæt på.

Når Andrea Hejlskov bliver psykisk syg, ender hun som regel med at tvinge sig selv til at lægge låg på sine hallucinationer og sine destruktive følelser – og bliver rask på den måde. I kamp med sig selv. Der er noget, hun skal i livet, fx være mor og passe sine børn, som hun får tidligt. Hun er kriger, skriver hun selv.

Andrea Hejlskov kæmper med skriften – tidligere kæmpede hun med livsløgne
Forfatteren kæmper i det hele taget meget, også med at kropsliggøre ”Vølvens spådom” og skrive romanen. Nu varer det faktisk lidt, inden Andrea Hejlskov kæmper sig frem til at fortælle mere omfattende om sine vølve- og hekseerfaringer. Vi hører mest om hendes ægteskaber, børn og skilsmisser i begyndelsen. Det er også vigtigt for hende at fortælle om sit store moderhjerte.

Efterhånden som hun får kæmpet med sig selv og sin skriveproces, skriver hun mere og mere om asatroen, om ritualer og sit vølveliv. Det spejler, at vølven skal påkaldes og opfordres, før hun synger og digter sin magi, og vølven vækkes af Odin. For Andrea Hejlskov er det kvindekraften, der kalder på hende og forsøger at vække hende.

I sit tidligere ægteskab måtte hun leve et dobbeltliv, fordi manden ikke ville vide af hendes asatro og hendes vølveliv. Det var også en kamp for Andrea Hejlskov. Hun undertrykte sit indre liv og måtte hele tiden leve med løgne, også over for sig selv, fordi hun var bange for at miste børnene og drømmen om et lykkeligt kernefamilieliv.

Det er tydeligt, at hun er kommet gennem mange faser i sit liv og har kæmpet sig vej frem til færre løgne og mere overensstemmelse med sin vølveerfaring. Men skizofrenien – som det i begyndelsen diagnosticeres som – forsvinder ikke. Den kæmper hun vedvarende og nu på ærlig, gennemsigtig vis med: Hun fortæller læserne om den.

Vølvens indvielsesfaser inddeler romanen – og mange spor væves sammen
Romanen er inddelt i tre hovedafsnit: Håndværker, kriger og magiker – som er faserne i vølvens indvielse. Selvom håndværkerafsnittet fylder mest, fornemmer man, at det at kæmpe ligger dybt i forfatteren, så også håndværkerafsnittet er præget af kamp.

Andrea Hejlskov væver mange spor sammen i sin roman. Således er der både et spor om at være kritisk over for det kristne, kapitalistiske vækstsamfund, hvor hun deltager i en kæmpedemonstration, og et spor, der er metafiktivt, hvor hun diskuterer skriveprocessen med sin skrivegruppe, sin mand og sig selv.

Fordi romanen er så cyklisk eller cirklende, bliver mange ting gentaget, og det virker til tider besværgende og messende – og til tider bare lidt gentagende. Andrea Hejlskov dyrker den mundtlige fortælling, der er mere cirklende, som modstykke til den kristne, lineære skriftkultur. Der er bare det ved det, at hun med sin roman selv er en del af skriftkulturen.

Den cykliske og opbrudte tid i asatroen og i den psykiske sygdom – og Andrea Hejlskovs følsomhed
Forfatteren redegør for sin opfattelse af, at vi lever i et samfund, der dyrker lineær tid og vækst, og at den lineære tid formodentlig er ankommet med kristendommen. Den lineære tid er destruktiv, har ført til vores ødelæggelse af planeten, mener hun, og hun er derfor søgt tilbage til asatroen, den cykliske tidsopfattelse og magien, som hun opfatter som en oprindelig del af menneskelig oplevelse. I vølvens trancer ophæves tiden, og den åndelige verden træder frem.

Også i skizofrenien er tiden opbrudt, ophævet. Oveni opleves kroppen for Andrea Hejlskov, som om den falder fra hinanden. Når hun er psykotisk, kan hun slet ikke forholde sig til det lineære vækstsamfund, kan ikke fungere i sit hverdagsliv og må som regel indlægges.

Hun diskuterer ikke i synderlig grad den psykiske sygdoms forhold til spiritualiteten, men det ser ud, som om hendes følsomhed over for en åndelig verden, over for clairvoyance og lignende spirituelle fænomener ganske enkelt gør hende modtagelig over for psykisk sygdom, når noget går hende på.

Heroisk autofiktion?
Et andet emne, Andrea Hejlskov tager op – og diskuterer med sin skrivegruppe – er autofiktionens tendens til at være selvoptaget, og hun hævder, at den snarere er en gennemsigtighed, der protesterer mod den løgnagtige kapitalistiske forbrugs- og vækstkultur. Således står hun også frem med alle sine selvmodsigelser og halve løgne. Det er nøgent og ærligt.

Samtidig spørger hun, om hun gør sig selv for meget til en helt. Den måde, Andrea Hejlskov stiller sig tvivlende og selvmodsigende over for mange emner på, gør, at læseren – og dermed også anmelderen – kommer med i diskussionen og indirekte opfordres til at tage stilling. Og sådan oplever jeg det ikke, altså at hun gør sig selv for meget til en helt, fordi hun netop fortæller om så meget smerte, angst, selvhad og usikkerhed, sideløbende med at det kampberedte og heroiske kommer til orde.

Det er selvfølgelig heroisk at ville gøre sig selv og sit liv til Vølvens spådom om verdens skabelse og undergang; det er overmenneskeligt. Ambitiøst. Men det er der sandelig brug for i dansk litteratur. Lad os få flere af den slags civilisationskritiske, vilde kraftpræstationer.

Titel: ”Vølve”
Forfatter: Andrea Hejlskov
Forlag: Forlaget Uro
Genre: Autofiktiv roman
Sideantal: 573
Udgivelse: 2021

Køb bogen: https://www.bog-ide.dk/produkt/3579988/andrea-hejlskov-voelve-hardback/2933072

Køb lydbogen: https://www.bog-ide.dk/produkt/3626576/andrea-hejlskov-voelve-lydbog/2943009

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.