Lad mig først slå det fast. Det er ikke en dans på roser at have en psykisk lidelse, tværtimod. Det er enormt opslidende, og personligt ville jeg gerne være det foruden, på mange områder. Jeg har mange gange i mit liv skrabet bunden helt, og jeg er også lige nu et sted i mit liv, hvor tingene føles meget svært, og jeg inderst inde ikke har flere kræfter.

Personligt tror jeg på humor kan have en lindrende effekt, som måske kan bringe et lille smil frem, som ellers ikke får lov at komme ud i lyset. Tingene kan nemt blive meget dystre, når man er syg. Hvad end det er fysisk eller psykisk. Nogen gange er det umuligt at finde noget “positivt” ved det.

Jeg vil selv sige at jeg rummer en del selvironi. Jeg kan godt tage pis på mig selv, fordi jeg ofte har været i svært ubehagelige situationer, som er endt med at være fuldkommen tragikomiske. F.eks at jeg engang blev fastholdt på en sengestue af adskillige plejepersonaler, hvor at der var fuldkommen stilhed, indtil en af sygeplejerskerne slog en ordenlig prut, og alle begyndte at grine inkl. mig selv. Det lettede en meget ubehagelig situation en smule. Eller når jeg på internettet falder over en vittighed, eller et såkaldt meme, hvor jeg sidder og smiler for mig selv, fordi det på en meget præcis, omend måske radikal måde beskriver hvad der foregår inde i mig.

Jeg kan også stadig huske en vittighed om skizofrene, som jeg fik fortalt. Det endte med at jeg måtte ligge mig i fosterstilling, fordi jeg skreg af grin, så meget at jeg ikke kunne få luft. Jeg var indlagt, så personalet kom stormede, fordi de troede jeg havde det skidt. Da personalet fandt mig sammenkrøllet måtte jeg fortælle dem vittigheden. Det endte med de allesammen skraldgrinede. Selvom det er flere år siden husker jeg den tydeligt, og den kan stadig få smilet frem, trods at jeg på papiret er indehaver af samme lidelse.

Jeg tror at det for mig, også klart at det er en forsvarsmekanisme. Det er en måde at overleve på, når alting er faldet fra hinanden. Det er en måde at finde trøst på. Jeg er udemærket klar over at ikke alle kan finde noget “morsomt” i at være ved at gå til grunde, og mener det er dybt upassende, hvis ikke en direkte hån imod de ramte. Jeg underkender det heller ikke. Jeg er heller aldrig frembrusende, hvis at jeg er i et selskab, hvor at jeg kan fornemme at det ikke er passende. Men er jeg i omgivelser, hvor at jeg kan mærke eller ved at jeg deler samme humoristiske smag med mine omgivelser. Jamen, så åbner jeg gerne lidt op. Jeg forstår at jeg ikke deler humor med alle mennesker, hvilket jeg respekterer fuldt ud. Folk er tit blevet overraskede over hvordan at jeg kan fyre en kæk bemærkning af, når jeg egentligt burde være opløst over en situation som umildbart er fuldkommen håbløs. Det er og bliver simpelthen en måde for mig at overleve på. Jeg må dog ærligt indrømme at der også er tidspunkter og perioder, hvor at jeg heller selv ikke er i humør til det, selvom at jeg ikke har været bange for at fyre en bemærkning af.

Det er en hårdfin grænse. For det kan nemt blive så højtideligt, at man glemmer at kunne smile af en svær situation, men samtidig også kunne have en hvis respekt for tingenes tilstand. Jeg vil sige at jeg rummer begge dele, fordi jeg selv er lidende, men samtidig kender alvoren bag det.

Der er meget berøringsangst for psykiske lidelser i samfundet. Rigtig mange er bange for at sige noget forkert, som kan misforståes. Jeg læste engang en kvindes foreslag til hvordan man bedst som pårørende griber det an. Det første som slog mig i øjnene var at hun skrev: “Undgå at bruge humor.” efterfulgt af udråbstegn. Jeg husker også selv at der i en statusrapport engang stod, at man skulle undgå at bruge ironi, sarkasme og humor overfor mig, fordi jeg ville misforstå budskabets tydelighed, hvilket jeg var dybt uenig i. Jeg vil sige at jeg om nogen sagtens kan tage pis på mig selv og stå inde for det. Det ved mine nærmeste også.

Jeg vil give hende ret i at det nok ikke er det første man skal gøre, hvis at man møder et menneske med en psykisk sygdom. Der er klart nogen som ikke forstår det, og man skal altid afveje situationen, inden man kommer med en lun kommentar, hentydet til vedkommendes psykiske tilstand. Men jeg synes heller ikke det skal afholde en fra at turde spørge ind med et glimt i øjet. Ellers mener jeg at man risikerer endnu mere berøringsangst, fordi man simpelthen ikke tør behandle en som et ligeværdigt indivud, uden en diagnose. Vi er også bare almindelige mennesker. Diagnoser eller ej.

Jeg tror på at humor også kan være en form for selvhjælp, og være en del af recovery for nogen. Det gør ikke en rask, men det lindrer kortvarigt, og gør at man kan fokusere på noget andet. Det er med til at bryde den berøringsangst som kan være. For jeg nægter at blive en tørvetriller, blot fordi jeg har det svært i tilværelsen. Jeg tror klart at mit eget liv ville have været endnu mere dystert, såfremt at jeg ikke en gang i mellem er i stand til at kunne se noget (tragi)komisk i min ellers syge situation.

Foto: Privat

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Hej Louisa!

    Tak for artiklen. Jeg kommer til at tænke på “Svantes viser” af Benny Andersen. Tænk f. eks. på “Svante i Stormagasinet”, hvor han så glimrende beretter om, hvordan mange psykisk syge kan opleve det hele, men hvor den humoristiske dimension i alt det groteske er på tapetet, og hvor der er et almenmenneskeligt perspektiv i det hele. På en måde er Svante mange psykisk syges skytshelgen. Nogen gange er Svante også hypokonder, hviket heller ikke er fremmed for mig som psykisk syg. Har man først prøvet psykosomatisk lidelse, hvilket jeg havde i de unge år, og hvor der var vanskeligheder med at få den praktiserende læge til at tage én alvorligt, så ved man, hvor svært det kan være. En del praktiserende læger er uddannet i den kirurgiske idéologi, hvor man ser ned på den psykiatriske læges profession. Jeg tror at den lave prioritering af psykiatrien for en stor dels vedkommende skyldes lægerne selv – de læger som ikke ser psykiatrien som en relevant lægegerning.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.