På Instagram følger jeg en pige, hvis forløb på nogen områder mindede om mit, da jeg var under atten år. Fornyligt åbnede hun op omkring sin fortid. Jeg kunne mærke det gjorde meget indtryk på mig, da mit eget liv for nogen år siden, var meget ligesom hendes dengang. Jeg blev mindet om, trods jeg stadig står midt i en form for elendighed, idet jeg er indlagt på knapt femte måned, at jeg på nogen områder faktisk er kommet længere! Længere end nogen omkring mig troede dengang jeg ville en dag. Ikke mindst længere end jeg selv turde håbe på, hvis at man spoler tiden tilbage da jeg var teenager. Det satte nogen tanker i gang hos mig og mindede mig om en fortid, som at jeg på mange måder fortrænger, og nogen gange er flov over at tænke på. Det er ikke fordi at jeg ikke har åbnet op før, men ofte er det kun overfladisk, da tiden dengang stadig af og til hjemsøger mig.

En dag sagde jeg grædende til min faste kontaktperson på afdelingen, at de måtte love ikke at opgive mig, hvilket hun lovede mig. Det lettede mit hjerte. For tanken om at være fuldkommen “uhelbredelig” ville være en meget betændt situation for alle. Jeg tænkte senere over hvad som vækkede disse “minder” i mig. Og jeg blev hurtigt kastet tilbage til min tid i børne og ungdomspsykiatrien, og det satte en masse tanker i gang.

Jeg har mærket konsekvensen af min adfærd i form af kontinuerlige tvangsindgreb, da jeg var yngre. Langvarige fastholdelser, akut beroligende  medicin og bæltefiksering. Samt jeg stod over for et magtesløst system, hvor min selvskadende adfærd tog alt jeg ejede. Som yngre var jeg på et tidspunkt næsten uafbrudt tvangsindlagt i mange måneder straight, fordi jeg kunne ikke passe på mig selv. Der var ikke særligt mange som heller turde gøre det, hverken indenfor det psykiatriske eller kommunale system. Jeg har nemlig været massivt selvskadende i flere år. I dag er jeg kun selvskadende en gang i mellem, men det er langt fra hvad det har været engang. I skrivende stund har jeg ikke skåret i mig selv længe, og heller ikke slået mit hoved til blods i væggen.

Jeg er helt med på at det i den akutte fase kan være nødvendigt at f.eks at fjerne genstande, eller i yderste tilfælde rydde alt som ville kunne bruges til selvskade, eller i værste fald selvmordsforsøg, eller må gribe til tvang. Men jeg mener af personlig erfaring ikke det er en langvarig strategi. Er man desperat nok, så vil man altid kunne finde metoder, muligvis også mere radikale måder, at skade sig selv på. Det er min erfaring, også fra andre at det højest sandsynligt vil ske, hvis at man fratager den enkle flere og mere velkendte metoder og genstande. Det kan nemt blive en meget ond spiral. Jo, mere man fjerner, desto voldsommere og alternativt kan det blive. Jeg siger ikke at man skal vende det blinde øje til, men min pointe er at man ikke kan arbejde med selvskade, udelukkende ved brug af føre kontrol.

Jeg savner generelt mere rummelighed og nysgerrighed i psykiatrien over for selvskadende adfærd. At man aktivt vil arbejde med forbedring af færdigheder, til at bremse den selvskadende adfærd i opløbet, fremfor først at gribe ind og arbejde med det, når at skaden er sket. Min erfaring er nemlig at når man først derud, så er man ikke altid klar til at gøre noget ved problemet, og så er det svært for alle parter at komme videre.

En psykiater udtalte i en lægefaglig artikel: “Langt de fleste misbruger, fordi de er syge. Det er bestemt ikke nogen god idé, men det er fuldt forståeligt, fordi mange psykisk syge oplever, at det kan give en midlertidig lindring. Det er en illusion at tro, at vi kan komme det til livs blot med kontrol og restriktioner.”

Jeg læste hele artiklen i gennem og kunne drage mange paralleler, blot hvor selvskade blev omdrejningspunktet fremfor misbrug. For jeg er fuldkommen enig. Det som skal til er tilstrækkelig behandling. Ikke udelukkende restriktioner og kontrol, for det er udelukkende symptombehandling og brandslukning. Selvskade var også min flugt. Det var selvmedicinering, når alt andet var afprøvet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre for at overleve, udover at skade mig selv. At jeg ikke er blevet stofmisbruger, har også været nogen fagpersoner en gåde, fordi jeg så inderligt havde brug for at komme væk. Derfor kunne jeg nemt være tyet til stoffer. Jeg kan huske at jeg af lederen fra mit tidligere bosted, blev sammenlignet med en narkoman, fordi jeg i følge hende havde den nøjagtige samme adfærd, som man ser hos misbrugere. Sandheden var umildbart ilde hørt, men hun nok havde ret. For jeg var så afhængig at jeg var villig til at sætte alt på spil, og ikke tænkte over konsekvenserne. Jeg “valgte” bare at ødelægge mig selv i stedet for.

Jeg oplever en form for berøringsangst når man er selvskadende. Jeg har flere gange oplevet en usikkerhed fra sundhedsfaglige. Jeg tror det bunder i manglende rummelighed overfor en adfærd, som for nogen kan virke meget uforståelig, hvis ikke direkte opmærksomhedskrævende. Ikke mindst en besværlig størrelse at have med at gøre. Selvskade er ofte et symptom på noget andet. Ofte er der en årsag bag, men den kommer til udtryk ved at gøre sig selv ondt. I nogen tilfælde oplevede jeg det bliver symptombehandling, som bliver det primære, også fordi jeg i hvertfald selv ofte nåede derud, hvor der ikke var andet at gøre til sidst, end at stoppe mig med fysisk magt. Selvskade er en måde at dumle sig på. Lige så vel som det er at drikke sig fra sans og samling, eller ryge sig vind og skæv. Derfor mener jeg også at stabil behandling er vigtig, samt forebyggende arbejde både indenfor og udenfor psykiatrien, så at man behandler årsagen bag. Så vil adfærden muligvis forbedres, hvis at man får den rette hjælp, som man vel og mærke skal være modtagelig overfor. At man reelt ønsker en forandring er nøgleordet for at komme videre.

Jeg havde en debat på mit daværende bosted, efter vi havde spist aftensmad hvor både pædagoger og unge faktisk blev siddende, hvilket i øvrigt var lidt en sjældenhed. Vi diskuterede omkring i hvilken rækkefølge man skulle behandle et misbrug. Det var en meget vigtig, men blev også en kontroversiel samtale, da flere kæmpede med misbrug i forskellige grader.

Mit eget svar var ikke entydigt, fordi jeg tror det er en tværfaglig og mangfoldig indsats hvor intet kan stå alene. Desværre oplever jeg først at hjælpen kommer, når man nærmest ikke længere kan tage vare på mig selv. Det er også en længere snak, om manglende ressourcer, men den tager jeg ikke nu. Mange som er selvskadende, men ikke har en psykiatrisk diagnose, eller ikke er alvorligt selvskadende, kan ikke få behandling og hjælp, fordi de på papiret ikke er syge. Selvskade er nemlig ikke er en officiel diagnose. Ikke at jeg synes at man skal strø omkring sig med diagnoser, men at hjælpen burde være intens og tilgængelig, også selvom man ikke er nået til afgrunden endnu, eller overhovedet har en diagnose. Jeg ved mange ikke falder mellem to stole, fordi de ikke er syge men stadigvæk er selvskadende. Min selvskade var heller ikke alvorlig de første par år. Ikke desto mindre havde jeg brug for at blive hjulpet i gennem. Jeg fik udelukkende af vide af mine daværende behandlere at det kunne være farligt og selvfølgelig ikke var hensigtsmæssig som yngre. Men min adfærd blev ikke arbejdet med. Jeg måtte selv stå med opgaven, indtil min selvskadende adfærd krævede en hjælp, som at jeg til sidst ikke var parat til at modtage.

Jeg vil understrege at jeg aldrig har været selvskadende, fordi jeg ønskede opmærksomhed. Jeg skjulte det indtil det ikke længere var muligt, og stadig flere år efter kunne jeg føle det var meget skamfuldt. Det handlede for mig langt mere om at forsøge at overleve, når jeg var mest forpint. Ligesom euforiserende stoffer blev det desværre også meget vanedannende. Jeg kunne få abstinenslignende symptomer, hvis jeg i længden forsøgte at holde det ud, uden at handle på det. Muligvis ville det forebyggende arbejde have gjort en forskel i opløbet. Men fordi jeg nåede så langt ud, tror jeg at gode råd var dyre til sidst. Jeg havde givet op i forhold til at kæmpe mig ud, og andre havde svært ved at hjælpe til sidst og få mig til at indse, at min adfærd var en direkte vej i døden. Men det blev også lidt en selvopfyldende profeti, fordi alle andre også virkede til at miste modet. Så hvorfor skulle jeg også kæmpe, når alle andre ikke virkede til at ville gøre det?

På et tidspunkt røg jeg (På godt gammeldags dansk) ud på røv og albuer fra bostedet som at jeg boede på, fordi de ikke længere kunne løfte opgaven. Jeg stod derfor til at skulle på en sikret plads. Institutionen havde en skærmning, hvor at man kunne låses inde. Personalet gik med overfaldsalarmer og der blev kun spist med plastik service. Det mindede på flere områder om et lukket afsnit, hvilket fik mig til at indse, at jeg blev nød til at gøre noget ved min adfærd. Den overstående pige fortalte om hendes fortid på selvsamme sted, og jeg tydeligt husker at jeg blev skræmt for hvid og sans, da jeg dengang fik besked på at jeg skulle bo der. Jeg følte at min verden brød fuldkommen sammen, omend at jeg samtidig var et wakeup call, som jeg havde brug for.

Under en af mine indlæggelser tog jeg en kold tyrker. Jeg kunne til sidst kunne jeg ikke fysisk eller psykisk holde til de ugentlige tvangsindgreb, som var konsekvensen af min selvskade. Jeg tog derfor et valg om at stoppe. Eller i hvertfald forsøge. Det lykkedes mig faktisk. Jeg var ikke selvskadende efter og det holdte også ved efter min udskrivelse. At stoppe med at skade sig selv skal komme indefra, men jeg anerkender og forstår fuldt ud, at beslutningen er svær og ikke mindst utryghedsskabende. For hvad skal man gøre i stedet? Jeg gjorde ikke andet i stedet, men stillede det op, så at jeg kunne vælge hvordan at jeg helst ville leve livet.

Jeg vil i dag kalde mig “tørlagt”, fordi at jeg har været meget selvskadende. Men forandringen kom da jeg mindst ventede det. Jeg kunne ikke fortsætte min livsstil. I dag skader jeg ikke mig selv længere, hvis jeg er helt bevidst om min adfærd og er ved mine fulde fem. For jeg vil gøre meget for ikke at ende, hvor at jeg gjorde for år tilbage. Livet er trods alt bedre uden en blødende bule i panden, også selvom tilværelsen er svær og stadigvæk kan gøre meget ondt.

Foto: Privat

Om Forfatteren

Jeg er 20 år gammel. På min blog skriver jeg om mine tanker om det psykiatriske system, samt hvordan det er at leve med en psykisk lidelse.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.