På vej mod voksenlivet kæmpede Kristina med angst og sorte tanker, der senere udmøntede sig i diagnosen maniodepressiv. Sygdommens fremmarch forhindrede hende i at gå til teater og fodbold, hvor hun havde haft stor glæde af holdånden og fællesskabet, der var sammen om noget større. Det nye fællesskab blev fundet i psykiatrien som svingdørspatient. Her var alle i samme båd og forstod hinanden. Selv om hun fik det meget bedre og kunne genoptage det værdifulde fællesskab i teaterverdenen, så var det sørgmodigt at skulle rykke væk fra alle de ligesindede, som kunne tale om det tunge og svære i livet
Af Kristina Storm
Foto: Privat
Jeg har altid været et socialt og udadvendt menneske. Jeg samler energi blandt andre. Jeg elsker tanken om at løfte i fællesskab – være sammen om noget større.
Siden jeg var ung, har jeg spillet teater og gået til fodbold. Det var der, jeg fandt mine fællesskaber.
Sejrsbrøl og gruppekram
Jeg får gåsehud, når jeg tænker tilbage på sejrsbrølet, efter vi havde vundet en kamp, og på de gruppekram, jeg fik, hver gang jeg scorede mål. Holdånden fik mig til at glemme, hvor svært jeg faktisk havde det derhjemme.
Mit fristed har altid været teatret. Det er befriende at møde mennesker, der tør rykke grænser og bruge deres krop som instrument. På scenen handler det ikke om at være ubeskriveligt smuk. Her kan det skæve udtryk være en fordel.
Gennem teatret bliver man en lille familie med mennesker, man ikke kender på forhånd. Man rykker tæt sammen for at få stykket op at stå og hjælper hinanden med at levere sine bedste præstationer. Når tæppet går op til premieren, kulminerer alting. Mit yndlingsøjeblik er, når vi til sidst går ud til scenekanten arm i arm og bukker for publikum. Hele holdet skinner og er stolte af, at det lykkedes efter mange måneders hårdt arbejde.
Føle mig udenfor
Jeg fik en brat opvågning, da jeg var 16. Jeg var taget på drama- og idrætsefterskole, hvor jeg blev alvorligt syg. På vej mod voksenlivet kæmpede jeg med angst og sorte tanker. Jeg havde glædet mig til at blive en del af et nyt fællesskab, men usikkerheden tog over. Jeg havde lange perioder, hvor jeg ikke kunne stå på en scene. Fodbolden sagde mig ikke længere noget. Jeg blev usikker på min fremtid, og selvom jeg havde perioder, hvor jeg pludselig oplevede at have selvtillid og energi, der aldrig løb tør, vendte nedturene altid tilbage. Jeg begyndte at føle mig udenfor. Jeg mærkede, jeg ikke var som de andre.
På vores studietur til Paris debuterede jeg med en mani og blev fløjet hjem fra Paris. Jeg blev indlagt på lukket afdeling. Jeg fik diagnosen, der dengang hed maniodepressiv. Hele min verden blev vendt på hovedet.
Hvad nu? Hvem var jeg nu?
Jeg holdt op med at spille teater. Skolen kunne jeg ikke gennemføre, og gymnasiet blev hurtigt droppet. Jeg blev svingdørspatient. En af de patienter, psykiatrien havde svært ved at hjælpe. En, der ikke passede ind i en bestemt kasse.
Nu fandt jeg venner, når jeg var indlagt. Jeg fandt et fællesskab blandt andre, der havde det svært. Vi forstod hinanden og var i samme båd.
Ville ikke opgive livet
I hele mit sygdomsforløb, har jeg altid haft trang til at bryde ud. Jeg kunne ikke acceptere, at jeg aldrig ville blive rask. Der var så mange ting i livet, jeg gerne ville opleve. Det var vigtigt for mig at arbejde, selvom jeg ofte var indlagt. Jeg ville ikke opgive livet, som min mor gjorde, da jeg var barn. Hun drak sig ihjel.
Mod alle odds fandt jeg i samarbejde med mine behandlere i psykiatrien noget, der bragte mig videre. Jeg kom i behandling for mine traumer hos en psykolog, og med små skridt og stor tålmodighed fik jeg bugt med diagnosen.
Der var mange svære valg undervejs. Jeg blev skilt fra min mand, som jeg havde været sammen med i 12 år. Jeg fik et helt andet livssyn og ændrede mig meget. Der var mange af mine venner, der faldt fra.
Mødet med Ensomheden
Der var en ting i processen, jeg ikke havde ventet: Ensomheden! Jeg var ikke længere en del af et fællesskab. Jeg passede ikke ind.
Jeg blev ikke længere indlagt og sagde farvel til en helt speciel familie: Patienterne og personalet i psykiatrien. Her havde jeg brugt 20 år af mit liv, og selvom jeg var glad og lettet over at have fået det bedre, var det også en stor sorg at rykke videre.
Jeg var stoppet med at spille teater og fodbold for mange år siden. Jeg var vant til at tale åbent om tingene, men befandt mig nu i en verden, hvor folk lukkede ned for alvorlige emner og snakkede om overfladiske ting.
To vidt forskellige verdener
Jeg befandt mig i ingenmandsland – mellem to vidt forskellige verdener. Jeg fik øje på, hvordan vi i Danmark skaber relationer. Det er på arbejdspladsen, i foreningslivet og i skolen. Jeg var arbejdsløs, havde ingen uddannelse og havde længe levet et meget anderledes liv.
Jeg tog kampen op og meldte mig ind i Depressionsforeningen. Jeg besluttede mig for at hjælpe andre, der havde det som jeg. Jeg begyndte at holde foredrag. Jeg fandt min vej tilbage til scenen. I dag er jeg i færd med at uddanne mig som skuespiller. Jeg har fundet tilbage til teateret og til fællesskabet dér.
Sammen om noget større
Jeg tror på åbenhed. For hvis vi skal løfte i flok, skal vi også kunne tale om det tunge og svære. Jeg ville ønske, at det var nemmere at møde mennesker og skabe relationer i Danmark.
Så lad os stå sammen om at skabe fællesskaber på tværs af vores forskelligheder. Så alle får lov at mærke oplevelsen af at stå på scenekanten, arm i arm med gåsehud over hele kroppen. Fordi vi er sammen om noget større.
| Denne tekst er en del af vores nye trykte magasin om fællesskaber. Du finder hele magasinet lige her. |  |