Det er jo bare en drøm

I forbindelse med den metakognitive terapi er der mange ting, der giver mening og er faldet på plads for mig. Den 9. maj var en både skelsættende og betydningsfuld dag for mig. Jeg afsluttede metakognitiv terapi, efter at have været gennem to omgange af otte uger. Det er fire år siden, jeg startede på antidepressiv medicin. Det er tre år siden, jeg startede som boganmelder, ”M” og jeg har været kærester i fire måneder og mine gudforældre kunne have fejret deres bryllupsdag.

Nå, tilbage til det, det skal handle om.

Jeg har gennem lang, lang tid lidt af mareridt og tilbagevendende drømme om blandt andet min skoletid. I lørdags i Go’ Morgen Danmark var der en drømmeterapeut med, der fortalte om hvordan vores drømme er en indre psykolog, og gennem drømmene kan man få en bedre forståelse af sig selv. Det var et interessant indslag, hvor også seerne kunne fortælle om nogle af de drømme, de har haft gennem tiden, som har fulgt dem i mange år, og hvad de har af betydning og relevans.

Det, jeg drømmer, er om at være på den gamle skole; gå gennem de gamle, velkendte gange, have følelsen af ensomhed og angst, når jeg gik rundt på skolens areal. Lidt ligesom at være en flue på væggen; observere mig selv og omgivelserne. Jeg drømmer, at det føles klaustrofobisk at være på skolen, at jeg ikke har taget mine eksamener og at jeg er bagud med stort set alt.
Altså, hvis der var noget, jeg havde styr på dengang, så var det mit skolearbejde og eksamener. Jeg vil ikke sige, at jeg begravede mig i skolearbejdet, men det var på en måde en tilflugt; jeg var hende, den lille grå mus i hjørnet, som ingen lagde mærke til – og som også var pænt ligeglade med mig. Så jeg brugte lektier og bøger til at ”gemme mig” og flygte lidt fra den ensomhed og psykiske mobning, jeg var udsat for.

I tirsdags blev programmet ”Linda P og stjerneskuddene” sendt. Jeg så det med min far, og jeg kunne genkende samtlige historier. Komikeren Linda P har selv været ude for grimme oplevelser, hån, tilråb og chikane i sin barndom, og har på baggrund af det, fået opbygget en karriere som komiker. Jeg er på røven over at hun har skabt sig så flot en karriere, på baggrund af noget så traumatisk som mobning, og giver sin erfaring videre og hjælper en gruppe unge mennesker, der kæmper med samme problematikker, som hun selv gjorde. Jeg er imponeret over alle dem, der kan det; uanset hvilken profession man har. Der er rigtig mange, jeg selv ser op til, og som er inspirerende at følge.

I og med, at jeg har haft de her drømme om min fortid, og de mennesker, der har såret mig, er jeg blevet enig med mig selv – og også den metakognitive gruppe, jeg var i – om at jeg har været omgivet af, undskyld mig, idioter, i rigtig, rigtig mange år af mit liv. Og hver gang, jeg har vist integritet over for mig selv, stået op for mig selv og kæmpet for mig og de værdier, jeg har, er jeg blevet vendt ryggen. Hvorfor? Fordi folk ikke har kunnet klare at jeg sagde fra, og faktisk havde en stemme.

En veninde har cuttet kontakten, og min trang til at flytte fra barndomsbyen er blevet forstærket efter denne her episode. Jeg var begyndt at skrive et brev til hende, som tak fordi hun har været en kæmpe støtte, men den er slettet nu. Hvis jeg havde gemt dokumentet, havde jeg også holdt fast på fortiden, som jeg alligevel ikke kan lave om på. Jeg kan ikke gøre noget ved det nu, men da jeg først opdagede det, blev jeg vred og ked af det, jeg følte mig magtesløs og uforstående. Derefter kom separationsangsten.

Separationsangsten har haft fat i mig, siden jeg mistede min gudmor for snart fire år siden. Den har været lidt på en slags ”stand-by” i længere tid, hvor jeg ikke har mærket noget til den. Men nu, efter at ”M” og jeg har fundet sammen, og min veninde har cuttet al kontakt, er den kommet stærkt igen, og jeg er begyndt at få drømme – eller mareridt – om at min kæreste går fra mig eller jeg på anden vis mister ham. Jeg har lagt mærke til, at jeg sover bedre, når jeg er hos min kæreste. Selvom jeg drømmer, får jeg sovet igennem, men jeg vågner også op til en, der passer på mig og omvendt. Det lyder nok fjollet, eller ”insane”, men jeg er faktisk enormt bange for at miste min kæreste og den stabilitet, ro, overskud og glæde, jeg har fået, efter vi har fundet sammen.

Min kæreste må med jævne mellemrum sige nej til sociale sammenkomster, da hans energiniveau, efter depressionen, er helt nede. Ja, det er frustrerende for mig som kæreste og pårørende, men det ville være den nemme løsning at gå fra hinanden – og det kommer ikke til at ske. Det er alt for nemt bare at give op, og ingen af os er sådan. Vi er begge to fightere, og har siden starten været enige om at få forholdet til at fungere. Jeg kan ikke tale på min kærestes vegne, men jeg kan mærke på ham, at det er mindst lige så frustrerende for ham, hvis ikke mere, ikke at have overskud til job, uddannelse, venner, byture, osv. Når han så har overskud og er ude i sociale sammenhænge, bliver han efterfølgende også lagt ned af den manglende energi. Hvis jeg kunne, ville jeg jo allerhelst tage al den dårlige energi ud af ham, og få fyldt hans depoter op med kærlighed og overskud og skabe minder sammen med ham. Vi vil begge to rigtig gerne en masse ting, og jeg er nok typen, der vil det hele på den halve tid, men det kan ikke lade sig gøre for nogen af os. Men jo mere vi prøver og jo mere vi giver af os selv, jo bedre, tror jeg, vi får det både sammen og hver for sig. Et skridt frem, to tilbage, prøv igen. Og vi har jo også kun været kærester i fire måneder – vi har masser af tid til at få skabt minder i.

Den metakognitive terapi har givet mig en masse nye værktøjer til at se på ham, hans situation og vores forhold på andre måder, og i det lange løb tror jeg også at vores forhold bliver mere solidt. Før jeg for alvor begyndte at bruge værktøjerne, havde jeg det med at overtænke og overanalysere forholdet, få tankemylder og få skabt et kaos af angst. Et par gange har det været så slemt, at jeg har grædt og været bange for at fortælle min kæreste om mine tanker og mareridt.
Nu kan jeg give min kæreste nogle af de redskaber, jeg selv har fået og bare ønske og håbe at han også kan bruge noget af det. Metakognitiv terapi er trans diagnostisk; det vil sige det er ligegyldigt hvilken diagnose eller anden psykisk problematik, man har, så er metakognitiv terapi en bred pallette af diverse terapiøvelser. Man bliver ikke sat i forskellige kasser, som man ellers kan opleve, inden for psykiatrisk behandling. Den gruppe, jeg var i, havde forskellige problematikker, men vi kunne både spejle os i hinanden og de historier, vi hver især kom med, og på den måde også hjælpe hinanden videre – og det var givende! Læs eventuelt mit blogindlæg “Metakognitiv terapi”.

Min kæreste har oplevet det traumatiske at miste en god ven til selvmord, netop på grund af depression. Han har, siden det skete, været fuldt bevidst om og fast besluttet på, at han på ingen måde skal ned ad den vej selv. Det er hans ord, ikke mine.Og jeg tror også, at det er derfor at han er så god til at passe ekstra godt på sig selv og lytte til sin krops og sinds behov. Jeg er meget stolt af ham og lærer enormt meget, og lærer også nye ting om ham hele tiden.

Nogle af de sidste noter, jeg lavede i terapigruppen, vil jeg komme med her: ”Den eller de vigtigste erkendelser, jeg tager med mig videre er, at jeg kan styre tankemyldret ved hjælp af de værktøjer jeg har fået. Jeg både kan og vil gøre noget ved det, og hvad det er, jeg lægger min energi på. Det har givet mig en selvbevidsthed og et indblik i mit sind. Og når kaosset er ved at tage fart, kan jeg standse op, trække i bremsen og ændre fokus fra tankemyldret over på noget andet; noget, som jeg kan og har lyst til at bruge min energi på.
Jeg kan ikke ændre min fortid eller de drømme og mareridt, jeg har. Men jeg kan lære at acceptere de hændelser, der har været sket. Det er skidesvært og hårdt, men det er en proces, og det tager tid. Jeg kan ikke spå om fremtiden. Jeg kan leve i nuet og dele de tanker og drømme, jeg har. Hjælpe mig selv, og andre, og få styr på øverste etage – og måske en dag, forhåbentlig, blive en god mor.”

Drømme er vel i bund og grund bare drømme. Ens underbevidsthed og fantasi, der rydder op i minderne, tolker og analyserer og giver en dybere forståelse af ens drømme. Jeg synes selv det er interessant at dykke ned i, men jeg er også et meget spirituelt menneske, så jeg har researchet en del og kan anbefale det, hvis man er nysgerrig og vil vide mere. Start eventuelt på Wikipedia, læs om Freud og Jung, og gå videre til andre enten hjemmesider eller bøger.

Tjah, det er måske godt det samme, alt det der har været sket. Alle mareridt og drømme om fortiden, tror jeg, er en renselsesproces og med til at give slip på det, der har gjort ondt i så mange år. At have været udsat for svigt og mobning, for det har da vist hvem der er til at stole på, og hvem der er idioter. Sådan, Maria, klap dig selv på skulderen.