Der har i tidens løb været mange forskellige forståelser af recovery fra William Anthonys klassiske definition i 1993 over Mike Slades forståelse om ”at leve så godt som muligt med symptomer der kan komme og gå” (min oversættelse) til Alain Topors udvidelse af begrebet til også at omfatte sociale og materielle forhold.
Meget kort kan Recovery oversættes til at komme sig fra psykisk sygdom og er forbundet med et paradigmeskifte i psykiatrien hvor man ser det som muligt at komme sig fra selv svære sindslidelser som skizofreni. Begrebet stammer oprindeligt fra den amerikanske survivor (overlever) bevægelse og skal ses som et indefra-perspektiv og en proces hos den sindslidende evt. i samspil med andre.
Det jeg har set de senere år, er at recovery-begrebet i stigende grad er blevet kolonialiseret af repræsentanter af systemet og blandt andet forstås som ”at der skal være exit-skilte ved alle psykiatriske tilbud”. Ejerskabet over recovery-begrebet er skiftet fra brugeren til den fagprofessionelle, hvor det i høj grad forstås som en ansvarliggørelse af brugeren.
Det vil sige at forståelsen har ændret karakter fra ”at leve så godt som muligt med symptomer der kan komme og gå” til at mennesker med sindslidelser helst skal kunne klare sig selv, og så også deltage i fællesskaber som uddannelse og arbejdsmarked.
Senest har vi set tankegangen i kontanthjælpsreformen hvor det særlige tillæg til unge med svære sindslidelser er blevet fjernet, fordi det skulle være mere eftertragtet at tage en uddannelse.
For mennesker med ressourcer og overskud som mig selv kan det være et fint ideal, men for mange andre kan det være endnu et nederlag på vejen og noget som det kan være svært at leve op til.
I virkeligheden burde vi være langt mere nysgerrige på de mange måder et meningsfuldt hverdagsliv kan udfolde sig på og få indefra perspektivet i spil.
Afslutningsvis er det nok af betydning at nævne, at jeg selv er i medicinsk behandling for skizofreni og arbejder med undervisning og forskning på det psykiatriske område.