I starten af marts afsluttede jeg mit praktikforløb hos Outsideren efter halvandet år. Nu er min sagsbehandler er ved at lægge en sidste hånd på den rapport, der skal videre til rehabiliteringsteamet. De skal så afgøre om jeg er egnet til fleksjob. Jeg håber på at få en bevilling. Selvom jeg har brug for at komme videre, er det på ingen måde et farvel. Lige nu er der bare nogle andre ting, der fylder hos mig, og som jeg gerne vil arbejde videre med. Jeg er pt i gang med at finde et nyt fodfæste. Men jeg har også trængt til at holde fri. Puste ud og tænke over, hvad der skal ske nu.
Der er nogle ting, nogle projekter, der fylder meget hos mig, som jeg gerne vil arbejde videre med. Blandt andet to bøger. En bog om angst, og en omskrivning af ”Hjem kære hjem”, altså en version 2.0, som fylder rigtig meget i mit hoved. Jeg er begyndt så småt at lave notater, små post-its med nogle stikord, ideer, tanker og ændringer. Det kommer til at tage tid – lang tid. At skrive bogen tog dengang tre år. Men jeg tror ikke det kommer til at tage tre år igen. Mit håb er at få nogle friske øjne på den igennem redigeringsprocessen, men hvordan og hvorledes, det må tiden vise. Gennem årene er der flere, der har spurgt mig, ”kommer der ikke en opfølgning til ”Hjem kære hjem”?” Jeg tror ikke der kommer en efterfølger, men jeg kunne godt finde på at skrive en epilog i bogen.
Jeg har boet i min lille lejlighed i et år nu, og jeg er glad for det. Men jeg er også kommet til et punkt, hvor jeg er klar til næste skridt. At finde en bolig sammen med min kæreste. Altså, når man når til det punkt, hvor det ikke er sjovt at sove alene mere, og det går ud over søvnen, så ved man vist hvad klokken har slået. Derfor er jeg begyndt at kigge efter noget, der kunne være interessant for os.
En anden ting, der har fyldt hos mig. Jeg fik set et billede af en eksflamme på de sociale medier for nogle uger siden. Og pludselig blev jeg lige sendt tilbage til 2016, og det der skete dengang. Selvom det er mange år siden, så påvirker det mig. De blev lige rusket godt og grundigt op i nogle gamle traumer, som jeg egentlig havde pakket væk og allerhelst vil glemme.
Dagene efter var fyldt med flashbacks, vrede, gråd og ambivalente følelser. Det er ikke fordi jeg er jaloux på nogen måder. Det er simpelthen minderne og traumerne, der lige kom med hundredefirs kilometer i timen, tilbage. Jeg har tidligere skrevet om det i blogindlægget ”Refleksioner over venskaber”, så jeg vil ikke gå så meget i dybden her. Men jeg har stadig brug for at få det ud af systemet.
Da vi i 2016 havde en flirt kørende, og jeg fortalte ham om det seksuelle overgreb, sagde han – meget firkantet formuleret – at jeg, overfor ham, havde lagt op til en hel masse. Han har kaldt mig noget ikke særligt pænt, som man bestemt ikke skal kalde en pige. Hans opførsel og attitude var mildest talt sårende. Hvorfor jeg var ven med ham så længe og fandt mig i det, kan jeg krumme tæer over i dag. Selvom jeg stædigt holdt fast, og det gjorde ondt at indse, at jeg skulle give slip, så lærte jeg også at lytte bedre til signalerne og tage vare på mig selv. Havde jeg ikke gjort det, så havde jeg nok heller ikke mødt min kæreste, og stå så stærkt som jeg gør i dag.
Jeg har følt en stor skam og skyldfølelse over det her, og det har været svært at dele med min kæreste. Oveni det hele lider min kæreste af migræne, og har haft mange slemme anfald. Man er ved at finde ud af, hvor det kommer fra, og hvordan det skal behandles. Selvom han får medicin mod det, er det ikke altid det tager migrænen. Det påvirker os begge to sindssygt meget. For jeg hader når han har ondt, og han hader når jeg er ked af det. Så det har lige været en hård periode med dårlig nattesøvn og mange tårer. Jeg ved godt, at migræne ikke er farligt, men når tankerne og følelserne først går bananas, er det svært at se.
Min kæreste er virkelig god til at berolige mig, når traumer og spøgelser vælter frem, og katastrofetankerne og angstanfaldene stikker af. Bare det at have ham i røret og høre hans stemme, men også viden om at jeg ikke behøver at fortælle ham alt, er nok til at jeg falder til ro. Hans omsorg og rummelighed og respekt, fortæller mig at han er min fremtid. Nu lyder det som om, at han ikke ved hvad der er sket. Men min kæreste ved, det jeg synes han skulle vide.
Jeg hørte et afsnit af Mads og A-holdet fra start marts, hvor musikeren Benjamin Hav var med, og han kom med et godt udsagn om venner: ”En ven er kun en ven, hvis en ven er en ven”, Her er det jo taget ud af en større kontekst, så jeg kan anbefale at man finder afsnittet og lytter til det, for som det står her, giver det måske ikke rigtig nogen mening.
Det ramte altså noget i mig. Så den kan vi jo lige lade stå lidt og tænke over. Den mand kommer med nogle guldkorn indimellem.
Jeg har virkelig vejet for og imod om jeg skulle skrive om dette, men jeg har intet at miste. Og jeg håber at han, altså eksflammen, behandler sin kæreste bedre end han behandlede mig. Så jeg føler mig meget afklaret i forhold til tidligere venner, der har vendt mig ryggen. Jeg er sgu bedre tjent uden dem. Desuden har jeg fået et bedre og stærkere netværk nu, og drømmen om at stifte familie med min kæreste inden for en overskuelig fremtid er ikke urealistisk.