Jeg har fået nyt job! Og jeg glæder mig til at skulle starte efter min ferie. Jeg har haft en god praktikperiode på apoteket, og føler mig klar til at komme videre. Min sagsbehandler og afklaringskonsulenten er sikre på at jeg vil blive indkaldt til møde med rehab-teamet inden for kort tid – så kryds fingre for mig! Jeg håber og tror på en fleksjobbevilling.
Det med at finde lejlighed er sværere end først antaget. Vi vidste godt, at det ville blive svært, da udbuddet er mindre end efterspørgslen. Jeg bor på en midlertidig kontrakt, og jeg kan faktisk ikke få hjælp fra kommunen, da de har indgået en aftale med boligselskabet om at lejerne på en midlertidig kontrakt selv skal finde et nyt sted. Problemet er bare, at boligselskabet heller ikke kan hjælpe. Jeg kan ikke gøre noget, andet end fortsat at være skrevet op.
Da min kæreste ringede til boligselskabet for at høre hvad hans muligheder er, fik han at vide at hans anciennitet var ophørt da han fik anvist en bolig. Det var i 2015. Det anede han intet om. Det står ikke i hans kontrakt og han har heller ikke fået noget at vide om dette, hvilket undrer os. Så lige nu kan vi ikke gøre andet end at klø på, klø på, klø på, selvom det er drænende og en stressfaktor, da jeg skal være ude af lejligheden om tre måneder. I denne forbindelse skrev jeg til en gammel ven, der sidder i bestyrelsen i et boligselskab for at få råd og vejledning. Jeg har luftet denne her problematik for min sagsbehandler og afklaringskonsulent, og selvom der ikke er meget de kan gøre, vil de alligevel prøve at forhøre sig. Det synes jeg er virkelig dejligt. Det er god stil. Jeg krydser fingre og håber på det bedste.
Nå, noget helt andet. Et lille follow-up på det sidste blogindlæg. Det har påvirket mig rigtig meget, sat mange tanker i gang og jeg har været helt rundt på gulvet. Jeg står ved mit sidste blogindlæg, om end det var hårdt skrevet, da det var sådan situationen, stemningen og følelserne var på det tidspunkt.
I mit sidste blogindlæg fortalte jeg om nogle issues i familien, om hvordan min mor oplevede sin opvækst, men der er heldigvis faldet ro på igen. Hun har været med ind over dette indlæg, og alt er skrevet med respekt og accept.
Min mor har fået talt tingene igennem med familien, og de er blevet forsonet. Det er jeg sindssygt glad for og lettet over. Det er aldrig rart når der er gået hårdknude i familierelationer, og man kan ikke undgå at være upartisk i sådan en situation. Man har hver sin opfattelse af de problemer der nu måtte være, og arbejder med det ligeså.
Jeg har fået meget mere klarhed over, hvad det er der er sket, og jeg ved nu at der har været en masse misforståelser. Det har hun fortalt mig. Der er ingen i familien, der nogensinde har sagt eller gjort noget bevidst for at såre min mor. Hun er et stille gemyt, og følsom af sind. Ligesom mig, har hun også haft det med at være nærtagende, og opfattet visse ting og udtalelser personligt, selvom det ikke er ment sådan.
Hun har i den grad fået ro på, efter at have sat ord på, hvad hun havde været ked af. Og jeg må bare sige, jeg tager hatten af for hende og familien for at have fået talt ud. På den side af familien er der et helt, helt særligt bånd, og jeg er meget stolt af at være en del af det bånd.
Mine forældre fortalte mig for nylig, at de tit har fået at vide, at hver deres respektive familier var perfekte. Og hvis der er noget de to familier ikke er, så er det perfekt. For hvad er en perfekt familie? Og findes det, egentlig? Der er ikke nogen i denne verden, der har det mest perfekte forhold, ægteskab eller familie. Alle har noget med i bagagen. Der er sindssygt mange knaster, lig i lasten, og hvad man ellers bruger af udtryk.
Mine forældre har heller ikke et perfekt ægteskab. Ja, de har været sammen i mange år, men der har da også været kriser. Store som små. Det er sjovt, hvordan relationer kan se ud udadtil, men bag facaden er det en helt anden virkelighed. Gennem de sidste 10-20 år er der sket rigtig meget på begge sider af familien, på godt og ondt.
Nogle har rystet os, og det i en sådan grad at det har vendt hele opfattelsen af familien på hovedet, og nogle har vi været nødt til at lægge afstand til, af forskellige årsager. Der er også sket en masse gode ting, blandt andet at familien er vokset med både svigerbørn og børnebørn og en stor bunke kærlighed.
Jeg har somme tider tænkt på familiemedlemmer fra den ældre generation, og deres måde at håndtere kriser og uforudsete begivenheder i livet på. Man skubbede det fra sig og man talte ikke om det der gjorde ondt. Man viftede det nærmest bare ind under gulvtæppet. Men karma har det jo med at bide en bagi, når man mindst venter det. Sket er sket, og det kan ikke ændres, men jeg tror på at alt sker af en grund. Og jeg tror med åbenhed, ærlighed, tolerance, kærlighed og respekt kan vi nå langt. Ikke kun som familie, men som individer, generelt.
Når jeg skriver på min blog, så er det for at få noget luft for tanker, følelser og alt hvad der roder inde i mig. Og det tager lang tid at skrive et indlæg. Jeg skriver, retter og redigere. Det gør jeg ikke i min private dagbog. Der skriver jeg bare. Det er så også kun mig, der ved hvad der står i dagbogen. End ikke min kæreste har set den. Min blog er en slags dagbog, men den er meget redigeret og jeg skriver ikke noget for at hænge nogen ud, eller for at mine tanker skal analyseres af læserne. Det er ikke min hensigt at gøre folk kede af det. Men det gør mig både ked af det og giver mig ondt i maven og tankemylder, hvis nogen føler sig ramte eller på anden vis føler sig forsmået eller indigneret, beklager jeg.
Jeg vil ikke undskylde for at skrive mine følelser ud, men jeg skal blive bedre til at tænke over, hvordan jeg formulerer mig. Sidst kostede det mig en veninde gennem 20 år, og jeg vil simpelthen ikke give slip på familiemedlemmer, der bliver kede af det, der står på min blog. Det elsker jeg min familie for højt til. Jeg tror nu heller ikke, at der er nogen fra min familie, der vil, skal vi sige ”vende mig ryggen”, men frygten sidder der. Men jeg ved jo godt at, at hvis man sætter bagdelen i klaskehøjde, så kommer der også klask. Sagt på en anden måde, hvis man selv åbner op for den alvorlige snak, kan man ikke bare trække i land. Så skal sårene renses. Det kommer til at gøre ondt og svide, men på den lange bane, er det også det værd. Jeg tænker, at hvis man bliver ramt eller rørt, af det jeg skriver, så er det nok fordi jeg prikker til noget inde i læserne, uanset hvem de er. Sådan har jeg det også selv, når jeg læser andres blog.
Hvis der er noget, jeg har lært gennem tiden, så er det at være åben om min sårbarhed. Til at begynde med ville jeg ikke have at min familie fik noget at vide om min angstlidelse. Men det gjorde også bare, at jeg blev misforstået og misfortolket. Jeg følte mig ofte udenfor og ensom til familiefødselsdage og andre sammenkomster. Helt alene, blandt så mange andre, fordi jeg ikke sagde noget om hvordan jeg virkelig havde det. Da jeg så endelig fik åbnet op, stod min familie der, klar med kram og kærlighed og omsorg. Jeg føler også, det var en nyfunden respekt, de udviste over for mig, og det er jeg dem alle både evigt og dybt taknemlig for. Hold da op en støtte, jeg har fået. Jeg håber sådan at jeg kan give og giver noget af den kærlighed tilbage.
Jeg elsker hele min familie højt. Jeg lærer meget af dem alle sammen, og dermed lærer jeg også mig selv lidt bedre at kende.
”Det bånd der binder din sande familie sammen, er ikke af blod, men respekt og glæde over hinandens liv” – Richard Bach