Det er absurd og uværdigt, at psykiatrien ikke er på finansloven og har et fast beløb at kunne regne med – og dermed kun eksisterer på offenlige almisser, skriver Thomas Larsen.
Af Thomas Larsen
Hvert år kommer langt over en halv million danskere i kontakt med psykiatrien. Det kan skyldes alt fra stressrelaterede sammenbrud til svære depressioner eller psykoser. Nogle har brug for et par dage til at hvile ud under trygge forhold, mens andre behøver længerevarende behandling og dybdegående hjælp. Hvis vi hertil lægger antallet af pårørende, venner og kolleger, der naturligvis også bliver berørt af situationen, så runder antallet af mennesker med en kontaktflade til psykiatrien den første million. Og her taler vi om et fænomen, der finder sted hvert eneste år i Danmark. Oveni skal tilføjes, at der stadig er skyld og skam forbundet med at have en psykisk lidelse; det er et tabu i mange familier og på mange arbejdspladser. Selv Dansk Arbejdsgiverforening er meget åbne om det faktum, at deres medlemmer ofte er usikre og uvidende, når det handler om psykisk sygdom. Især dem der overvejer at ansætte en ny kollega med en diagnose, der har et vist “eksotisk” præg som borderline eller bipolar affektiv lidelse.
Manglende interesse?
Lige meget hvor mange velmenende Tv- programmer og dokumentarudsendelser og kronikker i dagblade, der prøver at sætte psykiatriens og de psykisk sårbares vilkår på dagsordenen, så er det åbenbart ikke tilstrækkeligt eller godt nok. I hvert fald ikke hvis man gerne vil gøre psykiatrien og dens brugere til et tema i valgkampen. Ja, ikke blot et tema, men et område der også bliver taget alvorligt og prioriteres i hverdagen. Et område der bliver lyttet til og får tildelt de fornødne midler.
Tilsyneladende blegner idealerne blandt de fleste politikere lige så hurtigt som overskrifterne skiftes ud på dr.dk og Ekstra Bladet. Eller sagt mere pragmatisk: Virkeligheden sætter ind og sætter grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Når valget er overstået og mandaterne fordelt, så er det spillet om magten, der kommer i første række. Dernæst følger det store dyr i åbenbaringen: Økonomien. Og det har da også været omdrejningspunkt for langt de fleste debatter. Hvem skal betale for øget eller mindre velfærd? Hvad skal det eventuelt koste at gå til lægen? Fra statens overordnede udgifter til forholdsvis små detaljer; det drejer sig om penge. Og ikke mindst hvad de skal bruges til.
Psykiatri på kontanthjælp
Som Outsideren har dokumenteret, så var sidste års bevilling på 2.2 milliarder over 4 år til psykiatrien ikke så imponerende, som det umiddelbart lyder til. Set i lyset af behovet for sengepladser, faguddannet personale og tidssvarende lokaliteter er der endnu lang vej, hvis psykiatrien skal følge blot nogenlunde med det ordinære sygehusvæsen. Det mest absurde forekommer dog at være, at psykiatrien ikke er på finansloven, men må henslæbe en usikker tilværelse nærmest fra år til år. Og de satspuljemidler, som gang på gang understøtter området, er ikke en uudtømmelig kilde. Tværtimod er satspuljen afhængig af skatteindtægter og ikke mindst politisk vilje til overhovedet at opretholde den.
Desuden er det på alle planer uværdigt, at psykiatrien ikke har et fast beløb, som den kan regne med og lave budget ud fra. At psykiatrien skal eksistere på grundlag af offentlige almisser, er ærlig talt utroligt på den dårlige måde. Men det kan jo læses symbolsk i forhold til dens brugere, idet psykisk syge overvejende lever af pension eller kontanthjælp. Og her kommer vi til sagens kerne: Psykiatrien og alle dem, der er tvunget til at benytte sig af den, deler åbenbart skæbne. Begge lever på statens nåde og forgodtbefindende.
Derfor står valget ikke kun mellem de politikere og partier, der vil give mere eller mindre til psykiatrien, mere eller mindre til kommunerne, eller til forebyggelse og et godt udskrivelsesforløb. Valget står også mellem dem, der kan og vil se en sammenhæng mellem reformer inden for kontanthjælpen, sygedagpenge og førtidspension – og dem, der nok anerkender problemet, men af ideologiske årsager vælger at nedtone det.
Læs også Barnepige contra sikkerhedsnet