Bispebjerg Hospital har i et stykke tid tilladt personalet at udøve moderat vold på patienterne som en forsøgsordning på to psykiatriske afdelinger. I august 2016 bliver hele forsøget evalueret, hvor der skal tages stilling til, om det skal tilbydes landsdækkende.
Af Mikkel S.
Da jeg første gang hørte om det, så var mine tanker, at det her tydeligvis er på kant med menneskerettighederne og burde falde indenfor voldsparagrafferne. Men det var blot mig selv, der piskede en unødvendig stemning op uden at have sat mig ordenligt ind i det. Efter at havde undersøgt det nærmere, så viste det sig at være ganske harmløst og humant. I virkeligheden handler det blot om kærlige og afhjælpende ”tæsk” og ikke om afreagerende, hæmningsløs vold eller kontant kropslig afstraffelse.
Diaphragm Spasm Treatment
Ideen er, at folk på en lidt utraditionel måde skal få det psykisk bedre og reducere deres brug af især PN-medicin (her-og-nu-virkende medicin). Vi taler her om en formålsbestemt og veltilrettelagt vold, som udøves af terapeutiske og hjertevarme årsager. Det faglige grundlag for det voldelige indgreb udspringer fra et mentalt sundsfremmende samspil mellem smerte, vejrtrækningsblokering, distraktion, tankemønstre og affektive tilstande. På engelsk hedder det Diaphragm Spasm Treatment (DST) og på dansk mavepusterbehandling.
Mike Burton og Maria Hudson, som begge er ansat på Stanford University i USA, udviklede i begyndelsen af 2015 mavepustebehandlingen, hvorefter den på forsøgsbasis udbydes på 18 psykiatriske hospitaler i 6 forskellige lande. Jeg har talt med Mike Burton for at få opklaret, hvad mavepusterterapi er for en størrelse.
”Mavepusterterapi lader sig bedst forklare med eksempler. På en psykiatrisk afdeling ville en person med et stort angstudsving normalt bede om noget PN-medicin for at dæmpe det. Men et mavepusterudløsende slag kan gøre det samme som PN-medicin og virker 50 gange hurtigere. De foreløbige forsøgstilbagemeldinger tyder endda på, at sådanne slag har 7 – 10 gange mere positiv effekt end PN-medicin.
En mavepuster udløser en angstdæmmende distraktion, som opstår, både når hjernen bliver præsenteret for smerte og bagefter mister evnen til at trække vejret for en kort stund. Distraktionerne smerte og iltmangel får således tankerne væk fra angstanfaldet. Denne del er bare ikke nok i sig selv. Mange bliver nemlig jævnligt afledt fra deres angst, uden det rigtig gør en væsentlig forskel. Det er blot en kortvarig pause – et lille ubetydeligt udsving i positiv retning – og angsten vender hurtigt tilbage igen, som om intet var hændt.
Kun en helt ny angststimuli vil kunne fjerne den gamle angst, men det virker meget meningsløst at erstatte fx socialangst med længerevarende dødsangst. Det handler derfor om at erstatte en verserende angst med en ny kortvarig angst, hvilket en mavepuster netop kan gøre. En mavepuster giver en markant kvælningsangst, som forsvinder hurtigt, når man kort tid efter igen kan trække vejret. Bagefter er den gamle angst forsvundet. En mavepuster er derfor en ideel behandlingsform til akut angst, store angstudsving og angstanfald, idet den har et meget effektivt, klart og tydeligt, her-og-nu resultat modsat den langsomvirkende PN-medicin.”
Manglende evne til at dæmpe angst
Mike Burton leverer en meget overbevisende forklaring på, hvorfor en mavepuster virker på angst, men der er bare noget, som ikke helt stemmer. Man taler nemlig om, at angst ofte er et udtryk for en manglende evne til at dæmpe de kemiske stressprocesser, som opstår, når kroppen sættes i et angstfremprovokeret alarmberedskab. Det betyder, at den mavepuster-forårsagede kvælningsangst ikke aftager, men fortsætter med samme styrke, når nedreguleringsprocesserne ikke fungerer optimalt. Ligeledes vil der være en forventningsangst, altså en angst, der forventer, at kvælningstilstanden vil komme tilbage, hvilket kan give en tilstand af hyperovervågenhed, som er en kraftig magnet i forhold til at opfange endnu mere, der kan udløse angst.
Selvfølgelig kan det være lige meget, om teorien bag en mavepuster og angstdæmning ikke holder, hvis det bare virker i praksis. Men faktisk kan Mike Burton give en rimelig forklaring på, hvordan det alligevel godt kan hænge sammen på et neurologisk plan.
”En mavepuster er en særlig form for angststimuli, som afviger en smule fra normal angst. Normal angst foregår i følelseshjernen, hvor hjernecentret amygdala spiller en afgørende rolle i udviklingen af det. Amygdala igangsætter et alarmberedskab ved angst, hvor mellemstationen for hukommelse, hippocampus, kan nedregulere det. Ved for meget stress og angst kan hippocampus med tiden skrumpe, især pga. hormonet cortisol, der udskilles under processen. Derved bliver det svært at bekæmpe angst fremover,” forklarer Mike Burton og fortsætter:
”Men når det handler om kvælningsangst og en mavepuster, så sker der en helt speciel, overlevelsesmæssig aktivering af nogle andre hjerneområder end hippocampus, der ligeledes har ressourcer til at nedregulere det. Man kan sagtens have ualmindelig store vanskeligheder med at dæmpe alverdens angststimuli, som man for 10 minutter eller ligefrem flere timer siden var udsat for. Men når det handler om kvælningsangsten, som en mavepuster giver, så stopper denne angst altid, når vejrtrækningen er tilbage.”
Mental omprogrammering
Det betyder, at en mavepuster således får fjernet den akutte angst ved at påføre en ny angst, som stopper hurtigt, hvilket også sker for personer med defekte angstdæmmende mekanismer. Men ikke nok med det, så fungerer amygdala som indlæring af oplevelser, som man kan udnytte til en fremadrettet mental omprogrammering af angstanfald.
”Angst og amygdala har normalt et uheldigt samspil, der bevirker, at der kun indlæres nye situationer, som fremover skal udløse angst. Selv om det i situationen viser sig at være ubegrundet frygt, så lagres det alligevel som noget, der skal udløse angst. Imidlertid kan man via en mavepuster bryde mønstret. En angst udløst af samme eller tilsvarende situation kan via flere mavepusterbehandlinger blive forbundet med, at situationen ikke skal udløse angst fremover. Det kan ikke lade sig gøre med PN-medicin, da det kræver dels et hurtigt skift mellem to angsttilstande og dels en kortvarig udfasning af den sidste tilstand, som kendetegner en mavepuster.”
Men hvor sikkert er man på de mange årsagssammenhænge, som indgår i alt det her. Mike Burton forklarer:
”Jeg ved godt, at det kan virke som en voldsom forenkling af angst. Angst er meget mere. Angst fungerer kortikalt og subkortikalt på en kompleks måde. Angst er eksplicit, men også implicit – man reagerer nogle gange med angst uden at vide hvorfor. Angst synes at være et udtryk for, at der er for mange serotonin-receptorer, som skaber et behov for en større mængde serotonin. Men også et udtryk for en overaktiv eller sensitiv amygdala og/eller manglende hæmning af den. Der er selvfølgelig ting og sager, som ikke ligger helt fast i forståelsen af angst, da visse aspekter i nogen grad stadig er på et hypotetisk stadie. Det vigtigste er, at vi gennem mavepusterbehandling opnår utrolig gode resultater, og så må den endelige og præcise kortlægning af angstens neurologiske væsen vente.”
Tekniske løsninger
En konsekvens af dette her er, at en mavepuster kun har sin fulde effekt på et angstanfald, hvis den gives meget tæt det tidspunkt, hvor det opstod. På psykiatriske afdelinger kan det blive et problem at skulle uddele mavepustere med kort varsel, da man fx ikke kan overskue alle patienters tilstand på en gang, eller de er ikke til stede i fællesrummene. Men endnu værre så vil den gavnlige mavepusterbehandling jo stoppe ved udskrivning. Derfor har Mike Burton fået et stort koreansk firma (ShimTex) til at udvikle en teknisk løsning på noget mavepuster-udløsende udstyr. Dette udstyr virker døgnet rundt og udløser en mavepuster, når elektroniske implantater udsender radiosignaler, der aktiverer et mekanisk slag mod mellemgulvet. Radiosignalerne udsendes ved registrering af høje værdier af noradrenalin, der stiger ved angst og stress. Desværre er det ikke lykkedes at få dette udstyr til at virke optimalt endnu, da noradrenalin tit bliver forvekslet med andre hormoner. Det er kun cortisol, som de elektroniske implantater kan genkende hver eneste gang uden forvekslinger, men hormonet udløses først nogle minutter efter angsten er startet og er derfor ikke særlig velegnet. Indtil der kommer styr på de tekniske løsninger, så er mavepuster-doseringerne overladt til personalet på de psykiatriske afdelinger.
Mavepusteruddannelse
1. oktober 2015 åbnede det første efteruddannelsessted i Danmark, der oplærer ansatte i psykiatrien i mavepusterbehandlingen. Som det fremgår af nedenstående video fra undervisningen, så kræver det meget øvelse at give en mavepuster. Første gang kan et hurtigt slag være nok, især hvis det starter tæt på kroppen. Men næste gang skal der mere til, da hjernen lærer at gennemskue det og spænde, så en mavepuster bliver umulig at udføre.
Derfor kan man fx forsøge sig med et snydeslag og vente mellem 1,2 til 1,6 sek. med det næste slag. Selve refleksen med at spænde maven tager 0,2 sek., mens den omvendte proces med at slappe igen normalt starter 0,9 sek efter, at slaget ikke rammer. Processen med at slappe af i musklerne er efter 0,3 sek. låst fast i 0,4 sek og kan ikke forstyrres af andre instruktioner. I dette tidsrum er kroppen herved sårbar og modtagelig over for en mavepuster. At processen er fastlåst i 0,4 sek. skyldes, at hjernen er dybt optaget af et krævende samspil mellem en række hjerneaktører. Lidt forenklet handler samspillet om, at det motoriske associationscortex, der overordnet planlægger muskelbevægelserne, beder det præmotoriske cortex om at starte afslapningsprocessen, hvor basalganglierne leverer et velkendt bevægelsesprogram til formålet, der ved eksekvering låser hele systemet for yderligere input i 0,4 sek. for at frigive ressourcer til, at lillehjernen kan holde øje med og justere processens forløb.
Efter mange snydeslag udført inden for den ”magiske” tidsramme 1,2 – 1,6 sek., så kan lillehjernen og basalganglierne udvikle andre strategier, der gør det vanskeligt at gennemføre en mavepuster. Men det løses ved, at man med den anden hånd – eller på anden vis – laver forskellige afledningsmanøvrer, hvor kun fantasien sættes grænser for, hvad der er muligt.
Depression og skizofreni
Mike Burton har udgivet vejledninger og produceret videoer om, hvordan man laver en mavepuster i første forsøg. Han mener, at behandlingen ikke kun er begrænset til angst, men kan bruges til betydelig mere.
”Den befriende fornemmelse ved at komme ud af en vejrtrækningsblokade giver langt mere end, hvad serotonin-relateret medicin kan gøre ved depressioner. Endvidere ser man, at vejrtrækningsblokaden får folk til at tage deres paranoide forestillinger op til revision og genvinder efterfølgende en vis portion rationel tænkning, idet iltreduktionen frigiver dopamin til de skizofreni-relaterede, dopaminerge regioner.”
Mavepusterbehandlingen udvides i Danmark
Mavepusterbehandling er umiddelbart kommet for at blive. Behandlingen ser meget lovende ud og vil kunne hjælpe et utal af mennesker med en psykisk lidelse. Region Hovedstadens Psykiatri er meget overbeviste om gevinsten ved det, og derfor udvides behandlingen, så det ikke kun foregår på Bispebjerg Hospital. Fra dags dato (d. 1 april 2016) vil der således blive tilbudt mavepusterbehandlinger både på Psykiatrisk Center Frederiksberg og Psykiatrisk Center Glostrup.