Af Valdemar.
Djævelen danser som sammentapet stødt glas. Klirrende klingrende krakelerende knæ og hofter ridser bloddråber ud af oldkuldens snedynger.
Jeg vil gerne forsøge undgå at skrive om den omfattende verdenskrise, vi nu befinder os i. Min frygt for de ufatteligt mange mulige negative konsekvenser går for vidt som de australske skovbrande. Jeg har trukket stikket.
Jeg stod før bar i mørkets prikkende støvregn og følte min midtes styrke. Når jeg står, så er jeg stærk. Når jeg udhuler nattens hullede ruter, løftes jeg af en nattens stemme. En brummende rungende rummende stemme af plastik, mursten, hår, glas og farver.
Siden jeg som barn så, at voksne kunne være kede af at være låst i egne liv, har jeg forsøgt at flygte fra denne skæbne ved at piske mig ind i andres liv. Låne en karakter at være i deres liv. Nu er jeg mig. Mig mod ingenting. Eller mig med ingenting. Jeg vil synke som et skib med skudhuller. Tømmes for al last. Tag det hele. Også guldet. Lad mig synke synke synke helt ned og glemmes. Så vil jeg efter at have ligget der i karantæne sparke mig op over vandoverfladen, trække vejret ind og leve nyt.