Der er sket meget det sidste halve års tid. Sindssygt meget. Både i privatlivet og sindet. Vi har været igennem 3 skilsmisser på cirka lige så mange måneder i min nærmeste familie. Det er kommet som granater. Det giver jo et helt nyt billede af, at hvad der på ydersiden lignede et almindeligt familieliv, faktisk var noget helt andet. Og så har det har været, undskyld sproget, pissehamrende hårdt at være pårørende til. Det føles som om, at familien bliver splittet ad i atomer, og så skal man finde ud af det er der er sket, og så prøve at navigere i de nye følelser, der kommer med et brud og alt det, der er ført til og med bruddet.
Det har været hårdt at stå midt i. Selvom det ikke handler om mig, bliver jeg ked af det, når familien opløses og folk spredes for alle vinde. Man kan godt holde kontakten, men det bliver aldrig det samme igen.
For at dvæle lidt ved det et øjeblik, så har jeg den seneste tid haft en masse tilbagevendende drømme om tidligere venner. Det har jeg fortalt om før. Hvad det kommer af, ved jeg ikke. Måske en form for savn? Eller måske et tegn på, at jeg er kommet videre? Det føles mærkeligt og befriende på en gang. Jeg ved godt, jeg har brugt for meget tid og energi på det her, men det fylder altså også meget hos mig. Det har jo påvirket mig liv på godt og ondt. Vendt alting på hovedet og været livsændrende.
Der er kommet et nyt tv-program på DR, ”Venner igen?” Jeg har ikke set det, kun nogle klip. Det har sat rigtig mange tanker i gang hos mig – for kan de brudte venskaber jeg har bag mig, lappes sammen? Og kan vi blive venner igen? Svaret er nej, det tror jeg ikke. Hvor meget jeg end tænker på dem, endda savner dem og ville ønske det, så har jeg ikke lyst til at være venner med nogen, der har svigtet mig og dolket mig i ryggen. Men for helvede, hvor ville jeg ønske det anderledes. Det er en kæmpe sorg at miste venner man har kendt i mange år, og så lige pludselig vender det på en tallerken. Det er en kæmpe sorg at vide, at man har nogle få helt tæt på, men som man i virkeligheden slet ikke kender, så godt som man troede.
Et andet program, der optager mig meget, er Rune Klans ”Tabu”. Jeg kan spejle mig i nogle af de medvirkendes historier, og jeg elsker at en komiker tager tabuiserede emner op, og sætter fokus på nogle virkelig tunge problematikker, med humor. Hvert program er både sjovt, men også tankevækkende. Der er tre programmer, som har gjorde stort indtryk på mig, og som jeg derfor vil fremhæve her: “De PTSD-ramte”, “De ensomme unge” og “De efterladte”. Tænk, at et tv-program kan sætte ord og følelser på det, der foregår inde i mig. Jeg takker Rune Klan for at have lavet de her programmer, og for at gøre svære emner lidt nemmere at snakke om, og endda forstå.
I juni måned valgte jeg at stoppe hos psykiateren og fik lavet en epikrise til min læge. Og honestly, jeg har aldrig haft det bedre! J
eg har ikke lige så meget tankemylder, og heller ikke lige så meget stress og angst over at skulle til behandling. Jeg har brugt tre år hos en behandler, der ikke har været god for mig, og efter alt for mange overvejelser, fik jeg nok. Både min tidligere støttekontakt person og min svigermor har været med et par gange, når jeg har skullet til medicinkontrol. Begge har sagt, uafhængigt af hinanden, at det var ikke en rar atmosfære eller en særlig høflig eller professionel tone, der blev talt til mig. Det er en kæmpe stressfaktor at skulle finde en ny psykiater, da ventetiden er cirka et år for ikke-akutpatienter, som jeg. Men fordi jeg har lagt det lidt på hylden her hen over sommeren, har jeg det meget bedre end jeg har haft længe.
Jeg er i en proces med at finde en ny praktik, forhåbentligvis den sidste inden fleksjobbevilling. Lige nu går det egentlig fint nok. Jeg har ikke så meget at lave, andet end boganmeldelser og artikler til Outsideren, samt være med til arrangementer og redaktionsmøder i ny og næ. Jeg savner at have noget mere at stå op til, og jeg ser frem til at kunne komme i gang. Min sagsbehandler har kontakt til en masse virksomheder, så mon ikke, der snart sker noget?
Min kæreste er i virksomhedspraktik som pædagog, og han er så glad for det. Vi har haft en fuldstændig vidunderlig sommer med mine forældre i Stockholm og en weekendtur ved Vesterhavet. Jeg kan mærke på min kæreste, at det har været godt for ham at komme i gang, selvom det har været en noget bøvlet start. Bevares, det har da også tæret på hans kræfter at komme i gang igen, men han er glad og det er det vigtigste.
Processen med at finde en bolig sammen går stille og roligt fremad. Ønsket er at flytte i en lejlighed, hvor vi kan få en stabil hverdag sammen. Det har været godt for mig at bo alene, men jeg kan mærke at jeg savner ham når vi ikke er sammen. Jeg har intet imod at være alene, men jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere har lyst til at bo alene. Det er altså lidt rarere at have en ved siden af sig at falde i søvn ved og vågne op til.
Alt det her, der har været sket hen over sommeren i min familie, har sat en masse tanker og bekymringer i gang hos mig. Men når jeg ser på min kæreste, ser jeg ikke kun min nutid og fremtid, men også den mand jeg vil have børn med. Tanken om at starte familie fylder mere og mere.
Jeg kan huske, at jeg har haft vendt de her tanker om at få børn og blive mor med flere forskellige psykologer samt min læge. Før jeg mødte min kæreste, havde jeg en lang periode, hvor jeg var bange for at blive en dårlig mor, og overvejede faktisk at fravælge børn på grund af mine lidelser. Der var en af psykolog, der fortalte, at han havde haft flere patienter med samme bekymringer som mig, og som sagde, at han havde oplevet at disse patienter faktisk var blevet bedre forælder på trods af deres sygdom. Det havde løftet livskvaliteten og været med til at lægge en dæmper på angsten og alt det andet, der fyldte. Nu var der jo en lille en, der skulle have opmærksomheden. Sådan er jeg også begyndt at tænke. Og jeg tænker en gang imellem på psykologen og sender ham en tak.