Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget
Sådan lyder mit motto. Et motto som jeg gennem årene har fundet sandt og brugbart i selv meget vanskelige tider. Inden at du begynder at tro, at jeg må være over optimistisk, vil jeg skynde mig at sige, at der har været situationer, hvor jeg har fundet det overordentligt svært at finde det gode midt i skidtet. Sommetider har det først været efter en rum tid, at gevinsten ved udfordringen har vist sig. At mottoet passer i mit liv, har naturligvis også noget at gøre med, at jeg som udgangspunkt er et optimistisk menneske. En optimisme der dog, ligesom for alle andre, får svære kår, når jeg glider ned ad rebet mod depressionens dyb.
For snart et halvt år siden, blev jeg udfordret til det yderste. Jeg har skrevet om det før, fortalt om det igen og igen, for det er sådan jeg heler. I august sidste år blev jeg tvangsindlagt. På trods af det overgreb som en tvangsindlæggelse er, lykkedes det mig ikke bare at holde fast i mig selv, men også at finde ind til en glemt styrke. Nemlig min rygrad, min stolthed og mit mod til at være mig selv, selvom jeg står alene.
Er det positiv traumatisering? Det ved jeg ikke. Har det svært med at de to ord står sammen. At blive traumatiseret er ikke positivt, men der kan komme noget positivt ud af traumatisering på et tidspunkt . Måske. For det afhænger helt af personen, det sker for, og ingen kan forudsige, hvad en traumatiserende begivenhed kan gøre ved et menneske. Det er et komplekst felt at bevæge sig i.
Alt jeg ved er, at alt jeg indtil da havde haft af oplevelser i psykiatrien smeltede sammen til en stor masse, som var for meget, og at jeg reagerede med vrede og en indre opvågning. I min psykiatri-tid har der været for meget fokus på mainstream løsninger til en individualist, alt for meget pseudo-lytning og pseudo-forståelse. Det lille røde papir (som slet ikke er rødt mere) blev den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over for mig. Opgøret med psykiatrien var på vej længe inden jeg gav det hørbar lyd.
I årevis hørte jeg på personale i psykiatrien fortælle mig om, hvordan jeg skulle gribe mit liv an, så jeg igen kunne blive en del af samfundet. Komme mig. Recovery er ordet jeg prøver at undgå, fordi det ord næsten får mine ører til at bløde. Dels fordi jeg har hørt det så mange gange og fordi ordet og begrebet er blevet på det nærmeste voldtaget af de behandlere jeg har mødt. Jeg foretrækker at kalde min nuværende proces for en genvindelses proces. Noget nyt er vundet personlighedsmæssigt, men for mig handler det at komme sig også om at genvinde det af mit gamle jeg, som stadig er anvendeligt i det liv jeg nu har. Den proces har også været i gang længere end jeg har troet. At genvinde sig selv kommer ikke som en graf med en kontinuerlig opadgående linje. Den proces går op og ned og holder pauser. Den venter på dig til du er klar. Til du er moden til næste skridt. Og den kan efter min mening aldrig forceres.
Min egen proces med at genfinde mig selv, har vist mig igen og igen, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Selv når problemer opstod, når jeg gjorde, hvad jeg selv mente var bedst for mig. F.eks. da jeg søgte et nyt job under indlæggelse, fordi jeg trængte til at handle i stedet for passivt at vente på enten at blive fyret eller at skulle returnere til en arbejdsplads med mobning. Ja, det er måske lidt vel overmodigt, men gjort ud fra devisen, at det føltes rigtigt for mig. Denne oplevelse gjorde, at jeg opdagede, at jeg havde noget indeni. En styrke som jeg kunne hente frem i krævende situationer.
Andre gange har personale bebrejdet mig, når jeg ikke har kunne holde grafens linje opadgående, men er blevet for tung i en grad, så grafen er dykket ned i minus feltet. Bebrejdet mig i forhold til, om jeg nu havde gjort alt på skemaet. Om jeg nu egentlig ville være rask. At jeg havde et “monster” indeni, underforstået min sygdom, som var ude af kontrol, og at de derfor måtte være strenge ved mig for at tæmme det. Også selvom det gjorde mig fortræd. Også selvom der ikke var noget monster men bare mig, der var dybt ulykkelig og nu også dybt misforstået og uhørt.
Selvfølgelig var det da med fuldt overlæg, at jeg ”valgte” at få en svær depressiv episode lige midt i, hvad der ellers lignede en succeshistorie med kontinuerlig opadgående graf hele vejen for ambulatoriet. Derfor bløder mine ører også, når jeg hører ordet recovery, fordi jeg har oplevet det, som kun værende på andres præmisser. Behandlernes præmisser. Jo, jo, de snakkede da med mig, om hvordan jeg mente, at de kunne hjælpe mig bedst med at komme mig og få livskvaliteten tilbage. De glemte bare at lytte til det jeg svarede. Derfor endte det, som det gjorde. Med mig selvvalgt udenfor psykiatrien. Lad mig slå fast, at psykiatrien da har hjulpet mig. Jeg har fået nogle flere værktøjer i min værktøjskasse til brug i en snæver vending når lokummet brænder på. Men mange af de ting, psykiatrien har lært mig har ikke været noget de bevidst har tiltænkt. De har nemlig hjulpet mig med at indse, at jeg er den som kan hjælpe mig selv allerbedst. Ikke med mere medicin, ikke med mere terapeutisk snak. Bare mig og min evne til at genfinde mig selv. Hvis jeg ellers får lov uden utidig indblanding.
Privatfoto taget af Ulven