Håb kan føre til meget, men samtidig er det, i hvert fald for mig, ufatteligt skrøbeligt. At håbe kommer ikke nemt til mig længere, så når jeg håber er det noget jeg er yderst opmærksom på. Noget som jeg vil gøre meget for at beholde, men alle ting her i livet er jo naturligt nok ikke kun afhængige af mig. For mig at se bliver håb pustet blidt ind i en i samspillet med omverdenen, og derfor er håbet også delvist afhængig af, hvordan samspillet med omverdenen udspiller sig.
Mit håb er mange gange før blevet knust sammen med troen på det gode i andre, det gode i mig, ja på det gode i det hele taget. Håb og tro er derfor både det som jeg længes mest efter, og det jeg frygter mest. For hvis jeg håber og tror så er jeg også allermest sårbar. For hvor mange gange kan et menneske tåle at tro og håbe for igen at miste disse to uden at blive eller måske rettere falde tilbage i sygdommen i sindet?
For at håbet skal forblive intakt er der kun tro at forlade sig på i min optik. Tro og så noget tålmodighed. Alle svære discipliner for mig. I øjeblikket er håbet i mig endnu så ny fremgroet, at jeg bilder mig selv ind, at jeg kan se dets skrøbelighed afspejlet i mit ansigt. Jeg gentager i mine tanker, som et mantra, at håbet lever indtil andet er bevist. At det, at jeg igen føler mig som et rigtigt menneske i kontakt med mit inderste, alene burde være nok til at nære håb for at flere gode ting nok skal komme min vej.
At komme sig efter år i mørke er ikke en dans på roser. Det er anderledes end jeg troede, for det er ukendt territorie og ikke bare en tilbagevenden til mit liv før traumer og sygdom.  Men da jeg i mod alle odds stadig er at tælle blandt de levende, mener jeg også, at jeg besidder det mod, der skal til for at vandre videre i mod det ukendte på en ny vej, der kun er min, og som jeg selv skaber med hvert skridt jeg tager i fremadgående gear.

Om Forfatteren

Jeg er en kvinde i midten af livet med bipolar lidelse. Af uddannelse har jeg en farmakonom eksamen, og har arbejdet i det fag indtil jeg måtte sande, at det bipolare ikke var en god kombination med deadlines og krav om høj koncentrationsevne. Det gjorde mig for alvor syg. Siden 2016 har jeg været blogger på Outsideren - jeg skriver om det som får noget til at røre sig i mig. Mit håb er, at mine indlæg kan inspirere, skabe debat og gøre at læseren ikke føler sig ligeså alene.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.