Håb kan føre til meget, men samtidig er det, i hvert fald for mig, ufatteligt skrøbeligt. At håbe kommer ikke nemt til mig længere, så når jeg håber er det noget jeg er yderst opmærksom på. Noget som jeg vil gøre meget for at beholde, men alle ting her i livet er jo naturligt nok ikke kun afhængige af mig. For mig at se bliver håb pustet blidt ind i en i samspillet med omverdenen, og derfor er håbet også delvist afhængig af, hvordan samspillet med omverdenen udspiller sig.
Mit håb er mange gange før blevet knust sammen med troen på det gode i andre, det gode i mig, ja på det gode i det hele taget. Håb og tro er derfor både det som jeg længes mest efter, og det jeg frygter mest. For hvis jeg håber og tror så er jeg også allermest sårbar. For hvor mange gange kan et menneske tåle at tro og håbe for igen at miste disse to uden at blive eller måske rettere falde tilbage i sygdommen i sindet?
For at håbet skal forblive intakt er der kun tro at forlade sig på i min optik. Tro og så noget tålmodighed. Alle svære discipliner for mig. I øjeblikket er håbet i mig endnu så ny fremgroet, at jeg bilder mig selv ind, at jeg kan se dets skrøbelighed afspejlet i mit ansigt. Jeg gentager i mine tanker, som et mantra, at håbet lever indtil andet er bevist. At det, at jeg igen føler mig som et rigtigt menneske i kontakt med mit inderste, alene burde være nok til at nære håb for at flere gode ting nok skal komme min vej.
At komme sig efter år i mørke er ikke en dans på roser. Det er anderledes end jeg troede, for det er ukendt territorie og ikke bare en tilbagevenden til mit liv før traumer og sygdom. Men da jeg i mod alle odds stadig er at tælle blandt de levende, mener jeg også, at jeg besidder det mod, der skal til for at vandre videre i mod det ukendte på en ny vej, der kun er min, og som jeg selv skaber med hvert skridt jeg tager i fremadgående gear.
Privatfoto taget af Ulven