Er det farligt at gå til læge? – Denne artikel går ind i på den teoretiske baggrund for arbejdet med recovery og er skrevet af Claus Bech-Nielsen, projektkoordinator på Projekt Vendepunkter i København

Relationen mellem årsagsforklaring og attituder

 

Utallige studier har vist, at den biologiske eller genetiske årsagsforklaring på psykisk sygdom fører til negative attituder overfor personer, der lider af psykiske forstyrrelser. Det er modsat af hvad man ellers generelt forventer af en ”sygdom” man kan forklare. (kilde: Models of Madness:  John Read and Nick Haslam. S 138 – 145. Routledge 2004. ISBN 1-58391-906-6)

Efter at have dokumenteret at folk generelt bedre kan tolererer mere usædvanlig opførsel end psykiatere, viste Sarbin og Mancuco (1970) at i de sjældnere tilfælde, hvor folk optager ”sygdoms” metaforen, har de en tendens til at afvise den omhandlende person, og forvise dem til en ”barnlig, ikke-person rolle.”

Colding et al. (1975) bekræftede, at folk som antager en medicinsk forklaring, er modvillige til udvise velvilje overfor ”psykisk syge”.

Kinesiske studier har vist, at i takt med at ”viden” der er baseret på det traditionelle sygdomsperspektiv bliver mere udbredt, bliver attituderne mere negative over for de ramte personer (Chou og Mak 1998).

I 1980 rapporterede US National Institute of Mental Health, at det at blive behandlet af medicinske professionelle med medicinske metoder, eller i medicinske rammer, er mere stigmatiserende end alternative tilgange. Ydermere er den specifikke effekt af den medicinske behandling, så som det at sygne hen, tardive dyskinesia og fedme også voldsomt stigmatiserende.

To New Zealandske kilder  har vist, at unge mennesker der har en bio-genetisk årsagsforklaring, oplever ”mentale patienter” mere farlige og uforudsigelige individer. De bliver  mindre tilbøjelige til at interagere med dem, end de unge der her har en psykosocial årsagsforklaring.

Kort sagt, den traditionelle årsagsforklaring og den behandlingstradition der er udviklet deraf, har indbyggede forhold medvirker til negative attituder mellem raske og sygdomsramte mennesker. Negative attituder man skal frigøre sig fra i forbindelse med recovery. De negative attituder beskrives ofte af brugere af psykiatrien, som forhold der handler om: det ikke at blive set og respekteret, om marginalisering, om manglende empati i kommunikation og om en omgangsform præget af manglende respekt, m.m. Måden hvorpå man i psykiatrien bliver mødt, forstået og behandlet, som medmenneske i en behandlingssituation, minder mange om de omstændigheder, som medvirkede til at de udviklede ”sygdommen”.

Psykiatribehandlingen bekræfter langt hen af vejen de tab man i forvejen lider under. Og hvad værre er, det får ofte mennesker til selv at tro på at man er befængt med et eller andet, der gør at man ikke er værdig til at blive behandlet med respekt og mødt med empati. Noget der kan få enhver til at opføre sig tosset, enten i trods eller resignation. Det er altså ikke selv forklaringen på psykiske lidelser som værende en bio-genetisk sygdom, der skaber de negative attituder i befolkningen. Det er den psykiatriske behandlingstradition, som har afsæt i denne opfattelse, som skaber problemer for mennesker der har psykiske problemer.

Recovery handler om at komme sig over mentale besværligheder og sociale tilbageslag. Og handler således også om at takle de attituder og fordomme man møder, i behandlingssituationen og i samfundet.

At recovery baserer sig på en psykosocial forklaring på mentale og sociale problemer, kan der ikke herske tvivl om. Altså, mentale forstyrrelser og sociale handicap, er en følge af det man har været udsat for, kombineret med i hvor høj grad man er blevet givet effektive håndteringsmuligheder, overfor det man møder i livet. Altså sindslidelser er et udtryk for en social konstruktion, hvor der er forgået undertrykkende/livstruende overgreb eller udtryk for pludselig traumatisk hændelse. Sindslidelser hænger sammen med livsvilkår over tid og udefrakommende hændelser.

Nylig gennemførte studier over hvorvidt at psykiske lidelser videnskabeligt kan forklares som følgen af en bio-genetisk sygdom, viser at det videnskabelige grundlag for denne påstand, aldrig er blevet formbragt på en måde, som ligger inden for den naturvidenskabelige forskningspraksis. Så indtil videre bygger påstanden om at psykiske lidelser er en sygdom på en tro, som ikke er verificeret videnskabeligt. *2) Models of Madness: Capter 1-8.

Selve diskussionen om årsagen er bio- genetisk eller psykosocial kan man lade eksperterne diskutere. Den ene eller den anden eller en helt tredje årsagsforklaring, har ingen som helt indflydelse på om man kan igangsætte en recovery proces eller ej. Det eneste det kan have indflydelse på, er udgangspunktet for processen og evt. den vej udviklingen følger.

Det der er vigtigt i forbindelse med at komme sig, er at finde ud af hvad og hvem der kan understøtte at man kommer sig.

Foto: Jette Nielsen

 

Fordelen ved recovery, er at der åbner sig mange forskellige indgange til at anspore en udvikling frem mod at kommer sig, samt at det bliver muligt at lade processen styre af de individuelle behov og udviklingen af de potentialer man opdager. En anden fordel er at slipper for de krænkende ”behandlingsmetoder” som udspringer af psykiatriens behov for kontrol af ”unormale” følelsesudtryk og ”unormal” opførsel. En tredje fordel, er at man kan generobre dele af behandlingsansvaret og valgmulighederne. Man kan med den fornødne hjælp, selv sætte sin egen menneskelige og mellemmenneskelige udvikling i værk, ikke for at blive rask, men for at blive tilfreds.

Ulempen er at man ikke kan få en nem forklaring på årsagen til ens problemer. Der gives ikke en entydig behandlingsmetode, at prognose for om det er muligt at komme sig, er afhængig af en selv. Man har ikke den luksus, at man kan helt forlade sig på at det er en sygdom lægen kan helbrede en for. En anden ulempe er at man, selv må stå til ansvar for følgen af sine egne handlinger og sine følelsesudbrud. En tredje ulempe, som måske hellere skulle beskrives som en besværlighed, er at man midt i desperationen og fortvivlelsen, skal kunne mobilisere et håb og en tro på en fremtid.

Der er fra en recovery synsvinkel, flere muligheder for at fremme at man kan komme sig, over en f.eks. en psykose. Komme sig så man igen kan se og opfatte ting udenfor sin krisetilstand og igen er i stand til at reflektere. Det er for det først psykofarmaka. For det andet at man får mulighed for at være sammen med andre, der er kommet igennem, i et miljø der fremmer det at komme sig. For det tredje terapeutiske samtaler. For det fjerde indgriben ved de første tegn på sammenbrud og medvirken af alle der har indflydelse på hvordan lidendes livssituation formes. For det femte kreativ identitetsskabende aktivitet. For blot at nævne nogle af de muligheder som er beskrevet og dokumenteret.

Recovery med håbet og andres erfaringer som drivmiddel i en udvikling:

Når man er helt ude af sig selv, i en mental krise og ude af stand til selv at bringe sig ud af tilstanden, så er det af afgørende betydning for det at komme sig, at der kan skabes et håb om en vej ud af håbløsheden og lidelsen, at man ser andre har klaret det, mærker at nogen forstår ens situation og ens lidelser og man finder rammer hvor man bliver accepteret som medmenneske og hvor ens egne ønsker om forandring bliver bakket op.

For individuelle recovery forløb, er det uvæsentlig hvilken årsagsforklaring det enkelte menneske har og hvordan man har det med medicinsk behandling. Det har ingen indflydelse på hvor langt man kan nå i sin udvikling frem mod at komme sig, det har som tidligere sagt, kun betydning for det afsæt udviklingen har og den vej udviklingen gennemgår.

Det at mennesker som gennemgår eller har gennemgået en recoveryproces, kan få så stor betydning for håbet og troen på et bedre liv, skyldes at de er de mest troværdige autoriteter eller eksponenter for håb, der er i det psykiatriske system. Det er også en af årsagerne til at det er så vigtigt at understøtte og udnytte praksiserfaringerne, igennem uddannelse af eksbrugere og ved at åbne for mulighederne for at ansætte medarbejdere med brugererfaringer på alle niveauer i systemerne.

Recovery kalder således også på en omlægning af faguddannelserne af de mennesker, der beskæftiger sig med recovery professionelt. Med recovery er det ikke længere nok at lære studerende facts, tabeller og viden. Man må også hjælpe de studerende til at søge visdom.  Visdom kræver at man helhjertet går ind i relationer med andre mennesker, for at blive i stand til at forstå dem og deres oplevelser. Kun da er vi i stand til at hjælpe på en måde, som opleves som hjælpsom og nyttig. Kun derigennem kan vi bruge vores viden på en måde så den nytter, i forhold til individuelle udviklingsprocesser.

Recovery ejes af den der skal komme sig

Hvis en individuel udviklingsproces skal ejes af den der gennemgår den, skal det også være muligt at blive accepteret som den man er. Det er en af forudsætningerne for at man selv kan acceptere selv ret så uhensigtsmæssige tendenser eller sider hos sig selv. Det hele tide at få holdt det normale op foran øjnene fører kun til en selvopfattelse af unormalitet. Det hele tiden at blive straffet for den man er, fører kun til vrede eller afmagt. Recovery kalder på en bredere definition af normaliteten, en definition som også omfatter at det er normalt at blive sindssyg, når man bliver dårligt behandlet eller hvis tingene bliver mere end man kan klare.

At man så at sige kan lade det normale blive en bred strøm, som har rum for os alle og ikke efterlader nogen strandet på dets bredder.

Så man må gøre alt for at undgå at recovery defineres af de professionelle og de politikere som har en altoverskyggende behov for at have styr- og forklaring på alt, – inklusiv resultatet, før de vil investere i social- og sundhedsfremmende tilbud.

Jeg befinder mig p.t. i New Zealand, hvor man for ca. ti år siden besluttede, at alle tilbud til mennesker med psykosociale problemer skal, rettes ind efter recovery og behandlingen defineres ud fra recovery definitioner som man udarbejde i deres sundheds- og socialvæsen. Man har udviklet recovery uddannelser og tilbud – mange spændende ting som det er værd at bringe med hjem. Men, det virker ikke rigtigt i praksis.

Når man taler med brugerne her, fornemmer man hurtigt at den mistillid mellem bruger og behandler, som er oparbejdet i løbet af de sidste årtiers psykiatripraksis, fortsat eksistere. Så det recoveryuddannede personale opfattes på samme måde som tidligere. Det de kommer med, er blot et nyt tilbud i rækken, man bliver påduttet og som man skal tage imod, hvis man vil være en ordentlig patient. Man har glemt at recovery for den enkelte ikke kan foregå på basis af det behandlerene ved, men kun sådan som det udvikler sig for brugeren.

Man kan også sige at i en iver for at gøre tingene på bedste måde, er de professionelle kommet til at spise recoveryprojektet, så der ikke er noget brugerne kan blive mætte af.

Recovery og magtforholdet mellem behandler og bruger

Hvis man vil recovery, er man nødt til at se på magtforholdet mellem brugere og behandlere i psykiatrien.

I den traditionelle behandlings- og socialpsykiatri er det de ansatte, der definere at du er syg, hvad du fejler, hvilken behandling der er bedst for dig, hvad du kan beskæftige dig med og hvordan du skal opføre dig for at være færdigbehandlet i de rammer du er anbragt i og for at du kan få forskellige sociale ydelser tilbudt. Det er selvsagt ikke betingelser hvorunder man kan udvikle sit selvværd og sin selvstændighed.

Der er alt for mange restriktioner forbundet med den manglende fordeling af magt og ansvar til at recovery kan finde sted under disse omstændigheder.

At det fungerer sådan i praksis, skyldes formodentlig at der i behandlingspraksis, er et altoverskyggende fokus på måden man – og specielt patienterne, opføre sig på. Hvad det er tilladt at have af følelser og hvilke følelsesudbrud der er passende. Man bruger til tider voldsomme midler til at få patienterne til at indordne sig efter den kutyme som personalet definere. Årsagen til denne praksis kan skyldes at man opfatter forskellige følelsesudbrud, handlinger og sindstilstande som sygdomstegn, hvilket får behandlerne til at forfalde til at kontrollere den måde man opføre sig på og kalde det behandling. Det skaber igen og igen den uheldige situation, hvor de positive effekter der kunne være ved medicinering, bliver undertrygt af reaktionerne på at blive undertrykt. Så en stor del af behandlingen består i at dæmpe folk ned og at få dem til at tilpasse sig de vilkår behandlerne definere, hvordan den kontrol lige skal kurere en sygdom, det er ikke sådan til at få øje på. På den anden side plejer man da også nogle samfundsinteresser og forhindre forstyrrelser af den offentlige ro og orden, men det er klart at langt de flest patienter opfatter kontrollen, sådan som den bliver udført, som et brud på deres værdighed og fratagelse af almene rettigheder.

Den store ulempe ved den traditionelle psykiatripraksis, er at det er vanskeligt for patienterne at få et ejerskab og et ansvar for det der foregår. De fleste ville vælge det fra, hvis det var muligt. Og da en af forudsætningerne for recovery, er at man selv har ansvar for sine egne handlinger og at recoveryforløbet er ens egen proces, så kan recovery ikke fungere uden at man ser på magtforholdet i behandlingssituationen og hvem der har ansvar for hvad.

Det kræver nogle helt nye måder at tænke på og udviklingen af nogle helt nye rammer for at recovery kan fungere. Rammer, som langsomt får lov til at udvikle sig, i takt med erfaringer indhøstes i praksis. samtidig med at brugerne og samfundet indstiller sig på, at der er andre veje at gå og andre udkomme at høste, for de mennesker der har en ”psykiske sygdom” end dem, det nuværende sundheds- og socialsystem definere.

Recovery og springet tilbage i livet

Der må være lige så mange måder at undvige fra fangenskab, som der er fanger der ønsker at undslippe. Foruden den fysiske handling at bryde ud, er der sindets flugt, når kroppen stadig ligger tilfangetaget. Men ånden, somme tider kun frigjort af viljen, rækker længer ud end de omringende vægge, helt ind i fantasiens  uindskrænkede verden.

For fangen i hans celle bliver denne drømmeverden mere virkelig end selve livet og sådanne fantasier kan true fangens evne til at handle, når tiden for handling kommer, hvis man hengiver sig til dem for hyppigt. Ikke desto mindre er det fra sådanne dagdrømme at den fysiske flugt bliver født. Vanvittige ideer som overvinder det tilsyneladende umulige.

Drivkraften i recovery etableres bl.a. ved at foretage et fantasifuldt spring ud i fremtiden. Ud til de mål som endnu ikke kan nås og ud til den person man gerne vil være. Håbet, viljen, nysgerrigheden og længslen bliver drivmidlet. Kreativiteten, refleksionen og samværet med andre medspillere, bliver midlet til at bevæge sig mod sine mål.

I refleksionen og samværet med sine medspillere gælder en etik, som giver forholdet til sig selv og forholdet til sine medspillere, den karakter som man selv og omgivelserne kan leve med.

Kreativiteten er det der alle dage har sikret udvikling og nytænkning. Lidelsen som opstår som følge at mentale forstyrrelser, har altid været en følge af fastlåsheden i ånd, tanke og handling. Det at man ikke kan komme ud af sine følelser, sine tanker og komme på andre handlinger. Man er låst fast i den smerte, vrede, sorg som andre mere erfarne eller robuste mennesker forstår hvordan man kommer sig over eller undgår, ved at sige fra.

Viden og færdigheder har altid haft stor betydning for værdi i sociale sammenhænge og dermed for vores identitet. Så recovery handler derfor også om at indgå i identitetsskabende arbejde eller aktivitet. Et af de bedre eksempler her hjemme på identitetsskabende aktivitet, er brugerlæreruddannelsen, der kørte som forsøg for et par år siden. Et forløb som indeholdt tre vigtige bestanddele, at give den erfaringsbaserede viden et kvalitetsløft igennem træning i formidling, at løfte løftede deltagernes selvtillid igennem kreativ aktivitet og konkrete formidlingssituationer og hvor der bagefter var mulighed for en meningsfuld beskæftigelse. Se evt. nærmere www.b-i-d.dk

Tiden vil vise hvor mange der kan få gavn af recovery, og hvordan man bedst kan i initiere recovery hos forskellige mennesker, der befinder sig i vidt forskellige livssituationer og mentale tilstande. Man siger at for at forstå recovery kræves et paradigmeskifte, jeg vil påstå at arbejdet med recovery vil føre til et paradigmeskifte.

Projekt Vendepunkter udvikler sig fortsat, og har blandt andet et mentorforløb. Se mere om kurser og LAP her

Af Claus Bech-Nielsen, Projektkoordinator på Projekt Vendepunkter i København

 

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.