I sygehusvæsenet og særligt i psykiatrien handler de fleste behandlinger om en eller flere typer medicin. Det skyldes at de læger, der udstikker vejen frem for lægevidenskaben, selv er dybt afhængige af lægemiddelindustrien. Lægemiddelkonsulent Mats Lindberg har brudt tavsheden og beskriver hvor tæt involverede læger og lægemiddelindustri egentlig er.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 57

Lægemiddelindustrien har en meget stor indflydelse på hvordan vi opfatter sygdomme og måden de skal behandles på. 95% af den lægemiddelinformation vi får, kommer fra industrien selv. Resultatet af denne påvirkning er, at vi tror at behandling er lig med medicin.

Hvor udbredt denne opfattelse er, ses når fejlbehandling af psykiatriske patienter bliver diskuteret. Det er altid en diskussion om hvilket lægemiddel der er brugt og hvilke doser der er givet. Faktorer som hvor lang tid der var afsat til behandlingen eller om patienten fik hjælp til at blive bedre socialt fungerende er ikke en del af den akademiske debat.
De læger der fastlægger retningslinierne for forskning og behandling i sygehusvæsenet, er læger der selv har opnået deres kvalifikationer ved at forske. Da de fleste kliniske forskningsprojekter kun er mulige med sponsorering fra lægemiddelindustrien, er samarbejdet med lægemiddelindustrien afgørende for den enkelte læges karriereudvikling.

I år 2000 var industriens andel af biomedicinsk forskning 62% i USA og 65% i Storbritannien, og når det kom til forsøg med patienter, var langt de fleste forsøg finansieret af lægemiddelindustrien. Lægerne er tæt finansielt forbundne med lægemiddelindustrien. Fra flere sider er der kritik af dette forhold.

“Faktum er, at de store og stadigt større summer fra lægemiddelindustrien, udgør den primære trussel mod den kliniske forsknings integritet,” udtalte Joel Lexchin i 2005. (senere udtalelse af Lexchin)

Joel Lexchin er selv læge og har blandt andet forsket i ordineringen af medicin. Spørgsmålet om integritet handler om hvilke interesser lægernes adfærd tjener. Der er ikke mange offentlige forskningsmidler, og på grund af afhængigheden af medicinalindustrien, har forskningen flyttet sig til de områder, hvor det kan betale sig at forske.

I juli-nummeret af Outsideren, 2006, udtalte den pensionerede psykiater Heidi Hansen sig om, hvordan dette påvirker psykiatriområdet:

“Det grundlæggende problem ved afhængighed af medicinalindustrien er, at det kun øger fokus på biologi og medicin. Det gør det endnu nemmere, at overse det arbejde der kan gøres med samtale, forståelse og tillid, og det synes jeg er et tab,” siger Heidi Hansen

Lægemiddelkonsulent og afdelingslæge ved Institut for Rationel Farmakoterapi, Mats Lindberg, beskriver samme problem. “Der bliver ikke forsket i effekterne af ikke-farmakologisk behandling, såsom fysisk aktivitet og psykoterapi, fordi der ikke er nogen der har interesse i at støtte det.”

Mats Lindberg understreger at diskussionen er vigtig, fordi den forskning der bliver betalt af lægemiddelindustrien ikke nødvendigvis er den forskning som samfundet har mest brug for. Samfundet risikerer at stå uden alternativer til dyre medicinske behandlinger, og han foreslår derfor, at den uafhængige offentlige forskning tilføres flere midler.
Siden der i Europa sælges medicin for 1.000 milliarder kroner hvert år, kunne en minimal afgift på lægemidler frigive mange penge til forskning, foreslår Mats Lindberg.

Samfundets udgifter til medicin har været en af de hurtigst voksende udgifter siden 90’erne.

Det oprindelige mål
Formanden for de amerikanske psykiateres sammenslutning, Steven Sharfstein, udtalte i 2005, at selv om man i psykiatrien oprindeligt havde ønsket at tage udgangspunkt i en samlet biologisk, psykologisk og social model for behandling, er praksis blevet en “bio-bio-bio model.”

Psykiater Karin Garde fra Sct. Hans Hospital, mener at denne praksis gennemsyrer hele lægeverdenen.

– Der er den automatiske rangorden, at det biologiske er fint, siger Karin Garde om forholdene.

Hun understreger, at selvom de biologiske teorier dominerer den akademiske debat, er de ikke bedre underbygget end de psykologiske og sociale teorier.

– Der knytter sig en illusion om noget fantastisk til det biologiske, måske fordi det er så enkelt, hvor de psykologiske og sociale teorier er meget komplekse, siger Karin Garde.

At denne rangorden er opstået skyldes ikke kun forhold indenfor lægeverdenen. Hvor mange penge der afsættes til sygehusområdet er et politisk valg, og der skal prioriteres da der ikke er penge til alt. De forskellige behandlingsmetoder konkurrerer altså indbyrdes. Men de læger der udarbejder retningslinierne for behandling, er typisk de samme som samarbejder med lægemiddelindustrien. I et studie havde 87% af forfatterne til europæiske og nordamerikanske kliniske vejledninger økonomiske forbindelser til lægemiddelselskaber.

Steven Sharfstein mener, at et langt stykke hen ad vejen, har udviklingen på lægemiddelområdet været til gavn for samfund og patienter. Man må blot aldrig glemme, at lægemiddelindustrien og behandlere ikke har de samme grundlæggende mål, og derfor heller ikke samme etik.

Lægemiddelindustrien er i bund og grund styret af at tjene penge, og det påvirker også den forskning, der finansieres af industrien.

Fyldt med fejl

Den forskning som lægemiddelindustrien betaler for, er ifølge Mats Lindberg tit uigennemskuelig og fyldt med fejl. Det er ikke i lægemiddelindustriens interesse, at der bliver udført forskning af ligefrem dårlig kvalitet, men sponsorerede forsøg er oftest et kompromis mellem videnskabelige og kommercielle hensyn.

Psykiater Karin Garde bekræfter at man er klar over, at der kan være metodeproblemer.

– Der er måder hvorpå man kan lave en undersøgelse, der er fordelagtig for et præparat. Derfor bliver det nødt til at være sådan, at hæderlighed karakteriserer det vi skal forholde os til, siger Karin Garde.

På trods af denne forventning om hæderlighed, opremser Mats Lindberg en række kneb, der anvendes til at gøre tilsyneladende objektive forsøg fordelagtige for sponsoren: At man ender med at påvise noget andet end det man som udgangspunkt ville undersøge, sammensætningen af forsøgsgrupper, anden dosering af medicin end anbefalet, og den grundlæggende beslutning om hvor mange personer, der skal deltage i forsøget. Dette giver sig udslag i, at industrisponsorerede studier oftere end andre studier, ender med konklusioner til fordel for det undersøgte lægemiddel. Selv i studier hvor man ikke finder nogen tydelig forskel på to præperaters effekt er industrisponsorerede forsøg fem gange så ofte positive overfor sponsorens lægemiddel.

Der er meget på spil, da et stort klinisk lodtrækningsforsøg kan koste flere hundrede millioner kroner at gennemføre.

Nogle forsøg afbrydes, hvis de tyder på ikke at være fordelagtige for sponsoren. Derfor bliver visse fejltagelser og blindspor aldrig offentliggjort, og det forsinker den globale vidensudvikling. Andre firmaer skriver foreløbige konklusioner, der ikke stemmer overens med de egentlige data fra forsøgene. Det er meget udbredt at de foreløbige konklusioner fra et forsøg bliver offentliggjort hurtigt, men der kan gå år til den fulde offentliggørelse. Det handler med andre ord om at få produktet på gaden.

Den ønskede hæderlighed er tyndslidt visse steder, og der er ikke tradition for, at lægerne går forsøgsprotokollerne igennem. Påstandene om et lægemiddel, kan med andre ord stå uimodsagte, indtil en virkning eller bivirkning begynder at melde sig, hos de patienter der ordineres medicinen.

Interessekonflikt

“Omkring det psykiatriske speciales tilknytning til medicinalindustrien er der ikke kommet større åbenhed. Det er stadig noget der kun diskuteres internt blandt lægerne. Det er et større problem for nogle mere end andre,” konstaterede Heidi Hansen i julinummeret af Outsideren, 2006.

Det er lægen og ikke patienten, som den voldsomste markedsføring fra industrien retter sig mod, da det er lægen der udskriver medicin og vælger behandling. Og selv om informationsmaterialet kan fremstå sagligt, er grænserne for markedsføring uklar i strømmen af seminarer på eksotiske rejsemål, middage og fodboldbilletter.

“Vi burde have klogskab nok til, at kalde disse gaver for hvad de er: returkommission og bestikkelse,” udtalte Steven Sharfstein i 2005.

Steven Sharfstein om psykiatrien og medicialindustrien i USA: The Good, the Bad, and the Ugly

Steven Sharfstein om psykiatrien og medicialindustrien i USA: The Good, the Bad, and the Ugly

Hvor modtagelige lægeverdenen er for denne markedsføring, viser sig når et lægemiddel mister sit patent og dermed falder 60-90% i pris. Selvom midlet er det samme og billigere mister det typisk markedsandele.

“Industrien sætter således dagsordenen ikke kun for de kliniske forsøg, men også for formidlingen og den praktiske fortolkning,” skriver Mats Lindberg i Tidsskriftet Politik.

Der er i Danmark andre regler for relationerne mellem læger og industri, end der er i USA. Men konsekvenserne for patienterne er globale. At de i mange tilfælde overmedicineres, risikerer ikke offentliggjorte bivirkninger og ikke gives alternative behandlingsmuligheder til medicinen.

Kilder:
Mats Lindberg “Lægemiddelindustriens indflydelse på klinisk forskning” , Tidsskriftet Politik Nummer 4, årgang 8, 2005
Steven Sharfstein “Big Pharma and the American Psychiatry: The Good, the Bad and the Ugly” Psychiatric News, august 19, 2005, vol. 40, nummer 16

Mats Lindberg er medlem af netværket “Læger uden sponsor

Af Klavs Serup Rasmussen og Laila Dokkedal

3 Kommentarer

  1. Hvad du ikke ved om psykofarmaka

    […] Du kan læse flere artikler om lægemiddelindustrien på denne hjemmeside: Du bider ikke den hånd der fodrer dig […]

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.