escher-crystal-ball

Psykiateren strækker veltilfreds sine lange ben frem under bordet.

Han læner sig tilbage, folder hænderne bag nakken under det korte strithår, som trækker i samme retning som den lille opstoppernæse.
Han er iført sorte cowboybukser, sorte sko og en blød skjorte i en eller anden lys creme-nuance.
Psykiateren er netop ved at trække vejret efter en flere minutter lang og uforståelig ordstrøm, som Outsiderens reporter for længst er holdt op at høre efter – eller prøve at forstå.
Jeg er på besøg hos en psykiater, for at høre hans mening om en eller anden behandlingsmetode.
Det blev en noget andet oplevelse end ventet. Reporteren har i sit mislykkede forsøg på at følge med i psykiaterens talestrøm samtidig glemt sit eget spørgsmål, og prøver med et skud i tågen, da psykiateren altså af naturlige årsager er nødt til at trække vejret:
– Er det så et ja eller et nej på mit spørgsmål, siger reporteren, og iagttager straks en usikkerhed i psykiaterens øjne.
– Hvad var spørgsmålet, fortaler psykiateren sig.
– Hvem er det egentlig, der får ordineret det her? skynder reporteren sig at spørge.
Og straks er psykiateren på hjemmebane. Øjnene finder sit sikre leje – balancen er genvundet, og han kaster sig engageret ud i endnu flere ord af den slags, man hurtigt bliver døv for.
Det er svært at bevare det interresserede blik i øjnene, og Outsiderens medarbejder kan ikke andet end sætte et lidt indforstået, svedent halvsmil op.
En nødforanstaltning, som i tidligere kritiske situationer har stået sin prøve.
Det virker, og opmuntret af sin synlige succes med, at journalisten tilsyneladende forstår, hvad han siger, stiger psykiaterens engagement tydeligt, og uden han selv opdager det, rykker han i bar iver længere og længerer frem på stolen.
Det er ikke til at få hoved og hale på alle ordene, men det fremgår vist, at psykiateren mener, at den behandling er god, og, at når det handler om en særlig gruppe patienter
– Og de får det meget bedre, siger han, tydeligt oplivet af sin egen pludselige sproglige klarhed.
Outsiderens reporter når dog ikke at udnytte det lysende øjeblik, og klarheden i psykiaterens tankegang forsvinder da også lige så hurtigt og uventet, som den dukkede op.
Psykiateren fortsætter sit forsøg på at forklare et eller andet, og ind imellem siger han lange sætninger på engelsk, som vist nok er titler på nogle rapporter, som underbygger det, han mener. Nu kører det for psykiateren. Munden taler og taler, og han er nu helt fremme på kanten af stolen. Og for at understrege alt det vigtige, Outsiderens reporter bliver forklaret, går psykiaterens arme op og ned og ud til begge sider – som hos en færdselsbetjent.
– Hvad gør du hvis en patient selv siger nej til det her, lykkes det reporteren at råbe ind i kampzonen under en vejrtrækning, som en lang overgang slet ikke så ud til at komme. En sjette sans i psykiatikerens underbevisthed må have hørt spørgsmålet og provokeret så meget, at han ser sig nødsaget til at afbryde sig selv.
– Så gør vi det naturligvis ikke, ryger det spontant ud af psykiateren, mens armene fægter understregende rundt i luften. Igen med den klarhed, der tilsyneladende med mellemrum opstår i psykiaterens hjerne. Måske når han glemmer sig selv, eller når der ikke er andre ord tilbage end de simple.
– Det her er under alle omstændigheder sidste udvej, siger psykiateren meget højt, mens reporteren holder vejret for ikke at afbryde den tilsyneladende sammehængende tankerække, der har indfundet sig hos psykiateren. Og heldet er til en vis grad med reporteren.
– Og ja, selvfølgelig er der bivirkninger, men tænk på alternativet. Og nej, vi ved ikke hvad der egentlig sker inde i hjernen, men vi ved at det virker, siger psykiateren næsten uopfordret.
Pludselig stopper han og kigger på reporteren. Han har tabt tråden, og får igen det lidt usikre blik i øjnene, som Outsiderens reporter tidligere havde iagttaget.
– Kan man ved nogen form for scanning påvise psykiatriske sygdomme i hjernen, skynder reporteren sig at fyre af i håb om, at psyiateren er ved at ryge ind i et af sine mere klare øjeblikke. Det er dog ikke tilfældet, men psykiateren mener vist nok først, at det kan man. Men det er uklart, for senere er det vist nok sådan, at det kan man ikke.
– Nej. På den måde, du forstår det, kan man ikke, siger han. Reporteren mener om man kan afsløre en given sindslidelse ved at afsløre bestemte forandringer i hjenen. Men det kan man så vist altså ikke.  Psykiateren forsøger at genvinde kontrollen ved at begynde på en lang forklaring om et eller andet om noget. Han begynder nu også at vippe med fødderne, mens han yderst engageret – også med armene – forklarer et vigtigt princip uden hvilket, man aldrig kan forstå noget – vist nok.
Men pludselig er den der igen – vejrtrækningen, og uden varsel smider reporteren skånselsløst trumfen lige lige ud i luften – hårdt og præcist: Hvad mener psykiateren om de kritiske røster, som er imod det her?
Bingo. Psykiateren er nu helt oppe at stå, og stemmeleje og -styrke stiger til ny højde. Han roder med hurtige hænder efter et eller andet på bordet foran os, mens han i helt usædvaneligt klare og utvetydige vendinger gør Outsiderens reporter helt klokkeklart opmærksom på, hvad han mener om den slags kritikere.
– De er nogle fantaster, nogle drømmere. De aner ikke hvad de taler om, og de blander alt muligt sammen. I virkeligheden gør de meget mere skade end gavn, og jeg giver ikke fem flade ører for den slags holdninger, forkynder psykiateren yderst højlydt.
Han finder ikke hvad han leder efter på bordet, og mens han fortsætter med højlydt og lidenskabeligt at skælde ud på kritikerene, er han i et nu henne ved sofaen, som står lige til venstre for, hvor vi sidder.  Hurtigt er hænderne nede i lommen på den jakke, som ligger på sofaen – det er tydeligt, han leder efter noget vigtigt.
Pludselig skifter psykiateren totalt attitude. Han er givet mere ophidset nu end nogenside før under interviewet, som nu har varet halvanden time. Men pludselig er han helt nede på jorden, og for første gang når smilet helt op i øjnene.
– Bruger du snus, spørger psykiateren, og rækker en æske med snus frem mod reporteren. Jeg er halv svensk, smiler han.

Af journalist Bo barnewitz

Læs mere om new journalism

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.