Søren var ikke syg nok til at blive tvangsindlagt. En kold nat sprang han ud fra Oslo-båden og døde af sine kvæstelser. Før det havde hans kæreste i flere uger prøvet at få hjælp til Søren. Forgæves

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 63 / Af Klavs Serup Rasmussen

”Hvem er du?”

Fra Outsideren nr. 63

Det er først i oktober 2007 og 42-årige Anne Dinesen har i ugevis forsøgt at skaffe hjælp til sin kæreste, som hun er overbevist om er på vej ud i en kæmpe krise. Hun har været i kontakt med læger, politi, udrykningstjenester, og nu er turen kommet til den psykiatriske skadestue på Ballerup Hospital.
Anne Dinesen ved ikke helt, hvorfor hun denne formiddag ringer til det hospital – hun bor i hus i Valby og der er langt til Ballerup – men alt skal jo prøves.

Men heller ikke her bliver hun hjulpet: – Desværre, hvis du ikke er familie eller gift med personen, må vi ikke udtale os, lyder beskeden.

For Anne Dinesen er situationen på dette tidspunkt ved at være desperat. Hun har været kæreste med Søren i lidt over et år, men i løbet af sensommeren 2007 har hun fået stadigt vanskeligere ved at forstå kærestens handlinger. Han er begyndt at true både Anne og hendes to mindreårige børn, han følger efter hende på gaden og sender sms`er med agressive beskeder. Også Sørens egne børn fra et tidligere ægteskab er så småt ved at blive genstand for hans vrede.
Tilsidst er Anne blevet så bange, at hun kontakter politiet. Her får hun endnu en afvisning.

– Politiet sagde, at det ikke var nok, at Søren fulgte efter mig. Så længe han ikke var voldelig, kunne de ikke gøre noget. Jeg ringede også til hans læge, som henviste til sin tavshedspligt og ikke ville sige meget om Søren, selvom jeg vidste at han havde ordineret en lille dosis antipsykotisk medicin, som Søren hurtigt var holdt op med at tage. Lægen indrømmede dog, at Søren på grund af sine psykiske problemer burde tvangsindlægges med det samme, men han understregede, at han ikke selv kunne gøre noget, husker Anne Dinesen.

Midt i oktober bliver der pludselig stille fra Søren. I dagevis hører Anne Dinesen intet fra ham. Da hun endelig finder ham igen, er det for sent.

Uforståelig Mappe
En tidlig morgen i huset i Valby, to måneder før. Anne Dinesen er lige stået op og ser til sin undren, at alle hendes potteplanter er flyttet ud i haven. Søren er på vej ud af døren på arbejde, men først kommer han hen og giver hende en mappe. – Den har jeg lavet til dig, siger han.

Anne laver en kop kaffe, og sætter sig hen til spisebordet. Da hun åbner mappen, får hun et chok.

– Der var en masse avisudklip, hvor ord var streget under med rød tusch, der er grene fra potteplanterne og små sedler, hvor der står ting om mig og mine børn, som jeg synes er truende, siger Anne Dinesen.

Samme dag henvender hun sig til en gammel bekendt, der kender til psykiske lidelser. Sammen kigger de mappen igennem.

– Han mente, at min kæreste udviste tydelige symptomer på at være psykotisk, og at jeg burde gå videre med det. Min bekendt foreslår, at jeg søger råd hos PsykatriFonden. Jeg havde aldrig hørt om det, men han havde gode erfaringer, fortæller Anne Dinesen.

Charlotte Grønbech er leder af PsykiatriFondens telefonrådgivning. Hvert år er der omkring titusinde opkald til rådgivningstjenesten. Alle der sidder ved telefonen er frivillige og har en passende faglig baggrund. Den vigtigste regel er aldrig at komme med hurtige råd. I stedet forsøger man at få en god kontakt til den der ringer, og holde ved indtil der er en fornemmelse af situationen.

– Hvis vi vurderer, at personen eller den person henvendelsen drejer sig om, har brug for hjælp, henviser vi oftest til den psykiatriske udrykningstjeneste, egen læge eller psykiatrisk skadestue. Vi går ikke selv ind i den enkelte sag, siger Charlotte Grønbech.

Tit er selve samtalen lige så vigtig som den rådgivning der kan ydes.

– Mange af dem der ringer ind, kun har en fornemmelse af, at der er noget galt. De ved tit ikke hvad, siger Charlotte Grønbech.

Ofte er det pårørende der ringer, og derfor er rådgivning omkring, hvad man som pårørende kan gøre, en stor del af arbejdet.

– Pårørende står for det meste midt i problemerne. De glemmer ofte at beskytte sig selv følelsesmæssigt i de situationer, hvor en person er psykotisk, siger Charlotte Grønbech.

Hun oplever at der er en vis utryghed ved at henvende sig til det psykiatriske system.

– Der er mange der vælger at ringe til os, fordi det er uforpligtende. Der er ingen fælde der klapper, bare fordi man henvender sig her, siger Charlotte Grønbech.

PsykiatriFonden har ingen løbende evaluering af, i hvor høj grad de tilbud som rådgiverne henviser til, hjælper.
– Det er vigtigt, at den syge fortæller sin historie rigtig. Men jeg ved, at der er mennesker der bliver afvist på de psykiatriske skadestuer, selvom de har det rigtig dårligt, siger Charlotte Grønbech.

Sindssyg bange
Dagen efter ringer Anne Dinesen på sin bekendts opfordring til PsykiatriFondens telefonrådgivning med Sørens mappe i hånden og fortæller om hans adfærd. Samtalen med rådgiveren får Anne til at konkludere, at Søren kan være maniodepressiv, og at han sandsynligvis er inde i en manisk periode.

– Det passer med, at han hurtigt kunne ændre adfærd. Nogle gange var han ekstremt aktiv, den her gang ville det bare ikke stoppe, siger hun.

Selv har Søren aldrig nævnt noget om psykiske problemer, men nu begynder Anne Dinesen at opsøge hans venner og familie for at høre om Søren skulle have en sygdom, f.eks manio-depressivitet..

– Hans venner fortæller mig, at det er meget normalt, at Søren bliver skør engang imellem. Det bryder frem sådan cirka hvert andet år, fortæller Anne Dinesen. – Så det passede jo med at tiden var inde…

Det kommer også frem at Søren er blevet tvangsindlagt før i en tilstand, hvor han var både manisk og psykotisk. Og at han har permanent polititilhold om ikke at kontakte sin eks-kone.
Samtidig begynder parret at skændes meget. Søren mener, at hun skylder ham 70.000 kroner, og når hun svarer at hun ikke aner hvad han taler om, bliver han vred.

– Jeg er efterhånden så bekymret, at jeg henvender mig til lægevagten. Der får jeg at vide, at jeg bare kan smide Søren ud, men det tør jeg ikke. Jeg er sindssyg bange for ham, siger Anne Dinesen.
Hun får det råd at kontakte den Psykiatriske Udrykningstjeneste, men da hun henvender sig, vil de ikke komme ud og tale med Søren.

– Desværre, vi kan intet gøre uden personens egen tilladelse, lyder begrundelsen.

For hver opringning bliver situationen lidt mere grotesk, synes Anne Dinesen: Hun søger hjælp til sin kæreste, fordi han tydeligvis er ved helt at miste kontrollen over sig selv, uden at han selv opfatter det – men hun kan kun skaffe den hjælp, hvis han selv indser problemet og beder om den.

– Det var helt uvirkeligt, siger Anne Dinesen i dag, – konsekvensen var jo, at han kun kunne få hjælp, hvis han blev rask nok til at fatte hvad der skete med ham. Og så var der jo ligesom ikke brug for den længere…

– Jeg har slet ikke nogen fornemmelse af behovet, hvis vi skulle rykke ud til alt, siger psykiater Lennart Bjarking.

Han er læge ved den Psykiatriske Udrykningstjeneste der udgår fra Psykiatrisk Center Bispebjerg. Udrykningstjenesten er beregnet til 25 udkørsler om måneden, og det har aldrig været meningen, at udrykningstjenesten skulle tage sig af alle med psykiske problemer.

– Vi blev oprettet efter pres fra nogle pårørendeforeninger, hvis medlemmer følte sig utrygge, blandt andet fordi der var nogle episoder, der endte med at politiet skød og dræbte. Politikerne blev nødt til at gøre noget, og derfor blev den Psykiatriske Udrykningstjeneste oprettet i 1997, siger Lennart Bjarking.

Udrykningstjenesten kommer kun, hvis der er tale om akut opstået eller akut forværret psykotisk adfærd eller hvis der er tale om selvmordsrisiko.

– Udrykningstjenesten kan for eksempel ikke gøre noget for mennesker, der sidder derhjemme og er dårlige med angst, lavt selvværd og måske også vrangforestillinger. Også selv om det er alvorlige symptomer der har stået på længe, siger Lennart Bjarking.

Ud over udrykningstjenesten arbejder Lennart Bjarking som leder af det Opsøgende Psykoseteam Bispebjerg, og har gennem det kontakt med den dårligste gruppe af psykisk syge i området. I sit arbejde med OP-teamet fokuserer han især på, at skabe ro og sammenhæng.

– Mange steder opstår der det jeg kalder behandlingsstress, hvor patienten skal videre hele tiden. Det er vigtigt for os at undgå det, siger Lennart Bjarking.

Han har ingen sarte følelser overfor at tvangsindlægge sine patienter, hvis han skønner det nødvendigt.

– Jeg er formodentlig den psykiater i Danmark der indlægger flest med tvang. Men samtidig er OP-teamet med til at forhindre en masse tvangsindlæggelser, for disse patienter er udsat for et stort psykisk og socialt pres. Men jeg har altid papirerne med ude, siger Lennart Bjarking.

Han mener ikke at tvang i sig selv er et optimalt arbejdsredskab, men hans holdning er, at det næstbedste er bedre end ingenting.

– På hospitalsafdelinger arbejder man traditionelt ud fra princippet om, at patienter skal gives den mest kvalificerede behandling. Konsekvensen er, at nogle ting slet ikke bliver gjort. Den næstbedste løsning er god nok, hvis det betyder noget positivt for patienten, siger Lennart Bjarking.

Ofte er det pårørende der henvender sig, og beder det Opsøgende Psykoseteam om at tage ud til en person, der menes at have psykiske problemer.

– Men dels gør vi ikke noget uden patientens samtykke, og dels kan jeg ikke tage mig af hele byens problemer. Af samme grund er der i Storkøbenhavn 12 opsøgende psykiatriske teams, siger Lennart Bjarking.

– Udrykningstjenesten hjælper de praktiserende læger, i de situationer hvor der er tvivl om der skal bruges tvang. Men med lige netop tvang, er der i de fleste tilfælde ingen tvivl, siger Lennart Bjarking.

Forgæves udrykning

I løbet af september og første halvdel af oktober når Anne Dinesen at kontakte et dusin forskellige instanser i håb om hjælp.

Hun ringer til bl.a lægevagten, den praktiserende læge (to gange), politiet (fire gange), den psykiatriske skadestue ved Ballerup Hospital, PsykiatriFonden og Den psykiatriske Udrykningstjeneste ved Bispebjerg Hospital.

Det konkrete udbytte af hendes anstrengelser er – nul. Ingen har undersøgt Søren. Ingen har taget stilling til tvangs-indlæggelse. Ingen har kunnet gøre noget for hende og børnene.

Den 15. oktober forsvinder Søren. Efter et par dage ringer Anne Dinesen til hans tidligere kone, og her får hun at vide, at Søren er taget til Norge for at besøge en pige. Anne finder Sørens bestilling og tjekker datoen. Søren har taget Oslo-båden dagen før, den 17. oktober.

Den 18. oktober stævner færgen ”MS Crown of Scandinavia” ud fra havnen i Oslo og sætter kurs mod København.

Lidt før klokken syv ser en af søfolkene en mand tage tøjet af og springe i vandet. Der bliver slået alarm, og tilkaldt en redningshelikopter.

Søren når at ligge en time i det kolde vand før han bliver samlet op. Han bliver fløjet til et norsk hospital, men er død ved ankomsten.

Da man ikke finder nogen identifikationspapirer på Søren eller i hans tøj, bliver hans familie ikke kontaktet.

De står på kajen og venter på at modtage ham, da færgen lægger til i København.

Det samme gør den Psykiatriske Udrykningstjeneste, klar til at tvangsindllægge Søren.

– Det var de truende ting Søren sagde om mine og sine egne, børn, der endelig gjorde, at man så grund til at tvangsindlægge ham, fortæller Anne Dinesen. – Beslutningen blev taget dagen før..

Kort forinden havde hun kontaktet det lokale børne-familieteam og anmodet dem om at stoppe Sørens kontakt med børnene. Hun kunne fortælle om de ting, Søren sagde han ønskede skulle ske for både hendes egne og Sørens børn. På baggrund af det, blev det besluttet at tvangsindlægge ham.

Anne Dinesen føler en voldsom afmagt overfor alle de myndigheder, hun kontaktede før Sørens død.

– Hele vejen igennem har jeg stået uden hjælp. Der skete først noget, da jeg refererede direkte til børnene. Jeg har måtte gøre det hele selv, og alligevel røg Søren lige igennem. Der kom ingen og tog over, siger Anne Dinesen.

– Desværre hænger selvmord så tæt sammen med psykiske lidelser, at det ofte bliver en selvopfyldende profeti, siger Hanne Svensmark.

Som næstformand i Landsforeningen for efterladte efter selvmord, ved Hanne Svensmark hvad hun taler om. Hun forsøgte selv at få sin maniodepressive mand indlagt med tvang, kort før han tog livet af sig selv i år 2003. I foreningen kan der fortælles mange af den slags historier.

– Der er rigtig mange erfaringer med, at de systemer der skal hjælpe ikke fungerer, siger Hanne Svensmark.

Hendes mand opfyldte ikke kriterierne for tvang, fik hun at vide, da hun henvendte sig til hans praktiserende læge.

– Jeg oplever at der mangler noget midt imellem, at kunne tage vare på sig selv og brugen af tvang, siger Hanne Svensmark.

Hun mener ikke man kan tvinge en person til at ville leve med tvang. Men man kan skabe flere muligheder for at ombestemme sig.

– Som pårørende kan det være svært at få lov til at gøre noget. Min mand havde afskåret sig fra de fleste omkring sig og havde en utrolig evne til at skjule sin sygdom. Det var kun mig der fik lov til at se hvor syg han egentlig var, ikke engang børnene vidste det, siger Hanne Svensmark.

Hendes mand ønskede ikke at komme ind i det psykiatriske system.

– Han havde været indlagt som ung, og ville aldrig indlægges igen, siger Hanne Svensmark.

Ifølge hende er de mange tabuer omkring psykiske sygdomme med til at gøre dem til livsfarlige sygdomme. For eksempel oplever hun en stor modvilje mod at henvende sig til de psykiatriske skadestuer. I stedet forsøger mange at blive i det almindelige sundhedssystem. Problemet er, at dette system har svært ved at få øje på mennesker der er selvmordstruede.

– Og så er der lovgivningen. Hvis din læge ikke kan forsvare brugen af tvang, og ikke kan kræve dig indlagt af andre årsager, vælger lægen måske at undlade at handle, siger Hanne Svensmark.
Foreningen fremhæver på den positive side initiativer som det nye krisecenter for selvmordstruede i Århus. – Der kan man komme som man har lyst. Det er vigtigt at der er steder man kan komme og tale med personer der ved noget om problemet uden at blive registreret, siger Hanne Svensmark

Hun understreger at de geografiske forskelle i Danmark er enorme, når det komme til den hjælp der tilbyde både selvmordstruede og mennesker med psykiske problemer.
Det koster menneskeliv, ikke at kunne få hjælp når det kommer længst ud.

– Selvmord er den totale ensomhed. Den totale fortvivlelse. Det værste for de efterladte er tit at finde ud af, hvor ensom den afdøde må have været, siger Hanne Svensmark.

Anne Dinesen går nu i en selvhjælpsgruppe der er arrangeret af Landsforeningen for efterladte efter selvmord.
Ekskonen har ringet til Anne Dinesen og takket for alt det Anne prøvede at gøre for Søren og for at passe på børnene.

8 Kommentarer

  1. Marian B.Goldstein

    To budskaber i én historie: tvang er nødvendigt, og: “medicin” ligesådan. For at “redde liv”.

    Hvad var der sket, hvis Søren var blevet tvangsindlagt? Tja, enten var han, efter udskrivelsen, igen holdt op med at tage neuroleptika – og før eller siden igen havnet i en krise. Eller også (dog mindre sandsynligt) var han blevet “compliant”. Havde det kunnet forhindre nye kriser? Erfaringen viser: nej. Med ny tvangsindlæggelse til følge. Mere “medicin”, ny “medicin”. Og, i det lange løb, kronificering af krisen.

    Det er en historie om svigt, ja. Om systemets og samfundets svigt. Men det er ikke en historie om et rent “teknisk” svigt (Søren skulle omgående være blevet tvangsindlagt og -medicineret, og blev det ikke). Det er en historie om et menneske i dyb krise, der bliver svigtet på det groveste, menneskligt, ikke teknisk, fordi den eneste “hjælp” man tilbyder fra systemets/samfundets side, ikke er en hjælp for ham. Han ved det selv. Ved, at det er noget helt, helt andet, han har brug for, end indlæggelse og “medicin” (bedøvelse). Derfor vælger han systemets “hjælp” fra. Med fatale følger.

    Har vi brug for nemmere og hurtiger procedurer, for nemmere og hurtigere tvangsindlæggelser og -medicineringer? Eller har vi måske brug for at få etableret alternativer, Søren kunne have sagt “ja” til, uden enhver form for tvang??

    Svar
  2. Tidsskriftet Outsideren

    Det er måske en anelse kækt at påstå – som ovenstående kommentar – at vide hvad et andet menneske tænker, især i den stund hvor dette menneske vælger ikke at leve mere.

    Kunne problemet ikke snarere være, at det er så vanskelligt at vide, hvornår man er kommet så langt ud at man har passeret point of no return?!

    Outsideren er ikke tilhænger af tvang, men er heller ikke bange for at bruge ordet i de sammenhænge, hvor det er relevant. At diskutere alternative og bedre behandlingstilbud i stedet for den eksisterende psykiatri, er altid en langsigtet diskussion værd, men hjalp ikke Søren. Tvang er måske forstumpet og dumt, men kunne have givet Søren en chance mere i det store lotteri.

    Selvmord beskrives som den totale ensomhed, af næstformanden for Efterladte efter Selvmord. Kunne det være, at ensomheden udspringer af en selv og ikke har noget at gøre med hvordan psykiatrien i Danmark fungerer?

    red.

    Svar
  3. Marian B.Goldstein

    Mennesket agerer ikke, det REagerer. Om selvmord skal betragtes som noget, der udspringer af én selv, eller må regnes som en reaktion på omverdenen, afhænger af, om man betragter mennesket som en slags computer, med (i generne) forprogrammeret, og i visse tilfælde fejlprogrammeret, adfærd, eller om man ser det som menneske. Vores moderne vestlige (og, i dens egne øjne, iøvrigt nærmest ufejlbarlige) kultur ser mennesket i tiltagende grad som det første. Fordi det forsyner den med en meget belejlig undskyldning når det kommer til det ubekvemme, at skulle tage ansvar. Selvmord er den mest radikale tilkendegivelse af “vantrivsel i kulturen”. Mens psykiatrien, i DK som andetsteds, repræsenterer kulturens ultimative vantrivsels-politi.

    Svar
  4. Tidsskriftet Outsideren

    Kan du uddybe din forståelse af “ansvar” ?
    Selvmord hænger selvfølgelig sammen med det omgivende samfund, det påviste Durkheim for snart 100 år siden og var dermed med til at starte hele sociologien.
    Det er vigtigt at huske at dette er et uddrag af en artikel og ikke hele artiklen og dermed ikke hele historien.
    Senere i artiklen nævnes, at det er et hyppigt problem ved henvendelser til sundhedsvæsenet, at man mangler et sprog til at beskrive de problemer man oplever.
    Er det samfundets opgave at gøre den enkelte stærk nok til at se sig selv og være i stand til at beskrive ens indre verden?
    red.

    Svar
  5. Marian B.Goldstein

    Det er samfundets ansvar, at anerkende andre verdener (eller: realiteter) end den normerede.

    Med “anerkende” mener jeg ikke sygeliggøre og bortmedicinere den (hvilket af nogle forveksles med “anerkendelse”), men at se den som én ud af mange mulige og ligeværdige verdener. Dermed værd at blive respekteret og taget alvorligt.

    Jeg mener ikke, at det er “man”, der mangler et sprog. Mht. psykiske kriser er “symptomerne” sproget. Det afgørende for personale/mennesker, der har sat sig som opgave, at ville hjælpe mennesker med psykiske kriser, er således at være åben for og indlade sig på dette sprog. I stedet for at tvinge mennesker igen til tavshed, der, netop fordi et andet end “symptomernes” sprog er blevet dem nægtet, er nødt til at ty til dette som en sidste udvej ud af deres isolation.

    Jeg ser kommunikationsmanglen i systemet, ikke hos det kriseramte menneske. Og jeg ser den i et samfund som sådan, der gør det nødvendigt for enkelte, at ty til et “symptomsprog”.

    Svar
  6. Tidsskriftet Outsideren

    Det er legitimt at diskutere, hvordan tingene kan gøres bedre. Historien om Søren nærmest skriger på den diskussion.
    Så langt så godt.
    Men så længe vi lever i en ufuldkommen verden, må vi i de værste situationer bruge de redskaber, der står til rådighed for os. Her og nu. Utopia venter desværre ikke på de der ikke kan livet mere. Hvem ved? Måske ville en tvangsindlæggelse have ført direkte ud i nye og voldsomme kriser. Måske. Ingen ved det. Vi ved kun eet: Fuldkomment eller ej, det havde givet Søren en chance til.

    Svar
  7. Marian B.Goldstein

    På den anden side: hvis vi ikke diskuterer “Utopia” (som nogle steder i verdenen ikke er Utopia men realitet) i samme skønning og hver gang vi diskuterer systemet, så vil systemet leve videre med sin opfattelse af sig selv som netop værende fuldkommen, bortset fra et par eller tre små skønhedsfejl, som f.eks. for langsomme procedurer for tvangsanvendelse og manglende sengepladser. Hvorfor jeg personligt benytter mig af enhver lejlighed til at gøre opmærksom på “Utopia”. Var slaveriet mon nogensinde blevet afskaffet, hvis slaverne ikke havde haft visioner om frihed og delt disse i offentligheden? Næppe.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.