[Jeg synes at psykiatere skal være bedre til at overbringe budskabet nænsomt og med menneskelighed] kvinde, 33 år

Hvad fortæller psykiatere deres patienter, når den akutte psykose klinger af, og der skal tegnes et omrids af fremtiden? Eller efter den tunge depression? Hvordan bliver det fortalt. Tidsskriftet Outsideren har spurgt en række psykiatribrugere om deres oplevelser i psykiatrien.

Konklusionen er, at det er noget af en kolbøttetur, hvis man ender i psykiatrien. Det påvirker selvforståelsen voldsomt, og behandlingen der følger ses typisk som et dybtgående indgreb i – eller overgreb på – ens person. Det opleves som at blive påført noget, ofte uden diskussion.

[Jeg er absolut ikke enig i at jeg havde brug for medicin, hvis der i stedet var taget hånd om de to traumatiske oplevelser med samtale, almindelig omsorg og psykologhjælp (…) Hvis der havde været mulighed for at få bearbejdet årsagen til min lidelse, eller en mulighed for alternativ behandling, eller bare omsorg i stedet for opbevaring, ville jeg ikke have brug for medicin. Men psykiatrien mente at medicin var den eneste mulighed] kvinde, 51 år

Af de 32 personer der har returneret spørgeskemaet, falder besvarelserne i to hovedgrupper. Den ene gruppe er i behandling for depression/manio-depressiv lidelse. Den anden gruppe behandles for psykotiske sygdomme.

Næsten alle vi har været i kontakt med, er i en eller anden form for medicinsk behandling på grund af deres psykiske lidelser. De kender præparaternes fulde navn, den daglige dosis, og ved ganske nøjagtigt hvor længe de har taget medicinen.

Men det fremgår af svarene, at der er stor usikkerhed omkring hvorvidt det er den rigtige behandling der er blevet sat i gang. Hvorfor skal man tage medicin. Hvor længe. Hvordan kan det være at man får en ny diagnose – og dermed behandling – undervejs.

[Jeg blev diagnosticeret på basis af nogle psykoser, der var udløst af et hårdt mentalt pres og misbrug af LSD og andre feststoffer. Efter min første diagnose som 18-årig blev jeg tre år efter diagnosticeret som borderliner. Jeg ophørte med at få antipsykotisk medicin inden jeg blev udskrevet, og sendt tilbage på arbejde (…) Blev som 28-årig igen erklæret skizofren, selvom jeg ikke hørte stemmer som ved mine første psykoser, og stoppede med medicinen igen da jeg blev udskrevet. Som 31-årig blev jeg erklæret skizofren med mani] Kvinde, 43 år, nu medicinfri

Skal man tro Outsiderens undersøgelse, fungerer kommunikationen mellem behandler og patient langt fra altid godt. Måske taler psykiatere til deres patienter som ligeværdige, og antager at patienterne får sagt hvad de har på hjerte. Men det interessante er, at selvom der er et godt forhold mellem patient og behandler, efterlader spørgeskemaerne det indtryk, at der er mange spørgsmål som man brænder inde med. Tør patienten spørge? Mange ved simpelthen ikke hvad målet med behandlingen er og hvorfor det er nødvendigt med medicin. Eller pludselige medicinskift.

Det kan skyldes manglende klarhed eller misforståelser, men der er også ting, der ikke fungerer som de skal ifølge loven. Sundhedspersonale har pligt til løbende at informere deres patienter om prognosen for behandlingen. I halvdelen af besvarelserne oplyses, at der ikke er blevet fortalt om udsigterne for behandlingen. Den anden halvdel svarer, at der er blevet stillet i udsigt, at den medicinske behandling varer resten af livet.

Polyfarmaci, at være i behandling med flere typer psykofarmaka, er – på trods af advarsler fra både Sundhedsstyrelsen og Dansk Psykiatrisk Selskab – udbredt. I halvdelen af besvarelserne angives at man er i behandling med mere end et præparat. Helt op til fem forskellige præparater gives der. Og i en tredjedel af spørgeskemaerne oplyses, at man er i behandling for flere helt forskellige diagnoser. Det efterlader det indtryk, at psykiatere brugere hvad de har, til at behandle en sygdom i bund, men uden at have et knivskarpt billede af sygdommen.

[Jeg er ikke indstillet på livslang medicinering. Når jeg føler mig parat, vil jeg selv begynde nedtrapning] mand, 46 år

De fleste lærer ifølge spørgeskemaet at leve med medicinen. Og for nogle er det et større problem end andre, at denne behandling sandsynligvis er livsvarig. Der er et spørgsmål om bivirkninger, identitet og livskvalitet.

Mange har overrasket fundet ud af, at de rent faktisk er blevet trappet ned i medicin, når de selv har bedt om det. Andre har forsøgt sig frem.

[Ork ja, jeg har prøvet at trappe ned i medicin. Det gjorde jeg på en uge!!! Ingen god idé. Men fejlen var min, jeg havde hørt forkert] Kvinde, 58 år

Så vidt reaktionerne på Outsiderens spørgeskemaer – som viser at selv en lille undersøgelse kan rejse store og vigtige spørgsmål.

Du kan læse mere om spørgeskemaerne og hvad vi brugte dem til, i det nye nummer af Outsideren, der udkom sidst i juni 2008

Fakta:
– Outsideren har sendt 75 spørgeskemaer ud til tre forskellige kurser/organisationer for sindslidende.
– Spørgeskemaet er også blevet rundsendt på nettet.
– Vi har modtaget 32 besvarelser
– Der er i alt blevet stillet 19 spørgsmål. De har fokuseret på kommunikationen mellem patient og behandler, behandlingen med psykofarmaka samt de alternativer man kunne tænke sig.

En kommentar

  1. Lilli

    Jeg har gået ved en psykiater her i Slagelse

    HAn sidder henslængt i stolen og piller konstant i sine negle,siger konstant: nu har jeg arbejdet i 40 år som psykiater så jeg ved bedre,siger man imod,så siger han:Så tager vi den lige en gang til

    Det er den mest nedværdende behandling som man kan være udsat for
    Og her ville han vel komenterer:NU bliver hun da også helt psykotisk og ser spøgelser,og bla,bla

    Aldrig går jeg op til den mandsperson igen,OG hvorfor pokker gjorde jeg det da også??Her var ikke andre muligheder

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.