Mange psykisk syge er fyldt med fordomme, siger 32-årige Katrine Woel, der har valgt en usædvanlig måde at håndtere sin egen sygdom på: Den (næsten) totale åbenhed.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 68 / Af Jens Rønn

Katrine Woel læner sig ind over bordet i sin lejlighed, der ligger klods op af en jernbanebro.

Måske for at understrege sin pointe eller også bare for at overdøve larmen fra godstoget, der høres igennem den åbne altandør.

Ordene går i hvert fald klart igennem.

– Der er så mange psykisk syge, der har virkelig mange fordomme om dem, som ikke er psykisk syge, siger hun med eftertryk. – Det mener jeg helt seriøst. De tror virkelig, at hvis de kommer et sted og siger at de er psykisk syge, så er de dømt på forhånd.

Katrine Woel er selv psykisk syg, men i modsætning til andre har hun valgt at være fuldstændig åben om sig selv. Eksempelvis kender alle hendes medstuderende på Københavns Universitet til hendes sygdom.

– Jeg har aldrig mødt en, der har mobbet mig eller gjort nar af mig på grund af min psykiske sygdom. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor psykisk syge har så mange negative forestillinger om mennesker udenfor psykiatrien. For mig er det ekstremt fordomsfuldt over alle de gode mennesker, der har mødt mig.

Medicin i smug på toilettet

Katrine Woel

foto: Jette Nielsen

Katrine Woel er i dag 32 år gammel og lægger ikke skjul på meget. Men dengang for 12 år siden, hvor hun første gang blev rigtig syg og indlagt på psykiatrisk afdeling, da anede hun ikke, hvad hun skulle sige til omgivelserrne.

-Jeg havde fået diagnosen akut paranoid angstpsykose og det lyder jo drabeligt, så mine klassekammerater på Handelsskolen spurgte om jeg var farlig. Og jeg kunne ikke rigtig finde ord for hvad jeg fejlede, fordi det hele var så nyt for mig. Jeg fattede ikke, hvad der var sket med mig og hvorfor jeg tog medicin, så jeg greb derfor i luften efter en forklaring og forklarede, at jeg led af angst. Det accepterede de så.

Heller ikke overfor den mand, der var dukket op i hendes liv, kunne hun finde de rigtige ord.

– Jeg kunne egentlig godt lide ham. Men jeg vidste at han ville afkræve mig nogle svar. Jeg valgte så at skjule det for ham og tage min medicin i smug på toilettet. Han er det eneste menneske i hele mit liv, jeg nogensinde har løjet for. Ikke fordi jeg var bange for hans reaktion, men fordi jeg skammede mig over ikke at kunne forklare, hvad jeg fejlede.

Outsideren: – Hvordan kom du så frem til at være åben omkring…?

Katrine Woel: – Med tiden fik jeg en lang større forståelse af, hvad jeg fejler, og det har sat mig i stand til åbent og direkte at fortælle omgivelserne om min sygdom. Det handler om at sige noget på en måde, så folk ikke bliver bange for en. Folk udenfor psykiatrien vil gerne have noget meget overordnet, sådan at de lige kan håndtere det.  I dag er jeg i stand til at forklare, hvad mine vrangforestillinger handler om og hvordan de opstår, såfremt folk ønsker en forklaring. Til andre siger jeg måske bare, at jeg lider af angst og nogen gange burer jeg mig inde. Og alle har jo et eller andet forhold til angst. Så derfor er reaktionen lidt: Nå, er det ikke andet. OK, det kan vi godt forstå.

– I de perioder hvor jeg har det allerdårligst og hvor sygdommen fylder rigtig meget, så trækker jeg mig mere tilbage og bruger kun de mennesker, der har psyken til at håndtere det. Men stadig er det en fordel åbent at melde ud til alle, at jeg har det skidt, sådan at folk omkring mig bedre kan forstå, hvorfor jeg slet ikke giver lyd fra mig i en periode. Hvis de ikke vidste noget, så ville de måske føle sig svigtet. Nu ved de, at Katrine bare har det dårligt og har brug for lidt plads i øjeblikket.

Åbne kort i restauranten

Som studerende har Katrine Woel undertiden haft brug for et job til at spæde økonomien op med lidt ekstra penge. Men hvad siger man til en arbejdsgiver, når man lider af en psykisk sygdom, der gør at man har det meget svært med personlige konflikter og intriger på arbejdspladsen? Og at man af og til gange går helt ned med flaget?

Ikke netop en arbejdsgivers drøm om den rigtige jobansøger. Eller hvad?

Men også her valgte Katrine Woel at spille med åbne kort:

– Jeg havde skrevet i min ansøgning til et afløserjob som tjener, at fordi jeg var psykisk syg, så var jeg meget interesseret i kosten. Arbejdsstedet var en økologisk restaurant, der gik meget op i kost og økologi og miljø, og så kom jeg til jobsamtale, hvor vi sad og talte en time om hvordan maden kunne påvirke kroppen og være med til at bygge hjernen op og så videre.

-Så…det endte med at jeg fik  stillingen…

– Det lyder næsten for nemt til at være sandt – man skal bare være åben og sig selv, så går det derudaf…?

Katrine Woel: – Nej, det er ikke i sig selv er nok at være ærlig. Selvfølgelig skal man ikke sige noget der skræmmer arbejdsgiveren væk.  Det handler om at tage ansvar overfor arbejdsgiveren og derfor kan man kan ikke tillade sig at sige sådan overordnet at sige at man ikke er stabil.  Man skal derimod gøre det helt klart hvor mange dage man forventer at være væk. Jeg kan for eksempel mærke det på min krop, når jeg vil gå ned om et par uger, og det har jeg så advaret mine forskellige arbejdsgivere om, så de har kunnet tage højde for det i deres planlægning.

– Hvad siger du til parolen: Vi som samfund har et socialt ansvar overfor de stakkels skrøbelige psykisk syge mennesker, der ikke kan følge med i det hæsblæsende tempo ude i samfundet?

– Tjah…der er da blevet taget specielle hensyn til mig de steder jeg har arbejdet,  på den måde at jeg nogle gange har fået lov til at få fri til at gå til lægen. Hvis der er konflikter, så har jeg også gerne ville have at chefen prøver at løse dem for mig.  Men modsat, så mener jeg at jeg har et større æresbegreb end mine kolleger. Det ser jeg som en styrke. Jeg tør nok også lidt mere end mange andre og er mindre fordomsfulde overfor nye opgaver.

Katrine Woel er sikker på, at hendes tilstedeværelse tit har gjort en forskel.

– Det at jeg er åben, gør også at mine kolleger begynder at tale om deres. Alle mennesker har jo noget, de går rundt og gemmer på…så har min kollegas bror måske lige haft en motorcykel-ulykke eller også er der en anden, der er blevet skilt, og så videre. Mennesker vokser, når de tør være åbne omkring hvad der går dem på. Det gør det lettere at støtte hinanden og tage over for andre, når de har brug for det.

Om at grine af selvmordsforsøg

Når Katrine Woel kigger tilbage over perioden siden hun blev syg i starten af tyverne, så har hun kun positive ting at sige om de mennesker, hun har mødt på sin vej. Alle har i en eller anden udstrækning været gode til at støtte hende, når hun havde behov for det.

– Der må være nogen der har taget afstand fra dig?

– Det er egentligt først nu på det seneste, at jeg har tænkt tanken: Gad vide hvad folk har ment om mig, når jeg har åbnet munden. Men hvis der har været nogen, der har haft fordomme og har syntes, at jeg var syg og retarderet og sær, så har de folk holdt sig væk eller også har de været så langt ude i periferien, at jeg ikke har opdaget dem.

Der er dog noget, Katrine Woel ikke kan opnå blandt sine medstuderende på Københavns Universitet eller kollegerne på arbejdspladsen – og det er en virkelig forståelse af, hvad det vil sige at være psykisk syg. Den kan hun kun finde blandt andre psykisk syge.

– Når jeg er sammen med de andre brugere af psykiatrien så kan vi sidde og tale frit om, at der har været tre selvmordsforsøg i sidste uge.  Eller vi kan sidde og dele erfaringer om det at vågne op efter to dage efter en overdosis af piller. Den slags kan man kun sidde og tale om med andre psykisk syge, fordi kun vi kan forstå, hvordan man har kunnet komme så langt ud, at man tog så mange piller. Andre folk synes jo det er dybt alvorligt og dybt kriminelt og hvad ved jeg. Men vi kan sidde og grine af den slags, fordi vi bare synes at det er en del af livet.

Siger Katrine Woel, mens endnu et tog støjer forbi udenfor lejligheden. Hvor altandøren står åben – naturligvis.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.