Min egen psykiater ynder at tale i flertal i kommunikationen med mig: “Vi kender dig og du har det jo med at gå dine egne veje. Det er os der styrer din medicin, så vi kan ikke have at du selv ændrer dosis, vel?” Systemet har talt. Hvis jeg svarer at jeg selv bedst ved, hvad der er den rette dosis på det rette tidspunkt, opfattes jeg hurtigt som vred og usamarbejdsvillig. Jeg er altså non-compliant.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 59 / Af Mikkel Dorph

Oversat betyder Compliance indvilgelse, eftergivenhed eller føjelighed. Du befinder dig i et ulige magtforhold til et andet menneske. Jeg har i psykiatrien flere gange mødt begrebet Compliance, hvor det omskrevet til hverdagssprog betyder: Du skal gøre som din psykiater siger, du skal tage den medicin som din psykiater ordinerer og du skal ikke være til besvær under samtalen. Hvis du ikke indvilger i det, er du intet mindre end non-compliant!

Vær din psykiater utro
Jeg har gennem min tid i det psykiatriske system opsøgt andre psykiatere for at få en “second opinion”. Ikke bare om min sygdom, men om mig som et menneske med en livshistorie. Jeg føler det som en befrielse at fortælle et andet fagligt dygtigt menneske om mig selv og min forståelse af min sygdom. Der gives god tid og stilles kun opklarende spørgsmål. Fortæller jeg i distriktspsykiatrien at jeg “har mødt en anden” insinuerer min psykiater straks, at jeg skulle have tendens til pillemisbrug og prøver at få andre til at udskrive recepter. En anden reaktion vil typisk være at jeg kun må lade mig behandle ét sted, fordi distriktspsykiatrien ikke kan monitorere, det vil sige overvåge og styre, min behandling ordentligt. Igen er jeg altså dømt non-compliant. Selv mener jeg at jeg som et voksent, veluddannet og ansvarsfuldt menneske skal have maksimal indflydelse på min behandling, idet jeg selv er ansvarlig for, at få det bedste ud af mit liv. Derfor er det vigtigt at jeg som psykiatribruger gør mig umage med at prøve at ændre på magtforholdet i mødet med psykiateren. Men hvordan undgår jeg den ydmygende oplevelse at være underdog?

Undgå at blive underdog
Selv har jeg kastet mig over den amerikanske psykolog Patricia Deegan, som selv har kæmpet med en psykisk sygdom. Hun har skrevet en letlæst guide, hvor i hun præsenterer en række strategier til at styrke ens magtposition ved besøg hos en psykiater. Det vigtigste er at du forbereder dig godt. Det skal være dig der sætter dagsordenen for mødet og ikke din psykiater. Skriv dine spørgsmål ned på forhånd, så du ikke venter på at blive forhørt. Din selvtillid styrkes, hvis du tager initiativet til mødet. Medbring papir og blyant, så husker du dine spørgsmål og kan tage notater. Begynd samtalen med at tage ordet og fortæl om din dagsorden. Vil du være rigtig fremme i skoene kan du på forhånd skrive ned hvordan du har det lige nu. Læs siden højt og giv din psykiater en kopi.

foto: Jette Nielsen

Patricia Deegan – Foto: Jette Nielsen

Forventede reaktioner
Måske er du usikker på, hvordan din psykiater vil reagere på dit nye initiativ? Paticia Deegans erfaring er at de fleste psykiatere plejer at protestere i begyndelsen, fordi de er vant til at styre mødet efter deres dagsorden. Deres fokus går ud på at observere kliniske tegn og symptomer, mens man svarer på spørgsmål.

Men hvis man insisterer på at starte mødet efter ens egen dagsorden og forsikrer dem, at de får lov til at tale bagefter, er hendes oplevelse at de indser værdien af initiativet. På denne måde kan man forlade mødet med en følelse af, at man selv er delagtig i sin egen behandling. Det vil jeg prøve at huske til min næste samtale og så vil jeg afslutte med at fortælle min psykiater om han har været compliant eller non-compliant!

3 Kommentarer

  1. Bettina

    Godt indlæg. Der er også nogle, der har undersøgt, hvorfor lægen taler som han/hun gør. Det er en slags sprog, som de er trænet i, sådan at du vedbliver med at være ‘den syge’, fra det øjeblik du kommer ind i systemet. Altså at man pludselig ER diabetiker, eller kræftpatient eller skizofren eller manio depressiv.

    Indtil du kommer til lægen, så oplever du ‘bare’ de og de symptomer, som man en overgang skal have hjælp til at komme over – på den måde, at det altid er godt at finde årsagen og se om, der er noget, der skal ændres, sådan at kroppen og dig kan komme mere i balance igen.
    Efter du har været på besøg hos lægen, så ‘ejer’ du pludselig en måske kronisk sygdom, og vi opdager det ikke engang. Men nu snakker vi selv om vores sygdom, som en sygdom – og ikke bare et symptom, som kroppen har givet dig, fordi der er noget i dit liv, som ‘gør ondt’.

    Svar
  2. Ronnie Rasmussen

    Det er simpelthen en glimrende beskrivelse. Der er kun superlativer at skrive om denne sandfærdige beretning.

    Svar
  3. Jesper Erlandsen

    Kender udemærket følelsen – eller frygten – når man har været ved psykiater. Jeg husker bare altid mig selv på, at de IKKE bestemmer, om jeg skal tage medicin eller ej, og at jeg på den måde selv er herre over situationen. Jeg er for nyligt kommet ud af en årrække med behandlingsdom, og kan i den forbindelse mærke en fantastisk frihedsfølelse og kontrol over mit eget liv – for når man har en dom til behandling, så bestemmer de “store herrer” virkelig over ens liv. og det er ret ydmygende at være umyndiggjort…hvilket min tidligere psykiater i øvrigt ikke kunne forstå jeg følte mig!?!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.