Med psykolog Allan Holmgreen (Dispuk) – Fra en undervisningsdag på redaktionen

Baggrund:

Den 24. april 2011 holdt Outsideren sin anden temadag om psykiatriske diagnoser. Baggrunden for at bruge to temadage på emnet, er afstanden mellem den typiske holdning i psykiatrien – at diagnoser udelukkende er et behandlingsredskab – til den typiske oplevelse blandt nuværende og tidligere psykiatriske patienter, som er, at en psykiatrisk diagnose ofte også bliver et identitetsspørgsmål og rettighedsspørgsmål i forhold til senere hjælp og støtte.

Den første temadag – som du kan læse om her – var en karakteristik af psykiatriske diagnoser, herunder det særlige at det udelukkende er psykiatriske diagnoser, der kun henviser til symptomer, imens alle andre diagnoser også henviser til årsager.

Det følgende er et uddrag fra Allan Holmgreens foredrag om diagnoser og identitet.

Diagnoser har bivirkninger

Allan Holmgreen befandt sig første gang i et psykiatrisk miljø under et skoleprojekt, han havde etableret i sin ungdom. Det grundlæggende spørgsmål var ”hvorfor er børn som de er, i skolen?” I den forbindelse kom han jævnligt på en ungdomspsykiatrisk afdeling, og umiddelbart gav miljøet på afdelingen ham det indtryk, at ”her bliver der produceret sygdom.”

Som en reaktion på mødet med den ungdomspsykiatriske afdeling, iværksatte Allan Holmgreen en række projekter, der som omdrejningspunkt skulle skabe en forbindelse mellem institutionen og det omkringliggende liv, ud fra en tanke om, at ingen kun er deres sygdom.

Projekterne byggede på idéer, der senere har fundet genklang i den narrative terapi, hvor individ og problem ses som adskilte. Som Allan Holmgreen skrev denne undervisningsdag, med store fede bogstaver på tavlen: Selvet er i handlingen.

Siden sit møde med psykiatrien dengang har Allan Holmgreen arbejdet for at skabe bedre forhold for psykiatriske patienter. Blandt andet ved at etablere og drive et behandlingskollektiv i Snekkersten, hvor en af grundreglerne var, at mindst fire timer om dagen skulle tilbringes udenfor huset.

Indlæggelse og diagnoser

Om at være indlagt på en psykiatrisk afdeling og få en diagnose siger psykolog Allan Holmgreen,

”Det der sker, hvis man er indlagt i mere en tre måneder, er, at så bliver man mere syg. Man bliver i tvivl om sig selv, og det at være indlagt bliver ens identitet.

Derfor bliver det væsentlige ikke hvem du er – da svaret meget nemt kan være ”skizofren,” – men hvad du gør med dit liv.

Jeg spørger altid folk, hvad deres egen diagnose er på dem selv. Hvordan de vil beskrive deres problemer med deres egne ord, hvordan deres liv så kan beskrives. Man må have tillid til menneskers ord om sig selv, og derfor mener jeg, at psykiaterne bør holde deres vurderinger og medfølgende sprogbrug for dem selv.”

Allan Holmgreen fortsætter,

”Problemet er, at ofte bliver psykiaterens diagnose til sandheden om et menneske, men den sandhed siger bare ikke noget om noget. Du kan ikke bruge den til andet end at dosere medicin. Jeg tror at mennesker altid er mere end diagnosen fortæller, og arbejder ud fra et princip om, at et menneskes hemmelighed ligger i dets kunnen. Når du finder ud af, hvad et menneske kan, finder du mennesket,” siger Allan Holmgreen.

Det grundlæggende spørgsmål man kan stille sig selv, hvis man får en psykiatrisk diagnose, er om det hjælper at få den. På hvilke måder diagnose skaber handlingsmuligheder.

”Diagnoser er de professionelles sprog, og det forstås også i andre offentlige systemer, der så ved hvordan de skal håndtere en borger. Psykiaternes sprog er ikke et menneskesprog, det er et klinisk sprog der handler om en akut situation her og nu. Men det siger ikke noget om mennesket, der får diagnosen. Man kan først sige noget om et menneske, når man hører dets historie. Meget afhænger af hvad der er sket i et menneskes liv,” siger Allan Holmgreen.

Allan Holmgreen er ikke modstander af psykiatriske indlæggelser. En psykiatrisk indlæggelse er en time-out, hvor man får lov til at være i fred. Det kan være en måde at tage ansvar for sig selv på, men også en måde at fralægge sig ansvaret for sig selv på.

Narrativ terapi

Narrativ terapi er et alternativ til diagnoser. Udgangspunktet er at fortællinger skaber identitet. Et typisk problem er at, på de psykiatriske afdelinger adopterer patienterne ofte psykiaternes fortællinger om diagnosen. Derved forsvinder der noget vigtigt, da alle er mere end en diagnose.

”Som terapeut kan jeg hjælpe med at holde fast i spørgsmålet om, hvad der er vigtigt i livet. Det er et større spørgsmål end hvem du er. Hvis du kun tænker på hvem du er, er du et navn og en bunke historier. I narrativ terapi handler det om at finde et sted at stå – også hvis du er i krise – og det ståsted er dét der er vigtigt. Terapeuten skal bakke op om sin klient og hjælpe med at finde det ståsted,” siger Allan Holmgreen.

Diagnoser har bivirkninger

Psykiatriske diagnoser har en tendens til at have bivirkninger. Den kan rode rundt i rækkefølgen: først menneske, så patient og klient.

”Men vi er først og fremmest mennesker, og er der en ting psykiatrien har svært ved, så er det medmenneskelighed.

Læs mere om undervisningsaftenen.

Allan Holmgren arbejder på Dispuk med fortællingen om mig, om os, om verden. For ham er fortællingerne alt det, der organiserer al den mening, der findes i verden. Det er både de gode og de dårlige fortællinger.

En dårlig fortælling kan blive til en god fortælling. Eller det, som kan være svært at få sat ord på kan pludseligt blive til en fortælling, og så får livet pludseligt den mening, som det har savnet.

Værst af alt er måske tit, at det psykiske kommer til at dominere i tilværelsen. Så du så slet ikke ser andre sider ved dig selv, hvor ressourcerne til noget helt nyt og bedre kan opstå.

Dispuks hovedadresse i Snekkersten

2 Kommentarer

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.