Der er mange holdninger til det at være psykisk syg dagens Danmark. Mange af disse bunder i fordomme frem for at tage udgangspunkt i realiteterne. Men er fordommene ikke andet end usikkerhed og uvidenhed forklædt som skråsikkerhed? Og kan alle ikke brænde sammen og få brug for sjælelig assistance udefra i en periode? Denne tekst handler om en ung kvindes erfaringer, om det der vel nok går under betegnelsen recovery.

”I papirerne står der: ”Hun har enormt svært ved at acceptere diagnosen skizofreni, som tegner en pessimistisk og håbløs fremtid.” Jeg ved ikke, hvad de har tænkt sig. Jubel og flikflak? Skizofreni? Det er jo ”den slags”, der bliver skudt og dræbt af politiet, når de går amok i det offentlige rum! Så jeg går tilbage til værelset, gemmer hovedet i puden og græder mine pessimistiske, skizofrene tårer. Mit liv er overstået før det overhovedet er begyndt. ”

Mørket sænker sig lige så stille over Sct. Hans denne fredag. Der er ingen mennesker på afdelingen, jeg er alene i fjernsynsstuen. Venter utålmodigt som en anden femårig på at mor og stedfar kommer, så de kan køre mig og mine ting hjem til København. Så er de her og det bliver til et knus og goddag. Vi slæber mine plastsække ud fra institutionen og ind i deres bil i gården. Nogle af personalerne hjælper min mor, der har lidt svært ved at bære sækkene. De er for tunge til hende.

Nu er det slut. Jeg skal hjem. Efter tre år på Sct. Hans Hospital med diagnosen paranoid skizofreni og en ”bonus” ved navn ”spiseforstyrrelse.” Bilen bliver fyldt til bristepunktet og vi kører. Cyklen er der ikke plads til, men den kan jeg hente senere, siger jeg.

Oprindeligt gik jeg til læge pga. mistanke om depression. Var træt, ked og alt druknede i forpligt-elser, krav og forventninger, som jeg svært kunne honorere. Der var overhovedet ingen glæde eller håb om at det nok skulle blive godt igen og det var som at gå i vand.

Lægen ordinerede antidepressiver og en opfølgende samtale to uger efter. Hvor jeg brød sammen og blev indlagt. Første diagnose, lidet opmuntrende. Men jeg måtte vel prøve at se bagom den og håbe det ikke blev alt for slemt, trods dystre fremtidsudsigter. Så anoreksi og jeg blev træt igen. Ville det aldrig få ende? Det der liv var godt nok en uhåndterlig størrelse og det var svært at turde tro og håbe på at det overhovedet ville blive godt igen.

Det første møde med recovery

Det var under et af ugens besøg på biblioteket at jeg faldt over begrebet recovery. Det lod til at jeg ikke nødvendigvis ville blive skuddræbt af politiet i en 7-11 en dystersort vinteraften, men at det kunne udarte til et godt og sjovt liv med mange af de ting, jeg inderst inde gerne ville. Det var faktisk muligt at komme sig på trods af en tung psykiatrisk diagnose. Ikke at jeg var garanteret en karriere som landets kommende statsminister, men mindre kunne også gøre det.

Recovery betyder egentligt ”at komme sig.” Det er ikke noget nyt begreb, vi bruger det når vi fx taler om at komme os efter en operation, efter en selskabelig aften med for meget rødvin etc. Men det er sjældent brugt i forbindelse med psykiske lidelser. Den svenske psykolog Alain Topor pointerer tre kernebegreber i forbindelse med recovery. Først og fremmest drejer det sig om at man selv skal gøre arbejdet. Ydermere at det sker med hjælp fra andre. Det omhandler ligeledes at man generobrer forskellige funktioner, for ens egen skyld. Det kan fx udmønte sig i at man dækker et pænt bord, laver god mad og accepterer at man har ret til at nyde den i gode venners lag. Sluttelig skal man tilbageerobre magten over sit eget liv. At vedkommende søger at udforme og leve sit liv efter hvordan han selv ønsker det (Topor 2005b, s. 23 & 25).

Det helbredende netværk

Der er relativ enighed om hvad der hjælper patienter med psykiske lidelser med at komme sig. Det drejer sig hovedsageligt om et netværk, som tror på en, tror på mulighederne for at komme sig, ligeværdig og respektfuld behandling og hjælp til at opdage hvordan det er muligt at tage aktiv kontrol over sit liv. Venner og familie der indgyder håb om en mulig vej. En af pointerne i recovery er med andre ord, at ingen kommer sig alene.

Vennekredsen blev uændret under indlæggelsen. De kunne rumme mig, også selvom mine tanker og oplevelser kom fra en for dem ukendt verden. De var stabile og vedholdende, og det var som balsam på en forvirret sjæl. Samværet var som før indlæggelsen, om end jeg nogle gange måtte følges til og fra hospitalet efter fester og fødselsdage og nu besad viden om psykofarmaka og sondeernæring, som jeg ikke havde læst mig til.

Så var der de professionelle. Nogle svingede jeg fint med og andre var jeg ikke i samklang med. Akkurat som det er tilfældet i andre sociale situationer som arbejdspladser, sportsklubber etc. Jeg var heldig med terapeuterne og er dem taknemmelige. Også selvom jeg nogle gange havde dårlig samvittighed; de havde ganske vist selv valgt erhvervet, men de havde ikke valgt mig. Mig, som man mange gange kunne forledes til at tro hverken havde vilje eller kræfter til ændre tanker eller adfærd. Fordi jeg i lang tid husede de samme negative og nedvurderende tanker som ugen før. Alligevel var der tro om bedring fra deres side af. De var aldrig bange, altid rolige og respektfulde. Formidlede redskaber til at få det bedre. Alligevel var der perioder med frustration fra min side af. Især når jeg nogle gange mødte terapeuterne uden for kontorerne og blev mindet om at der gik nogen, der vidste foruroligende meget om mig, og de rapporterede det videre. Og på den måde kunne få mig på lukket, hvis jeg blev ved med at have overvejelser om at gå i fjorden for at slippe for det hele.

Så terapeuterne var nogle gange ved at få et æble i nakken hvis jeg mødte dem på terrænet og havde frugt i hånden. Jeg kastede dog aldrig noget, men nøjedes med at smile sukkersødt.

Hvordan kunne jeg kaste noget efter nogen, der arbejdede så hårdt på mine vegne?

 

Håb og mærkværdige idéer

Det er imidlertid en vanskelig balance at være medvirken til en recovery proces. Det drejer sig om at være forhåbningsfuld og så ikke have for høje forventninger. Terapeuterne havde mange idéer, der forekom sære: ”Hvad med at arbejde i vuggestue? Du er jo glad for børn! Jeg kender et dating site, så kan du få en sød kæreste. Du skal have en i slutningen af 30’erne, der ved hvad han vil og gerne vil stifte familie. Kender du Karriere Bar, Flæsketorvet i København? Har du hørt om Padesky? Hun skriver om kognitiv terapi. Måske noget for dig?” Musikterapeuten snakkede også om Karriere Bar og om det fornuftige i at spise, når jeg skulle være sammen med niecerne og nevøerne, ”så du kan få noget energi til at tumle med dem og være den sjove tante, du gerne vil være.”

Men nogle gange er ”sære idéer” det, der skal til for at skubbe os videre på vores færd, idet de kan belyse mørklagte stier. Terapeuterne tog udgangspunkt i hvad jeg ønskede og vandede et spirende frø ved navn håb. Håbet siges også at være en afgørende faktor i recovery processen, idet ”håb føder en vilje til at forandre tingenes tilstand” (Topor 2005a, s. 8). Og på denne måde kan man vise overfor både omgivelser og sig selv at man trods skavanker kan styre noget i sit liv; man er ikke magtesløs og prisgivet en diagnose.

Vi tænker jo fx heller ikke på Marianne som ”diabetikeren Marianne,” men som ”Marianne, der tilfældigvis også har diabetes.” Man er ikke en diagnose. Man har en.

Terapeuterne sled for at jeg ikke skulle slippe håbet. Jeg gjorde mit bedste for at hænge i. Men det var et arbejde med vekslende resultat. Også selvom en del af mig gerne ville ud at løbe i vinden.

Men tiden gik og håbet om et glædesfyldt liv skrumpede som en cancercelle i kemoterapi. Jeg kapitulerede overfor anoreksien og bad om udskrivelse. Men så bandede psykologen: ”Fuck! Jeg er bekymret!” og ”jeg synes ikke det er en god idé.” Jeg var faldet, og selvom det var mageligt bare at ligge fladt ned, ville jeg gerne rejse mig igen. ”Man har altid et valg” kom det fra psykologen. Et smil flakkede over hans ansigt. Det var måske på tide at vælge at tage ansvar, lægge den stejle del af personligheden væk eller i det mindste bruge den konstruktivt, tænkte jeg. Ændre de ting, jeg kunne. Det med maden for eksempel.

Drømmen om ”Det gode Liv”

Psykologen slap sin indre Jørgen Clevin løs når vi talte om ”Det Gode Liv.” Tegnede og skrev på sin flip-over: Kæreste, arbejde, børn, venner. Nogle vil mene det er urealistisk med sådanne diagnoser, men hvorfor leve et liv i skyggen baseret på hvad andre mener? Psykologen og musikterapeuten mente det var muligt, og kan de tro det på mine vegne, hvorfor skulle jeg så ikke også? De hjalp med at få en stille livsglæde til at blomstre. Som gjorde at jeg turde kaste mig ud i livet igen og gå efter det, jeg gerne ville. Derfor blev jeg også ved med at komme til sessionerne; inderst inde håbede jeg at det nok skulle gå. Jeg skulle nok brage ind i kærligheden igen og komme videre med de andre drømme.

Så selvom begreber som håb, pligtopfyldenhed og vedholdenhed kan synes gammeldags tænker jeg lidt, at de reddede mig. Ellers kunne jeg jo bare være blevet væk fra samtalerne. Så selvom jeg tit hader hende, den pæne pige, der også bærer mit navn, så har hun også visse kvaliteter. Som f.eks. at sørge for at lave hjemmeopgaver og vedblive at komme til sessionerne, selvom det nogle gange gjorde ondt, fik tårerne til at springe og gav mig lyst til efterfølgende at se hvor godt jeg kunne ramme en terapeut på fem meters afstand med et æble.

De fik mig også til at indse at der var mennesker, der kerede sig som mig, der var venner, der havde hængt ved i mere end tyve år. Nu har jeg ikke længere de professionelle at læne mig op ad, og det er helt ok. Jeg har venner, latter og bøger. Musik, glæde, ord. Håb. Selvfølgelig bliver jeg såret og skuffet. Hjertet rækkes til en anden og jeg beder så mindeligt: ”Vil du ikke være sød at holde det lidt?” Kun for at se det blive tabt på gulvet og gå lidt i stykker. Jeg falder og får blå mærker. Men jeg rejser mig igen og børster støvet af. Tager hjertet tilbage og konstaterer det kan fikses.

Der er en ny chance i morgen.

Et flergrenet stisystem

Når man først har erkendt at folk med psykiske lidelser er lige så forskellige som dem uden, må det også blive tydeligt at der ikke er en eviggældende sandhed inden for vejen til recovery. Der er ikke en vej der gælder for alle, men derimod mange forskellige. For mit vedkommende skulle der professionelle til, kombineret med åbenbaringen af venners omsorg.

For andre vil det være noget andet, der gør udslaget. Hvilken vej man går, er imidlertid underordnet.

Det altafgørende er, at man magter selv at finde den.

Recovery – nu med dansesko

Det blev første sommer hjemme i årevis, og skinnede solen ikke lidt kraftigere end sidste år? Jeg kridtede danseskoene og gik på date. Mødte en supersød fyr, og tænkte: der er vist dømt kæreste! Men han har vist søgt mit navn på nettet, fundet for ham ukendte sygdomsrelaterede informationer, og lod fordomme vinde over realiteter. Afsluttede bekendtskabet via sms. Nå, der var så der var alligevel ikke dømt kæreste i denne omgang.

Så til trods for at jeg på mange måder er kommet videre, vil diagnoserne være som lænker om anklerne. Derfor har jeg bedt om anonymitet. I en perfekt verden ville det ikke være nødvendigt, men verden er ikke perfekt og sådan er det bare. Vi dømmer og bedømmer hinanden. Og da jeg gerne vil endnu videre er det en forholdsregel i disse bestræbelser. Så kan nye bekendtskaber tids nok få del i fortiden. Hver ting til sin tid.

Nu håber jeg så bare at udfaldet bliver bedre, næste gang danseskoene bliver luftet.

 

Forfatteren af denne tekst vil gerne være anonym, da hun gerne vil (be) vise at hun er mere og andet end nogle diagnoser. Og som tager kampen på sin egen måde.

 

Kilder og videre litteratur.

Alain Topor: ”Recovery. At komme sig efter alvorlige psykiske lidelser,” Hans Reitzels Forlag, 2003

Alain Topor: ”Mennesker med alvorlige psykiske problemer kan komme sig. Hvordan kan det gå til?” LAP, 2005a

Alain Topor: ”Fra Patient til person,” Akademisk Forlag, 2005b

Arnhild Lauveng: ”I morgen var jeg altid en løve,” Akademisk Forlag, 2008

Arnhild Lauveng: ”Unyttig som en rose,” Akademisk Forlag, 2009

Pernille Jensen (red.): ”Recovery på dansk. At overvinde psykosociale handicap,” Systime Academic, 2004

Læs mere om recovery her og “Recovery – Et opgør med fordomme i psykiatrien

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.