Det er sgu mere en Uimodsigelig offerrolle

Uden et klart svar. Hvilke tabuer møder sindslidende. Her skriver Holger Pedersen om det, der fulgte med, dengang han fik en psykiatrisk diagnose.

Det er sgu mere…

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 76 / Af Holger Pedersen

Sidder i min lillebrors hjem og tænker over det af mig, jeg har måttet ofre efter at have bedt om hjælp til mine tanker engang. Tænker på, om andre også har måttet ofre.

Jeg husker en årsfest, da jeg var aktiv studerende ude på RUC, hvor jeg vågnede op derude dagen efter. Jeg havde tømmermænd og sad pludselig og udtalte at vi var eliten. Gentog det i en lind strøm. Nogen protesterede, men vi var vel enige – vi ville være eliten. Vi ville have del i magten.

Efter min psykiatrisering har jeg mange gange tænkt tilbage på det liv, jeg levede på RUC. Magt er ikke noget man får forærende. Magt skal tages aktivt. Dengang veg jeg lidt tilbage for at tage den, hvis det da ikke var fordi, der ikke var andre til at tage magten.

I dag har jeg det som om nogen har taget magten over mig. Jeg bliver artikuleret som skizofren paranoid i tekster fra en overlæge; ”Der er tale om en mangeårig skizofren patient, som har kunnet arbejde, hvilket har undret os”.

Overlægen har magt til at reducere essensen af min person til en sygdom. Det er ikke bare ord. I praksis har det taget meget fra mig.

Jeg gik på et dagafsnit på det psykiatriske hospital Fjorden, der ligger i Roskilde, i en længere periode. Det blev vist til 8 måneder. En dag havde jeg set en annonce for et job i avisen og kom glad ud på Fjorden. Jeg havde samtale med min kontaktperson og fortalte hende, at jeg havde set det job i avisen og tænkte på at søge det.

Hun afviste mig prompte med ordene: ”Vi har jo planer med dig”. Jeg blev slap igen og lod deres planer følge. Planen var at jeg skulle arbejdsprøves, og jeg lod passivt deres planer ske. Man kan diskutere om det er en konkret ofring, men jeg har altid sagt ja – på nær til mere medicin.

Hvis liv er det

Siden mit første møde med psykiatrien føler jeg, at min egen måde at forstå mit liv på har måttet vige til fordel for et andet. Et system-installeret perspektiv leveret af medarbejderne i forskellige offentlige systemer.

I min egen panik over ikke at kunne andet end at lade dem fortælle sandheden om mig, har jeg ladet systemerne føre mig igennem alle deres tilbud om et godt liv. Først som aktiveret bistandsklient, siden i fleksjob, som pedelmedhjælper, på fleksydelse – og til sidst i en fælles resignation – førtidspension.

At jeg kan se tilbage på det og smile, er vel kun fordi jeg undervejs har brugt rejsen til at skabe en slags videnskab om det der kan ske med et menneske, som overgiver sig til psykiatrien. Som jeg prøver at gøre her. Holger er en slags eksempel på at være offer.

Kærligheden er det største offer

På alteret er det største offer nok det at måtte ofre kærligheden til en konkret kvinde.

Jeg var en tid forelsket i en hende. Hun betjente i den nærmeste butik. Hun havde smilet til mig og sagt hej, og jeg var som ramt af lynet. Hun kunne sikkert se genertheden i mine spæde forsøg på at falde i snak med hende. En dag købte jeg nogle varer i butikken, og skulle have en krone tilbage. Hun gav mig i stedet en 50 øre. Det eneste jeg kunne sige var ja, og hun gik videre til den næste kunde.

Så en dag døde forpagteren af butikken og der kom nyt personale. Pigen var fra tid til anden stadig at møde på gaden, men jeg er meget dårlig til gadekontakt. Så der kom jeg ikke i kontakt med hende.

Jeg vidste hvordan hendes cykel så ud. En dag stod den parkeret på gaden i Roskilde. Jeg skrev en besked og lagde den i hendes cykelkurv. Det var en invitation til en date. Da jeg dukkede op til daten, var hun der. Sammen med en veninde. Jeg fandt ud af hun hed Rikke.

Jeg inviterede en gang til i cykelkurven, denne gang til Gimle, og da dagen oprandt, var dukkede hun da også op på Gimle. Det var dejligt. Hun var nysgerrig.

Jeg satte mig ned overfor hende og begyndte at snakke. Præsenterede mig som psykiatribruger, hun spurgte hvad en psykose var og jeg måtte skyde det ud i fremtiden, hvorefter hun begyndte at rode med sin mobiltelefon. Kort efter kom der en anden mand og kyssede med hende. Jeg var forkastet igen. Men altså mest af alt forkastet – føler jeg – på grund af et ja for længe siden til psykiatrisk behandling.

”Som jeg oplever det, har vi skabt et samfund, hvor man ikke kan stille simple spørgsmål til systemerne. Når jeg spørger om de ting der angår mit liv, bliver jeg altid henvist til en anden sagsbehandler eller får simpelthen et nej. Man kan være heldig at hente nogle penge hjem, men ikke svar. Enten fordi de ikke findes eller fordi systemerne er afvisende overfor at skulle give dem. Hvorfor skal det kaldes velfærd?”

Møderne med overlægen

Der kunne nævnes mange andre detaljer, men offer, det føler jeg mig. Jeg bruger hele min vågne tid på at tænke på, hvordan jeg vil formulere mig overfor overlægen næste gang, så han da efterhånden kan indse, at psykiatrien har taget fejl i mit tilfælde. Jeg læser ikke mere, jeg ser ikke fjernsyn, jeg vælger venner fra, fordi de ikke kan rumme den negative historie.

Engang imellem møder jeg op på Fjorden til en samtale med overlægen. Udtrykker noget, der ligner det der står i denne tekst. Samtalen indledes og lægen fortæller nogle ting om, hvordan han og resten af behandlingssystemet konkret agerer i forhold til bestemte problemstillinger. Kontaktpersonen sidder ved siden af og lytter bare med. Sidst endte det med, at lægen sagde: ”Nu vil jeg gå i deprimeret tilstand”. – Venligt, men hvad rager den psyke mig?

Lægen holdt sig i sin verden. Måske så han fortsat kunne mene, at de ting jeg oplever i mit liv, ikke hænger sammen med hans liv. At de ting der optager mig, kun angår mig og som kun jeg selv kan tage hånd om. At det at være et offer er mit eget selvskabte problem.

Jeg har til tider forlangt at overlægen tager stilling til mig. Om hvad jeg er nu. Men han har aldrig gjort det, fordi uanset hvad jeg siger, reducerer psykiatrien mine ord til psykosen. Psykosen er det tilladt at have, men det er ikke tilladt at kræve et svar på hvad det har af konsekvenser, når man bliver kaldt psykotisk.

Papirfloden

Hvert offentligt system jeg færdes i, har tavshedspligt omkring mig. Det er ikke noget jeg har påberåbt mig, sådan er reglerne bare, og derfor har jeg tilladt dokumentudveksling i alle de sammenhænge hvor jeg er blevet spurgt.

Det betyder, at Fjorden har sendt papirer om min psykiatriske behandling til de andre offentlige myndigheder i min sag. Jeg har altid forestillet mig at denne åbenhed fra min side ville bringe noget positivt med sig. En bedre sammenhæng eller større forståelse i min sagsbehandling. Men i praksis kan jeg ikke se, at det har gjort nogen forskel. Hvert sted er jeg klient i det enkelte system. Hvad der sker udenfor det, er næsten lige meget. Siden jeg blev klient, har jeg fået mange martyrier. Alle de indgreb man stilles overfor og som man bare må acceptere, fordi alternativet ikke er bedre eller slet ikke findes.

Som jeg oplever det, har vi skabt et samfund, hvor man ikke kan stille simple spørgsmål til systemerne. Når jeg spørger om de ting, der angår mit liv, bliver jeg altid henvist til en anden sagsbehandler eller får simpelthen et nej. Man kan være heldig at hente nogle penge hjem, men ikke svar. Enten fordi de ikke findes eller fordi systemerne er afvisende overfor at skulle svare på dem. Hvorfor skal det kaldes velfærd?

Så let som at knække en LP-plade

Holger Pedersen

Holger Pedersen har brugt disse og andre observationer som udgangspunkt for hans nyligt etablerede universitet Deraíson. For tiden er han indlagt på A1 på Fjorden, hvor han har gode mennesker omkring sig.

Læs mere om fordomme i psykiatrien