Det er lidt af en udfordring at definere begrebet stress. Selve ordet stress kommer at af det latinske stringere, der betyder at stramme eller snøre til. Det giver mening, når man som lægmand reflekterer over de tilfælde man selv kender til. Det er sådan det føles.
Fra tidsskriftet Outsideren nr. 79 / Af journalist Martin Kjeldsen
Alverdens stressforskere og eksperter debatterer til stadighed, hvordan det skal defineres – snævert, bredt, arbejdsrelateret eller individfokuseret. Man taler om understress, overstress, substress, disstress. I det hele taget er det i sig selv stressende at forsøge at finde en entydig definition.
Der er dog generelt enighed om, at stress i sig selv ikke er en sygdom, men en tilstand, der opstår efter længere perioder med meget kraftig påvirkning. En dagligdag fyldt af krav, der overstiger den enkeltes ressourcer.
Og det er udenfor al tvivl, at denne tilstand kan fremkalde sygdom.
Stress er fra et biologisk synspunkt kroppens respons på fare og frygt. Den fysiologiske/biologiske reaktion består blandt andet i øget produktion af stresshormoner (adrenalin, noradrenalin og kortisol), øget blodtryk, øget puls, øget fedt- og sukkerindhold i blodet. Alt dette er med til at sikre, at man kan klare og overleve disse belastende situationer.
I situationer, som kræver kamp eller flugt, er denne stress-respons en hensigtsmæssig og fornuftig overlevelsesmekanisme. Stress-respons er altså en naturlig reaktion i en farefuld eller særligt krævende situation, men uhensigtsmæssigt og sygdomsfremkaldende hvis det drejer sig om belastninger igennem længere tid.
Hvis begrebet stress nogensinde har været klart defineret, så er det nu blevet en udvisket, immateriel, næsten metafysisk størrelse, men fundamentalt set skildrer begrebet stress en grundliggende usikkerhed.