2. del af Jonas Strandgaards bog - Skizofreni-Historien Og Psykosen

SUMMER OF RECOVERY: Dette er et uddrag fra den selvbiografiske bog “Kan man vågne fra et mareridt når man ikke sover?” af Jonas Strandgaard

“Kan man vågne fra et mareridt når man ikke sover?“ – Sådan lyder titlen på en ny personlig beretning af Jonas Strandgaard, som han gjorde færdig i februar 2012. Bogen handler om hans oplevelser, da han fik stillet diagnosen ”paranoid skizofren” og hans rejse frem til der, hvor han er idag.

Den dybtfølte og ærlige beretning går også tæt på døden. Historien lægger ikke skjul på de hårde aspekter i det svære liv med sygdommen, misbrug og selvmedicinering. Men det er – med alle problemerne, udfordringerne og de tilbagevendende psykoser – en historie om recovery, om at komme sig og komme videre med livet.

Skizofreni- Historien Og Psykosen

Det er umuligt at sige præcis hvornår det startede, men jeg vil prøve at give en kort fortælling om hvordan hele turen har været fra mit synspunkt, så detaljeret det nu kan lade sig gøre. Min hukommelse er ikke alt for god og meget er fortrængt. Og det jeg har skrevet i min dagbog, fra tiden i psykose, kan jeg ikke bruge til noget, eftersom intet af det giver mening. Men jeg vil, med mine egne ord, fortælle min egen historie. Min historie med megen kaos, fortvivlelse og vanvid. Det hele handler om følelser, stærk overbevisning og hvor meget sindet kan fordreje en normal verden til en fuldstændigt uhåndgribelig situation. Kun de personer, som selv har følt det på egen krop, kan forstå en uforståelig verden. Men jeg vil, på de næste sider give et indblik i denne urokkelige, kaotiske verden – Jonas Strandgaard.

De første tegn

De første tegn begyndte i 10. Klasse. Samme år som jeg havde fået konstateret epilepsi. Jeg fik meget svært ved at huske de lektier jeg havde fået for i fransk og andre fag. Min far hjalp og sagde at det bare skulle terpes igennem et par gange, men efter at have læst det hele igennem 3-4 gange kunne jeg stadig ikke huske noget af det. Vi tænkte ikke yderligere over det, men det er nok noget af det tidligste tegn, der viste at noget ikke var helt som det skulle være. Jeg var også begyndt at drikke meget i weekenderne, men ikke helt vildt endnu. Efter 10. Klasse var det blevet tid til at tage skridtet videre mod de voksnes rækker. Det var blevet tid til at starte i gymnasiet. Jeg havde, som mange andre unge haft meget svært ved at vælge. Jeg startede på Roskilde amtsgymnasium sproglig linje. Der gik ikke mere end 2 dage før jeg droppede ud.

Derefter startede jeg på Himmelev gymnasium sproglig linje igen. Jeg følte at jeg overhovedet ikke passede ind og begyndte at pjække meget fra timerne.

Jeg havde det bedst når jeg var alene. Så jeg brugte meget tid til at gå lange ture og tænke på alt og intet. Nu var jeg også begyndt at drikke voldsomt i alle weekender. Det gjorde jeg for at flygte fra virkeligheden og, hvor jeg nu kan se tilbage på det, for at selvmedicinere mig selv.

Der gik godt og vel 2 måneder før jeg til sidst måtte give Himmelev op.

Så startede jeg på et fuldtidsjob i Jyllinges store Kvickly. Til at starte med var jeg meget pligtopfyldende og præcis i alt mit arbejde, som jeg altid har været.

Men følte stadig ikke, at jeg var, hvor jeg skulle være. Jeg brugte meget tid på at være så perfektionistisk som det kunne lade sig gøre. Men der kom flere og flere dage hvor jeg måtte melde mig syg, enten fordi jeg havde drukket tæt hele weekenden eller fordi jeg ikke kunne overskue at tage af sted. Jeg var også begyndt at sove meget af dagen og være vågen hele natten. Jeg havde det bedst når der var mørkt og kunne gå lange ture i natten. Jeg så også meget tv og hørte musik om natten, det hændte også at jeg drak, hvis jeg skulle falde i søvn så jeg kunne tage på arbejde den følgende dag. Men de er, på trods af alt, meget glade for mig på jobbet.

Så starter jeg på Handelsskolen i Roskilde. Jeg får mange gode venner, ligesom jeg har fået på de andre uddannelsessteder. Men jeg trænger mig mere og mere ind i mig selv. Ikke lang tid efter jeg er startet på handelsskolen bliver jeg introduceret for hash. Jeg fester fortsat heftigt alle weekender, men sommetider også onsdag og torsdag.

Efter et halvårs tid må jeg droppe uddannelsen da det bliver for svært at følge med.

Jeg starter på adskillige ufaglærte jobs og drikkeriet og mængderne af hash tiltager voldsomt. Mine forældre må ofte hente mig i byen og hos vennerne om natten.

Og nu tager det til. Jeg bliver hentet i fordrukken tilstand, da jeg snakker om at jeg ikke orker verdenen mere, og at jeg vil dø.

Jeg begynder også at brænde og skære mig i armen. Jeg gjorde dette fordi min indre uro og smerte havde udviklet sig til en fysisk, ubehagelig smerte, der gjorde voldsomt ondt. Ondt i solar plexus. Og jeg var villig til at gøre alt for at fjerne fokus fra denne forpinte smerte. Også selvom det betød, at jeg skulle snitte mig i armen eller slukke flere cigaretter i armen og håndfladen.

Jeg bliver henvist til en neurolog på RAS. Her får jeg et par samtaler hos en neuropsykolog. Det hjælper ikke meget, så familien beder om en second opinion. Så bliver jeg sendt til ungdomsafdelingen på epilepsihospitalet i Dianalund. Her får jeg en del gode venner som jeg holder kontakt med i lang tid.

Under opholdet på “Håbet” får jeg adskillige samtaler med en sød og dygtig psykolog, som jeg virkelig kan åbne mig op for. Jeg har fået det betydeligt værre og støjen i hovedet har udviklet sig til stemmer. Og jeg er begyndt at føle mig overvåget overalt. Jeg er sikker på, at der er plantet kameraer og mikrofoner over alt, hvor jeg befinder mig. Det gør mig bange og lidt paranoid. Jeg føler også tit at der sidder personer bag mig, når jeg sidder i et lokale, væk fra vægge. Jeg begynder også at ryste meget på hænderne i pressede situationer, såsom når vi alle skulle spise. Jeg rystede også derhjemme når jeg var presset.

Stemmerne i hovedet skubber jeg væk ved at gå rundt, og sove, med høj musik i ørene. Men det kunne naturligvis ikke lade sig gøre hele tiden. Og når de så var der, sagde de ting som; du er grim, dum osv.

Højskolen

Efter en måneds tid på “Håbet” starter jeg på Egmont Højskolen i Jylland. Jeg får mig hurtigt nogle gode, loyale venner. Vi fester, drikker og ryger en del tjald. Efter kort tid udvikler det sig til ordsproget; hver dag er en fest. Det hjælper, eller retter, det udskyder mine psykiske problemer, når jeg ryger mig blæst. Jeg dukker mindre og mindre op til timerne for at sove rusen ud.

Jeg får mig en rigtig sød og flot kæreste, som jeg hurtigt forelsker mig i. Hun kan ikke lide, at jeg næsten konstant går i en rus, så jeg prøver at skære ned for mit forbrug. Det ender med at hun slutter vores forhold. Jeg bliver meget ked af det og drikker igennem et par dage. Jeg brænder mig stadigt på armen.

Efter nogen tid tager hun mig tilbage og mit liv får en smule mening igen.

Men et par måneder før semestret slutter, slår hun op… igen.

Jeg har fået mig en god ven på højskolen. Henrik. Han har også epilepsi. På studieturen til Japan, sover jeg i samme værelse som ham. Jeg hjælper ham igennem hans mange voldsomme krampeanfald. Et par uger efter turen får Henrik et voldsomt natligt anfald. Han dør af det. Jeg blev utroligt ked af at miste en god ven og så på en så forfærdelig vis. Jeg havde jo også epilepsi og kunne ikke undgå at blive påvirket på den front. Men hvad værre var at han stod mig så nær.

Jeg er selv meget sørgmodigt til mode, men bekymrer mig frem for alt mest for hvordan andre tager det store tab.

Vi tager ud til et sommerhus for at fejre vores fede tur til Japan. Vi hygger os, får lidt at drikke, og jeg går ud med én af vennerne for at ryge en pind. Og så går det galt. Et diasshow bliver sat på. Og nogle billeder af Henrik kommer frem. Jeg bliver meget ked af det og begynder at drikke meget tæt og voldsomt. Jeg kører den ene øl ned efter den anden. Så ryger der mindst én flaske vin, og hen af natten også noget sprut. Det sidste jeg kan huske er, at jeg sidder med en, næsten helt tom vodka, inden jeg så styrter til gulvet, bevidstløs.

Så vågner jeg på hospitalet, fordrukken. Jeg får en skræmmende meddelelse, at jeg næsten har drukket mig selv ihjel.

Så kommer jeg på antabus for første gang. Tilbage på højskolen holder jeg til ikke at drikke, men hashforbruget stiger.

“En afhængighed er et tegn på et større problem. Du kan ikke overkomme din afhængighed medmindre du finder det virkelige problem og tager dig af det!” – Martin Palmer

Første indlæggelse

Efter højskolen går der ikke lang tid før jeg en dag, hvor jeg er alene hjemme, tager en kødkniv, sætter mig i kælderhalsen derhjemme og er tæt på at skære håndleddet åbent. Jeg når dog at stoppe mig selv i det. Kan ikke få mig selv til det, efter at have tænkt på familien.

Om aftenen fortæller jeg mine forældre om de tanker jeg har haft i løbet af dagen og om at livet er blevet for hårdt og forvirrende, så jeg føler at jeg har brug for at sætte en stopper for smerten. Min far ringer straks til “Linjen” og får at vide at vi skal kontakte psykiatrisk skadestue. Jeg bliver hurtigt indlagt og får tilknyttet mig en sød SOSU assistent og en dygtig, veluddannet psykiater. Jeg var på den lukkede afdeling.

Starter på HF

Så starter jeg på hf på Himmelev gymnasium. Også her får jeg gode venner.

Et par stykker, som jeg kan snakke lidt fortroligt med. De hjælper mig et stykke hen af vejen. Men jeg falder meget hurtigt tilbage i samme mølle. Mit fravær vokser hurtigt. Og jeg droppede antabussen da jeg blev indlagt, så jeg drikker meget. Jeg ryger også hash for at kunne sove. Og oven i det så tiltager min selvmutilerende adfærd. Jeg brænder mig oftere. I daglig tale kaldt for selvdestruktive adfærd, men det følte jeg ikke at jeg var. Det var noget jeg måtte gøre, for at få smerten til at forsvinde. Der går heller ikke længe før det bliver mere vanskeligt at omgås flere mennesker.

En aften med druk til opvarmningsfest, en tur i byen og så til privat fest, begynder jeg at snakke om min manglende livslyst, og om at jeg hørte stemmer i hovedet, som sagde jeg skulle springe ud foran biler på vejen, skære i mig selv og i det hele taget skade eller tage livet af mig selv på den ene eller anden fantasifulde metode.

Anden indlæggelse

Efter 2 måneder i hf ender det med at jeg bliver indlagt på fjorden igen.

Stemmen var tiltaget og mere grov. Jeg kan ikke sidde i en stol uden at føle at jeg vil blive angrebet bagfra. Jeg er stadig forfulgt af forfølgelsestanker. Min hukommelse er meget ringe og jeg kan slet ikke koncentrere eller fokusere mig om noget som helst.

Når jeg får chancen gør jeg skade på mig selv, på grund af fortvivlelsen og det skræmmende ved det ukendte.

Jeg snakkede meget godt med nogle af de indlagte og deltog i mange aktiviteter. Men aftenerne var uudholdelige. Det var her stemmerne tog til, når jeg var træt.

Vi fik konstant kartoffelmos til aftensmad, meget kedeligt pulverkartoffelmos. Det erfarede jeg senere, at det åbenbart var normen på psyke afdelinger, eller i hvert fald dem som jeg befandt mig på.

Jeg måtte holde min fødselsdag på den lukkede afdeling.

Efter et par måneder bliver jeg udskrevet og bliver ambulant patient. Men jeg bliver indlagt nogle få mere eller mindre korte perioder, når jeg fik det svært.

Udskrevet

Efter udskrivelsen går der noget tid. Jeg mener at have fået det meget godt, så jeg inviterer en af mine gode venner, fra højskolen, på besøg. Det går meget godt og han er på besøg i lang tid, meget længere tid end jeg før har kunnet klare at have nogen på besøg. Men efter han er taget hjem og jeg er alene i huset, går der en halv times tid og jeg dykker ned i et stort og hvad der forekommer som et bundløst mørkt hul. Det kulminerer i at jeg tager en håndfuld piller. Hovedpinepiller. Godt og vel 20. Efter en halv times tid fortryder jeg det, som før syntes at være den eneste rigtige løsning og ringer til min kusine. Jeg husker at jeg skammede mig helt vildt og havde helt sikkert ikke ringet til hende, hvis ikke det var fordi jeg vidste at hun ville kunne forstå det. Vi har altid haft et tæt bånd.

Hun ringede til mine forældre, som var til familiefest og sagde til mig at jeg skulle ringe til afdelingen og bede om hjælp. Det gjorde jeg og der blev sendt en taxi. For at gøre en lang historie kort, så blev jeg kørt på hospitalet og fik relativt hurtigt noget modgift, et drop og en dejlig hvid seng.

Jeg lå på hospitalet i 3 dage og skammen og skyldfølelsen var næsten for meget at leve med, men jeg fik både familie og venner på besøg. Og så lå der en ældre herre på samme afsnit. Vi snakkede meget om livets mening og alt værdifuldt.

Gården

En måned efter turen på hospitalet flyttede jeg til en gård. Et bosted, hvor de boende havde det til fælles at have problemer og epilepsi. Jeg blev hurtigt venner med alle 5 der boede der. Men særligt knyttede jeg mig til kæresteparret.

Men der gik ikke mange uger før jeg byttede totalt om på nat og dag. Jeg gik i seng kl. 8 om morgenen, og stod op ved 14-tiden. Jeg brugte en del tid af natten sammen med min ven. Vi drak meget kaffe, småsludrede om alt og hørte musik.

Jeg var røget på antabus efter jeg var blevet ambulant patient på Fjorden, så jeg drak ikke på dette tidspunkt. Og husker heller ikke noget om noget hashforbrug.

Jeg løb mange ture om natten, da jeg boede på gården. Kunne være væk i flere timer. Jeg gik om natten for at være alene. Jeg gik og løb steder hvor der normalt ville være mange mennesker, men nu var jeg alene. Fuldstændig alene, præcis som jeg følte jeg var indeni.

Psykosen

En dag stod jeg ude i køkkenet og snakkede med forstanderen fra gården.

Pludselig befandt jeg mig i mit soveværelse, uden nogen idé om hvordan jeg var havnet der. Noget var fuldstændig galt. Jeg gik ud for at snakke med forstanderen om hvad der var hændt, men alt svimlede for mig og jeg følte at det ikke var mig der gik, men at jeg kunne se mig selv i tredje person, famle mig vej frem til køkkenet. Herfra bliver det meget uklart hvad der er sket. Kan ikke huske meget af det. Men husker, at jeg sad og snakkede med min ven og et par af pædagogerne. Jeg kunne ikke styre hvad jeg sagde. Følte at en anden havde overtaget styringen af alt, hvad jeg foretog mig. Kunne heller ikke lade være med at grine af alt. Jeg følte mig helt vanvittig. Stemmerne tog overhånd og jeg snakkede om en masse historier om mine venner og deres fortid.

Uhyggelige, opdigtede historier. Alt var ude af kontrol.

Det næste jeg husker er, at jeg om aftenen gik hen til en af mine venner, som lå og sov. Jeg havde fra starten af mit ophold på gården fået frit lejde til at vække mine venner, hvis jeg havde brug for hjælp. Jeg vækkede ham og sagde at jeg var bange for mig selv. Bange for det stemmerne sagde; at jeg skulle bore en kniv i mit hjerte og skære tungen af, så jeg kunne lade være med at vrøvle så meget. Han fik hurtigt fat i forstanderen.

Da han kom, sad jeg inde hos de andre og prøvede at falde til ro, men fik det bare værre og værre. Jeg hyperventilerede og var blevet meget bange.

Han fulgte mig ind til mit værelse. Bad mig om at ligge mig udstrakt og trække vejret dybt. I starten føltes det som om at jeg skulle dø. At jeg skulle kvæles, og mit hjerte var ved at sprænges.

Jeg husker ikke hvordan han fik mig talt til ro, men jeg fik det lidt bedre og han fjernede alt som jeg havde tænkt mig at skade mig med.

Jeg husker, at da vi snakkede var det, at jeg fik min første synshallucination.

Han fik mørke og dybe rander under øjnene og hans ansigt var rødt. Det var ikke sådan han så ud, ikke noget med at randerne under øjnene var fordi han ikke havde fået nok søvn, eller noget i den retning. Det så simpelthen for voldsomt ud til at det kunne lade sig gøre i “virkeligheden”.

Da han snakkede til mig, og eftersom han så sådan ud i ansigtet var jeg rædselsslagen for, hvad han ville gøre med mig. Jeg var fuldt overbevist om at han ville slå mig ihjel. Og når han ikke var i syne var jeg sikker på at han var ude for at hente noget at slå mig ihjel med.

Det endte med at han kørte mig til Hillerød psykiatriske. Men jeg ville ikke tage med ham uden at en af vennerne tog med. Var simpelthen for ræd for hvad han ville gøre imod mig hvis vi var alene i samme rum.

Indlæggelse for 3. gang

Så blev jeg indlagt på Hillerød. Med det samme blev jeg indlagt på den lukkede. Jeg husker ikke mere af denne nat, for jeg fik en masse medicin for at kunne sove.

Det tog noget tid før jeg turde bevæge mig ud for værelsets 4 vægge. Var dybt ræd for at blive slået ihjel.

Som jeg husker det så var de første jeg mødte super flinke. Jeg følte stadig ikke at jeg havde styr over min egen krop, så jeg gik meget vaklende.

De spurgte til hvordan det kunne være at jeg var havnet sådan et sted. Jeg svarede åbent og ærligt om, hvad jeg var overbevist om var sandheden. At jeg var blevet fyldt med stoffer og gang på gang blevet seksuelt misbrugt af mine venner og alle dem, der arbejdede på gården. Forklaringen på, at jeg var overbevist om dette er, at jeg havde hørt historier om en, der havde boet på gården som havde overgrebet sig på sin søster og andre piger. Inklusiv en pige jeg holdt meget af på gården. Det havde jeg meget svært ved at tackle. Og det med stofferne, ja dem har jeg altid interesseret mig for. Og jeg må have megen information gemt i underbevidstheden, for jeg kunne farverigt fortælle om alle de stoffer de havde givet mig.

Efter noget tid fik jeg svært ved at skelne mellem hvad jeg sagde, stemmerne sagde, hvad jeg tænkte, og hvad der blev sagt til mig. Dette stod på i et halvt års tid og var meget kaotisk, eftersom jeg gang på gang måtte spørge om jeg eller andre lige havde sagt noget.

Nogle gange blev jeg bange for at stemmerne skulle overtage mig, så jeg stoppede helt med at snakke. Og hvis det var rigtig slemt, stoppede jeg helt min vejrtrækning, så kunne de ikke overtage mine ord. Men nogle gange stoppede jeg min vejrtrækning så lang tid så jeg til sidst blev helt lilla i hovedet, læberne kolde og jeg næsten besvimede.

Var i en periode så angst, at jeg fik fysiske smerter. Det fik jeg i den samme periode hvor jeg var overbevist om, at jeg var en reinkarnation af Jesus. Så troede jeg, at jeg havde evnen til at mærke andre folks smerter, og at jeg kunne forudse alt, hvad der skete og, at jeg kunne fordreje dette. Det gjorde mig yderst angst, for så var jeg bange for at jeg, uden at det var min intention, ville sørge for at der skulle ske noget ubehageligt.

Var også overbevist om at jeg kunne heldbrede mennesker, så når jeg fik besøg fortalte jeg folk deres problemer og at de trygt kunne stole på mig, jeg skulle nok hjælpe dem.

Stemmerne sagde, at hvis jeg ville beholde mine overnaturlige kræfter så måtte jeg ikke sige ét ord om det til nogen. Så jeg holdt det for mig selv.

Jeg troede også at jeg var skyld i alverdens problemer og ulykker. Blandt andet at jeg var skyld i 3. Verdenskrig. Blev meget påvirket af billederne fra tv avisen.

I en periode troede jeg, at ham der havde værelse ved siden af mig, var satan selv. Han var en kriminel rocker og ikke ligefrem den rareste type. Jeg skulle gøre alt hvad der stod i min magt for at rede verdenen fra ham og hans ledsagere, som jeg vil fortælle mere om senere. Jeg havde vindue ud til vejen og så mange mennesker komme til afdelingen udenfor. Jeg troede, at alle der kom var mennesker, der skulle søge ly fra den dommedag der nærmede sig, hvis jeg ikke gjorde noget for at stoppe satan. Jeg fulgte ham overalt og fik at vide fra stemmerne at jeg skulle kæmpe kampe mod ham. Jeg skulle blandt andet synge med på de sange, der blev spillet i radioen. Jeg var jo født til at synge, det var nu jeg skulle vise mit værd. Og jeg skulle synge de sange der var skrevet af helgener. Jeg fik en helt anden livsbekræftende mening ud af de sange jeg skulle synge. Senere blev jeg flyttet til et andet værelse på samme afdeling. Men det hindrede mig ikke i stadig at tale med ham.

Han skaffede noget fjolletobak som jeg røg med ham. Det var vidst ret heftigt for han sov mange timer derefter. Men jeg følte ikke rigtig virkning, for jeg var så dopet i forvejen. Jeg fik 30 piller om dagen, fire gange dagligt. Og jeg var dødsens ræd for at tage dem. Jeg var overbevist om at nogen prøvede at forgifte mig. Det var en lang, sej og ulidelig kamp hver gang jeg skulle tage medicin.

Hallucinationer

Efter jeg havde røget den joint han gav mig gik der en nat, og da jeg så vågnede havde jeg det forfærdeligt.

Jeg løb op og ned af gangene, jagtet af døden. Jeg kunne se ham. Med le og det hele. Han bar en mørk dragt og skjulte sit ansigt. Jeg var sikker på at jeg efter jeg havde røget, havde åbnet mit sind og kunne se ting andre ikke kunne se. At der var blevet åbnet op for en åndeverden. Jeg så også nogle af sygepasserne som dæmoner. De havde enorme store tænder, en sort aura og kæmpe sorte vinger. De gjorde mig fuldstændig rædselsslagen. Jeg var overbevist om at de arbejdede sammen med djævelen. Og alt hvad de rørte ville visne og dø, for det var det jeg så. Men jeg så også nogle af sygeplejerskerne som engle. De kunne lyse et mørkt rum op. Dem følte jeg mig tryg ved. Alt hvad de rørte blomstrede op.

Nogle gange når jeg kiggede mig i spejlet flød der blod ud af alle åbninger i ansigtet.

Helsingør

Senere blev jeg overført til Helsingør psykiatriske. Det skete uden mine forældre fik noget at vide. Så de fik svært ved at få fat i mig. Men en dag fik de fat i mig, fra Brasilien. Det var min søsters fødselsdag. Da jeg fik dem i røret kunne jeg ikke genkende deres stemmer og havde svært ved at fuldende hele sætninger. Følte, at damen der sad omkring 6 meter fra mig, stod og åndede mig i nakken. Så jeg lagde hurtigt på.

Fordi jeg gik og troede, at jeg sagde noget hele tiden og alt var forskruet og syret var det tit svært at få nogen som helst mening ud af det jeg sagde. Man kunne ofte kun forstå bidder af min tale.

Jeg greb også mig selv i at snakke med mig selv sommetider. Eller rettere med de stemmer, der generede mig. Jeg havde det hele tiden som om, at stemmerne, der nu også var begyndt at tale dårligt om andre, talte for mig. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg sagde og var bange for at såre de andre patienter med de grimme og til tider meget onde ord. Så jeg holdt mig meget for mig selv og gik kun ud for at ryge. Nu fik jeg ikke helt så mange piller, men fik dem stadig 4 gange dagligt og det var stadigt forfærdeligt at tage dem og de måtte ofte tvinge dem i mig.

Jeg var også blevet bange for min computer. Jeg havde udviklet en konspirationsteori om at nogen havde brugt den til at hacke sig ind på nationalbanken og havde tømt hele banken for at sætte pengene over på min konto. Og når jeg så var i banken for at hæve penge kunne jeg se, at der var sat flere mio. ind på kontoen.

Jeg mente også at folk havde lagt ubehagelige billeder ind på min pc. Jeg sad engang og kiggede mine billeder igennem med én. Jeg kunne se alt muligt forfærdeligt uden at han kunne.

Jeg havde i lang tid klaget over min ringe trivsel på stedet. Det kulminerede i, at jeg til sidst pakkede mine ting og ventede på gangen på at nogen skulle komme og hente mig.

Til sidst hjalp det og jeg blev eskorteret af en politibil tilbage til Hillerød.

Tilbage til Hillerød

Da jeg vendte tilbage til Hillerød mødte jeg en sød pige 9 år ældre end mig. Vi fandt sammen og listede ind til hinanden om natten, selvom dette var strengt forbudt. Endelig var der noget glæde i en ellers ensom og kaotisk verden. Min verden. En verden af fortvivlelse, kaos og vanvid.

Jeg fik stadig flere og flere bizarre vrangforestillinger. Og nogle få kropslige vrangforestillinger; nemlig at min højre arm ikke var min egen. Den havde sin egen fri vilje. Den rystede konstant og gav store ryk en gang imellem. Jeg kunne slet ikke bruge armen til at spise med. Og så følte jeg at der var indopereret en chip i hjernen. En chip, der skulle overvåge alle mine bevægelser, tanker og handlinger.

Når nogen snakkede til mig var det altid som om at der var et skjult motiv bag. Det var oftest at de på en eller anden vis ville dræbe mig.

Alt havde en dobbeltbetydning. Jeg skulle hele tiden udregne det skjulte budskab, når der blev snakket til mig. Det var som om at alle var gået sammen mod mig og havde planlagt hvad de skulle snakke om.

Tilbage Til Gården

Til sidst blev jeg udskrevet og vendte tilbage til gården. Jeg var sindssygt bange for alle på gården. Det var stadig en kamp at tage pillerne. Jeg lod sommetider som om at jeg tog dem, men gemte dem i munden for senere at smide dem ud. Det gjorde ikke lige frem min situation meget bedre. Jeg havde droppet antabussen endnu engang efter jeg havde været indlagt. Havde også været ude at drikke mig fuld med min kæreste. Drak ikke det første stykke tid, men der gik ikke mere end et par uger før jeg fik lidt at drikke og en joint.

Jeg var hjemme så tit det var muligt, for der følte jeg mig noget mindre nervøs, men troede stadig også fuldt og fast på at de derhjemme havde misbrugt mig, på et eller andet tidspunkt i mit liv.

Mine forældre og mange af dem omkring mig vidste godt, hvordan jeg havde det. Også at jeg var overbevist om at jeg var blevet misbrugt. Det var en lang, sej og trættelig kamp om at blive overbevist om det modsatte. Husker specielt en tid hvor jeg gentagende gange beskrev hvordan jeg var blevet overgrebet af et familiemedlem. Min mor måtte tale mig til ro, jeg kunne se at det var yderst krævende for hende.

Jeg fik nu også panik og angstanfald. Mine pupiller udvidede sig, jeg hyperventilerede og mit hjerte føltes som om at det ville sprænge ud af brystkassen. Jeg var sikker på at jeg skulle dø, fordi de endelig havde forgiftet mig med min medicin.

Jeg fortolkede stadig og drejede stadig alt hvad jeg fik at vide til noget helt andet. Det blev oftest til noget i stil med at – “Nu dræber jeg dig” – “det er helt okay at slå andre, jeg slår jo dig” osv.

Jeg følte mig meget ensom og tilbragte al min tid for mig selv, alene på mit eget værelse. Nogle nætter satte jeg dødsmetal på og lyttede intenst til teksterne. Senere hen brugte jeg musikken når jeg skulle skære mig selv på lårene. Jeg skruede højt op og jagede grillkniven ind i benene i takt til musikken. Nogle gange blødte jeg meget og det var svært at stoppe blødningen. Så vidste jeg at jeg var levende!

Jeg kan slet ikke med ord beskrive hvor bange jeg var i det halve år, hver evig eneste dag. Jeg har simpelthen ikke noget at sammenligne med.

Flytter til Egebo

Egebo er et bo tilbud for mennesker med enten epilepsi eller andre former for “hovedtraumer”, som har medført en eller anden form for neurologiske lidelse. Det er et varigt bo tilbud dvs. at man har mulighed for at bo her i lige så lang tid man ønsker. Men har man lyst og mod til at flytte er der også den mulighed. Jeg har bestemt tænkt mig at flytte, men ikke før jeg er helt klar. Vil ikke udsættes for endnu et nederlag.

Dem, der bor her er godt nok noget ældre end mig selv, sådan cirka det dobbelte af min egen alder, men de er meget flinke.

Det første lange stykke tid spiser jeg ikke med de andre og kommer sjældent ud blandt mine naboer. Når jeg endelig spiser med mine medbeboere ryster jeg meget på hænderne og jeg føler at alt hvad der bliver sagt, rundt om spisebordet, er rettet mod mig. Og jeg fordrejer alt hvad der bliver sagt til emner om at de vil skade mig.

Det er meget svært for mig at komme ud af sengen om morgenen og jeg bruger lang tid på at sove om dagen. Sandsynligvis på grund af en depression.

Det ændrer sig da jeg får struktur og daglige gøremål i løbet af ugerne der går.

Jeg har dog fortsat flere vrangforestillinger dagligt. De går stadigt på at jeg tror at jeg siger ting jeg i virkeligheden ikke gør. Det virker så virkeligt fordi jeg føler at mine læber bevæger sig, men det gør de slet ikke. En sjælden gang imellem kan jeg også selv høre at jeg siger noget, men spørger jeg så har jeg ikke sagt ét ord. Jeg tror også at jeg ved hvad folk vil sige og at jeg trænger ind i deres hoved og kan læse deres tanker og styre dem.

Jeg smadrede glas for at kunne skære mig med skårene og brændte mig. Ingen vidste, hvordan jeg havde det, og hvorfor jeg skadede mig selv. Det tog en 3-4 måneders tid før jeg opbyggede tillid til personalet og kunne fortælle om mine problemer.

Indlæggelse på epilepsihospitalets ungdomsafdeling

I løbet af foråret bliver det besluttet at jeg skal indlægges på epilepsihospitalet i Dianalund for at skifte medicin, ikke fordi jeg får mange anfald, har på det tidspunkt ikke haft noget anfald i 2 år, men mere fordi jeg har mistet mæthedsfornemmelsen. Det er en trist bivirkning af medicinen.

Jeg kommer i kontakt med andre unge på min egen alder for første gang i et halvt år. Jeg har for lang tid siden fundet ud af at det er vigtigt for mig at tage nogle hvil i løbet af dagen og at jeg ikke skal være for meget sammen med for mange mennesker. Det glemmer jeg hurtigt og den velstrukturerede hverdag glider hurtigt ind i en travl og alt for megen samvær med andre unge. Efter et par uger får jeg det dårligt og brænder mig igen. For første gang i 3 måneder.

Tilbage til Egebo

Det går noget bedre da jeg vender tilbage til mit bosted. Men så bliver det sommer og jeg får det pludseligt dårligt, fysisk dårligt. Det ender med at jeg tyr til grillkniven og skærer mig i lårene. Jeg magter slet ikke at være sammen med nogen.

Men senere kommer der struktur på min hverdag igen. Og jeg får mine daglige hvil. Jeg får det hurtigt bedre. Nu er jeg også begyndt at snakke med en terapeut en gang om ugen, foruden min psykiater, som jeg snakker med en gang om måneden.

Nu begynder de forfærdelige minder om opholdet på gården og indlæggelserne at vende tilbage. Jeg benytter mig meget af min terapeut, og dem der arbejder på Egebo, til at læsse det hele af og bearbejde mine oplevelser. Det hjælper utroligt godt at snakke om det. Men jeg bliver også meget ræd for at vende tilbage i psykosen. Får det nogle gange som om at jeg går på vat og svæver over jorden. Bliver også nogle gange fjern.

Nu begynder mine natlige mareridt. De kommer hver nat i 2 måneder. De handler oftest om at jeg bliver misbrugt. Jeg kan se det hele for mig dagen efter. Det er meget skræmmende og jeg begynder igen at stille spørgsmålstegn ved om jeg virkelig er blevet seksuelt misbrugt eller ej. Forskellen fra den tid og så tiden i psykose er bare at jeg ikke var helt overbevist om det og, at jeg ikke så syner.

Jeg drømmer også i en meget lang periode om at jeg er røget ind i en psykose igen. Drømmer at jeg er blevet psykopat og en masse væmmelige ting i den forbindelse.

Det er godt nok meget forfærdeligt at drømme dette hver nat, uge for uge, men det viser bare at jeg og min underbevidsthed er klar til at tale ud og bearbejde det hele. Jeg bliver bedre og bedre til at snakke og åbne mig for alle og jeg bliver også hurtigt bedre til, så snart der er tegn på selvmutilerende adfærd, til at hente hjælp.

Eftersom jeg har fået det så meget bedre synes vi at det er velfortjent med en lille ferie. Jeg tager på en 2 dags ferie til KBH med min kontaktperson. Det går virkeligt godt og vi kommer på museer, tager ud at spise og tager hele den sidste dag i Tivoli. Senere viser det sig så at det var for meget på en gang. Jeg får det dårligt i nogen tid, men ikke værre end at jeg på intet tidspunkt fortryder ferien.

Hvordan går det så nu?

I skrivende stund har jeg boet på Egebo i 11 måneder. Jeg har stadig aftaler med min terapeut og psykiater. Vi arbejder med struktur i hverdagen, jeg sørger for at få motion og dermed endorfiner til hjernen. Og vi arbejder fortsat med at sætte ord på følelser og udtrykke sig med klare sætninger. Og vi arbejder med tanker, følelser & adfærd.

Jeg føler sommetider at jeg skal passe på, hvis ikke jeg vil ryge tilbage i psykosen. Det sker oftest når jeg er træt. Jeg kan ikke huske hvad jeg lige har foretaget mig. Og der kommer flere vrangforestillinger og små psykotiske træk. Det sker sandsynligvis fordi jeg ikke har meget at stå imod med. Men jeg ved oftest at det er fantasien, der spiller mig et puds, når jeg tror jeg har sagt noget eller jeg ved hvad der foregår i folks hoveder.

Mål & Drømme

Jeg glæder mig til at få et skånejob og arbejde et par timer om ugen, forhåbentligt i en forretning, med ikke alt for mange kunder. Mit mål er også at starte på HG i handelsskolen og tage grunduddannelsen. Enten over 2 eller 3 år. Jeg har nemlig en stor passion for at hjælpe mennesker og det gør man jo når man står i butik. Men mit helt store ønske ville være hvis jeg kunne hjælpe andre mennesker ved at være enten en form for mentor eller guide, hvor jeg kan bruge min viden indenfor skizofreni og sygdomsforløbet, til at støtte andre sindslidende.

Der er helt klart lys for enden af den mørke, dunkle tunnel. Og jeg bevæger mig hurtigt mod enden. Meget hurtigere end jeg er klar over.

Hvordan var det at være indlagt?

Jeg kan ikke huske meget fra tiden på Fjorden, så skriver her om tiden i psykose på Hillerød & Helsingør. Samt de få akutte indlæggelser herefter.

Det pludseligt ikke at kunne stole på sine sanser, hvad jeg ser, lugter og føler, er en ganske skræmmende oplevelse. Er det rigtigt det jeg ser? Hvis ikke, hvorfor kan jeg så lugte det? Så er der også det med at føle sig konstant overvåget. Mange teorier opstår om hvem der holder øje med mig. Hvorfor?

Og hvornår stopper det?

Jeg får det meget dårligt og forstanderen beslutter, for mig, at vi skal tage til psykiatrisk skadestue omgående. Jeg er ikke meget for at sætte mig i samme bil som ham da jeg har forestillinger om at han vil gøre mig fortræd. Så en af mine venner tager med.

Turen til hospitalet er meget mærkelig. Hele verdenen synes forandret. Alle indtryk er forandret. Alt mørkt synes lyst, stort småt og det hele går i det hele taget meget hurtigt. For hurtigt til at kunne rumme det hele.

Vi ankommer og jeg får at vide at vi alle skal deltage i en samtale. Jeg er helt vildt bange og ser personer på gangene som slet ikke er der. De snakker til mig, men jeg kan ikke huske hvad de sagde. Det var en meget kaotisk aften.

Vi sætter os ind på et meget lille værelse og samtalen begynder.

Jeg fortæller at jeg har været udsat for seksuelt misbrug af forstanderen. Og at jeg er overbevist om at han vil flygte til Sverige, hvis jeg giver for mange oplysninger. Forstanderen tilføjer at jeg, siden den foregående nat, har været plaget af tanker om seksuelt misbrug om både noget familie, nogle venner, en af dem der arbejder på gården & forstanderen. Lægen spørger hvilke tanker der kører i mit hoved. Jeg er stadig meget bange og skæver over mod forstanderen og hvisker at jeg har for mange tanker, mange forstyrrende tanker. Han beder mig uddybe. Men jeg siger at de er alt for forstyrrende. Han spørger mig om jeg ser ting, der ikke er der. Jeg fortæller ham om dem, der lister rundt på gangene og siger ting. Sommetider er de onde, sommetider er de gode. Aktuelt er de gode. Forstanderen fortæller at det er disse mennesker, der siger at jeg skal skade mig. Lægen kigger på min arm.

Jeg bliver spurgt om jeg for nyligt har røget hash eller indtaget euforiserende stoffer. Det har jeg ikke. “har du ondt i brystet?” – spørger han og jeg svarer at det føles som om at mit hjerte gør ondt.

Min sindstilstand svinger meget. Det ene øjeblik er jeg stiv af skræk og svær at komme i kontakt med, da jeg driver ind i min egen fantasiverden. Så kan jeg pludseligt side at fnise og grine over det stemmerne siger. Huske specielt dette. Jeg kunne blive helt rød i hovedet af grin. Lagde overhovedet ikke mærke til sagens alvor.

Jeg bliver straks overflyttet til intensiv. Får nogle piller og falder hurtigt i søvn.

Den følgende dag bliver jeg overflyttet til den lukkede afdeling. Endnu en samtale finder sted. Jeg fastholder mine overbevisninger om seksuelt misbrug.

Han fortæller mig at dette umuligt kan have fundet sted. Altså at jeg både er blevet misbrugt af familie, venner og dem på gården. Men jeg er urokkelig i disse tanker eftersom jeg tydeligvis kan huske at jeg er blevet drukket fuld og derefter voldtaget. Jeg fortæller meget konkret om hvor meget jeg har fået at drikke og hvornår og hvor dette har fundet sted. Og at en af medbeboer er bange for at komme med sandheden, om at han også er blevet misbrugt, for han vil blive slået ihjel af forstanderen.

Mens jeg fortæller dette er jeg meget bange og konstant på vagt. Den mindste lyd og jeg springer op af stolen. Da jeg fortsætter snakken holder jeg mig pludseligt for ørerne i et minuts tid. Stop! Stop! Stemmerne råber inde i hovedet på mig. Da det stopper, må jeg bede om en pause, hvor der ikke bliver snakket. Jeg griner af noget stemmerne siger, stirrer tomt ud i luften, og samtalen endes. Jeg forholder mig på mit værelse hele dagen. Værelset er forholdsvis stort, med seng, bord, et par stole og et passende klædeskab.

Vinduerne er dobbelt sikrede og ser ikke ud til at kunne smadres, hvis man skulle få trang til at flygte.

Næste dag kommer jeg lidt ud, men kun for at opsøge personalet. Dette gør jeg meget ofte og jeg prøver hele tiden at fortsætte samtalen så de ikke går fra mig. Jeg får stadig bragt maden ind til mig. Men jeg spiser meget lidt. Senere på dagen kommer mine forældre. De har aldrig før set mig så dårlig. De oplevet mig stærkt selvmordstruende, men aldrig så psykotisk. Jeg kan ikke huske noget fra da de besøgte mig. De tager af sted til Brasilien med min søster et par dage efter. Jeg bliver ked af at de ikke er der, men for rigeligt at slås med, så glemmer det hurtigt.

Jeg har stadig en stemme i hovedet, der siger at jeg skal gøre slemme ting mod mig selv, indrømmer det ikke overfor personalet. Der går flere og flere dage hvor jeg er for ræd til at bevæge mig ud for værelset. Jeg er alt, alt for bange.

Det eneste tidspunkt jeg går ud er når jeg skal hente mad. Jeg spiser meget lidt. Efter et par dage begynder jeg at bevæge mig ud for værelses fire vægge. Stuen er stor, der står et par sofaer og nogle stole rundt om et bord, der er i knæhøjde. Stuen har også udgang til en meget lille have. Jeg går, med en robotagtig gang, ind i stuen og sætter mig i en stol. Mit blik er meget stirrende og jeg er stadig bange. Efter noget tid kommer der nogle patienter og sætter sig hos mig. De er super flinke og meget imødekommende, trods deres tilstand.

Det virker let at skabe et bånd hurtigt, da vi alle har noget til fælles. Vi er alle indlagt og ikke ligefrem i en særlig let situation. Jeg begynder hurtigt at åbne mig og fortæller, farverigt, om de overgreb, der er begået imod mig. Nogle rejser sig og går, andre bliver siddende. Jeg fortæller om alle de ecstacypiller jeg er blevet fodret med for, efter gang på gang, at blive voldtaget. En af dem der sidder ved siden af mig rykker nærmere og spørger hvilken farve pillerne havde. Jeg svarer; “lyserøde”. Han spørger om de havde et mærke. Og jeg siger at der var 3 trekanter. Som et mitsubishi-tegn. Jeg får at vide at det er nogle af de farligste. Man kan tydeligt se at de har stor sympati med mig. Jeg husker en dame som blev meget ked af det. Og ham, som jeg mener var hendes kæreste, trøstede hende.

De går og ind kommer noget personale. De var blevet hentet af nogle patienter. Jeg bliver bedt om at følge med dem ind på mit værelse. Jeg får at vide, på en bestemt, men rolig, måde, at jeg ikke må belemre de andre med mine problemer. Et par timer går og så kommer der noget personale ind med et spil kort. Vi spiller 500. Der går ikke lang tid før jeg finder ud af at jeg har overnaturlige evner. Jeg kan forudse alle kort. Husker egentlig kun, at jeg gættede rigtigt hver gang, men det kan selvfølgelig umuligt være tilfældet.

Et par dage går og der er lidt fremgang. Men jeg får det meget dårligt af at se tv. Jeg tror at jeg er skyld i alverdens ulykker. Jeg tror at jeg kan ændre på det, der sker. Det er også forfærdeligt at høre radio, eftersom jeg tror at der er skjulte budskaber bag alt hvad der bliver sagt og jeg prøver på at fortolke alle sange, der bliver spillet. Det kræver meget energi, når man hele tiden bliver afbrudt af sine stemmer, som jeg for resten nu, er i tvivl om er min egen indre stemme, eller noget udefra. Jeg begynder også at blive i tvivl om hvor meget der bliver sagt i mit hoved, kommer ud gennem min mund.

Jeg bliver flyttet over til en åben afdeling, eftersom det vurderes at jeg får det for dårligt til fortsat at være på en lukket afdeling. Og jeg er ikke længere suicidaltruet.

Den foregående nat har jeg været meget plaget af tankerne om at misbrug, men kan nu godt tage afstand fra det. Der er stadig en stemme, der taler negativt om mig selv og mine omgivelser. Når jeg svinder hen i fantasiverdenen er jeg meget i tvivl om stemmerne tager over og taler ud gennem min mund, for det jeg hører nu, er min egen stemme.

Kan herfra ikke huske meget af indlæggelsesforløbene, så har valgt at fortsætte med nogle punkter.

Forflytninger mellem Hillerød & Helsingør

Mens jeg havde det allerværst blev jeg flyttet frem og tilbage mellem åbne og lukkede afdelinger. Det var en virkelig skræmmende oplevelse. Jeg drev ind og ud af min fantasiverden og kunne se for mig at chaufføren ville patere og torturere mig med en motorsav i en skov. Jeg var frygtelig bange.

Prøvede at flygte

Jeg var yderst skræmt under hele indlæggelses forløbet, fra start til slut, men en periode hvor jeg hallucinerede voldsomt, og så døden, var det eneste jeg tænkte på at slippe ud fra det forfærdelige fangenskab. Så jeg greb nogle stole, og et bord, der stod på værelset. Kastede dem mod ruden i håb om at den ville smadre.

Tvangsindlagt

Jeg kunne ikke se at jeg var syg så jeg bad mange gange om at blive udskrevet. Det endte med tvangsindlæggelse.

Forgiftning

I en periode var jeg overbevist om at jeg blev forgiftet med den medicin jeg fik udleveret. Jeg kunne smage blod i munden og mærke at syren, fra medikamenterne ætsede mig langsomt op indefra.

Meget medicin

Jeg fremstod i en lang periode som alvorligt psykotisk og yderst forpint.

Derfor fik jeg meget medicin. Stærk medicin. Jeg gik rundt som en zombie og trak fødderne efter mig. Når jeg sad og snakkede, så meget som jeg nu kunne, drev jeg somme tider ind og ud af den magiske verden. Så hang jeg ned af stolen og mundvandet løb ned af mundvigen.

Samtaler

På ét tidspunkt var min psykolog bange for mig. Jeg var meget alvorlig og råbte af hende. Hun måtte under ingen omstændigheder lave nogen mimik, gestikulere eller skifte toneleje mens vi snakkede. Kunne slet ikke klare det.

Det gjorde mig virkelig nervøs.

Jeg kunne heller ikke sige meget fordi jeg levede i en anden verden. Så prøvede at skrive en masse ned på et stykke papir. Men formåede kun at skrive; “Må jeg tale, når døden taler gennem mig”.

Dødelig Sprøjte

Et par dage gik jeg med den forestilling om at de ansatte ville give mig en dødelig sprøjte. Kunne mærke på et tidspunkt at jeg fik den. Det gjorde meget ondt. Kan bedst beskrive det som en stivkrampevaccination, bare meget værre.

Men oplevelsen af at være indlagt, altså hvordan jeg blev behandlet & fik hjælp, var en god oplevelse. Jeg kan kigge tilbage og konkludere at jeg fik den rette behandling og at dem der behandlede mig var meget menneskelige.

Jeg kan huske gode stunder, fra da jeg var ved at komme mig, og jeg blev klippet af en af de ansatte. Hun var tidligere frisør. Og det var meget rart for mig at blive behandlet som et selvstændigt individ og ikke bare endnu en patient.

——

Læs 1. del af “Kan man vågne fra et mareridt, når man ikke sover?”

Om forfatteren:

Jonas Strandgaard bor på Udsigten i Roskilde, et bosted for psykisk syge, er 25 år og har haft diagnosen paranoid skizofren i 5 år. Han er nu vendt tilbage til livet efter mange hårde kampe med sygdommen. Han er stadig i behandling, men studerer nu STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) i fagene engelsk, dansk og matematik, og der er nu gået lang tid siden hans sidste indlæggelse. Han kæmper hver dag for at fylde dagene med gode oplevelser, og opfordrer andre til at gøre det samme.

Bogen er en rejse gennem Jonas’ erkendelse og sygdom. Den kan føles hård til tider, men hvis man bliver ved med at læse giver den håb for, at man med behandling, medicin og en kampgejst kan komme videre i livet. Den inspirerer til at komme op af selv det sorteste hul, inklusiv selvmordsforsøg – og alligevel nå frem til en recovery. Derfor opfordrer jeg til ikke at miste håbet, men til at tro på, at det nok skal lykkedes, som det er for Jonas.

Efter mange indlæggelser og en hård kamp er det lykkedes Jonas Strandgaard at vende tilbage til et normaliseret liv. Dette har dog kostet en del indlæggelser og flere selvmordsforsøg. Idag siger han: