Pludselig en dag lykkedes det. Jeg blev gravid, fødte en stor dreng – og siden den dag fik mine selvmordstanker kamp til stregen.

En drivkraft var kommet for at blive.

Af: Pia Løvstad Frydensberg

Året er 2002. Jeg og min mand forsøger efterhånden desperat at blive gravide. Jeg presser mere på processen end han, for jeg har brug for et barn af to grunde; for det første for at overøse hende eller ham med al den anerkendelse, jeg aldrig selv fik – og to; jeg higede efter et lille menneske, som jeg kunne identificere mig med og finde ro med. Stabil og nærværende ro.

Året 2003 lykkes det. Jeg føder en stor og rask dreng efter mange timers uafbrudte veer. En stjernekigger som krævede sin kamp, stort fald i iltniveau og hjerteflimmer, før han slap sin vacuum-pakkede indre verden. Et skrig lød, tårer faldt og livet blev med ét anderledes – på godt og ondt.

Året 2005. Jannik er et par år nu. Jeg er klar over, at noget er galt. Jeg får ikke den ro som jeg higede efter inden hans tilblivelse. Jeg får til gengæld rigelige mængder af uro, ustabilitet og kaos. Jannik slapper ikke af – ikke et minut, ikke et sekund. Jeg slipper tøjlerne en anelse. Ikke i hjertet men i glæden. Husbonden tager over, og jeg finder kniven frem igen og igen. Jeg må overleve det her strittende og kaotiske barn. Jeg må skabe plads til fortsat at være den mor, jeg drømte om at skulle være.

Året 2007. Jeg og manden beslutter os for at skilles. Jannik fordeles ugentligt 4 dage hos mig og 3 dage hos eksmanden. Det går ikke. Jeg finder kniven langt mere frem end jeg kan styre. Jeg skal indlægges, igen og igen. Selvmordstankerne brager løs – men de møder modstand. Jannik popper op, præcis som et pop-up vindue på nettet. Intet anti-pop-up systemet er utilstrækkeligt, og jeg tvinges til at se realiteterne i øjnene: Jeg kan ikke rumme Jannik mere end et par dage om ugen. Min eksmand bliver main-parent. Han forstår mit budskab, og alting aftales udenom systemet.

Året 2008. Jeg har en samtale med en børnehavepædagog. Hun spørger ind til Janniks uro. Jeg går i forsvar. Min søn fejler intet. Hører du! Mit hoved ved besked, og mit hjerte græder. Jannik sætter os på prøve, alle sammen. Ikke bevidst, men styret af sit indre kaos. Min mor står klar til hyppigt samvær med skattedrengen. Det aflaster os vældigt – men giver også god plads til selvskaden og selvhadet. Jeg bliver indlagt med dystre tanker. En personale siger; ”Du er deprimeret men din kærlighed til din søn oppebærer dig”. Ja – det havde han så evigt ret i.

Året 2009. Skolelivet starter for Jannik. På nul komma dut falder Jannik sammen, for første gang i sit unge liv. Han græder og vil ikke i skole. Han siger ord som splintrer mit hjerte. Nu skal vi finde en løsning på hans kaos. En samtale med skolelærer og skoleleder – og Jannik skal observeres af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Jo jo, Jannik er urolig. Resultat: Skattedrengen har ADHD i en svær grad.

Året 2010. Mit liv smuldrer – ofte. Jeg føler mig utilstrækkelig på en meget gennemgribende måde. Paradoksalt nok frembragt af dét barn som jeg elsker højere end ord kan definere. Den dreng som jeg kæmper min psykiske kamp videre for, og som forhindrer mig i at skære for dybt. Han er simultant med min moderfølelse, blevet mit livs sorg. Et tab af det lille menneske som jeg drømte om, at kunne nyde i ro, stabilitet og forbundethed.

Året 2012. En lang terapeutisk proces har bygget mig op. Jeg kan nu tro på, at jeg gør det godt nok for Jannik. Og Jannik stortrives i sin specialklasse på selvsamme skole, som han indledte med at frygte. Mine mørke stunder har aldrig haft ringere kår end i dag, og dagene sammen med skattedrengen er blevet langt lysere, mere rolige og nærværende. Jeg tror på et godt liv.

——

Denne artikel er et oplæg til temanummeret “Et beskedent ønske til livet – og andre personlige beretninger om tilværelsen og det, mennesker gør for at fastholde livskraften”

Fra Tidsskriftet Outsideren 82.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.