Psykiatrien i dag er en vild kamp om særinteresser, hvor enhver diagnose med respekt for sig selv har sin helt egen forening, der skal skaffe penge og og rettigheder til netop denne gruppe af psykiatribrugere.

Det ligner eet stort kaos.

Hvad kan man gøre?

Redaktionel kommentar – tidsskriftet Outsideren nr. 84 – Af Klavs Serup Rasmussen
Illustration: Eva Toft og Michael Schiøler Tingsgård

00-Out#84-dec12-07lowAntallet af foreninger og organisationer på psykiatriområdet i Danmark er uoverskueligt stort, og hver eneste af dem påberåber sig at repræsentere noget ganske særligt. Sådan har det ikke altid været. Det er resultatet af en udvikling, der tog fart for små femten år siden, da en mindre gruppe sindslidende brød ud af Danmarks hidtil eneste forening for sindslidende, SIND, og dannede LAP. Siden er det gået slag i slag, og i sær diagnosespecifikke foreninger er spiret frem alle vegne, således at der i dag er en selvstændig forening til (næsten) ethvert potentielt problem, der rimer på psykiatri – se et mindre udsnit her

Det har skabt en situation, hvor Darwin ville knibe en sentimental tåre. Kampen for at tilgodese sine medlemmer har bevirket, at foreningerne og organisationerne på psykiatriområdet i dag er bevæbnet til tænderne med alliancer, videnscentre, arméer af frivillige, politiske kontakter – og arkiver fyldt med storslåede planer, der alle skal brede netop deres særinteresse ud i hele verden.

Da psykiatrien alligevel giver diagnoser, som vinden blæser, rejser det en række interessante problematikker i forhold til hvem, der kan være medlem af hvilke foreninger. Kan man for eksempel få overført sit medlemskab fra en forening til en anden, når man får ny diagnose?

Eller kommer man i bad standing..?

Tager man en snak med mennesker i og udenfor psykiatrien, der ønsker at tage del i debatten og gøre bare en lille forskel, er de ofte udmattede og tæt på at give op. Det er for svært for dem at gennemskue, hvad der er op og ned i psykiatrien, og alt for let at træde forkert.

Intet kan ødelægge den gode stemning, som når man joker med at høre stemmer til et årsmøde for spiseforstyrrede (jeps, stor fejl), eller endnu værre, hvis man lovpriser gode effektive piller mod psykisk sygdom midt i brugermiljøets sorte firkant, hvor psykofarmaka er som en Muhammed-tegning for militante religiøse.

Selv sprogbrugen afspejler, at man skal være en stor tilhænger af mangfoldighed for ikke at finde situationen kaotisk. Bliver du skør, kan du nu vælge at kalde dig psykisk sårbar, psykiatribruger, psykisk syg, psyko-socialt handicappet, sindslidende – og sikkert også mere, der bare ikke er plads til at huske.

Bør samle sig

Det kalder på modreaktioner, og de er også ved at hobe sig op. ”Psykiatriforeninger bør samle sig,” skrev et af landets største politiske netmedier, Altinget.dk, den 27. november 2012. Udtalelsen kommer fra to sundhedseksperter, der påpeger, at de mange psykiatriforeninger vil vinde indflydelse og gennemslagskraft ved at samle sig. Og på mange måder giver det umiddelbart mening at samle sig.

Lige nu sidder de fleste foreninger fast i det samme hængedynd med at søge penge, få kopimaskinen til at funke, huske regnskaberne og alt det andet praktiske bøvl, der kan blokere for selv den bedste hensigt. Kræfterne går til at holde sekretariatet kørende, indkalde til næste møde, lave det nye medlemsblad og lede efter de fantastiske frivillige, der skal skabe en ny og bedre verden.

Samlet set betyder det, at de fleste aktiviteter i psykiatrien sjældent kommer ud over rampen. De færreste, der indlægges i psykiatrien, eller deres pårørende, hører nogensinde om psykiatriforeningernes eksistens. De, som foreningerne skulle hjælpe, har derfor sjældent adgang til hverken den viden, de aktiviteter eller den indflydelse, der er mulighed for i foreningerne.

Vupti, vupti

Det er temmelig fristende at slå sig muntert på lårene og tro, at SIND bare var langt ude i 60’erne, når der efterfølgende er kommet så mange nye foreninger, der insisterer på at være noget helt andet end SIND. Men udviklingen er mest af alt en afspejling af den specialisering, der er sket i psykiatrien i samme periode.

Et menneske, der ryger ud i tovene, er ikke længere bare gak – men gak på en stadig mere speciel måde. Det skyldes fremkomsten af stadig flere diagnoser, nye klassificeringer og specialiserede behandlingsmetoder.

I 1968 arbejdede psykiatere med 182 forskellige psykiske lidelser. I 1994 var der 297 forskellige psykiatriske diagnoser, og hver diagnose adskiller sig konstant mere og mere fra de andre (tal fra det amerikanske diagnosesystem DSM, tendensen er den samme i WHO’s ICD klassifikationssystem)

00-Out#84-dec12-008

Taler man med læger om det, er de selv meget opmærksomme på, at subspecialisering er uundgåelig i deres fag, og, at det kan have nogle temmelig uforudsigelige bivirkninger. Det er således ikke let at finde en læge med respekt for sig selv, der ønsker at arbejde i de almene medicinske afdelinger. Alle vil videre og finde deres eget lillillebitte forskningsfelt, hvor de kan vinde hæder og ære.

Foreningerne er trofast fulgt i hælene på psykiatrien med det resultat, at mennesker med forskellige psykiske lidelser nu ser på hinanden som væsener fra forskellige planeter med usammenlignelige problemstillinger. En bivirkning af lægevidenskaben og det med så voldsom effekt, at de fleste psykiatriforeninger i dag seriøst er i tvivl om, hvorvidt de kan finde en form for enighed at samles om.

Som studiet af bakterier

Og sådan er det jo, hvis man tavst følger efter noget, der i bund og grund bygger på videnskab. Til sidst er mennesket slet ikke til at få øje på. Tilbage er kun abstrakte problematikker om årsagssammenhænge, der ikke ser det, der er lige foran ens næse. Trænger man til at blive mindet om det, skal man høre en psykiater fremlægge sine forskningsresultater. Som for eksempel, da den amerikanske psykiater og professor William F. McFarlane i november 2012 fremlagde sine forskning om pårørendeinddragelse på Bedre Psykiatri’s Jubilæumskonference.

Havde forskeren været fuld og glemt det med den genetiske disponeren…

Har man prøvet bare en lille smule psykisk sygdom på egen krop, er én ting helt tydeligt; Psykiatere begriber ikke, hvad de har med at gøre. De studerer sindet på samme måde, som de ville studere bakterier, gennem omfattende empiriske forsøg, hvor den anvendte metode opfylder alle videnskabens krav, men bare er helt ubrugelig, når det drejer sig om mennesker.

Denne forsker fremlagde med stor grundighed sine resultater om, at mennesker, der var genetisk disponeret for psykisk sygdom, kunne undgå sygdommen, hvis man ændrede den måde, familien var sammen på. Men havde forskeren været fuld og glemt det med den genetiske disponeren – og altså kun sagt, at mange mennesker ikke ville blive ramt af psykisk sygdom, hvis man kunne lave om på den måde, familien fungerede på – så ville det stadig være de samme tal, han fremlagde, men nu ville de fortælle en helt anden historie.

Den ville handle om, at samværet i familien betyder mere end gener. Hvad der er tættest på sandheden – tjah, man kan jo spørge dem der deltog i forsøget, men det ville måske have ødelagt forsøgets metodiske renhed.

Den slags oplevelser efterlader altid en dyb forundring over psykiatere. De vil hellere scanne hjernen, kortlægge generne og opspore tvillinger i fjerne ender af kloden, end at spørge mennesker, hvad de selv synes, der har været vigtigt i deres liv.

Pårørende og deres foreninger bliver i øvrigt lige så formet af psykiatrien og dens skiftende forestillinger som alle andre. Bedre Psykiatri’s grundfortælling begynder f.eks stadig med et opgør med den skurkerolle, som pårørende fik tildelt i 80’erne, hvor psykisk sygdom blev anset for at være et direkte resultat af opvæksten.

Medlems- eller symptomforeninger

I et interview fra 2000 sagde en af de oprindelige udbrydere fra SIND, den nu afdøde Kaja Neumann, at Bedre Psykiatri nu lignede Sind så meget, at det var meningsløst at have to forskellige foreninger. Nu siger resten af verden det samme.

Det er forståeligt nok svært at se forskellene udefra, når alle foreningerne, undtagen LAP, læner sig op af de samme forskningsresultater, stoler på de samme autoriteter, køber alle diagnoserne. Foreningerne gør hurtigt sig selv til blot de yderste knopper på psykiatriens grene. Derfra er det bare at gå i gang med at arrangere endeløse foredragsaftener om de nyeste diagnoser, stable rådgivninger på benene og kæmpe for den særlige indsats for lige netop ens egen diagnose, der giver en varm følelse af sejr.

Set i det lys, giver det faktisk god mening at arbejde henimod én stor patientforening, der kan samle alle de mange små. Problemet er bare, at de store mastodonter – se blot Kræftens Bekæmpelse – har det med at save kanterne af, samle de fem mest allerede anerkendte forskere og kaste sig ind som ligeværdig partner til de mest magtfulde politiske og økonomiske institutioner –og på sigt miste næsten enhver evne og lyst til visionær og oprørsk ageren.

Det er ikke svær at forestille sig, at en altdominerende patientforening meget hurtigt vil danne fælles front med den etablerede psykiatri.

Det kan foreningerne til gengæld, når de er bedst.
De kan fastholde psykiatriens fokus på mennesket,
så blikket ikke glider for langt væk i symptomer

Men giver det mening at følge trofast i hælene – og måske endda blive en del af et system – der er så opslugt af at kategorisere menneskelig adfærd, at alle til sidst er så fuldstændig overbebyrdede med at holde styr på forskellene mellem de mange symptomer, at ingen orker at spørge sig selv, hvad det er, der er til fælles for alle disse mennesker, der på et tidspunkt får brug for at henvende sig til psykiatrien.

Tja. Måske skal man have været patient i psykiatrien for at lure rundt med en fornemmelse af, at psykiatrien ikke helt begriber, hvad den har med at gøre, og at den derfor har brug for gedigent modspil.

Lægernes hellige gral er at finde årsagen til det hele. De flikker stadig mere komplekse forklaringer sammen, i en rastløs søgen efter svar. Men psykiatrien kan ikke selv standse op og spørge sig selv, hvorfor det egentlig er, at mennesker nogle gange lægger forstanden og humøret fra sig.

Det kan foreningerne til gengæld, når de er bedst. De kan fastholde psykiatriens fokus på mennesket, så blikket ikke glider for langt væk i symptomer. Så – lige så kritisk, man kan være overfor de utallige kampe om særinteresser, lige så glad skal man måske være for den mangfoldighed, de utallige foreninger også er udtryk for.

Måske evner foreningerne ikke at være mere end klubber for symptomer. Det er ikke ideelt, men det er at foretrække. I hvert fald i dette kapitel af historien, hvor der er en spirende bevidsthed blandt psykiatriens patienter om betydningen af at deltage og være med til at forme psykiatrien.

Lægerne er kun lige ved at vænne sig til at se deres patienter som andet end objekter for behandling. Hvis foreningerne i den situation samlede sig i én enorm forening, så ville alt rodet, blindgyderne og uenighederne afløses af en gigantisk grå konformitet.

Det må godt vente.

00-Out#84-dec12-07low

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.