Boye Haure, medarbejder på tidsskriftet Outsideren, har i flere år anmodet redaktionsledelsen på Outsideren om at få spalteplads til en artikel om sit store idol – den danske filosof Søren Kierkegaard, hvorfor vi her bringer en af de utallige skriverier om Søren Kierkegaard, som Boye gennem årene har lagt på vores bord. Der er i øvrigt tale om den korteste af teksterne.
Det var Sørens!
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 77 / Litterært causeri af Boye Haure, illustration Maiken Bang
Den 2. september 2010 gik jeg ud til Assistens Kirkegård i København, hvor Søren Kierkegaard ligger begravet. Der mødte jeg en gruppe af turister, som stod ved hans familiegravsted. Da jeg opdagede, at de ikke vidste ret meget om manden, begyndte jeg at fortælle: Han blev født den 5. maj 1813 og døde i 1855, København var meget fattigt dengang, han var syg, måske psykisk, i perioder, han gik mange ture osv osv.
Da jeg havde talt og svaret på spørgsmål i over en halv time, sagde jeg; …and now coins please. ..Men de ville ikke betale. Sådan nogle nærige turister. Til gengæld klappede de. Jeg har læst meget Søren Kierkegaard i mit liv. Jeg købte hans samlede værker, da jeg var 18 år. Jeg tænkte, at det ville være rart at have noget kvalificeret filosofi, som holder i mange år, selvom han blandt visse fagfilosoffer vist nok regnes for at være lille.
Igennem årene har mange psykiatere stillet diagnoser på Søren Kierkegaard. En del af dem mener, at han var både manisk og led af angst, mens andre vurderer det anderledes. Det gælder f.eks Hjalmar Helweg, der har skrevet klassikeren på næsten 500 sider: ”Søren Kierkegaard. En psykiatrisk-psykologisk studie”, som jeg lånte på Frederiksberg Hospital under en indlæggelse for en del år siden.
Hjalmar Helweg når frem til, at Søren var maniodepressiv med massive op – og nedture. Men deri er forskeren Joakim Garff helt uenig. Han har skrevet et andet mammut-værk, den moderne klassiker ”SAK” (initialerne i Søren Aabye Kierkegaard), hvor han slår til lyd for at Søren hverken var det ene eller det andet. Han var ”bare” søvnløs. I det hele taget vil Sørens sind – sundt eller ej – med garanti blive diskuteret herfra og til evigheden. Med en klar tendens til at psykiaterne diagnosticerer ham til at have en og gerne flere psykiske sygdomme, mens de litterære forskere som regel er lidt mere tilbageholdende.
Jeg selv er i øvrigt af den opfattelse, at han led af epilepsi. Det er jeg ikke alene om – præsten Leif Bork Hansen har samme holdning, som er funderet i nedskrevne vidnesbyrd fra Kierkegaards samtid, hvori berettes om anfald, hvor Kierkegaard faldt om på gaden og lå og spjættede i længere tid. Derudover skulle det også være sikkert og vist, at datidige midler mod bl.a epilepsi blev fundet i lommen på ham, da han døde i november 1855, kun 42 år gammel.
Når bølgerne går højt, kan man lade sig inspirere af, hvad Søren skrev. Ved konfirmation f.eks, eller når jeg fylder 50 år, som jeg gør d. 19. oktober 2011. Et sted skriver Kierkegaard: ”Udtrykket for, at Selvet ikke ved sig selv kan komme til eller være i Ligevægt og Ro, men kun ved i at forholde sig til sig selv at forholde sig til Det, som har sat hele Forholdet” – og det vil jeg tage til mig på dagen. Der vil jeg være ligevægten, der inviterer familie og venner til stor fødselsdag i festlokalerne nede i kælderen. Jeg skal fejres med maner, siger mine venner.
Fortjener jeg det? Det vil vise sig. Som Søren skriver i et genialt indfald: ”Livet leves forlæns. Forstås baglæns”. Søren fik en streng opdragelse af sin far ligesom mig. Han døde i 1969 lige efter juletid. Efter en samler kommer en spreder. Og uden at det skal lyde for højrøvet, så sker det, at jeg føler et slægtskab. Også jeg blev et godt hoved, åbent for alt som interesserer mig. Til tider lidt for frygtsom. Søren er så mystisk. Det skyldes hans levemåde. En gigant i tanken, en dværg i bevægelsen. Han havde ikke behov for at opsøge fremmede steder for at få inspiration. Han kom således aldrig til Paris. Kun en sviptur til Jylland blev det til. Og lidt hestevognskørsel til Nordsjælland. Det var før fodboldspillet blev opfundet i England. DBU er fra 1889. Hvad det har med sagen at gøre? Alt, thi det er en af den slags associationer, som Søren Kierkegaard lærte os at værdsætte.
—–
Boye Haure er uddannet cand. polit og nationaløkonom
I 1990`erne var han desuden medlem af Søren Kierkegaard-selskabet.