Af Martin Kjeldsen

Jeg kender efterhånden en del mennesker, der af den ene eller anden årsag har måttet forlade 2006-04-29 -002arbejdsmarkedet, heriblandt de fleste af den lille gruppe som jeg tillader mig at kalde mine venner.

For de fleste har udredningen været et mareridt. Jeg behøver næppe at komme med eksempler på dette, da såvel dagspressen som TV2 News har bragt adskillige historier om, hvordan folk bliver behandlet af jobcentre, kommunale sagsbehandlere, lægekonsulenter, etc.

Jeg er sikker på, at mange af jer, som sidder og læser dette lige nu, har prøvet det på egen krop.

Men når man er kommet gennem alt dette, når kampen er overstået og man kan tørre sved, blod og tårer væk fra sine hærdede kinder, så venter der en ny udfordring. Det forholder sig desværre ikke sådan, at tilværelsen som førtidspensionist eller langtidssygemeldt øjeblikkeligt åbner porten op til et liv i evig fred og harmoni.

Dels er der pengene. Ja, det lyder så simpelt og forudsigelig, men hvem kan, inderst inde, helt ærligt og nøgent, påstå, at penge er uden betydning?

Som samboende førtidspensionist indkasserer jeg kr. 176.952, årligt, før Skat. Jeg betaler 42 procent af disse tilbage til kommunekassen, og rådighedsbeløbet er hermed: kr. 102.632,16. Regeringens nye fattigdomsgrænse er på kr. 103.200,-. Hermed befinder jeg mig i den unikke situation, at jeg kan kalde mig selv fattig, men lad nu det ligge. Jeg er ikke alene.

Det siger sig selv, at hvis man f. eks. kommer fra en tilværelse, hvor man har tjent i hvert fald det dobbelte, så kan det mærkes. Faktisk har det store konsekvenser, især hvis man er gift med én som er så heldig stadig at have sin fulde erhvervsevne. Og hvis man så oven i købet, som de fleste, har både fast ejendom, flere køretøjer og børn, ja, så er gode dyr sgu rådne, for at sige det som det er.

 

Det var pengene. Jeg vil ikke dvæle yderligere ved den sag. Ligesom historien med kommunerne og jobkonsulenterne bliver den dækket så rigeligt af medierne.

 

Der er en anden og for mig at se vigtigere side af sagen, nemlig “Hvad Fanden får jeg tiden til at gå med?”

 

For, jo, i begyndelsen er det fantastisk at have al sin tid til rådighed. Det føles som om en hel ny verden åbner sig op. Pludselig skal man ikke hele tiden se på sit ur, og det gør ikke noget, hvis man lader telefonen blive hjemme. Pludselig kan man tillade sig at bruge en hel time i Kvickly, finde alle de gode tilbud, læse alt hvad der står på varebetegnelserne, more sig over stavefejlene på prisskiltene og de andre bavianers spidsrod fra indgang til kasse. Pludselig kan man sætte sig på en bænk og blive siddende så længe man vil og bare betragte mylderet omkring sig.

 

Ja, det er forfriskende og dejligt – i ti minutter. Så gider man ikke det længere. Det ligger dybt forankret i os at virke og være nyttig. Man kan godt tage arbejdet fra en mand, men man kan ikke tage arbejderen ud af manden. Vi vil bestile noget. Det er en indre trang. Og man kan kun nyde slendrian i en begrænset periode.

 

Derefter kommer tomheden.

 

Ja, du læste rigtigt: tomheden. For det er sådan det føles. Uanset hvor invalid og syg man er, så vil man mærke denne indre tang til at gøre nytte, og denne følelse vil ofte vokse og knage og brage løs i sindet, dag og nat. Rastløshed, utålmodighed. Man bliver pirrelig og til tider utålelig at være sammen med.

 

Og det er begrænset hvor mange gange man kan rydde op i køkkenskabene. Ledningerne under computerbordet kan kun sættes fornuftigere op, så mange gange som fantasien rækker. Opvasken, støvsugningen, at vande potteplanter og sætte sofapuderne på en bedre måde – ja, alt dette mister hurtigt interesse, og hvad så?

 

Ja, hvad så?

 

Man siger om Gud, at Han, før han skabte verden, befandt sig et sted hvor alt var muligt. Forestil dig en verden, hvor alt er muligt. I en sådan verden vil intet være til, intet kan eksistere, fordi alting er muligheder, og muligheder holder op med at være muligheder, når de bliver realiseret. Mulighedernes verden må have været fuldstændig tom.

 

Det må godtnok have været pænt kedeligt at leve på dette sted. Det er forståeligt, at Han valgte at realisere nogle af disse muligheder og hermed skabte den verden vi kender.

 

Det er lidt den samme situation, man står i, når man omsider har fået bevilget sin førtidspension og er kommet over beruselsen. Bortset fra, at økonomien og helbredet sætter naturlige grænser for, hvad der er muligt. Bortset fra, at ingen af os er Gud.

 

Det er nemt nok for mig. Jeg er doven og gider ingenting at bestille. At lave ingenting 24 timer i døgnet, året rundt, er fint for mig. Det er mit held. De fleste andre har stadig både selvrespekt og ambitionerne tilbage.

 

For dem gør det ondt.

 

Løsningen er tid. Giv det tid. Vi er mennesker, og vi mennesker udmærker os ved at vi kan tilpasse os stort set enhver tænkelig situation og enhver tænkelig omstændighed, selv total ledighed. Det ligger i vores artskarakter. Det er et instinkt. En tilværelse er ikke noget som bare kommer med posten en dag. Den skal bygges op over tid, og jo mere tid man har til rådighed, jo mere solidt bliver det færdige resultat.

 

Og hvis der er noget en førtidspensionist har, så er det tid. For mange af os er det det eneste vi har.

 

Så, brug tiden og brug den godt. Tid er under alle omstændigheder den mest værdifulde valuta som findes. Nyd det.

 

 

 

 

Om skribenten

Navn: Martin Kjeldsen. 44 år. Førtidspensioneret journalist mm.

Lidt om mig:

Jeg er alkoholiker. Ja, det er under alle omstændigheder, hvad jeg har valgt at kalde mig selv. Hvorvidt der overhovedet findes noget som hedder “alkoholiker”, ja, det kan der være delte meninger om, men noget skal man jo kalde det.

Jeg tror jeg var i starten af tyverne, da der var noget som sagde mig, at dét dér med druk, det kunne jeg ikke rigtig styre, men der skulle gå næsten ti år før jeg tog mig sammen til at gøre noget ved det. I den tid nåede jeg at uddanne mig som journalist og stifte et lokalt, sydfynsk tidsskrift, hvor jeg fungerede som redaktør i fire år. Jeg nåede også at udvikle et betragteligt alkoholproblem.

I 1997 måtte jeg kaste håndklædet i ringen. På det tidspunkt var jeg blevet smidt ud af min kæreste, stod uden bolig og måtte holde op med at arbejde.

Nå, men så røg jeg jo på rehab, og så rullede møllen ellers, og det endte altså med, at jeg blev diagnosticeret med en affektiv bipolar sindslidelse. Mit alkoholforbrug havde været en slags selvmedicinering, en måde at kontrollere svingningerne på. Gammel historie, nærmest en klassiker. Martin-på-bar

Jeg fik en førtidspension. Det er otte år siden, hvor det stadig var mulig for almindeligt syge at få en førtidspension. Nu om stunder skal man jo nærmest ligge for døden, før det kan lade sig gøre.

Min kone og jeg er for nyligt flyttet fra en boligblok i en Odense-forstad til et lille, stråtækket hus midt på bøhlandet på Vestfyn. Jeg hørte i radioen, at folk flytter som sindssyge fra landet ind til byerne, så vi tænkte at vi ville gøre det modsatte.

Udkanten har sin egen charme – på godt og ondt.

2 Kommentarer

  1. Erik Hulegaard

    ” Tid er under alle omstændigheder den mest værdifulde valuta som findes.” –

    Lad mig stilfærdigt korrigere dette udsagn: “Helbred er under alle omstændigheder den mest værdifulde valuta som findes.

    Derefter kommer “tid”. – Interessant indlæg, bogstaveret af en person, der har prøvet en del af livets etager og stadigvæk mestrer at tage såvel elevatoren som trapperne i forskellige niveauer.

    Jeg har kendt/kender flere førtidspensionister, der kan signere den usynlige stiplede linje under indlægget.

    Svar
    • Martin K

      Helbred som valuta? Den tanke kræver mere end blot fem minutters refleksion. Trapperne mellem livets etager er som alle andre trapper – det kræver større fysisk anstrengelse at gå ned end at gå op. Jeg valgte at tage nedturen i kolbøtter. Det er sjovere, selvom det selvfølgelig gør lidt mere ondt. Elevatoren var i uorden.

      Tak for komplimentet.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.