Om Foucault, kongelige hofnarre

og en smuk sygeplejerske…

 

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 66 / Af Holger Pedersen

CPR-numre. Jeg blev indlagt på Fjorden i Roskilde d. 12. april 1997. Det er jo ved at være mange år siden og siden optræder jeg sikkert i statistikken, som svingdør. Jeg vil dvæle lidt ved historien. Jeg følte i et par dage før, at jeg kunne tale med radioen og fjernsynet. Da jeg kunne det, måtte mit Dankort jo også frit kunne overtrækkes, så jeg gik ned og inviterede min underbo ud til overtræksfest. Han og en kammerat blev lidt overraskede. De gik lidt senere op til mig og opfordrede til at jeg blev indlagt på Fjorden. Jeg indvilligede og vi tog en taxa.

Tankerne løb jo gennem hovedet på mig. Da vi så ankom til skadestuen og de bad om mit CPR-nr, tænkte jeg næ. De skulle ikke have mig, så jeg valgte at holde kæft. Jeg var der jo i det nu og den dag i dag er jeg der i princippet stadig. Jeg husker den tilstand. Jeg var tavs. Jeg sad bare i en stol, med en læge og de to naboer omkring mig, og ville bare mærke min krop. Jeg sad og bevægede brystkassen og mærkede indersiden af bomuldstrøjen. Jeg har set skør ud.

Det tog noget tid og de valgte at give mig en pille. Jeg erindrer, at jeg mente at den pille ville slå mig ihjel. Ved stadig ikke hvilken pille det var, men jeg håbede på, den kunne give mig søvn. Jeg havde ikke sovet i nogen dage. De valgte at hjælpe mig i seng og lod en smuk ung kvindelig læge sidde ved siden af sengen. Det kunne vel være, at jeg efter lidt søvn ville komme til talens brug.

2010-09-16 - 003Ganske rigtig – jeg sov lidt og vågnede så igen midt på natten og fablede lidt til den, som sad ved siden af sengen. Lægen var nu byttet ud med en anden, men jeg husker at sige noget med, at Foucault bare var en lille bøsse, der ville befri bøsserne. Drømmene handlede om Foucault og talen var ude i hampen. Den som sad ved siden af sengen beroligede mig og bad mig bare sove videre.

Næste morgen talte jeg med alt og alle. Ville bare ud af døren igen. Jeg mente, jeg var blevet kongelig hofnar, så jeg kaldte en af de andre patienter for en lille nar. Det måtte han jo være, siden han sad der og jeg var en stor. Min første kollega. Jeg skulle tale med en læge i et sjovt rum, de havde den gang. Jeg talte og undskyldte, jeg var kommet. Ville bare hjem igen. Det sjove ved rummet var, at det var en sluse til en lidt mere lukket afdeling. Den afdeling, der ikke længere er dernede, – 42. Så jeg blev sluset ind i et rum med en bælteseng.

Synet af den seng gjorde mig jo helt ude af den. En ny læge og jeg ville stadig ikke ud med det CPR-nummer. Talte om, hvad Foucault måske havde ment og at der ikke var noget galt. De brugte ikke bæltesengen imod mig, så jeg følte mig vel befriet af en vist nok sprøjte. Inde bag ved det rum var så en hel afdeling, med det forhold, at man ikke kunne komme ud. Jeg tror ikke helt, det var gået op for mig, men jeg syntes et program i fjernsynet forklarede mig, at der var mennesker, der var ved at brænde mit hjem ned, så personalet mente, at jeg skulle en tur med følge til det andet – og somatiske – sygehus. Jeg fik at vide, at en smuk lille pige skulle følge mig derud og at jeg ikke måtte forlade hende.

Vi tog i ambulance til Roskilde Amts Sygehus. Her troede jeg jo på talen, så da vi stod i skranken og en hvid kittel, måtte kitlen gerne få det CPR-nummer. De satte et lille armbånd på mig med det og jeg nød at kigge på det, for mons tro ikke, jeg var på vej et eller andet sted hen. Jeg var indlagt der natten over og i nattens mulm og mørke blev følget skiftet ud, uden at jeg opdagede det. De satte elektroder rundt omkring på kroppen af mig og jeg blev bundet med dem til et apparat. Jeg husker, de satte nogen på, da elektronikken havde talt, som ikke førte til noget apparat. Jeg ved stadig ikke, hvorfor, men det var måske, fordi jeg ikke måtte gå fra afdelingen. Jeg husker, jeg spurgte, hvorfor, og fik at vide, at det var noget, sygeplejerskerne havde fundet på. Husker, det svar var godt nok for mig, for de var vel gode nok.

Jeg har biler på hjernen, så følget og jeg gik på et tidspunkt ud på en altan og kiggede ned på en parkeringsplads og jeg udtalte mig om, hvilken bil jeg bedst kunne lide og ville køre i. Det førte til, at vi på et tidspunkt skulle ud og køre taxa. Jeg var overbevist om, at den taxa ville køre mig langt væk – Amalienborg for at tale med Dronningen eller sådan noget. Jeg bad chaufføren stoppe et sted, hvor jeg kunne se på Domkirken, så jeg kunne få sagt rigtig farvel til Roskilde, men taxaen kørte mig ned på Fjorden, hvor jeg blev indlagt på lukket 21.

Jeg kommer ind på afdelingen og det første, jeg mødes af, er en af de andre, der siger: ”Ham der! Han skal da ikke være her, han skal ind til Dronningen”. Vi havde jo mandag d. 14. april, som vist nok er Dronningens fødselsdag, men jeg følte lidt, tiden var klog. Historien om CPR-nummeret er, at Holger i journalen blev indlagt d. 14. og ikke den 12. Der gik mange år, indtil jeg fortalte CPR til en medarbejder i psykiatrien. De læste det på mit armbånd, jeg sagde det ikke.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.