Af Kim Engelbrechtsen

Mine psykiatere gennem tiden har sagt det. Mine lidelsesfæller, der også er maniodepressive, siger det. Få struktur i hverdagen, ellers glider dagene ud i ét uden, at du får udrettet noget, og det vil du have det dårligt med, du vil føle dig ubrugelig. Og så er der stor risiko for, at du kryber til køjs og sover dagene væk. De har fuldkomment ret. Også i dén grad. Navnlig når man – som jeg – er førtidspensionist med masser af tid til rådighed, er det vigtigt med struktur på dagene.

I dag er jeg dybt afhængig af min Mayland kalender – jeg er så håbløst gammeldags, at jeg ikke har en smartphone og den slags hjælpemidler. Jeg sørger for, at der er noget, jeg skal foretage mig hver dag. Jeg passer godt på ikke at overfylde kalenderen med aftaler og møder, fordi jeg af bitter erfaring ved, hvor ærgerligt det er, når man så alligevel ikke får gennemført sine planer, og når man må melde afbud i tide og utide, fordi kræfterne ikke er til flere aftaler om dagen. Det sænker selvværdet at melde fra. Så hellere lave en realistisk plan for hver dag – og få succes med den.

Min dag ser typisk sådan her ud: Jeg står op samtidig med min kone, vi spiser morgenmad sammen, og jeg smører en madpakke til hende. Når hun er taget på arbejde, går jeg en tur med vores hund. Derefter sætter jeg formiddagen af til forskellige skriverier – jeg er journalist og forfatter. Klokken ét smækker jeg pc låget i for ikke at risikere at ryge op i en hypomani (en lettere form for mani)

Eftermiddagen går med almindelige huslige pligter – støvsugning, indkøb og den slags. Tirsdag og torsdag er der løb på programmet. Jeg løber med en gammel gymnasieven, som også er førtidspensionist. Derefter står den på hundetur nummer to og madlavning. Om aftenen hygger jeg mig med min kone. Nogle dage tager jeg en lille ”morfar” på en halv time, men i modsætning til tidligere gør jeg det med glæde og fuldt overlæg.

Hver anden mandag møder jeg andre maniodepressive i en gruppe under DepressionsForeningen, hvilket giver mig meget. Mange af dem er blevet mine venner, og vi laver diverse ting, så som picnic i Kongens Have, besøg på Frederiksborg Slot (for at se Bob Dylans malerier), osv.

For et par måneder siden blev jeg tilknyttet ”Outsideren”, men jeg må indrømme, at jeg ikke er kommet så meget derinde i Bragesgade, fordi meget af det, jeg skriver, jo ligeså godt kan ske hjemmefra. Men det er min plan at få en fast struktur også her. Jeg vil tage ind på redaktionen hver mandag og onsdag og møde de mange kreative og søde mennesker, der også er tilknyttet stedet. Det skal være mit ”arbejde”, selv om det er ulønnet. En vigtig del af et arbejde er at have kolleger.

Lyder det kedeligt? Måske! Men hertil er at sige, at folk i arbejde jo har en langt mere planlagt dag, og at der faktisk også er plads til spontane handlinger i mit liv. Disse opstår typisk, når en god ven giver mig et spark bagi og inviterer mig med på en fisketur eller andet (Jeg er er ikke selv så udfarende på grund af sygdommen). Afsted med termokande, fiskestænger, madpakker og chokolade (et must!). Af og til vender vi hjem med et par hornfisk eller en havørred, som vi spiser sammen, og som regel er mit humør steget adskillige grader efter sådan en spontan tur. Men det rokker ikke ved, at ro og regelmæssighed er det vigtigste for mig. Ikke for mange svingninger.

Jamen gælder det ikke alle – også raske og almindelige pensionister, at de skal have struktur? Jo, men ikke i samme grad som psykisk syge, som ofte lider af angst og uro og har meget svært ved at komme ud af døren. Jeg kender mange, der i perioder sover hele dagen væk – og jeg har selv været en af dem. Her hjælper det altså meget at planlægge din dag og også planlægge dit driveri, som en god veninde kalder det.

Jeg vil derfor stærkt anbefale andre med psykiske lidelser at få struktur i hverdagen. Brug en kalender og vær realistisk, når du fylder den ud. Det har hjulpet mig ekstremt meget!SAM_0153

Om Forfatteren

Journalist i mere end 25 år og forfatter til fem bøger - "Lev stærkt - dø naturligt", "En farlig ferie", "Mani og depression", "Kørestol-og hvad så?" og "Klimapolitiet". Du kan læse mere om bøgerne her: www.kims-bog-korner.dk Kim oprettede i 2013 Facebookgruppen "Mani og Depression" - primært for bipolare og pårørende. Gruppen har i dag 600 medlemmer. Kim har været journalist i Kræftens Bekæmpelse, redaktionschef på magasinet I Form, informationschef i Danmarks Turistråd og Scleroseforeningen.

2 Kommentarer

  1. Grethe Nielsen

    Det var også, hvad jeg fik at vide, da jeg var indlagt. Jeg skulle hver dag lave en dagsplan, hvor motion, kreative ting, besøg osv. kunne indgå. Men da jeg er et meget struktureret menneske, har jeg ikke brug for det længere. Men det er rart at have noget i kalenderen.

    Svar
  2. Birgit Christiansen

    DESVÆRRE HAR VI MISTET STIG AKSELGAARD, SOM ELLERS HAR VÆRET EN BASTION FOR MANGE BRUGERE PÅ THORUPGAARDEN. IKKE FORDI HAN ER AFGAAET VED DØDEN, NEJ HAN BLEV SÅMÆND BARE TRÆT AF ÆVLEMOSTEN, OG DET ER VI MANGE DER GODT KAN FORSTÅ. DET INTEVIEW JEG SÅ FORNYLIG, OPTAGET PÅ THORUPGAARDEN, VIDNER JO TYDELIGT OM AT HAN IKKE RIGTIG HAR HAFT FINGEREN PÅ PULSEN I LANG TID; OG MÅSKE OGSÅ, SOM UTALLIGE ANDRE MEDARBEJDERE ER HOLDT OP MED AT LYTTE TIL DEM, SOM DET HANDLER OM.
    AT FORESTILLE SIG AT DELE EN SEKTION OP I MINDRE ENHEDER, OG TRO, AT DET LØSER NOGETSOMHELST, ER ABSURD! DET VIL KUN FORØGE ISOLATIONEN, FORHINDRE RESOCIALISERING, OG MEDFØRE TAB AF SELVSTÆNDIGHED, FORDI AFHÆNGIGHEDEN AF PERSONALETS INDSATS BLIVER MEGET MERE MARKANT.Giv os lov til at føle vi er mennesker , og ikke dyr, som er sat i bås, TAK!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.