Af Arnfinn Thorsteinsson, SIND-repræsentant I PKN/Hovedstaden

I det nævnte tilfælde husker jeg, den fikserede patient også fik lagt et klæde over hovedet, for at undgå, han skulle spytte.

Når dialog og mindstemiddelprincipper ikke slår til i en konkret konflikt med en indlagt psykiatrisk patient, får læderremme, arm –og fodstropper lov at illustrere den afmagt, som vel alle ansatte, pårørende og andre ansvarlige føler. Det er et surrealistisk syn, når en af os SIND –repræsentanter i Det Psykiatriske Patientklagenævn under Region Hovedstaden, kan troppe op på en lille sengestue med en fastspændt mand i 30érne. Edderspændt rasende og til dels psykotisk og i nogle tilfælde udad-reagerende mod os. Man forundres nogle gange over for, hvor lang rækkevidden for en fastspændt patient kan være, og det er helt sikkert en beklemt situation for alle parter, der deltager i et nævnsmøde under sådanne omstændigheder. I det nævnte tilfælde husker jeg, den fikserede patient også fik lagt et klæde over hovedet, for at undgå, han skulle spytte.

Naar baeltet taler…	 1Her er der altså tale om en borger på lige fod med dig og mig, hvad angår retssikkerhed. En psykotisk og farlig patient skal der tages vare om. Det er ikke blot en ret men også en pligt. Derfor gør formanden, som er jurist meget ud af, at føre en ligeværdig dialog med patienten og læge-repræsentanten og lægmænd som os fra SIND supplerer så godt vi kan. Det er vigtigt, at baggrunden for fikseringen bliver beskrevet så omhyggeligt som muligt. Det kniber desværre i nogle tilfælde. Dokumentation er og bliver vigtig i disse sager. Uden den kandiderer vi næsten til omtale i Amnesty Internationale årsrapport over tortur og overgreb på mennesker i myndighedernes varetægt. Det er da faktisk også sket, at Danmark er blevet nævnt i den sammenhæng, med den klare anbefaling, at tvangsovergreb af den slags er alt for højt, og det skal bringes ned.

Der er da heldigvis også en svag nedadgående tendens til bæltefikseringer på landsplan. Det er ikke en udvikling der er kommet af sig selv, og man må sige, at der er lang vej igen før vi er på et acceptabelt niveau med lande, vi gerne vil sammenlignes med. Det er derfor glædeligt, at netop dette område har en høj prioritet i rapporten fra regeringens udvalg om psykiatri fra oktober 2013. Her anbefaler man forebyggelse og tidlig indsats, bedre sammenhæng i indsatsen, høj faglighed, inddragelse af pårørende og civilsamfund og en bedre styring og anvende af de samlede ressourcer på psykiatriområdet.

SIND har 39 repræsentanter i Det Psykiatriske Klagenævn landet over, og vi er alle i udgangspunkt særdeles kritiske over tvang. Især hvis den ikke opfylder Psykiatrilovens ret stramme betingelser for at udføre tvangen. I SIND favner vi både pårørende, psykiatribrugere, professionelle behandlere samt psykisk syge borgere. Vi arbejder lokalt og på landsplan ig i Patientklagenævnene for at bedre forholdene ikke blot for vores medlemmer, men for psykisk syge og sårbare mennesker generelt.

Men tilbage til den konkrete sag på et hospital i Københavns omegn. Den stadigt bæltefikserede mand fik efterhånden forklaret sin version af sagen, og hvorfor det gav mening, at han angreb personalet, når de forsøgte at komme ind til ham med beroligende medicin. I kampens hede væltede både stol, seng og andet inventar, ligesom en rude fik en seriøs revne og nogle personaler rifter og skrammer. Ganske plausibel og indfølelig redegørelse, som i bagklogskabens lys formentlig kunne være undgået. Man behøves ikke at kende meget til konflikttrapper og empatisk lytning for at kunne høre og se, at den her hændelse kunne være undgået. Der havde været involveret 7 personer i fikseringen, og det havde i voldsom grad provokeret patienten.

Patienten fik delvis medhold i, at mindstemiddelprincippet ikke var fulgt i ånd og bogstav, og at man måske havde været for hurtig på aftrækkeren af forebyggelsesgrunde. Der havde været tidligere voldsepisoder. Men i den konkrete situation bestod glas-og flaske-kasteriet på gangen af kasten rundt med papbægre og plastickander i tumulten, som opstod efter en konflikt om at ryge på gangen eller ej. Altså ikke en personrettet vold mod personalet. I vores vurdering af sagen, måtte man erkende, at væsentlige nuancer ikke fremgik af hverken kardex eller journalen.

Tvangsovergreb af den her beskrevne slags er og bliver en slags strukturel vold, som vi ikke kan være bekendt i dagens psykiatri anno 2014. Heldigvis er der lys forude. Men vi må erkende, at gode hensigter ikke alene gør forskellen. Recovery er ved at blive implementeret i behandlingspsykiatrien og der er udbredt enighed om, at der skal fastsættes nationale mål for markant og varig nedbringelse af tvang. Psykiatriloven skal moderniseres og der skal etableres fikseringsfrie afsnit på udvalget hospitaler. Håbet for forandring har fået bedre kår, men det vil være naivt at tro på, at det sker uden fortsat fælles kamp fra alle involverede parter.

Patientens bearbejdning af det, der typisk opleves som et overgreb, er essentiel for at bevare en god behandlingsalliance og genoprette tilliden til behandlerne.

SIND er, som andre bruger og pårørendeforeninger, fortaler for, at tvang i psykiatrien på lang sigt skal afskaffes. På kort sigt arbejder vi for at øge ressourcerne og minimere brugen af tvang. F.eks. ved i hvert enkelt tilfælde at være meget kritiske over for, om kriterierne nu er opfyldt i henhold til Psykiatriloven. Når ”ulykken” er sket, er det vigtigt med en obligatorisk evaluering af f.eks. en bæltefiksering. Det tilbydes på nogle hospitaler, men burde gælde som et formaliseret tilbud i alle regioner. Patientens bearbejdning af det, der typisk opleves som et overgreb, er essentiel for at bevare en god behandlingsalliance og genoprette tilliden til behandlerne. Patientinvolvering, hvor patienter inddrages i behandlingsplanerne, kan også forebygge tvang. Man kunne måske endda sammen med patienten indarbejde nogle forholdsregler for, hvad man kan gøre i kritiske situationer, der kan opstå som følge af en psykotisk tilstand. Endelig skal de fysiske rammer forbedres. Der skal være god plads på psykiatriske afdelinger. Det vil give mindre konflikter med andre indlagte patienter og give bedre muligheder for skærmning, når der er behov for det.

Der er lang vej igen, før vi har en ”psykiatri i verdensklasse”, som politikere taler om under valgkampe, men vi er trods alt godt på vej.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.