Af Grethe Nielsen

På Tidsskriftet Outsideren, som er Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri, kommer psykiatribrugerne til orde. Vi har lavet et temanummer om tvang i psykiatrien. I den forbindelse har vi trodset indlæggelser og fået sorte tæer af at stå barfodede og syngende ved Storkespringvandet midt i København iført hvide morgenkåber, for på den måde at drive gæk med den ofte tvungne morgensang, vi har været udsat for på mange af landets psykiatriske sengeafsnit.

Temanummeret indledtes i november 2013 med en workshop og en brainstorm over, hvad alle os, der har psykiatriske lidelser inde på livet, forbinder med tvang i psykiatrien. Ord som bæltefiksering, tvangsmedicinering og tvangsindlæggelse, ’overmanding’, magt, umenneskelig behandling og ydmygelse dukkede op. Men omsorg blev også nævnt.

Nu bugner vores lokaler med kasser fyldt med det netop færdigtrykte blad, som er klart til at blive sendt ud til psykiatrien og folketingspolitikerne.

Ikke et enten eller

Nedbringelse af tvang i psykiatrien er mulig 1De mange artikler og indlæg har gjort mig klar over, at tvang i psykiatrien ikke er et enten eller. Jeg tror ikke, man kan undgå tvangsindlæggelser og tvangstilbageholdelser, for der findes situationer, hvor mennesker er til fare for sig selv eller andre og situationer, hvor nogle er så syge, at de ikke kan tage vare på sig selv. Jeg blev selv frivilligt tvangsindlagt med en fødselspsykose i sommeren 2011, og jeg er sikker på, at det var den rigtige beslutning at tvangsindlægge mig, men også at tvangstilbageholde mig, da jeg gerne ville væk fra det lukkede sengeafsnit. Nok var jeg ikke til fare for mig selv og andre, men jeg kunne ikke tage vare på hverken mig selv eller andre.

Med hensyn til bæltefikseringer er jeg mere ambivalent. Jeg har selv prøvet at være bæltefikseret, og det er det værste, jeg har oplevet i mit liv, og jeg er i dag sikker på, at det kunne have været undgået.

Men man bør også tænke på de dilemmaer, der opstår, når man afskaffer bælterne: Forestil dig at være indlagt, og en eller flere personer er så urolige og udadreagerende, at du bliver bange for dem og isolerer dig på dit værelse bag en låst dør for at føle dig sikker. Hvad hvis personalet trods mange forsøg og gode hensigter ikke kan få den urolige patient til at falde ned igen? Hvor længe må du da blive på dit værelse? Ville det i denne situation ikke have været bedre at kunne bæltefiksere? Der er risiko for, at det går ud over sikkerheden for både patienter og personale, når bæltefikseringer ikke længere er en løsning.

Men når det er sagt, så mener jeg, at bæltefikseringer skal være allersidste udvej, og at der er rigtigt meget, der kan gøres for at minimere brugen af bælter. Kvaliteten af den tvang, der udføres i dag, kan også blive bedre.

Intet er så ydmygende

At være bæltefikseret er det mest ydmygende, man kan udsættes for i den danske behandlingspsykiatri. Det er et tillidsbrud fra personalets side at bæltefiksere. Man føler sig magtesløs, når man ligger fastspændt til en seng med et bælte, man ikke kan få op. Og man føler sig ydmyget, når man skal tisse i et bækken, der bliver skubbet ind under en, og man kun med nød og næppe kan bede den faste vagt om at gå uden for døren i det øjeblik, det varer. Jeg kan knap forestille mig, hvordan det er også at have fået hånd- og fodremme på og skulle have hjælp til alt, selv at klø sig i røven.

For mig var bæltefikseringen en traumatisk oplevelse, som udløste hallucinationer, imens jeg lå i bælte og gav mig et blackout på omkring en uge efter. Jeg kan ikke huske den eftersamtale, som loven påbyder, at man skal have. Det har taget flere psykologtimer, og jeg har måttet skrive det ned ad flere omgange for at komme mig over det. På trods af det kan jeg stadig være bitter over, at personalet valgte den løsning i stedet for at prøve at få mig ud af mine vrangforestillinger, der gjorde, at jeg ville hjem og ikke ville følge personalets ordrer.

Alternativer til bælter og tvangsmedicinering

I dag er jeg sikker på, at jeg i samme situation ikke var havnet i bælte, da jeg ved, at man på Psykiatrisk Center Hvidovre gør meget for at undgå bæltefikseringer og ville have grebet situationen anderledes. Der kan nemlig gøres meget for at undgå eller minimere brugen af bæltefikseringer og tvangsmedicinering. Der er mange gode eksempler at hente i Outsiderens særnummer om tvang. Et eksempel er fra en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Esbjerg, hvor de ikke har brugt bæltefikseringer og tvangsmedicinering i næsten et år. Fremfor at patienten får trukket bukserne ned og får stukket en sprøjte ind i den ene balle, bruger de kommunikation til at motivere den unge til at tage medicinen. De ansatte har en lang og vedholdende tålmodighed og kan bevare overblikket.

I forbindelse med deltagelse i satspuljeprojekt Nedbringelse af tvang i psykiatrien 2012-2015 har Børne –og unge psykiatrisk afsnit i Esbjerg helt undgået at bruge bæltefikseringer de seneste 12 måneder ved at konfliktnedtrappe og bruge såkaldte mestringsstrategier. Eksempler på sidstnævnte kan være, at de unge får isterninger i hænderne eller i munden, som de skal knuse. Det fjerner fokus fra psykosen og gør, at man kan komme i kontakt med den unge igen. De bruger også skub-op-is til at stimulere smagssansen og få den unge til at fokusere på smagen og blive virkelighedsnær igen. Af andre mestringsstrategier kan nævnes musik, motion og boksebolde.

Også andre steder i landet arbejder de psykiatriske sengeafsnit med nedbringelse af bæltefikseringer. På Psykiatrisk Center Hvidovre og på den førnævnte afdeling i Esbjerg har de indført en lang række aktiviteter for patienterne. Det kan være alt fra motion til madlavning, angst- og fobi-grupper.

På Psykiatrisk Center Hvidovre og Psykiatrisk Center Ballerup laver de et sanserum, som er et rum, man kan komme ind i sammen med to personalemedlemmer, hvis man er urolig eller udadreagerende. Her vil der være mulighed for at indstille lyd og lys. Der vil være en tv-skærm med mulighed for at se hav eller skovbund. Der vil være kugleveste, -dyne og -stol.

På begge disse centre forvandler de haven til motions- og afledningshave. I afledningshaven kan man komme ud og afreagere. Også på den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling i Esbjerg har de gode udendørs faciliteter med boldbane, urtehave, trampolin og andre udendørs aktiviteter. De overvejer også at indkøbe et drivhus.

Min indlæggelse

Da jeg var indlagt, kunne man gå frem og tilbage på gangen eller gå rundt i den lille have og sparke en bold ind i et mål. Nogle af de andre patienter gik i gang med at flytte rundt på planter i bed og krukker. Men det var på eget initiativ. Der var mulighed for at se fjernsyn og læse avis eller i ugeblade, lægge puslespil eller spille et spil. Men de fysiske rammer var ikke særligt gode, hvis man ser bort fra eget bad og toilet på værelserne, som der var på det lukkede afsnit. Man gik tæt sammen med de andre patienter, som var paranoide, maniske, depressive, havde vrangforestillinger eller andre symptomer. Nogle var urolige og nogle blev bragt ind af politiet. Men nogle kunne man selvfølgelig også snakke med, udveksle erfaringer og livssituationer med, og det var berigende.

De fysiske rammer var ikke særligt gode. Der var to opholdsstuer, en frokoststue, en gang og en have som fællesarealer. Og på værelset var der netop plads til en hospitalsseng, et natbord og et lille bord med en stol. Værelset var nok på ca. ni kvadratmeter inklusiv badeværelse. Men når det så er sagt, så er små værelser gode, da de forhindrer overbelægninger.

Dagligdagen på et psykiatrisk sengeafsnit

Under min indlæggelse kunne de daglige fastlagte aktiviteter tælles på en hånd: Fælles morgenmøde med morgensang og et kvarters morgengymnastik med udstrækninger eller leg med balloner. Der blev sørget for, at vi havde mandalaer, vi kunne farvelægge. Hvis vi havde det godt nok, kunne vi komme ud i den lille have. Hvis vi var heldige, blev motionsrummet åbnet op om aftenen. Her kunne vi slå til en boksebold, cykle eller løbe. Men det var på patienternes eget initiativ, hvis vi gerne ville lave flere ting. Således foldede jeg 20-30 traner af origamipapir en dag, og jeg begyndte at lave collager af de gamle ugeblade, der lå i sengeafsnittets fællesarealer. Da jeg blev overført til et åbent sengeafsnit, var der ingen mandalaer. Der skete intet i løbet af dagen ud over morgensang og morgengymnastik. Ind imellem kunne man være heldig at have en samtale med en psykolog. Ind imellem skulle der tages blodprøver, eller man skulle snakke med en psykiater, eller der var behandlingskonferencer. Og dagligt talte man med sin kontaktperson. Der var mulighed for selv at tage i Netto eller gå en tur i skoven. Jeg fortsatte selv med collager og blev af en kontaktperson opfordret til at sy, så jeg fik min symaskine ind. Men langt de fleste patienter tilbragte dagen med at sove, ryge, sidde i opholdsstuen og glo ud i luften eller snakke med hinanden. Bliver man rask er det?

Det er mit indtryk, at dagligdagen ser nogenlunde sådan ud på langt de fleste psykiatriske sengeafsnit i Danmark. Der er et minimalt udbud af aktiviteter. Aktiviteter kræver en indsats fra personalet men også, at der er ressourcer til det. Dels skal der købes materialer ind til det, men det vil også kræve en øget personalenormering for, at der er tid til det i en travl dag for personalet. Men hvis man i stedet for bæltefikseringer kan bruge midlerne til aktiviteter, vil pengene være tjent hjem igen. Det kræver en fast vagt ved en bæltefikseret person. Her er der brug for et ekstra personalemedlem, og ofte bliver der hevet en studerende ind, men det kan også være en af de faste personalemedlemmer. Det er immervæk dyrere at bæltefiksere end at forebygge bæltefikseringer.

Der er brug for kulturændringer

Idéen om at nedbringe bæltefikseringer bliver nogle steder modtaget med så stor modstand, at det er som at bestige et eller flere stejle bjerge at ændre kulturen på de psykiatriske sengeafsnit. Det kan være psykiaterne, eller det kan være personalet på sengeafsnittene, der er imod og ikke kan se, at det kan gøres anderledes. Özlem Cekic, folketingsmedlem og psykiatriordfører for SF, siger, at når vi snakker om nedbringelse af tvang i psykiatrien, er det de samme psykiatere, der stiller sig op på en ølkasse og råber, at det ikke kan lade sig gøre. Overlæge Munthe Suenson mener, at det er omsorgssvigt ikke at bruge tvang, men at man ved hjælp af normeringer og ændringer af de fysiske rammer kan nedbringe brugen af bæltefikseringer. Men det er ikke alle steder, at alt personale på de psykiatriske sengeafsnit er indstillet på at nedbringe brugen af bæltefikseringer. De modarbejder de initiativer, der eventuelt er i gang for at nedbringe tvang. De kan ikke se, hvorfor for eksempel maniske patienter, skal have tilbuddet om motion og andre aktiviteter – de har brug for ro. Men måske er det netop aktiviteterne, der kan få dem til at samles om én aktivitet ad gangen og blive så fysiske trætte, at de kan sove om natten.

Lang vej igen, men der sker noget

Der er lang vej igen, før vi har en psykiatri i Danmark, som har et minimalt brug af bæltefikseringer og tvangsmedicinering. Men der sker noget. Jeg var til et læringsseminar i Region Syddanmarks Psykiatri i forbindelse med Satspuljeprojekt Nedbringelse af tvang 2013-2015. Her fortalte de syv projektafsnit eksempler på situationer, hvor de have undgået at bruge bælte. Det var superrart at høre, at der bliver gjort noget, og at der kan gøres noget. Projektafsnittene har blandt andet indført flere aktiviteter for de indlagte, de bruger mestringsstrategier og evaluerer situationer, hvor tvang blev undgået. De tager ved lære af situationer, hvor de bruger tvang. Det er superrart, at der bliver gjort noget. Men det er tankevækkende, at nedbringelse af tvang kun er finansieret frem mod 2020? Hvad så, når der ikke længere er afsat midler til det? Vil alle initiativerne falde til jorden, fordi der ikke længere er råd til dem? Vil vi skulle begynde forfra igen, når der engang bliver tilført midler igen? Tidligere projekter med nedbringelse af tvang viser, at de gode resultater ikke fastholdes efter projektets ophør. Der er brug for en fortsat fast bevilling til psykiatrien, som skal bruges på nedbringelse af tvang – og hvor det er muligt, afskaffelse af bæltefikseringer og tvangsmedicinering.

Der er noget i røre inden for psykiatrien for tiden. Men jeg hørte et eksempel fra en anden frivillig på Tidsskriftet Outsideren. Hun fortalte om et forsøg på et psykiatrisk sengeafsnit, hvor hun var indlagt for mange år siden. Her forsøgte man med aktiviteter samt samtale- og gruppeterapi for patienterne. Patienterne fik rigtigt meget ud af det og fik det bedre. Men da pengene udløb, holdt forsøget op, og man var tilbage ved tiden før forsøget. Selvom der var mange positive aspekter ved forsøget, blev det ikke efterfølgende bredt ud til andre psykiatriske sengeafsnit. Det er først i de senere år med øget fokus på tvang i psykiatrien, at vi på nogle psykiatriske sengeafsnit ser en ændring, og ser at der er tiltag inden for aktiviteter, uddannelse af personalet i blandt andet konflikthåndtering og kognitiv miljøterapi og ændring af de fysiske rammer.

Jeg frygter, at vi efter 2020, som er sidste år, der bliver tilført ekstra midler til psykiatrien til nedbringelse af tvang, er tilbage til de samme forhold, som jeg var indlagt under i 2011.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.