Jeg føler at hver dag er en kamp, en kamp mod mig selv og en kamp imod selvskade. Alt er en kamp. Hvert eneste skridt jeg tager gør ondt og alligevel kæmper jeg videre. “Vi skal videre¨ var yndlingssætningen fra en behandler jeg har mødt undervejs I systemet. Vi skal videre. Kig frem og ikke tilbage, hvad der er sket kan vi alligevel ikke gøre noget ved….

At komme videre hvad er det? At slippe fortiden, at lade hvile. Bare give slip og gå ud I livet med ny energi. Hvordan gør man det?  Jeg prøver desperat at finde vejen, bliver ved med at svømme nye veje for at komme I land det rigtige sted. Mine arme og ben er ved at være trætte og mit hoved med. Bare træt, træt, træt. Men vi skal videre.

Jeg kan fysisk forestille mig hvordan det ville være at føre bladet mod hånden, mod halsen, mod armen bare en sidste gang. Velvidende at hvis jeg først giver los er det ukontrollabelt for mig. Derfor er selvskade bare ikke en mulighed. Smerten så sød bliver til et tohovedet monster der drager mig ind I sine kløer og bare forlanger mere og mere. Mere selvskade, mere ulykker. Bare mere af alt det, der gør ondt.

Jeg prøver at gøre normale ting, farve håret, købe nyt tøj, nyde min hest. Og det virker til dels. Jeg kæmper, hver eneste evige dag er en kamp. Men den er værd at kæmpe. Det ville være så nemt bare at falde af, at falde tilbage I gammel adfærd. Men det skal være slut.

Hvert eneste skridt fremad er tungt, men en sejr.  En sejr over den selvskade, der har været altoverskyggende for mig de sidste ca. 4 år. Den selvskade der har spændt ben for alt det gode I mit liv, den selvskade der har givet indlæggelser, fikseringer, skænderier og frustrationer hos både mig selv og alle omkring mig.

Men hvorfor bliver en så dårlig adfærd til en altoverskyggende regel I ens liv? Det har den været for mig så længe. Og det, der kun tog et øjeblik at få tillært, tager så uendelig uendelig lang tid og så mange mange forsøg at få aflært. Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde lærer det,, men jeg vil prøve resten af mit liv.

Selvskade er blevet så integreret del af mit liv at det er det første jeg tænker på når jeg står op om morgenen og det sidste jeg tænker på før jeg går I seng om aftenen. Selvskade altid selvskade, min følgesvend, min ven, min fjende. min sikkerhed, min utryghed, mit fængsel, min frihed. Den er det hele og så alt det jeg slet ikke kan sætte ord på.

Men jeg vil noget andet, jeg vil noget mere, noget normalt. Jeg vil livet, jeg vil fremtiden.

Til dem der tror på mig vil jeg love at jeg gør noget andet, noget mere med mit liv.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.