I dag er det præcis en uge siden at Rune flyttede, og dermed også en uge siden at jeg, for en stund, skulle bo alene. Helt alene! Selvfølgelig har jeg min lille Luna, og uden hende tror jeg at ensomheden ville ramme mig med et brag.
Jeg er dog rimelig overrasket over mig selv, for ikke at sige enormt overrasket. Det er første gang i mit 27 år lange liv at jeg prøver at bo helt alene, men jeg har klaret det overraskende godt, og bedre end jeg selv havde troet. Egentlig affinder jeg mig meget godt med det, og der er plads og rum til at jeg kan være gnaven over verdenen, og gå og bande lidt for mig selv. Jeg kan i princippet rendt rundt i bar røv, hvis det var det jeg ville. Måske er det her følelsen af frihed? Jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det før.
Som sådan er jeg ikke bange for mørke, og alligevel så er jeg. Nætterne har faktisk været de sværeste og et par gange har jeg været lidt i det paranoide hjørne, hvor følelsen af at blive kigget på kommer.
Helt rationelt ved jeg godt at der ikke er noget. Den som står og kigger på mig om natten er Luna, når hun gerne vil ligge og putte i sengen, og som god dyreven laver jeg da plads til min lille tiger.
Luna er dog begyndt at få en smule ejerfornemmelser over min seng, så i løbet af sådan en nat, så ligger jeg mast helt op ad væggen mens Luna ligger og slænger sig i midten af sengen. Men jeg synes det er hyggeligt, og selvom min dyne også bliver inddraget, så må jeg tage til takke med den elendige ekstradyne jeg har. Jeg elsker virkelig Luna rigtig højt, og hendes tilstedeværelse gør mig mere tryg om natten, og derfor finder jeg mig i det. Når jeg så fortæller historien til andre, så spørger de mig bare ”hvorfor smider du ikke bare den kat ud af sengen?” Det kunne jeg også, men trygheden, roen og varmen fra hende betyder mere for mig end jeg egentlig troede og det er kun blevet mere den seneste uge.
I slutningen er marts får jeg en ny bofælle. Simone og jeg har igennem lang tid boet sammen på Egholt, men pludselig at skulle bo to sammen i en lille lejlighed, er en udfordring. Jeg har egentlig altid fungeret bedst sammen med drengene, og havde håbet på at det var en dreng som skulle flytte herind. Drengene er en del nemmere at gå til, og min erfaring er at sætningen ”nu rejser du dig og tager den skide støvsuger, og så kommer du i gang!” har en indvirkning på dem. Piger derimod er imponerende dygtige til at bære nag, spille divaer og smide et surmulefjæs på. Hvis der er noget jeg ikke er til, så er det tøsefnidder. Det ligger så langt væk fra min verden, som den ser ud nu, og da Simone virkelig er pige med stort P, så kommer det til at blive en udfordring.
Simone og jeg er meget forskellige mennesker, men har det egentlig også rigtig godt sammen men jeg kommer til at få sat min tålmodighed, overbærenhed og grænsesætningsproblemer på prøve.
Det kommer til at blive en opgave i sig selv! Nu har jeg ikke boet sammen med Simone i lidt over fire måneder, og mange ting har nok forandret sig i hendes hverdag, og jeg håber at vi kan få det til at fungerer, men jeg er stadig bekymret og min mistro kommer mig ikke ret meget til gode her.
Jeg har haft snakken med Maja og Marie rigtig mange gange, og i min verden ser jeg pt. et kæmpe skrækscenarium at katastrofelignende tilstande. Her kommer jeg på overarbejde, men Marie er rigtig god til at få mig til lige at trække vejret og sige ”PYT”, og som min kære psykiater ville sige til mig ”Louise, det er et livsvilkår!”
“PYT”
Ja, male fanden på væggen det kan jeg, men tror nu ikke det er så kønt med sådan et billede. Det kunne også være at vores kære handyman Morten ville blive en anelse utilfreds med at skulle vaske vægge ned og male væggen fem gange, pga. et mindre kønt mesterværk. Mesterværk er nok for meget sagt, da jeg ikke ligefrem er en haj til at male, og måske ville en psykiater undrer sig og spørge ind til om jeg overhovedet har taget min medicin. Spøg til side.
Verden er hård og uretfærdig, men en ting er sikkert. Det er et livsvilkår!