Af Grethe Nielsen

”Min far var tosset, min mor var normal”. For min søn var det omvendt, da jeg blev kørt væk fra barselsafsnittet på Hvidovre Hospital til Psykiatrisk Center Hvidovre og efter en indlæggelsessamtale blev indlagt på den lukkede i sommeren 2011. Jeg havde fået en fødselspsykose, som jeg måtte kæmpe mig ud af. Man kan sige, at min recovery-proces allerede begyndte under indlæggelsen ved, at jeg forsøgte at få orden på tanker og handlinger ved at trække på mine evner til at skabe struktur og orden omkring mig – og ikke mindst min evne til at sætte mål og arbejde i retning af dem. Man kan også sige, at min recovery begyndte med min stærke overbevisning om, at dette blot var en livskrise, som jeg ville komme ud af som en styrket kvinde, som en færdiguddannet humanist og ikke mindst som en mor. At være mor var den stærkeste drivkraft på dette tidspunkt og i de efterfølgende år. Det var mit anker, mit håb. At dette var en stærk udviklingsproces, jeg havde indledt, blev understreget af min grønne spejder-t-shirt fra Japan med ordene ”Discover your potential”, som jeg havde med under indlæggelsen.

De første spæde skridt

Min koncentrationsevne og hukommelse havde lidt et alvorligt knæk efter fem vågne døgn før, under og efter fødslen. Jeg begyndte så småt at genoptræne den ved at læse en smule og lave kreative ting. Det gjorde, at jeg kunne fordybe mig med noget, som ikke krævede for megen tankevirksomhed, da det fik mine hænder i gang med at lave noget.

Jeg fik af og til besøg af venner og familie, og det bekræftede mig i, at de ville mig det godt og var der for mig. De var en uvurderlig støtte bare ved at være til stede og besøge mig og også en god støtte i de efterfølgende år.

Det var også godt at snakke med personalet under indlæggelsen. Da jeg var blevet mindre associerende i min talestrøm, fik jeg også psykologsamtaler. Samtaler med personalet på sengeafsnittet og psykologen var med til, at jeg fik sat ord på mine tanker, fik reflekteret over min situation, og det gav mig hjælpemidler til at få det bedre. På det åbne afsnit gik personalet meget op i, at jeg skulle strukturere mine dage med dagsplaner med plads til gåture, kreative aktiviteter, besøg og samtaler med personalet. Jeg fik min kalender ind, så jeg selv kunne holde styr på aftaler med venner, familie, læge og psykolog. Det gav mig kontrol over min tid og mit liv.

At tage ansvar for mig selv

Ergoterapeuten hjalp mig med at komme uden for Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg havde en dårlig oplevelse med, at vi tog bussen den forkerte vej, da vi skulle i stofbutikken, fordi ergoterapeuten ikke havde set ordentligt efter i busplanen. Derefter tog jeg ansvaret over på mine skuldre og fandt ud af, hvordan vi kom hjem til mig selv – med to busskift. Det betød meget at tage ansvar for mig selv og senere kunne rejse alene med offentlige transportmidler igen. Men sammen med ergoterapeuten vurderede vi, at det var i forhold til min søn, at jeg ville have brug for den største hjælp.

Efter tre måneders indlæggelse pakkede jeg mine tasker og tog hjem. Her måtte jeg hurtigt sande, at kampen for at komme ovenpå igen kun lige var begyndt.

Jeg vidste, at det var vigtigt at dyrke motion, fortsætte med de kreative ting, at være sammen med venner og familie og at opøve mine kognitive evner ved at læse en lille bitte smule ad gangen. Tidligt tilmeldte jeg mig et fitnesscenter igen og begyndte at gå til zumba og en smule yoga – det var noget, jeg havde gået til før. Dagligt gik jeg tur med barnevognen og nød naturen og den friske luft.

Et halvt år efter indlæggelsen kunne jeg læse bøger igen. Det var med til at genoptræne min koncentrationsevne og hukommelse yderligere, selvom det var noget, der tog lang tid og krævede mere end blot at læse.

Min gang på Outsideren

I begyndelsen af 2012 blev jeg henvist fra Affektiv Klinik til distriktspsykiatrien, hvor jeg fik en psykolog som kontaktperson. Det var uvurderligt at kunne vende mine tanker med hende og få snakket indlæggelsen og psykosen igennem – det var noget, jeg havde brug for at få bearbejdet, da det havde gjort et voldsomt indtryk på mig. Jeg snakkede også meget om min dagligdag, og hvad jeg kunne og gjorde for at få det bedre. Hun var god til at reflektere og komme med gode råd. Det var hende, der foreslog mig, at jeg blev frivillig på Tidsskriftet Outsideren i sommeren 2012, da jeg efterspurgte noget, jeg kunne lave, hvor jeg eventuelt kunne skrive.

Foto: Jette Nielsen

Foto: Jette Nielsen

På Outsideren blev jeg vel modtaget og påtog mig i begyndelsen en afgrænset opgave. Jeg begyndte også at gå på Outsiderens Skriveværksted, hvor jeg efterhånden blev bedre og bedre til at skrive på grund af skriveøvelser og feedback på tekster. Efterhånden fik jeg en del artikler i bladet og artikler og blogindlæg på hjemmesiden. Herigennem fik jeg reflekteret over mit forløb og bearbejdet forløbet under indlæggelsen yderligere.

På Outsideren begyndte jeg også at anmelde bøger. Nogle af dem understøttede min recoveryproces. ”Menneskelig opblomstring – recovery” af Mike Smith og Marion Aslan er en slags selvhjælpsbog til recovery, som satte refleksioner og tanker i gang hos mig og gav mig redskaber til at komme mig. ”Saml tankerne” udgivet af Psykaitrifonden gav mig redskaber til at forbedre mine kognitive evner.

Det var også på Outsideren, at jeg i efteråret 2014 kom på, at jeg kunne have ansvaret for at lave Outsiderens temanummer om tvang i psykiatrien – et arbejde, hvor jeg virkelig fik mine kompetencer i spil og udviklede mig.

To vigtige mål

Fra begyndelsen af 2014 begyndte jeg at have min søn alene hver anden weekend torsdag til mandag – på dette tidspunkt var jeg med støttet samvær af en fra kommunen og som følge af min personlige udvikling kommet så langt, at jeg kunne være weekendmor. Det var fantastisk, og mit hovedmål var nået.

I foråret 2013 var jeg begyndt på den endelige udtrapning af min medicin – først Litium og siden Zyprexa. Nu læste jeg ”En sikker vej ud af psykofarmaka”, som gav mig gode råd til kost og motion, samt føde- og drikkevarer jeg ikke skulle indtage under en udtrapning. Jeg er nu helt ude af medicinen, og jeg har været meget opmærksom på eventuelle symptomer undervejs og har trappet meget langsomt ned i dosis. I takt med at jeg er kommet ned i dosis, har jeg fået det meget bedre. Jeg er kommet ud af den følelsesmæssige osteklokke, som medicinen har holdt mig i. Jeg kan græde igen, smalltalke og snakker i det hele taget meget, ligesom før psykosen. Så jeg fungerer optimalt socialt. I august 2014 blev jeg raskmeldt på jobcentret og nogle måneder senere afsluttet i distriktspsykiatrien.

I efteråret begyndte jeg at lære mindfulness ud fra bogen af samme navn af Lone Overby Fjordback. Daglig meditation har gjort mig i stand til at sætte mine tanker i bero efter behov, sove bedre og være mere nærværende – særligt sammen med min søn.

Endnu et mål hakket af på listen

”Alting går i ring”, sagde en på Outsideren, og måske gør det også det for mig. Tilbage i 2003 ringede jeg til Tværs og snakkede med Tine Bryld, som anbefalede mig at studere på RUC. Hun er det eneste kendte menneske, jeg har grædt over, da hun døde. Og fra januar arbejder jeg i Det Sociale Netværk, som Tine Bryld var med til at starte op. Et af mine andre hovedmål har været at få et job, og det er også nået.

Alting går i ring, siges det, men jeg vil nærmere sige i udadgående spiraler – der kommer hele tiden nyt til, og jeg er stadig ved at opdage mit potentiale.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.