Ungdommen er ofte blevet beskyldt for at være egoistisk og ligeglad med resten af verden. Men er det nu også hele billedet? Og hvis det virkelig står så slemt til, så må vi alle spørge os selv om, hvordan det er sket og hvad årsagerne er. Måske endda rette et kritisk blik på det samfund, der tilsyneladende lader børn og unge i fred til at blive små selvoptagede plageånder…

Af Thomas Larsen

Den første generation curling-børn er blevet voksne. I hvert fald på papiret. Den generation, der angiveligt aldrig fik sat grænser og blev opdraget til at tro på, at de er universets ubestridte centrum, er nu gamle nok til at gå på en højere læreanstalt eller træde ind på arbejdsmarkedet. Det har affødt en del virak og mere eller mindre komiske optrin. Så som forældre der tropper  op på universitetet med madpakke og rent tøj, tager med til jobsamtale og blander sig i deres børns liv på måder, der tidligere ville have været helt utænkeligt. For ikke at tale om “børnene” selv, der møder op med kæledyr på slæb og lige skal tjekke Facebook midt i en ansættelsessituation. Måske er det at blive voksen slet ikke så eftertragtet længere? Under alle omstændigheder elsker medierne at svælge I den slags historier. Virkeligheden er heldigvis mere nuanceret.

Er der noget nyt under solen? Allerede i oldtiden klagede filosoffen Sokrates over en ungdom, der både var luddoven og nydelsessyg, og som aldrig lyttede til erfaringens stemme og de voksnes visdom. Ungdommen er og har tilsyneladende altid været uden for pædagogisk rækkevidde. Så hvorfor bekymre sig unødigt om nutidens unge, der uden at kny har taget konkurrencestatens idealer til sig, og som åbenbart har så højt et selvværd, at de efter egen mening er skabt til at blive morgendagens superstjerner i enhver sammenhæng?

Fra forkælet til fortvivlet

Et hav af statistikker og undersøgelser af den generelle trivsel blandt børn og unge tegner imidlertid et ganske andet billede af, hvordan det står til i dagens Danmark med den såkaldte curling-generation. Antallet af børn og unge, der enten får en psykiatrisk diagnose eller må søge psykolog og anden professionel hjælp, er eksploderet de seneste år. Flere og flere får ondt i livet, også på tværs af sociale skel og familiebaggrund. Ifølge Vidensråd for Forebyggelse, der udgav en stor rapport om børn og unges psykiske trivsel 2014, så er tendensen på en lang række parametre temmelig foruroligende. Særlig forekomsten af ADHD hos især drenge og spiseforstyrrelse blandt pigerne er i kraftig vækst. Hertil kommer øget stress, søvnproblemer og en generel følelse af at være ked af. Og på trods af et markant fald i selvmordsraten blandt børn og unge, så er antallet af selvmordsforsøg næsten femdobblet over de sidste 20 år.

Men nu kan tal og statistikker jo bruges til andet og mere end forskning og videnskab. De kan lige så vel benyttes til ideologiske formål. Så det er ofte på sin plads at stille kritiske og uddybende spørgsmål. For eksempel kan man se det fra en positiv vinkel og hævde, at de nævnte statistiske stigninger er udtryk for større viden og omsorg i forhold til børnene og de unges følelsesmæssige velbefindende. De lider ikke længere i samme omfang som tidligere i stilhed og alene, kunne det tyde på. Det er heller ikke så tabubelagt at have en psykisk lidelse, som det var engang. Omvendt kan vi spørge os selv, om der ikke er noget grundlæggende galt med indretningen af samfundet, og om det måske er på tide at skrue ned for alle de stressfaktorer og sygdomsfremkaldende  belastninger, der præger både børn, unge og voksne i vore dages hektiske liv. Men det er selvfølgelig en politisk diskussion og fortjener at blive taget op i en anden forbindelse.

En personlig bekendelse

Information bragte den 1. december 2014 et debatindlæg skrevet af en ung kvinde, der går i 3. G og som ærligt tilstår, at hun ikke altid er glad for sig selv. Forudsætningerne synes ellers at være i orden: Hun er dygtig fagligt, har mange venner og veninder og gode sociale kompetencer samt kærlige, støttende forældre. Men selv om hun er en “12-tals pige” – eller måske netop derfor – har hun ambitioner så høje, at “intet nogen sinde bliver godt nok”. Og hun har heller ingen tålmodighed med sine klassekammerater, når de pjatter og “spilder hendes tid”. I det hele taget er den unge kvinde forbløffet over, hvordan hun er blevet til den person, hun er i dag. Til gengæld ser hun et samfund, hvor alle får at vide, at de så hurtigt og effektivt som muligt skal blive til noget og det ikke mindst for samfundets skyld. Og det skaber konkurrencementalitet, egoisme, stress og angst hos hende og hendes klassekammerater.

Det synes altså at være en gammel sandhed, at nutidens unge per definition er dybt forkælede og burde hanke op i sig selv. Sådan har det lydt før, og visse sproglige vendinger og vedtagne generaliseringer er ofte svære at få gjort kål på. De voksne, der brokker sig over ungdommen, glemmer utrolig let og ubekymret, at de selv var unge engang og havde deres livsproblemer at slås med. Og i øvrigt kan forkælelse defineres som det at få for meget af det, som man ikke har brug for – og alt for lidt at det, som man virkelig behøver. Og det er fortvivlende at tænke på.

Se også:
Børn og unge: Med og uden diagnose (11. juni 2014)
Børn og medicin: Meningsløst at tale om skyld (12. maj 2014)

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.