Efter en periode med sociale fobier fik Kasper Grolin som helt ung en skizotypi-diagnose og blev tilbudt førtidspension. Men selv om han i dag – ti år senere – både har taget en længevarende uddannelse, fået fast arbejde og har været medicinfri i over tre år, så kan han stadig ikke erklæres rask.

Af Redaktionen

Se også videoen om den samme historie Med Egne Ord Kasper Grolin

Kasper Grolin tog selv kontakt til Outsideren for at spørge om råd og støtte til sin kamp for at blive erklæret rask. Han forklarer:

”Jeg er i dag 28 år, men da jeg var 19 år, fik jeg diagnosen skizotyp. Det kom til udtryk i en slem dosis social fobi og lettere problemer med at fungere i sociale sammenhænge.”

”Jeg var indlagt på en åben afdeling i fire måneder, før jeg blev udsluset til distriktspsykiatrien og OPUS Vesterbro. De mente, at jeg var en ”Kategori 3” – dvs. en, der hverken ville blive rask igen eller var klar til at få støtte. Kort sagt anså de det slet ikke for at være en mulighed, at jeg kom i arbejde.”

”Der gik et lille stykke tid, før jeg præcist fandt ud af, hvad jeg gerne ville, for én ting var sikkert: jeg ville ikke tage imod kommunens tilbud om førtidspension. For ja, de tilbød mig det direkte déngang.”

Møder gammel tænkemåde
Den første besked, som Kasper får fra behandlingssystemet, er således, at der ikke er nogen fremtidsudsigter. Ikke noget med: Du har det dårligt nu, men sammen vil vi arbejde på en bedre fremtid – lad os se, hvad vi kan gøre! Nej, han møder en gammel tænkemåde, der anser psykiske kriser som noget kronisk. Det var dog ikke noget, som Kasper var indstillet på at acceptere:

”Jeg fik bevist, at de tog fejl. Som 21-årig afsluttede jeg handelsskolernes grundforløb, og efter halvandet år i aktivering fik jeg en kontor-elevplads på Frederiksberg Rådhus. Som 23-årig var jeg færdiguddannet og fik efterfølgende et seks-måneders vikariat samme sted. Efter vikariatet blev jeg fastansat i en styrelse under Finansministeriet, hvor jeg stadig arbejder. Det blev alt sammen gjort uden særlige vilkår for min ansættelse. Tværtimod har alle mine arbejdspladser været fuldt klar over min fortid i psykiatrien, men ikke ment, at det var en barriere. Ved begge mine ansættelser blev jeg anset for at være en bedre kandidat end over 300 andre ansøgere.”

Selv om behandlingssystemet altså tænker gammeldags og ser hans problemer som kroniske, så gør hans arbejdsplads det ikke. Og det er et fremskridt. Men hvordan kom han egentligt så langt? Og tager han medicin i dag?

”Nej. Noget af det, jeg er allermest stolt over, er, at jeg de sidste tre år har været 100 pct. medicinfri. Selv hovedpinepiller holder jeg mig fra. Og jeg har ikke haft en samtale med nogen indenfor det danske sundhedsvæsen om min “kroniske” lidelse i næsten fem år.”

Lidelsen var ikke kronisk, men diagnosen er
Men er dette så en ren succeshistorie om et menneske, der ganske vist i første omgang får fjernet den fremtid, han havde forestillet sig, men som alligevel lykkes med at tilkæmpe sig den? Nej, desværre ikke helt.

”Alt i alt er det jo en fed historie at kunne fortælle, og jeg er også stolt af det, men der er et problem, der hjemsøger mig. Og det er, at min diagnose er kronisk. Det betyder konkret, da jeg er i gang med at tage kørekort, at jeg skal indlevere en lægeattest hvert andet år resten af mit liv.”

Lad os lige prøve at forstå det: Selv om Kasper ikke har været til en psykiatrisk samtale i fem år, selv om han ikke har taget noget psykofarmaka i tre år, selv om han har taget både uddannelse og fået arbejde, så kan han alligevel ikke anerkendes som rask. For det er jo, hvad de siger, når diagnosen betragtes som kronisk. Selv om ingen vil behandle ham – for hvad skulle de behandle ham for? – gælder han stadig som syg.

Derfor har Kasper Grolin nu taget kampen op for at få slettet det lille ord ”kronisk”. Han skriver om det på Facebook, har kontaktet Outsideren og forsøger at finde en psykiater, som vil underskrive erklæringen.

Nogle vil måske finde det overdrevet, at en enkelt mand vil sætte himmel og hav i bevægelse for at undgå at gå til et lægetjek hvert andet år pga. et kørekort, som han indtil nu har klaret sig uden. Men her på Outsideren mener vi, at der står noget meget mere principielt på spil – nemlig selve retten til at kunne blive rask og den stadige insisteren på, at man faktisk kan komme sig. For man skal huske, at det ikke blot er historien om kørekortet, der binder Kasper til en diagnose. Det var allerede hans første kontakt med psykiatrien, der udelukkede ham fra hans drømme.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.