Førtidspension. Jeg har været bange for stigmatisering, så længe jeg kan huske, men blev selv fyldt med stigmatiserende fordomme, skriver Troels Langemark. Med sig selv som eksempel afmystificerer han, hvad det vil sige at være ”parkeret” på førtidspension.

 

Af Troels Langemark

Mit sygdomsforløb startede fra barnsben, men udviklede sig med tiden til både vrangforestillinger, eget sprog og særpræget motorik. Jeg blev i en alder af bare 16 år diagnosticeret med diagnosen uspecificeret skizofren. Den diagnose ændrede mit liv fra det ene øjeblik til det andet. Det var hvert fald følelsen. Ønsker og drømme blev erstattet af en indlæggelse på ungdomspsykiatrisk afdeling i seks måneder, en ungdomspension og senere et bosted.

Jeg har, så længe jeg kan huske, været bange for stigmatisering og følt mig udenfor og anderledes, hvilket gjorde, at når jeg blev konfronteret med mediernes overskrifter om psykisk sygdom, forbandt jeg det med hele befolkningens synspunkt. Jeg følte mig stækket af pladderpressens meningsdannelse, som jo netop er til for at skabe forargelse, frygt og stigmatisering.

Samtidigt kæmpede jeg for at få en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet gennem to arbejdsprøvninger. Desværre måtte jeg se dette ønske forsvinde, da jeg i begge arbejdsprøvninger fik det tiltagende dårligt. Derfor søgte jeg førtidspension og fik den, heldigvis. Og jeg glemte aldrig mine ønsker og drømme. Selv om vejen tilbage til et så normalt liv, der kunne lade sig gøre, har været meget svær, så har det ikke været spildt arbejde, men derimod enormt lærerigt. Det en tid, jeg ikke ville være foruden, for i bund og grund så har min historie skabt og formet mig, som jeg er i dag – og det er jeg stolt af.

Jeg blev selv fyldt af stigmatiserende fordomme
Og stolt kan jeg med rette være, selv om jeg ikke altid har følt det sådan. I al min iver og had til pressens meningsdannelse sprang jeg lige i med hovedet først: Jeg blev selv fyldt med fordomme og forargelse overfor alle dem, der læste den! Jeg følte mig stigmatiseret, men jeg måtte samtidig indse, at min stigmatisering af andre mennesker byggede på forudindtagede meninger. Stigmatiseringen var født på ny – denne gang bare omvendt!

Ja, der findes stigmatisering, og minoriteter er nu engang nemmest at ramme, men man har også et ansvar overfor sig selv, om man vælger at søge den, lader den berøre en eller ej. Min daværende terapeut fremlagde netop dette synspunkt for mig ved at spørge, om jeg måske læste de forkerte medier? Det gjorde mig klogere. For efter et ophold på en højskole mødte jeg nemlig forståelse, empati, interesse og lysten til at lære mere om, hvem jeg var, hvad min sygdom gjorde ved mig og hvilke symptomer jeg havde. Mine fordomme om alle andre var blevet gjort til skamme.

”Parkering” på førtidspension?
Men selv om mit syn på andre ændrede sig på højskolen, bliver jeg stadig rørt af en anden debat, anført af diverse politikere: nemlig omkring offentlig forsørgelse. En debat, som måske ikke har til formål at stigmatisere, men som konsekvens af den ofte hårde retorik fører til netop dette. Offentlig forsørgelse er ikke velset og i hvert fald ikke noget, man skal være glad for.

Argumentet har været, at man ikke må blive ”parkeret” på en førtidspension. Men sådan synes jeg heller ikke, at det er. Man bliver netop ikke ”parkeret” på en førtidspension, men derimod kan det være vejen tilbage til livet, til job eller uddannelse. Juridisk set kan man til en hver tid opsige sin førtidspension eller sætte den i bero i en periode. Man har sågar lov til at studere eller varetage et arbejde på førtidspension. Det kan altså lade sig gøre. Faktisk er førtidspensionen bygget op sådan, at det udmærket kan betale sig at have et arbejde ved siden af. Man må tjene 73.300 kr. før skat (2015) – og det er da ikke så dårligt!

Selv om de før omtalte ønsker og drømme aldrig blev glemt, har jeg måtte indse, at nogle ønsker og drømme skal forblive sådanne. I stedet arbejder jeg i dag i socialpsykiatrien og har gjort det i godt tre år nu. Jeg arbejder i det omfang, jeg føler, jeg kan magte det uden at få det psykisk værre.

Stigmatisering er mangel på indsigt
Stigmatisering er lig med uvidenhed for visse befolkningsgrupper og mangel på indsigt. At føle sig stigmatiseret kan skabe vrede og foragt for andre mennesker. Det kan være med til at øge afstanden mellem en selv og det samfund, man meget gerne skulle være en del af, så det i sidste ende bliver svært at vende tilbage til.

Men det at jeg blev tildelt førtidspension, har været vejen tilbage til et godt liv for mig, og det har været med til, at jeg stille og roligt og i mit eget tempo har kunnet udvikle mig i en positiv retning. Man kan ikke forcere det at få det bedre. Det tager den tid, det tager, da vi som mennesker udvikler os individuelt. Jeg er den dag i dag stort set uden hjælp fra det offentlige lige med undtagelse af medicin hver 14. dag som skal gives via injektion på Distrikt Psykiatrisk Center.

 

En kommentar

  1. Birgit Christiansen

    Jeg spurgte en dag Kim Engelbrechtsen, om han ikke kunne tænke sig at flytte ind på Thorupgården i en 14-dages tid? Og det svarede han lidt tøvende “ja” til. MEN DET ER JO FORDI HAN IKKE ANER HVORDAN DET ER AT BO HER!! Det bliver nok heller aldrig til noget…! så nu vil jeg i stedet for forsøge at beskrive hvordan en af mine dage forløber..! GRUNDFORTÆLLING: Jeg kan ikke sove, nu hvor jeg ikke længere drikker alkohol. Så kan jeg starte dagen med at skrælle mellem 10 og 12 æbler der skal anvendes i en æbletærte, der skal serveres ved 13.00 -tiden. Dejlig ro og fred, når alle ligger og sover..! Så kigger jeg lidt T.V. inden personalet kommer og uddeler morgen medicin. (Jeg modtager antabus hver tirsdag og fredag.) Her siger jeg naturligvis “godmorgen” til dem der kommer ind ad døren. En af dem hedder Susanne. Hun har altid en stor plasticblomst anbragt i sit hår. eller en spraglet sløjfe. ( Så ligner hun lidt en balletpige der er gået hen og blevet lidt for tyk)
    Og hun siger godmorgen til mig 7 – 8 gange inden klokken er 11.00! Men det er da bare for at være HØFLIG!!! Som hun forbavset indvender, når jeg gør opmærksom på alle de andre gange hun har sagt “goddag” her til formiddag. Men der kommer flere frustrationer: Karoline skal ud og tappe vand til sin medicin.(NATURLIGVIS) Og det skal Lena og Tommy naturligvis også, Og Karen begynder sin “Sirenesang” kl. 9.30, og bliver som regel ved til middag. Jeg lukker døren ud til gangen. Så kommer Lena igen, denne gang, fordi hun vil varme en kop vand i mikrobølgeovnen. Da den koger, gør jeg opmærksom på dette, hvorpå hun afvisende siger: “Bare lad den stå!”
    Og sådan går resten af formiddagen med mine anstrengelser for at lave en tærtedej, og smøre en form til dej og æblestykkerne. (Den blev nu ikke særlig fremragende, den Applepie). Men jeg gjorde mig mægtig umage, sveden haglede ned ad mig, og selvom jeg havde været i bad, var mit tøj sjaskvådt. Jeg tænker : “Hvorfor gider jeg i det hele taget?” Fordi, det er der jo ingen andre, der gør…! Og jeg har jo overskuddet til det, fordi jeg ikke er psykisk syg. Ligesådan med stue- og altanplanterne. De trænger til en kærlig hånd, og det vil jeg gerne give dem. Såre enkelt, ikke sandt?

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.