Afsnit 809 på Psykiatrisk Center Glostrup – det der før fusionen med Glostrup hed Psykiatrisk Center Hvidovre – har de seneste år arbejdet meget aktivt med at nedbringe tvang og etablere et bæltefrit afsnit. Outsideren møder klinisk sygeplejespecialist Susanne Winkel, som har været med under hele processen. Hun fortæller om forandringerne og om dagligdagen i afsnittet.
Af Grethe Kildegaard Nielsen
”Hvis du blev indlagt her, ville jeg helt klart fortælle dig, at du er kommet til et afsnit, der arbejder kraftigt på at nedbringe tvang, og at vi derfor har rigtigt mange aktiviteter i afsnittet. Du ville få at vide, at hele personalegruppen har løbende efteruddannelse, og at vi i de seneste mange år har haft en månedlig uddannelsesdag. Jeg vil også sige, at vi har nedbragt bæltefikseringer meget, meget drastisk,” siger klinisk sygeplejespecialist Susanne Winkel om, hvordan personalet modtager patienter, når de bliver overført fra den psykiatriske skadestue i Glostrup til afsnit 809 på Brøndbyøstervej.
Inden for den første time og kvarter af indlæggelsen laver personalet en kriseplan, hvor de spørger patienterne ind til angst og aggression – med det mere håndgribelige begreb ’irritabilitet’, som Susanne Winkel siger, at alle kan relatere til. Hun bruger sig selv som eksempel og forklarer patienterne, at alle bliver irritable, og at det er vigtigt at lave kriseplanen for at kunne hjælpe dem bedst muligt. Hun stiller dem tre spørgsmål: ”Hvordan kan jeg se, når du bliver irritabel? Hvad hjælper? Og hvad gør dig irritabel?”
Susanne Winkel forklarer, hvorfor en kriseplan er et rigtigt godt redskab:
”Svarene på de tre spørgsmål er rigtigt vigtige for os at vide, så vi ikke overskrider nogen grænser. Når man kommer herind, er man på et eller andet plan psykisk sårbar, og det kan alle mennesker blive engang imellem. Vi ved fra os selv, at hvis man i en periode er psykisk sårbar, så bliver man irritabel, hvis man får overskredet sine grænser. Derfor er det rigtigt vigtigt for mig at vide, hvor patienternes grænser er.”
Det er individuelt, hvor patienternes grænser er, og hvad der hjælper, men nogle har god gavn af ballstick-massage, mens andre har brug for at slå til en boksebold eller komme ud i haven. Med en kriseplan kan personale nemmere imødekomme patientens ønsker og i højere grad undgå konflikter, der før i tiden ville have endt med tvang.
Patienternes ønsker imødekommes
Afsnittets arbejde med at nedbringe tvang har båret frugt. I år har de haft tre bæltefikseringer. Året før var antallet ni, og året inden 50. Afsnit 809 har arbejdet med flere områder, og forandringerne kunne ikke have fundet sted uden inddragelse af hele personalegruppen, eller uden at patienterne bliver taget med på råd og bliver inddraget i afsnittets forskellige grupper, hvor de drøfter alverdens praktiske ting – og ikke mindst reglerne i afsnittet.
”Vi har arbejdet med patientmøder hver 14. dag, hvor patienterne har en postkasse, de kan smide punkter i. For eksempel klagede de over stærke lygter foran vinduerne i den gamle bygning, hvor vi havde til huse indtil april sidste år. De kraftige spots vækkede patienterne flere gange om natten på grund af mus, der løb forbi, og det klagede patienterne over, og så fik de mørklægningsgardiner, der kan lukke lys helt ude af deres soveværelse.
Regelrytteriet i frokoststuen
Det er ikke kun på patientmøderne, at patienternes forslag bliver drøftet, og der er en fælles snak mellem patienter og personale. Der bliver også nedsat grupper omkring forskellige tematikker. Et eksempel er en gruppe, der skulle drøfte madsituationen og det regelrytteri, der ifølge Susanne Winkel fandt sted i de situationer. De kunne nemlig se, at der var rigtigt mange situationer omkring maden, der var tæt på at ende med tvang. I gruppen deltog blandt andet en patient og afsnittets recovery-mentor, som har brugerbaggrund.
Patienten, som deltog, havde mange vigtige pointer:
”Han sagde, at al omsorg udspringer fra kabyssen. Han sagde også, at vi ikke selv vælger dem, vi er medindlagt med. Når man har det dårligt, er det ikke altid, at man har overskud til at spise sammen med andre,” fortæller Susanne Winkel.
Efter gruppens arbejde må patienterne gerne selv vælge at spise på stuen, og de må også gerne spise udenfor, så længe de sætter sig ved de borde og stole, der er. Patienterne kan også i højere grad få noget at spise uden for måltiderne – hvis de for eksempel ikke er stået op til morgenmaden. Personalet har fundet ud af, at det er muligt at slække på alle reglerne. De kæmper dog stadig med at ryste nogle af de mange regler af, så der ligger et kontinuerligt arbejde med at drøfte reglerne, vende dem på hovedet og afskaffe regler, der ikke er nødvendige, og som kan skabe konflikter.
Aktiviteter nedbringer tvang
På 809 har de en aktivitetsmedarbejder, som ikke er kontaktperson for nogen i løbet af dagen, men som kun laver aktiviteter med patienterne. De har også valgt, at der skal være en aktivitetsmedarbejder om lørdagen, og sidst er der blevet indført lørdagsmad, som aktivitetsmedarbejderen og patienterne hjælpes om at lave sammen, i stedet for den mad der normalt leveres fra Rigshospitalet. Det er et ønske, patienterne har haft flere gange på patientmøderne, og som nu er blevet realiseret. Med aktivitetsmedarbejderen har patienterne mulighed for at deltage i mange forskellige aktiviteter, både fysiske såsom yoga og dans, og kreative som musik og farver, hvor de farvelægger eller tegner til musik – blot for at nævne nogle eksempler. Patienterne bager også kage eller boller et par gange om ugen. Ud over patientmøderne hver 14. dag har de daglige morgen- og aftenmøder – dog springer de morgenmødet over i weekenden, så patienterne kan sove længe der.
Alle aktiviteter er gode til afledning fra tanker og uro, og de fysiske aktiviteter kan ligeledes mindske anspændthed og forbedre søvnen. Aktivitetsmedarbejderen arbejder forskudt af det almindelige vagtrul, og en tilgængelig aktivitetsmedarbejder har i høj grad vist sig at give ro om eftermiddagen. Statistisk kan de se, at der tidligere har været en del bæltefikseringer i kølvandet på uroen omkring vagtskiftet. De bæltefikseringer har de nu fået elimineret.
Nye rammer med sanserum
Sidste år i april flyttede afsnittet over i nye, lyse bygninger. Patienterne har fået bedre forhold – blandt andet med fjernsyn på stuen samt et skab til deres værdigenstande, som de selv kan låse af. Hvor der før var et lille rygerbur med hegn hele vejen om, er der nu en større og mere lys rygerterrasse, hvor solen når ned. De har også fået en større have og bedre muligheder for fysisk udfoldelse.
Som noget nyt har de fået et sanserum, hvor patienterne har mulighed for at komme ind og ligge i en sofa, eventuelt under en kugledyne, og se en af de tre forskellige MovieCure-videoer med musik til. Det er videoer og musik, der er specielt lavet til at virke beroligende og skabe positive oplevelser. Lyset i loftet kan indstilles med forskellige farver. Også her har de inddraget erfaringer fra patienterne for at videreudvikle rummet og dets anvendelsesmuligheder.
Susanne Winkelfortæller om de erfaringer, personalet har gjort sig med rummet.
”Der er mange patienter, der er rigtigt glade for det. Nogen af patienterne har prøvet det et par gange, før de bliver glade for det, og så bruger de det flittigt. Jeg havde for nylig en patient i en nattevagt, som ikke kunne sove, fordi tankerne kørte rundt. Jeg foreslog hende, at vi skulle prøver at gå ned i sanserummet for at se, om hun måske kunne falde i søvn dernede. Jeg sidder længe ved sofaen, hun ligger på, og vi taler, mens hun putter under sin kugledyne. Filmen med MovieCure kører i baggrunden, og så siger hun pludselig, at videoen er meget beroligende, og det er slet ikke er ubehageligt ligesom sidst, hun var der. Det viser det sig, at jeg havde taget en anden video, end den en anden kollage havde valgt til hende, da hun var i rummet første gang. Hun har siden brugt sanserummet rigtigt mange gange.”
Hovedbanegården klokken tre om natten
Susanne Winkel fortæller videre om andre måder, personalet kan hjælpe patienterne på, hvis de ligger vågne om natten. Det er vigtigt, at patienterne er på deres stue, for hvis først en patient står op, og endnu en vågner, så vågner endnu flere, og så er afsnittet pludselig Hovedbanegården klokken tre om natten. Det er problematisk, da en almindelig døgnrytme er en vigtig del af behandlingen. Personalet har kunnet imødekomme noget af det ved, at patienterne nu må ryge om natten, og at personalet i stedet for blot at sige, at patienterne skal være på stuen, og de bare kan se fjernsyn eller noget andet, tilbyder dem forskellige ting, der virker søvnfremkaldende:
”Hvis du vågner om natten i dag, så vil jeg spørge dig, om du vil høre noget MusiCure, og jeg ville også tilbyde, at du lægger dig i sengen, og jeg giver dig noget ballstick-massage. Det er en slags massage med en orange bold med knopper på. Ballstick-massage har den beroligende effekt, at mange faktisk falder i søvn eller næsten falder i søvn af, at jeg giver det. Så jeg aftaler altid med dem, at når jeg er færdig med ballstick-massagen, så hiver jeg dynen eller kugledynen over dem. Jeg har altid næsten slukket lys derinde. Alt afhængig af aftalen med patienten, så sidder jeg derinde i fem minutter eller en halv times tid, og så plejer patienten at falde i søvn. Indtil videre har jeg ikke oplevet andet end meget taknemmelige patienter dagen efter, der kommer ud og giver mig hånden og siger tak for det,” fortæller Susanne Winkel.
Til sidst understreger hun, at de mange forandringer i afsnittet kræver et vedvarende arbejde. Når man løser et problem, opstår der ofte et nyt, men i stigende grad bliver patienterne taget med på råd på alle forandringer. Det sker også, at de mange løbende forandringer bliver misforstået af personalet eller tolket forskelligt, således at patienter eller pårørende bliver vejledt forskelligt. Når det sker, kan personalet være sikre på, at der ligger en seddel i postkassen til næste patientmøde.