Alt imens personalet på bostederne bliver bedt om at tage ja-hatten på og fortælle succeshistorier, og fagforeningerne forsøger at tale deres fag op til en glædesrus, så er der stadig på bundlinjen noget helt galt. En uhørt stor del af arbejdstiden går med alt mulig andet end beboerne, bekræfter en ny undersøgelse. Det gælder specielt kontorarbejde og dokumentation, der blot løfter bevisbyrden for udført arbejde som et kontrolværktøj, og i unødigt omfang begrænser kontakten med beboerne.

Efterhånden er der udviklet utallige metoder til at hive personalet væk fra beboerne og ind foran en skærm, hvor der kan gå timevis med eksempelvis BVC-skemaet, der dokumenterer optræk til voldelig adfærd. Det sker ud fra så eksplicitte og supertydelige tegn, at kun folk uden forbindelse mellem hjernecentrene analyse og handling kan have gavn af det. Når myndighedskrav tvinger personalet væk fra beboersamværet, betyder det for beboerne et drastisk fald i kvaliteten af omsorg og hjælpen til at rykke sig i livet. Ingen medarbejdere havde vel i deres vildeste fantasi forestillet sig, at mennesket skulle fylde så lidt i arbejdet med mennesker.
Tekst og illustrationer af Mikkel S.

Københavns Kommune har undersøgt omfanget af dokumentation på bosteder inden for udsatte, psykiatri, misbrug, handicap og børn og unge, som de i snit fik til 18% (19% på psykiatriske bosteder). Personalet bruger altså 41% af tiden på beboerne. Det valgte DR at udlægge sådan her:

»Bosteder: Personale bruger under halvdelen af tiden på beboerne« kilde dr.dk

Men det er en form for venligsindet oprunding, idet 41% er tættere på en tredjedel af tiden end halvdelen. Da det let kan blive lidt abstrakt at tale i procentsatser, er det mere overskueligt at omregne til, hvad det reelt betyder i timer og minutter:

En otte timers arbejdsdag giver 7 timer og 20 minutters effektiv arbejdstid, hvis der er afsat en halv time til frokost og 10 minutter til pauser i løbet af dagen. På en arbejdsdag er der dermed tre timer til beboeren. Det kan virke som meget lidt tid, men endnu værre, så tager det hele 1 time og 24 minutter at dokumentere de tre timers beboerkontakt på psykiatriske bosteder. Den resterende tid bruges på beboerrettede opgaver uden beboerens tilstedeværelse, driftsrelaterede opgaver og administration.

Socialfobi-venlig arbejdsplads
Tre timer til beboerne på bostederne er simpelthen for lidt. Beboerne må efterhånden undre sig over, at personalet undgår social kontakt med dem i fem af arbejdsdagens timer og opfatte det, som var det en bevidst socialfobisk undvigelsesstrategi. Kan personalet efterhånden med fordel lide af socialfobi på et bosted? Her er et tænkt eksempel:

Efter mange år som salgsassistent havde jeg svært ved at håndtere min socialfobi, da der var mennesker overalt. Åbne kontorer, teamarbejde og personlig kundekontakt satte mennesket i centrum hele tiden. Min psykiater anbefalede mig derfor at søge et job med ringe kontakt til andre.

Jeg fandt et nyt job på et bosted, og her er alt helt fantastisk. På grund af besparelser er der kun få på arbejde ad gangen – tit er jeg endda helt alene. Jeg synes, at det er enormt dejligt med de lave personalenormeringer, så slipper jeg for at skulle samarbejde med andre. Beboerkontakten er ikke noget problem, da den er begrænset til blot tre timer. Det selvstændige kontorarbejde omkring dokumentation og administration er et drømmescenarie, da hovedparten af min arbejdsdag går med det.

Min socialfobi er stort set væk nu – jeg vil aldrig mere tilbage til den menneskefyldte kontorbranche. Det er tusind gange bedre at have et job, hvor man arbejder med mennesker, når man helst vil undgå dem.

Jeg føler det som en spændetrøje
Den største kritik af, at kontordelen i arbejdet med mennesker fylder urimelig meget, kommer fra Ole Sørensen. I programserien ”Rebellen fra Langeland” blev han landskendt for at sætte fokus på en overflod af dokumentation, kontrol og regler i socialpsykiatrien og i arbejdet med socialt udsatte.

»Det er efterhånden umuligt at trække vejret i systemdanmark. Der kommer så mange regler for, hvad vi må og ikke må. Vi skal kontrollere og kontrolleres. Vi skal lave handleplaner og dokumentere. Jeg føler det som en spændetrøje,« siger Ole Sørensen til Berlingske.

Tastatur-fitness og langdistanceudredninger
Ole mener, at den menneskelige relation burde være selve kerneydelsen, men den bliver desværre udfordret og nedprioriteret pga. skærmbaseret dokumentation og regelrytteri. Man kunne på baggrund af hans kritik stille spørgsmålet:

Hvor mange valgte oprindeligt at arbejde med mennesker for at opnå en frygtindgydende Arnold Swarzenegger-muskelstyrke inden for finmotorisk tastatur-fitness?

Eller var det udsigten til en olympisk podieplads i disciplinen skrivebordsbaronske, kværulantiske og minutiøse langdistance-udredninger?

Nej, mon ikke, de fleste havde forstillet sig, at det var menneskene og ikke en skærm, en mus, et tastatur og en computer, der skulle være i fokus? Helle Haslund fra Landsforeningen af Socialpædagoger udtrykker det således til DR:

»De har jo søgt stillingen netop for at kunne gøre en forskel, og så er det vildt frustrerende at sidde med så lidt tid til den borgerrettede kontakt.«

dokmentation-nr-3

“Amanda is now front and center” Andrew Whitis. Adapted.

 

Underlagt oppefra
Det handler ikke om personalet og deres evner til at arbejde med mennesker, men om alt det, personalet er underlagt oppefra. Ole Sørensen formulerer det på denne måde:

»Jeg er i bund og grund bare fortaler for, at I gode socialpædagoger kommer lidt væk fra handlingsplanerne og computeren og i stedet bruger kræfterne ude hos de mennesker, I er så pissegode til at tage jer af.«

Imidlertid er det nemmere sagt end gjort. Krav og regler skal overholdes, ellers er det ud af vagten.

Fagforeningernes kamp imod unødvendig dokumentation
Kritikken af dokumentation er langt fra ny. Tilbage i 2008 samledes fagforeningerne BUPL, FOA og LFS til en demonstration under parolen ”Slip velfærden løs!”. I demo-oplægget blev frustrationen over dokumentation beskrevet således:

»Lavvækst i kommunerne og flere og flere krav om kontrol og dokumentation i den offentlige sektor er spild af god energi. Vis tillid til offentligt ansatte og giv os bedre muligheder for at gøre det, vi er bedst til.«

Fagforeningerne er altså bevidste om problemet og forsøger at bekæmpe den unødvendige dokumentation til fordel for mere forenklede administrative arbejdsgange. Det er en lang og sej kamp, som har stået på i mange år. Men da man ikke har set en eneste artikel om en nedgang i dokumentation, så tyder intet på, at fagforeningerne har voldsom stor indflydelse. Også politikerne fejler i den forbindelse. Tillidsreformen i 2013, der på papiret skulle frigive mere tid til den menneskelige relation, hænger vanskeligt sammen med, at dokumentationskravene hele tiden vokser.

»Hver gang der dukker et problem op, finder man en ny måde at kræve dokumentation på. Der er ikke nogen politikere, der tager ordentligt fat om problemet. Mange taler om det, men der mangler konkret handling,« siger Bente Sorgenfrey, formanden for hovedorganisationen FTF, til Berlingske.

Positive fortælleringer
Selv om man i ny og næ kan opdrive kritiske udtalelser fra fagforeningerne, så bliver de kritiseret af medlemmerne for at fokusere for meget på de positive fortællinger om fremskridt og forbedringer i deres formidling udadtil og i medlemsbladene. Fagforeningerne lægger ikke skjul på, at kritik af arbejdsforhold fylder meget lidt, da de hellere vil tale deres fag op. Selvfølgelig er det vigtigt at få udbredt de ting, som virker. Men det er bare ikke særligt konstruktivt og udviklende, og tangerer det tankeløse, når der samtidig lukkes ned for alt det, som ikke virker.

På arbejdspladsen bruger ledelsen også en masse energi på at tale deres fag op og lukke ned for snakken om kritisable forhold. De skal simpelthen bare tage ja-hatten og de positive briller på. Derfor startede medarbejdermøder flere steder med først lige at tage en runde, hvor man hver især fortalte en god historie fra jobbet. Men det var ikke nok med blot en god historie, og det blev lavet om til en succeshistorie. Herefter har man vurderet, at der stadig ikke var nok positiv pondus i det. Man endte derfor med at kalde det for en stjernestund.

Når den positive tænkning har rodfæstet sig, og alle har lært at brillere med uforglemmelige stjernestunder, så bliver der sat en ny dagsorden. Her er ikke plads til mangfoldige meninger, nuancer og kritiske refleksioner om for meget dokumentation og kontorarbejde. Det skyldes, at grundstenen i positiv tænkning er, at enhver form for kritisk analyse skal opfattes som uønsket negativ tænkning, selv om det er to forskellige ting. Glasset er altid halvt fyldt – aldrig halvt tomt. Der er absolut ingen problemer – højest udfordringer. Ledelsen udfører aldrig tillidsmanglende kontrol af medarbejderens dokumentation – de kvalitetssikrer den kun.

Forsvarsmekanismer
Psykologisk set er det ikke nogen overraskelse, at sprogbrug, tænkning og fortællinger dyrkes så meget i den positive form. Det er et udtryk for idyllisering og splitting – tænke i sort/hvide, forenklede termer. Herved kan man bekæmpe ubehaget, bekymringerne eller angsten for svære, håbløse situationer og kompleksitet. Idyllisering og splitting er to vigtige forsvarsmekanismer, men der også en bagside ved dem. Psykolog, forfatter, underviser og supervisor Dorthe Birkmose skriver i den forbindelse på sin blog.

»Men forsvarsmekanismer indebærer samtidig et selvbedrag, idet vi overbeviser os selv om, at livet er anderledes, end det i virkeligheden er.«

I toppen af virksomhedshierarkiet inden for omsorgsbranchen er der en tro på – tit med en forførende bagtanke –  at man bare kan tage alle fænomener og kalde det for noget indbydende, fancy og attraktivt, og så forsvinder alt det negative og problematiske på magisk vis. Dorthe Birkmose giver i sit foredrag ”Når gode mennesker handler ondt” tre eksempler på det. Lavt sygefravær klinger for meget af sygdom og kaldes for langtidsfrisk. Når man lukker et bosted, så er det blot tilført relanceringsmuligheder. Omstruktureringer, der leverede et meget uønsket resultat, må ikke udlægges som en kæmpe fejltagelse, men action learning.

Ligeledes forsøger ledelsen at få medarbejderne til at opfatte den stigende dokumentationsbyrde som en lækker, dynamisk omstilling til noget fleksibelt, innovativt og fremskridtorienteret med uudtømmelige muligheder for større individuelt, ressourceorienteret karriereudviklingspotentiale og langt mere ansvar.

»Ét er, at privatpersoner kan synes godt om positive fortællinger, da de oplever, at deres angst og ubehag dæmpes; men det er straks noget helt andet, når ledere og undervisere forsøger at pådutte medarbejdere og mellemledere, at de skal være forandringsparate og lade være med at stille kritiske spørgsmål. Så bliver det manipulation og undertrykkelse.« skriver Dorthe Birkmose.

Nogle steder er det endda lykkedes for ledelsen at få endnu mere tid til at kontrollere folks dokumentation ved at give dem en række af deres opgaver. Man pakker det ind i positiv tænkning med appetitlige påstande om flad struktur eller medarbejderindflydelse. Reelt betyder det blot endnu mindre tid til beboerne, når medarbejderne har overtaget den tunge IT-opgave med det lønberegnende arbejdsplansystem, vareleverancer fra indkøbscentralen etc.

Fremadskridende banaliteter
En del af dokumentationskritikken går på, at man ikke bare kan skrive de få afgørende og ekstraordinære ting ned, som er relevante for andre at vide. Til stor gene for kollegaerne, der skal læse det, skal man diske op med formålsløse tekster om alt lige fra almindelige jobmæssige hændelser, rutiner og valg til fremadskridende banaliteter. Dette selv om alle de væsentlige aspekter i forvejen formidles videre i lange overlap, hvor den næste medarbejder bliver sat ind i tingene. Når et stort flertal melder ærligt ud, at de slet ikke læser kollegaernes dokumentation, så bliver det for alvor ekstra meningsløst.

BVC
Dokumentation kan også ske gennem en lang række skemaer, som skal udfyldes. Et af de forholdsvis nye er Brøset Violence Checklist (BVC). Overordnet virker BVC meget fornuftigt, da det er et redskab, som kan forudsige risikoen for vold 24 timer frem. Herved kan personalet sætte tidligt ind med forebyggende tiltag, fx i form af øget kontakt, samtale og opmærksomhed.

Men det absurde er, at det kunne de også, før de fik BVC-skemaet. Vurderingen af risikoen bygger ikke på nogle signaler, man normalt ville overse, men klokkeklare og indlysende ting som fysiske trusler, verbale trusler, angreb på ting, støjende adfærd og irritabilitet. Hele tre gange om dagen noteres dette ned med henblik på en trusselsvurdering, som om helt almindelige evner til at aflæse mennesker ud fra markante og ekspressive signaler er trådt ud af kraft. Tilmed giver BVC ekstra kontorarbejde og derved færre menneskelige ressourcer til at afværge voldsrisikoen ude i marken.

dok-bvc

”Working” Stefanie Silveira, ”Angry Doug” Andy King. Adapted.

 

Der er ikke små, ubetydelige ressourcer, som BVC og andre dokumentationsredskaber bruger. FTF vurderer, at man kan spare 2,7 milliarder ved at fjerne en fjerdedel af dokumentationsarbejdet. Men nu skal man altså passe på med at proppe al dokumentation ned i en negativ kasse. Der er faktisk eksempler på, hvor fantastisk godt det virker i praksis. Københavns kommune har således brugt store ressourcer på at dokumentere i en 40 siders lang rapport, at der på dagsbasis bruges 1 ½ time på dokumentation og kun 3 timer på beboeren. Så helt åndsvagt er dokumentation jo ikke, når det handler om at fremvise, hvad der skal laves om.

 

Dine erfaringer
En ting er at sidde udefra og vurdere alt det her. En anden ting er at høre det fra dem, som arbejder med det hver dag. Har de samme kritiske holdning og ønsker en radikal ændring, eller kan de få dokumentation til at give god mening? Enhver henvendelse – også anonym – til Outsideren om den praktiske erfaring med dokumentation i psykiatrien hilses derfor meget velkommen. Skriv en mail til:

bvclisten

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.