I løbet af de seneste to år er der blevet sparet mange penge alene på mit bosted. Jeg har kunnet mærke det tydeligt på min egen krop, hos mine medbeboere, men også hos de ansatte. Alligevel har personalet formået at gøre deres bedste for beboerne.

Af Trine

Jeg boede på et døgnbemandet bosted i fire år indtil oktober sidste år. Jeg er i dag 31 og bor i min egen lejlighed med bostøtte to gange om ugen. Mit bosted var et beskyttet minisamfund, der eksisterede parallelt med den øvrige verden. Jeg boede der i fire år og det har virkeligt været en aha-oplevelse for mig at flytte derfra og genopdage den ”rigtige” verden. Alene det, at skulle opsøge selskab på en anden måde og at skulle finde hjælpen ude i verden og ikke bare skrive en sms for at sende bud efter et personale, der kunne komme og hjælpe mig.

Da jeg valgte at flytte på bosted, boede jeg med en kæreste, så det var en stor beslutning. Prioriteten blev at være mindre indlagt, end jeg havde været igennem en lang periode, og derfor valgte vi et døgnbemandet bosted. Det var trygt at bo der. Jeg havde faste samtaler, støtte og samtaler efter behov, og jeg havde folk omkring mig døgnet rundt, hvis jeg ønskede det. Jeg har været igennem meget med personalet, og det har været med til at udvikle mig. Det har lært mig meget om verden, andre mennesker og ikke mindst om mig selv. I den tid jeg boede der, var jeg mindre og mindre indlagt og indlæggelserne blev kortere. Det hjalp mig meget at have mulighed for at få luftet ud i mine tanker, når behovet opstod, så de ikke byggede sig op og væltede mig totalt.

Mine medbeboere var søde og fredelige alle sammen. Der var ingen vold eller trusler. Ingen aggressivitet, intet politi og kun magtanvendelse i yderste nødstilfælde, hvor beboeren var til stor fare for sig selv.

Mennesket bag jobbet
Da jeg flyttede ind på mit bosted, var jeg et helt andet sted, end jeg er i dag. Jeg manglede i høj grad at arbejde med mit syn på mig selv og omverden. Jeg havde rigtig svært ved at rumme, at personalet var så forskelligt fra hinanden. De håndterede ens situationer meget forskelligt. De havde forskellige holdninger til de samme dilemmaer. Dette fyldte meget, og jeg overså nok alle de steder, hvor de fulgte ens retningsliner og aftaler. Jeg kunne aldrig regne ud, hvordan den ene ville reagere i forhold til den anden. Jeg kunne ikke forholde mig til, at de ikke havde ens procedurer for eksempel i forhold til håndtering af selvskade. Med tiden skulle det dog vise sig at blive den vigtigste lektie ved at bo der.

Den største gave, personalet på mit bosted gav mig, var at vise mig mennesket bag jobbet. At vise mig, hvem de er. De turde kigge på sig selv og fortælle mig, hvorfor de reagerer som de gør og lytte til, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Jeg begyndte at forstå, at de også bare er mennesker. De er bygget af forskellige klodser. De har ikke én bestemt støbning, bare fordi de alle er personale. De var forskellige fra mig ja, men de var også forskellige fra hinanden. Jeg kunne bedre rumme deres forskelligheder – og jeg kunne bedre rumme mig selv. At se på dem som ”bare mennesker” gav mig en anden forståelse af mig selv. Jeg opdagede, at jeg måske også bare var et menneske. Jeg tænkte mindre på, at jeg er, som jeg er på grund af min diagnose og mere på, at jeg er sammensat som jeg er, fordi jeg har oplevet de ting jeg har i mit liv. Jeg opdagede, at jeg er forskellig og anderledes på samme måde, som alle andre er det.

Nattevagten skulle fjernes
Da personalet fik mere travlt, blev dette nye syn på dem og mig selv sat på prøve. Det startede med, at mange af dem skulle igennem en uddannelse, som for mig ikke virkede relevant i forhold til, hvor meget tid, der blev brugt på det. Der blev sparet, og det gav for eksempel lange perioder, hvor der manglede en fuldtidsstilling mellem ansættelser. Da der skulle spares endnu mere i 2017, blev det besluttet, at den sovende nattevagt skulle fjernes. Dette er dog midlertidigt udsat til senere på året. Jeg selv og mange andre boede på netop det bosted, fordi der var personale døgnet rundt, og stedet var byens eneste til målgruppen med døgnbemanding.

Efterhånden som personalet fik mere og mere travlt, kunne det mærkes på stemningen, kontakten og dialogen på stedet. Personalet virkede ofte stressede og kunne virke kort for hovedet. Jeg reagerede på det, og det skabte en del konflikter. Vi har dog været gode til at snakke om det løbende. Heldigvis var personalet meget åbne og villige til at kigge på sig selv og deres reaktioner – både i fælles supervision, men også sammen med mig som beboer. Jeg forstod, at de reagerede på det stigende pres, de blev udsat for, ligesom jeg reagerer, når jeg bliver udsat for et stort pres.

Omsorg trods besparelser
Alt den kritik, der bliver rettet mod bosteder, som det jeg boede på, er efter min mening fejlplaceret. Personalet er mennesker, der selvfølgelig gør det bedste, de kan med det, de har. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der arbejder med mennesker så tæt, som ikke gør det, fordi de brænder for at hjælpe andre. Jeg har mødt mennesket bag ”uniformen”, og vi er meget ens. For jeg er også bare et menneske og ikke min diagnose – ligesom de også bare er mennesker og ikke kun personale. Det, der fungerede så godt på mit bosted, var, at vi så hinanden som mennesker. Vi kunne forstå hinanden ved at snakke sammen om de ting, vi gik igennem hver for sig og sammen. Skal man rette kritik mod kvaliteten af bosteder som mit, må man nok kigge på tilførslen af penge, da det klart er af min opfattelse, at personalet og ledelsen gør det bedste de kan, med de midler de har. Jeg har selv kunnet mærke besparelserne, og dem der bor der nu, kommer især til at kunne mærke dem, når der ikke længere vil være en sovende nattevagt.

På trods af besparelser og pres, synes jeg, at omsorgen fra personalet har skinnet igennem. De har givet mig mere end professionelle relationer. De har givet af sig selv, lukket mig ind og åbnet sig, så jeg har turdet åbne mig over for dem. Selv om man kan kalde det en skæv relation, vil jeg også kalde det en ægte relation. Relationerne og oplevelsen af at bo på bosted, vil jeg bære med mig hele livet. Det vil altid stå i min bog som én af de ting, der bar mig igennem til der, hvor jeg gerne vil være.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.