Lige meget hvilke ord jeg end hælder ud over verden, bliver den ikke mindre brutal for mig. Jeg føler mig stadig fraspaltet fra andre ligegyldig, hvilke forsøg jeg gør på at skabe gensidig forståelse. Igennem tiden er der blevet tilbudt alt, hvad det etablerede behandlingssystem kan komme på. Intet har rigtig virket i længden, selvom jeg indtil for nylig gav det en chance og gjorde mit bedste for at behandlernes håb på mine vegne ikke var forgæves. Det hjalp ikke. Igen og igen skal jeg udkæmpe den indre borgerkrig. For en del af mig vil så meget. Håber. Tror. Elsker. En anden del af mig bekriger det. Skyder enhver drøm ned. Kvæler håbet før det får vokset sig stort og stærkt. Det er som at klatre op af en klippevæg med dødvægt hængende om begge ben.
Jeg har prøvet at forklare det til behandlere, men det er som om de ikke hører. Eller også forstår de ikke, fordi de aldrig selv har prøvet at kæmpe med sig selv. For dem er alting transmitterstoffer. Biologiske forståelses-modeller. Også selvom de påstår, at deres forståelse også er psykologisk og socialt funderet. Men handlinger taler højere end ord. Jeg har ikke oplevet igennem mine 5 år i psykiatrien, at de har hørt oprigtigt efter min egen mening om, hvorfor jeg er endt med at have det, som jeg har det. Alt forklares ud fra, at det nok var fordi jeg var hypoman, at det gik dårligt på en arbejdsplads. Sygdommen får skylden. Og efter at have givet sygdommen skylden for noget af det værste der er overgået mig, forventer behandlerne at jeg accepterer sygdommen uden tøven. Det er svært. Meget svært. Og for mig viser det, at behandlerne ikke har hørt efter. Igen. Hvad gør det mig til? En behandlingsresistent brokkerøv? Eller en misforstået freak? Måske begge dele.
Lige nu har jeg lyst til at lukke mig omkring mig selv, som en bog der fletter sine sider sammen til en uigennemtrængelig mur. Fordi verden er for meget, fordi forståelse er en mangelvare i mit liv. Fordi jeg igen hænger på klippen med dødvægten om fødderne. Med mig selv som fjende. Og ingen tillid til, at der findes nogen eller noget der kan gøre en forskel. Bare hænge på og håbe jeg endnu en gang er stærkere end min modstander. Bipolaritet har for mig altid været en krig. Lige meget om det er manien der hvisker forførende ord i mit øre eller om det er depressionen der giver mig fredfyldte billeder af den afsluttende scene. Altid en kamp for at komme tilbage til midterlinjen. Min titel burde måske hedde kriger. Men det kan mine selvhadende side ikke holde ud. Alt i mig kalder alligevel også på at være desertør. Og det vil krigeren ikke være med til. Sådan kan det blive ved og ved indtil en af os giver op. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært at forstå, at det er opslidende konstant at være i kamp med sig selv. Og at det ikke er en kamp jeg har valgt selv.
Engang havde jeg et normalt liv. Engang havde jeg en ro indeni selvom mit liv langt fra var perfekt dengang. Pludselig var alt forandret, og siden har jeg ledt efter den manglende del af mig. Efter roen. Men lige meget hvilke krumspring jeg har gjort for at finde The missing link, er den undsluppet mig. Arbejde har ikke gjort mig fri og nulstillet. Ikke relationer. Er det indeni jeg skal søge? Vil mene jeg har afsøgt hver en krog af min sjæl. Hvad hvis den manglende del bare aldrig kan findes? Vil sygdomsaccept give mig roen? Jeg stemmer på, at det mere er selvaccept og accept af hele mig fra de mennesker jeg indgår i relationer med. Fik jeg skrevet, at jeg føler mig opslidt….?
Privatfoto taget af Ulven