Alt for mange stopper for brat med antidepressiver og antipsykotika. Det kan give ophørssymptomer, som ofte bliver forvekslet med sygdomssymptomer. Det hævder professor og dr. med. Peter Gøtzsche, der er en af hovedkræfterne bag et kommende kursus i korrekt udtrapning af medicin. Outsideren har talt med ham om, hvorfor det er så vigtigt at sætte fokus på.
Af Tinne Buchholz Madsen og Mikkel S.
Foto: Bertel Rüdinger
Peter Gøtzsche er en travl mand. Da Outsideren møder op på hans kontor på Tagensvej, undskylder han, at han lige bliver nødt til at svare på et par mails, før vores interview går i gang. Han er en ivrig debattør, og hans kritiske holdning til psykofarmaka bliver ofte mødt med modsvar, som han tager til genmæle på.
Det er dog ikke denne problematik, vi i dag er mødt op for at interviewe ham om, selv om den er nært beslægtet. Peter Gøtzsche er nemlig arrangør af et kursus, der finder sted den 12. juni, som handler om at trappe bedst muligt ud af forskellige former for psykofarmaka. Informationen om, hvordan man gør det, lader nemlig meget tilbage at ønske, mener han.
Efter at have trykket ’send’ et par gange, slukket for sin telefon og tilbudt os kaffe, er Peter Gøtzsche klar, og vi kan stille ham første spørgsmål:
Hvorfor er det egentlig helt konkret et problem at stoppe brat med sin medicin?
– Det er det samme, der sker med alle hjerneaktive kemikalier, hvad enten det er heroin eller alkohol, benzodiazepiner, antidepressiva eller antipsykotika. Så længe de går ind og ændrer noget i hjernen, nedsætter nogle receptorer, øger en transmitter, eller sænker den, så prøver hjernen at modarbejde det, der sker. Hvis der f.eks. bliver færre receptorer, prøver den at lave nogle flere og omvendt. Og hvis så pludselig den ydre påvirkning ikke længere er der, er der en ny tilstand i hjernen; hvis den har øget receptorerne, så er der pludselig for mange, og så får du nogen effekter, som vi typisk kalder abstinenssymptomer – nogen kalder dem ophørssymptomer – så du skaber en kunstig ubalance i hjernen.
– Når du bruger psykofarmaka, skaber du, hvad du populært kan kalde nogle kemiske ubalancer i systemet, og hvis vi taler om SSRI-præparater, kan du faktisk i en tredjedel af tilfældene – hvis det er korttidsvirkende præparater – få en stigning på mindst 8 i Hamiltons depressionsscore, hvis du pludselig holder op. Det har jeg en undersøgelse, der viser (Rosenbaum et al., 1998). Det vil sige, at abstinenssymptomer er meget almindelige, når en tredjedel kan opnå den her stigning. Så mange får en abstinens-depression. Den kan skelnes fra en rigtig depression ved, at hvis man giver patienterne fuld dosis, vil de som regel få det rimelig godt indenfor få timer.
– Det er fuldstændig det samme, som hvis en alkoholiker ikke har mere alkohol og får en flaske vodka, så går det egentlig meget godt et par timer efter. Det er ligesom at sige til en alkoholiker: ’Der kan du se, du skal drikke alt for meget alkohol resten af livet, for du får det jo skidt, hvis du holder op.’ Det vil man jo aldrig sige til en alkoholiker. Men det gør man med psykofarmaka, og det er et kæmpe problem.
Bivirkninger tolkes som nye sygdomme
Er der også risiko for, at ophørssymptomerne kan blive tolket som symptomer på en helt ny sygdom?
– Ja. Et andet gigantisk problem i psykiatrien er, at skadevirkninger af psykofarmaka næsten altid tolkes forkert. Meget ofte som om, at du nu har fået en ny sygdom, du skal have medicin for. Hvis du eksempelvis bliver agiteret og lidt euforisk på et antidepressivt lægemiddel eller ADHD-medicin, så kan du få en ny diagnose som bipolar. Og så skal du måske have antipsykotika eller lithium – og i virkeligheden er det bare en bivirkning. De bivirkninger, man får af ADHD-medicin, minder slående meget om de symptomer, psykiaterne bruger, når de stiller diagnosen bipolar, og det gør det umuligt at adskille, om der er tale om bivirkninger eller om det er en bipolar lidelse, der nu kommer frem.
– Så i virkeligheden burde man altid i den situation gradvist seponere det præparat, der er tale om, fx ADHD-medicin, for så kan man se, om den pågældende patient i virkeligheden er bipolar, når hjernen ikke er under kemisk indflydelse. Det er bare ikke det, folk gør, og det er årsagen til, at så mange patienter, der kommer indenfor i psykiatrien, hurtigt har et antal diagnoser og bruger flere præparater. Det er, fordi bivirkninger bliver tolket som nye sygdomme, og så er det også, fordi psykofarmaka generelt virker temmelig dårligt, og man så i frustration lægger et andet og et tredje præparat oveni og øger dosis.
Men hvordan kan det være, at det ikke er en del af pakken, når man bliver ordineret antidepressiver, at man bliver instrueret i at trappe ud gradvist? Der er jo mange, der forsøger at stoppe selv fra den ene dag til den anden, men så får de ophørssymptomer, og hver gang bekræfter de så overfor sig selv, at de ikke kan undvære medicinen, fordi de får det dårligt, hvis de holder op med den.
– Det er præcis det, der hyppigt sker, når folk selv ophører med medicinen; at de får ophørssymptomer og derfor begynder igen. Og det er ikke så underligt, fordi der er lavet meget få forsøg – stort set ingen – om, hvordan man bedst holder op med psykofarmaka. Så der har psykiaterne svigtet deres professionelle ansvar helt kolossalt. Tænk at overrisle flere hundredetusind mennesker – i Danmark bare – med psykofarmaka og så ikke forske i, hvordan man bedst trapper ud af det igen?
– Det er derfor, vi holder kurser nu, både i Danmark og i Sverige. I Sverige er det for professionelle, f.eks. psykiatere, og i Danmark er det for alle. Både patienter, pårørende, psykiatere, læger, psykologer og terapeuter kan komme på vores kursus. Vi forsker også i udtrapning: Jeg har en ph.d.-studerende ansat, der ikke er ansat til andet end at forske i netop det.
Der trappes for hurtigt ud
Så hvad vil du anbefale som rettesnor for udtrapning i stedet for de vejledninger, der foreligger nu?
– I regionernes vejledning om, hvordan man trapper ud af et antidepressivt lægemiddel, anbefales det, at man halverer dosis første gang, man sætter den ned. Det er alt for meget. Folk, der har forstand på udtrapning og praktisk erfaring med det, ville aldrig anbefale det. En tommelfingerregel er at fjerne 10 procent i starten, og hvis det så går udmærket at gå fra 90 til 80 procent næste gang osv.
– Der er også nogle, der tager lidt større skridt ad gangen, men at tage halvdelen på en gang, når man har tilvænnet hjernen til en ubalance, det er alt for hurtigt. Mange gange går det ikke godt, og så siger man: Du har stadig brug for medicinen. Især fordi patienten så måske f.eks. bliver deprimeret på grund af ophørssymptomerne. Jeg har kontakt med mange patienter og patientforeninger og er med i psykiatriske netværk i flere lande. Patienterne siger det hele tiden – det er nærmest standard – at lægerne ikke kan finde ud af at vejlede ordentligt om udtrapning.
Bliver der informeret nok om, hvad der kan ske ved pludseligt medicinophør?
– Nej, det bliver der slet ikke. Man har pligt til at informere om skadevirkninger som læge, når man ordinerer et præparat. Men det er helt klart, at hovedfokus på psykofarmaka er på den formodede gavnlige effekt og ikke på skadevirkningerne ved ophør.
Vil evighedsbehandling til livs
Umiddelbart kan man sige, at det virker nemt selv at lave en udtrapning. Man går bare stille og roligt ned i dosis – kan folk ikke bare gøre det derhjemme? Hvorfor skal der et kursus til?
– Nogen kan selv, det er rigtigt, men andre kuldsejler. Vi holder kurset, fordi meget få læger ved, hvordan man trapper ud og meget få tør binde an med det. Og hvis de har prøvet, har de måske gjort sig nogle negative erfaringer med, at patienten fik det rigtig dårligt, og så tør de ikke en anden gang. Så rigtig mange patienter får en kold skulder, både hos praktiserende læger og psykiatere, og så må der jo være nogen, der hjælper dem.
– Vi har tilbud om at afvænne narkomaner og alkoholikere, men den gruppe er en dråbe i havet i sammenligning med flere hundredetusindvis af mennesker, der er afhængige af psykofarmaka. Hvorfor har man noget for de få og ikke noget for de mange? Når vi holder kursus, er det både for at lære folk noget, men også for at lære noget af folk. Der kommer jo også patienter.
Er det dit indtryk, at hvis man ikke aktivt som patient ytrer ønske om at blive trappet ud, så bliver man egentlig bare ved med at få ordineret sine piller?
– Ja, det er meget ofte tilfældet. Hvis du sætter patienter på et antidepressivt lægemiddel, er næsten halvdelen af dem fem år senere stadig på det samme eller et andet antidepressivt lægemiddel. Sådan er naturhistorien af en depression ikke, og det er jo heller ikke meningen, at man skal behandle f.eks. angst i 5, 10 eller 20 år. Det skal behandles med psykoterapi og ikke med piller, men her har du et andet stort marked for antidepressiver.
– Når vi holder kursus, er det for at oplyse, så vi kommer evighedsbehandlingen til livs. Vi kommer med noget viden. Vi har sat os ind i, hvad abstinenssymptomerne typisk er, og det diskuterer vi med folk og giver dem et skema over, hvad de hyppigste symptomer er for de forskellige psykofarmaka. De kan ligefrem krydse af dag for dag, om de har det ene eller det andet symptom.
– Det kræver selvfølgelig, at de er i tæt kontakt med familie eller gode venner, der kan iagttage dem, for man kan ikke vurdere sin egen hjerne, når den er under kemisk indflydelse, det er ligesom ham, der tror, han kan køre hjem, selvom han har drukket for meget. Det er der andre, der skal træde til og vurdere. Ligesådan kan familie eller venner vurdere, at ’nu er du altså meget irritabel, der er et eller andet, der er ved at skride for dig’, så du skal have nogen omkring dig, hvis det skal være vellykket. Og hvis lægerne ikke vil være med, så må de nære relationer træde til.