Fra Simone var 12 år, har hun lidt af en spiseforstyrrelse. I dag er hun 19 og har taget afsked med sin tidligere ”ven”, der før fik hende til at jagte perfektionen

Af Simone Dahl

Jeg mødte dig første gang, da livet vendte sig mod mig. Jeg var omkring 12 år gammel. Dit skelet og din dødningeagtig krop skræmte mig i første omgang, men du hviskede løf-ter om sikkerhed, kontrol og perfektion, og langsomt blev et venskab smedet sammen mellem os.
Jeg stoppede snart med at se dine skarpe kanter og dit rådnende kød med frygt, og så dig i stedet som et objekt til at stræbe efter indbegrebet af perfektion, en sand ven. Jeg fulgte dine regler. Jeg spiste kun som anvist og slugte kilometervis af asfalt. Mit kød blev opløst og afslørede et skrøbelig skelet. Det var en beruselse, som jeg ikke kunne sætte navn på, og fortiden blev til intet andet end et bedøvende minde.
Da folk fik mistanke om vores venskab, forsøgte de at komme imellem os. De fortalte mig, at du ikke var god for mig, men dette forsøg på at kløve os fra hinanden, var kun tjent til at gøre os tættere. Med tiden begyndte mit helbred langsomt, men sikkert at svigte. Min krop var ved at give op. Den udsultede, reducerede og indskrumpede krop, hvis eksistens i sig selv blev fornægtet.
Du fortalte mig, at jeg skulle prøve hårdere, at jeg ikke gjorde det godt nok, og at jeg skul-le lyve for dem, jeg elskede, så jeg fordoblede min indsats og blev belønnet med mere vægttab. Jeg spejlede mig med blinde øjne og glædede mig over magerheden og de mørke rende under øjnene, som var det en sejr. Min krop var var udhulet, så udhulet, at der ikke var andet tilbage at tære på, end sjælen.

En sen aften i september turde jeg ikke lægge mig til at sove, for jeg havde en sær for-nemmelse af, at hvis jeg overgav mig til søvnen, så ville jeg ikke vågne igen. Min krop ville snart give op. Jeg tænkte på alle de spildte år og tabte muligheder. Jeg havde skub-bet utallige mennesker væk, fordi du var mit et og alt. Du var min bedste ven og min vær-ste fjende.

I livsfare
Jeg var angst, jeg var bange, og konfronterede min mor med min bekymring. For første gang i meget lang tid, sagde jeg dig imod og greb ud efter hjælp.
Da jeg kom ud på hospitalet, sagde lægerne, at jeg var i livsfare. De var bekymrede for, at mit hjerte inden længe ville stoppe med at slå. Da blev jeg klar over, at det eneste, du ville, var mig død.
Langsomt over tid begyndte jeg at adskille mine tanker fra dine, og jeg løsnede dit stramme greb om mig. Kødet genopstod på min krop, og verden fik de farver og toner, som den manglede med dig ved min side.
Du var rasende, du skreg og var konstant i mit øre, men på en måde var jeg i stand til at arbejde mig gennem det. Jeg gav mig til tid at reducere fortiden og finde et håb i fremti-den.

Mange gange har jeg set tilbage, du smiler sødt og forsøger at forføre mig, men jeg ser væk og går videre. Jeg har intet at tabe, men alt at vinde. Jeg har erfaret, at man ikke be-høver at dø for at blive genfødt. Jeg har vundet et liv, og jeg vil aldrig igen overlade det i dine hænder.

I dag styrer vægten ikke længere mit liv, og jeg har ikke været indlagt i fire år.
Det har været skræmmende at smide spiseforstyrrelsen i skraldespanden, fordi den i mange år var min identitet. Jeg var én stor sammenfiltret spiseforstyrrelse, men for hver dag der gik, efter at jeg valgte at gribe fat om ordet ‘recovery’, skrællede jeg et lag af spi-seforstyrrelsen af mig og fandt ind til kernen af mig selv. Jeg indså, at jeg måtte skille mig af med anoreksien, hvis jeg ville have en fremtid.”

En kommentar

  1. Katja

    Hvor dejligt, at læse, at du har løsnet spiseforstyrrelsens greb om dig, og dit sind. Dejligt at nu kommet ud af det. Du stærk, at du har kæmpet denne hårde kamp.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.