Hvordan skaber man et godt forhold mellem peer-medarbejder og peer-modtager, og hvordan ser fremtiden ud for peer-arbejdet i Danmark? Det var nogle af spørgsmålene på Peer-Netværkets regionaltræf på Sjælland. Arrangementet bød også på forskellige workshops, blandt andet én, der gjorde mig lidt klogere på mine livsværdier ved hjælp af et karton-træ, nogle papirsblade og en kuglepen

Af Tinne Buchholz Madsen

Københavns havn og en blå himmel dannede rammen for Peer-Netværkets Regionaltræf på Sjælland den 1. september, der blev holdt i Islands Brygges Kulturhus. Både frivillige og lønnede Peers var mødt talstærkt op til arrangementet, der efter en kort introduktion til den nye projektleder i Peer Netværket Danmark, Ása Hrefnudóttir, bød på forskellige oplæg og fire forskellige workshops.

Jeg personligt mødte op med to ’kasketter’ på, dels for at give Outsiderens læsere et indblik i, hvad der rører sig inden for Peer-verdenen, men også fordi, jeg i øjeblikket er tilmeldt Peer-uddannelsen under Det Sociale Netværk, og har en interesse i at blive klogere på, hvordan man bliver den bedste udgave af en peer-medarbejder, når uddannelsen engang er færdig.

Dagen lagde ud med, at vi blev introduceret til Lise Doktor og Anders Blyme, der har været i en peer-to-peer-relation, som henholdsvis peer-medarbejder og modtager af peer-støtte. De to understregede, hvor vigtigt det er med en god kemi mellem giver og modtager af peer-støtte. Anders Blume led i mange år af angst, og det var blandt andet samtalerne med Lise, der fik ham til at gå til sin første koncert i årevis.

– En af de væsentligste årsager til, at jeg endelig kom til den koncert, var, at Lise gav mig mod ved f.eks. gentagne gange at sige til mig, at ’man altså ikke kan dø af at få et angstanfald’. Det var jo egentlig noget, jeg godt vidste, men det, at en anden sagde det – og en anden, der tilmed havde prøvet angst på egen krop – det gjorde noget ved mig, fortalte Anders Blyme, der blev suppleret af Lise Doktor med, at mængden af tid hun har til rådighed som peer-støtte ofte kan være med til at skabe en god relation til modtageren.

– Det er mindre stressende. Anders vidste med det samme, at jeg ikke var behandler og ikke havde siddet og læst hans journal, og at vi havde masser af tid. Det gør det mindre forceret og mere naturligt, påpegede hun.

Timing er vigtig
Da ’peer-parret’ gik af scenen, gav de plads til Karen Sandfær Norbøll, som i fire år har arbejdet som Peer på Broen, et botilbud for unge under Helsingør Kommune. Karen har selv lidt af tilbagevendende depressioner, og startede med et budskab om, at timing er vigtig for et konstruktivt peer-møde:

– Da jeg i sin tid var på mit mest depressive sted, havde jeg slet ingen kræfter til at rumme en anden persons historie. Og derfor er det ofte en god idé som Peer lige at holde den lidt tilbage; hvis den altså overhovedet skal i spil, lød det fra Karen, der i stedet listede fire egenskaber, som hun mener, er vigtige i arbejdet som peer: nærvær, respekt, nysgerrighed og fordomsfrihed.

– Hvis man har dem med sig, giver det en god base for at skabe en god relation. Og det er vigtigt for at kunne ’hjælpe mennesker til selv at rejse sig op’, sagde Karen Sandfær Norbøll.

Karen blev undervejs i foredraget spurgt, hvordan hun undgår at tage sit arbejde som Peer for meget ’ind under huden’. På det spørgsmål svarede hun:

– Det er klart, at på dage, hvor man selv er lidt hudløs, er det lidt sværere at være peer. Jeg tror, det er noget, der læres med tiden; hvordan man giver tilpas meget af sig selv og finder en balance. Og lige her vil jeg gerne slå et slag for, at det at indgå i en relation er noget, der skal læres, og at det kræver uddannelse. Man kan have et naturtalent for at tale med mennesker, men derfor er det stadig rigtig vigtigt at støtte sig op af nogle metoder og viden om f.eks. kropssprog og kommunikation, som man f.eks. får i Peer-uddannelsen.

Et ligeværdigt forhold
Efter Karen Sandfær Norbøll blev klappet ned af scenen, kom Klaus Serup fra Det Sociale Netværk på banen. Han opfordrede til at man som peer hele tiden havde en sætning i baghovedet, nemlig spørgsmålet om, ’hvad der var fedt, da jeg selv kom mig?’ for på den måde at blive bedre til at sætte sig ind i tankegangen hos de personer, der er midt i en recoveryproces. Overskriften for Klaus Serups oplæg var hvordan peers bringer recovery ind på arbejdspladserne, og selv om der ikke er en fiks og færdig opskrift på det, gav han alligevel et indblik i, hvad peer-støtte kan i forhold til at støtte borgernes egne recoverymål: f.eks. at tilbyde et fortroligt, anderledes rum, at være et fleksibelt tilbud, der tager udgangspunkt i aktuelle ønsker og behov hos borgeren, og at give peermodtageren mulighed for at blive mødt i et ligeværdigt forhold der adskiller sig fra den gængse borger og system-ramme.

Sidste punkt på den fælles dagsorden stod Grethe Kildegaard Nielsen og René Winther fra Peer-Netværket for, og emnet var hvordan fremtidsudsigterne kan se ud for hele Peer-bevægelsen. De to oplægsholdere lagde vægt på, at der skal slås et slag for, hvor nødvendig, Peer-arbejdet er i behandlingssystemet, på grund af den erfaring med psykiske lidelser, enhver peer har prøvet på egen krop. Og at behovet for peers er opstået, fordi det simpelthen har været en mangelvare i det etablerede system. Men peer-arbejdet kan også udbredes til andre områder, lød det fra Grethe Kildegaard Nielsen:

– Det er vigtigt, at vi spørger os selv, om det arbejde, man som peer laver, kan sprede sig til f.eks. studiemiljøer. Kan det integreres i fritidstilbud? Et sted som jobcentre kunne være rigtig interessant at udforske også, sagde hun.

Hvad er mine livsværdier?
Efter at have fået plantet en del stof til eftertanke under min fiktive Peer-kasket, var tiden nu inde til de fire workshops, arrangementet bød på. Under småsnak i pauserne talte jeg med flere, der så det som en god lejlighed til at netværke med andre peers, og også til selv at komme mere på banen, end man har mod på i en stor sal med mange mennesker.

I alt var der fire workshops til træffet: en diskussion af Peer-Netværkets fremtid, et ’walk’n photo shoot’, en fotovandring inspireret af dagens dialoger, en litteraturworkshop med fokus på forholdet mellem privat og personligt, og endeligt, ’Dine og mine livsværdier’, som jeg selv havde valgt – og glædet mig til. Det var Grethe Kildegaard Nielsen, der var ankermand på workshoppen, som tog afsæt i vores personlige værdisæt. Vi lagde ud med at få udleveret et ark med 80-90 forskellige livsværdier, og skulle så cirkle dem af, som vi så som en personlig værdi. Det var sværere end man umiddelbart skulle forestille sig, for mit vedkommende at begrænse mig. Efter at have skaltet og valtet, nåede alle i hus med indsnævringen, blot for nu at få udleveret et træ klippet i karton, som vi efterfølgende skulle udsmykke med otte grønne blade i papir, hvorpå de allervigtigste værdier for os stod på hver sit blad.

Av, den var svær. Otte, som i 8? Efter en del tids overvejelse – som jeg kunne fornemme, at mine sidemænd delte – lykkedes det. Og gav faktisk et overblik over, i hvilken boldgade, mine kerneværdier befinder sig. Uden at gå for meget i detaljer, er det mere bløde værdier som kærlighed, familie og venner, der fylder meget hos mig, mere end penge og ambitioner.

Da vi alle havde beriget vores træer med blade, gav det naturligt anledning til en snak om, hvad vi så kan bruge kortlægningen til. En ’med-workshopper’ udtrykte det ret fint: At når man er klar over sine livsværdier, fungerer de nærmest som en gps: man kan navigere efter dem i tilværelsen. Og som peer er det et rigtig godt redskab at have et klart billede af sine værdier, da de siger noget om, hvilke forudsætninger, vi møder andre mennesker med. Ligesom det kan være et vigtigt redskab i peer-arbejdet at lære peer-modtagerens værdier at kende, da det giver en større forståelse for, hvad den enkelte lægger vægt på i sit liv. Og når man ved det, er det en god forudsætning for at arbejde sig i den rigtige retning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.